Ordbog til Oliver

Resized-IMG_9780

Muh-vand = mælk

BONK = Tårn, der vælter

Mere BONK = Nu bygger jeg tårnet igen, så jeg kan vælte det en gang til

Den DER = Sut

Bil = Bil

Bil = Sko

Bil = Cykel

Bil = Vaskemaskine

Bil = Støvsuger

Bil = Kaffemaskine

Bi = Bi

Aaaaadddd = Skrald

Aaaaadddd aad = Må jeg putte denne her i skraldespanden?

Mi MUAR = Min mor

Mi = Emilie

Far = Far

Køre bil = Må jeg trykke på knappen til kaffemaskinen?

Op / derop / mere op = Jeg vil gerne have den deroppe / Jeg vil gerne kravle derop

‘Rækker fingeren i vejret’ = Nu hopper jeg (uanset om der er 5 cm eller 1 m ned – så vær lige klar til at gribe mig)

.

.

.

Joh…der sker efterhånden en del med den unge mands sprog. Det er simpelthen fantastisk – og virkelig morsomt at følge med i 🙂

Alene hjemme

Resized-IMG_0052

Vi er tre styks, der er alene hjemme i denne weekend – og det kan, ærlig talt, godt være en smule anstrengende at være alene med de to banditter. Jovist, de har deres øjeblikke, hvor de sidder sødt sammen og Emilie hjælper Oliver med at få proppen af tusserne – ren idyl!. Den slags øjeblikke er det værd at holde fast i når der i det næste øjeblik flyver propper rundt i hele stuen, der er tegnet på bordet og begge råber at de vil have den blå tus!

Inden Jesper kørte afsted i morges (han er til eksamen hele weekenden), lå jeg i en halv time, inden jeg stod op – helt for mig selv og besluttede mig for at det skal blive en god weekend. En vigtig beslutning! Lige netop den beslutning der gør forskellen imellem, på den ene side at skælde ud og være uforstående overfor at det kun er den blå tus, der dur, når nu vi har ca. 100 tusser og på den anden side, at være i stand til at løse konflikten diplomatisk så begge børn helt glemmer at de er utilfredse og på sødeste vis tegner videre. På papiret. Ikke på bordet.

Vi har haft en usædvanligt fin formiddag – med indkøb, leg på biblioteket (bonus at vi mødte nogle søde legekammerater), frokost, helt uden tallerkener, der fløj – faktisk en formiddag stort set uden konflikter og i hvert fald uden konflikter, der eskalerede. Win! Nu sover Oliver, Emilie slapper af – og jeg slapper også af. I hvert fald med den ene hjerne-halvdel – den anden er i gang med vasketøj og oprydning. Jeg tror dog at den hjerne-halvdel nu skal have fri så Emilie og jeg lige kan nå at hygge lidt alene inden Oliver vågner. Jeg har en fornemmelse af at det er godt givet ud med en rolig aktivitet, kun for os to, inden vi igen skal følge med i Olivers tempo :-p

Fjernsyns-fri december

Resized-IMG_9684

I hele december måned agerede vores tv-ophæng bogreol og sidemand til de søde nisser, der en dag lå i vores postkasse fra naboens datter. Emilie mener at den længst til højre er en nisse-spraydåse. Om ophavsmanden er enig skal jeg ikke kunne sige, man faktum er at vi i hele jule-måneden havde udsyn til nisser og historier fremfor den sorte kasse, der ellers plejer at pryde væggen.

Og hvorfor så egentlig det?

Det er der sådan set mange grunde til. Som udgangspunkt ser vi faktisk meget lidt fjernsyn og forskellen imellem at have en slukket kasse på væggen og slet ingen kasse er faktisk slet ikke så stor. Igennem hele efteråret fik børnene lov at se en lille smule tegnefilm en gang imellem i weekenden, men på hverdage er fjernsynet aldrig tændt. Vi voksne ser overhovedet ingenting – men alligevel har vi i efterhånden lang tid betalt for abonnement til både HBO og Netflix. Det hed sig at det var for børnenes skyld – så der altid kunne findes en tegnefilm hvis behovet alligevel opstod.

‘Behov’ for fjernsyn er for mig hvis jeg fx er alene hjemme med begge børn og der samtidig er sygdom på banen – så er det en skøn og effektiv aflastning.

Men det er en sjælden situation og jeg kan i hvert fald hurtigt blive enig med mig selv om at tre ‘kanaler’ (HBO, Netflix og DR), der hver i sær tilbyder uendelig og ustoppelig underholdning til børn er mere end rigeligt. Derfor blev vi i efteråret enige om at melde de to betalings-tjenester fra og nøjes med DR.

Det var, helt oprigtig talt, en fuldstændig ubemærket ændring. Altså med undtagelse af det beløb, der blev frigivet på kontoen til andre ting. Win.

Alligevel var der stadig et eller andet, der nagede mig. Jeg oplevede i stigende grad at Oliver, som jo altså kun er godt og vel halvandet år gammel, kom hjem fra dagplejen og resolut stillede sig foran fjernsynet og forlangte, højlydt, at få det tændt. Hvorfor det?

Emilie spurgte efterhånden i hver 3. sætning om hun godt måtte se fjernsyn. Om hun måtte se noget når hun var færdig med at spise. Når hun var færdig med at spille spil. Læse bog. Hvad som helst. På en eller anden måde var fjernsynet næsten hele tiden i hendes bevidsthed og det blev efterhånden en daglig kamp at skulle forbyde det gang på gang. Hvorfor det?

Jeg ved ikke med sikkerhed hvorfor. Jeg ved at vi havde enormt travlt hele efteråret. Både på arbejdet, i familien og i den tid, der er tilbage til Jesper og jeg, sammen og hver for sig. Vores oprindelige grundlag for ikke at se serier stikker egentlig ikke ret meget dybere end at vi ganske enkelt ikke har tid. Med travlheden fulgte dog også en stigende tendens til at tænde for fjernsynet – i eftermiddagstimerne, også på hverdage.

Så er børnene lige underholdt imens jeg ordner det her.

Sådan tænkte jeg jævnligt. Det kunne dreje sig om madlavning, tøjvask, oprydning, mails, arbejdsopgaver, der skulle være blevet på kontoret, men som alligevel kom med hjem – og pludselig havde vi skabt et behov hos børnene for at få fjernsynet tændt som hverken de eller vi var godt tjent med.

Så er børnene lige underholdt imens jeg ordner det her. Dette udsagn har nemlig, for vores børn, en bagside. Når hvad-end-det-var-der-var-så-vigtigt var blevet ordnet og jeg havde tid at lave noget fornuftigt med børnene var det to styks institutions-trætte og fjernsyns-forvirrede tornadoer der ikke gad noget som helst, men som egentlig heller ikke kunne samle sig om at sidde stille og se mere tv. Jeg ved ikke om alle 1- og 4-årige påvirkes i den grad af at se fjernsyn, men vores unger bliver mærkbart mere irritable, mere højlydte, sværere at snakke med. De bliver ganske enkelt hyper.

Kan i se det? Vi var i en dårlig spiral hvor sure og trætte børn, generede sure og trætte forældre, der brugte TV som aflastning, men på den måde fik endnu surere børn og konflikterne eskalerede. Indrømmet, fjernsynet skal ikke have hele skylden for det har i sagens natur ikke noget ansvar for at vi havde for travlt både på arbejdet og i privaten. Men fjernsynet blev bare en form for symptom behandling, der i sidste ende gjorde symptomerne værre.

Så, den 1. december spurgte jeg Jesper hvad han ville sige til at pille det ned. Jeg havde brug for at mærke efter, at finde tilbage til de søde og glade børn som vi egentlig synes at vi har. Og jeg havde brug for at få fjernet så mange distraktioner som muligt for ellers kunne jeg simpelthen ikke få øje på vores egne værdier – særligt når der stod en måned for døren med fuldt knald på julearrangementer, ændrede madvaner, sukker og gaver – og alt det andet som hører sig til, og som jeg gerne ville nyde, men som bare var ved at drukne i at vi ikke kunne overskue det.

Jesper pillede fjernsynet ned – og det virkede! Out og sight, out of mind. Det tog ikke engang en dag så holdt Emilie op med at spørge efter TV’et. En dyb vejr-trækning og et af hverdagens store konflikt-punkter var pludselig helt fjernet. Og ændringen hos mig selv var lige så stor som hos børnene for når muligheden for at tænde TV’et slet ikke var der så var muligheden for at give efter der heller ikke. De første par dage gjorde jeg en meget aktiv indsats for at lave andre aktiviteter i eftermiddags-timerne. Vi gik ture, samlede pynt i skoven til jule-dekorationer, lavede en masse kreative projekter, bagte en masse småkager. Vi legede fangelege, gemmelege, byggede tog-baner og læste alle vores bøger igen og igen. Og gradvist fandt vi på plads i det – selv med den meget travle måned, som december var, lykkedes det at hygge os og nyde ventetiden frem til jul. Gradvist fandt børnene tilbage til selv at kunne underholde sig i kortere eller længere perioder – og gradvist fandt jeg lidt mere balance i vores hverdag.

Nu skriver vi januar og fjernsynet er blevet hængt op igen. De sidste par dage, hvor Emilie har haft kvalme, opkast og ondt i halsen er det også blevet brugt flittigt. Men i det store hele synes jeg at en TV-fri måned har givet os lidt ro tilbage og fjernsynet er ikke længere et konflikt punkt. Børnene acceptere hvis der bliver sagt nej og vi voksne har mere fokus på i stedet at hjælpe dem i gang med en anden aktivitet. Det er ikke Picture Perfect, men det er lidt bedre end det var.

Genbrug: To do or not to do

Resized-IMG_3673

Vi har ærlig talt været lidt uheldige med spisebords-stole herhjemme! Engang havde vi nogle sorte skal-stole fra IKEA, men de blev vind-og-skæve i benene og blev skiftet ud til 25-kroners klapstole, også fra IKEA. De var egentlig tænkt som en midlertidig løsning ind til vi fandt noget bedre – men vi endte med at have dem i flere år. De fungerede sådan set fint, men æstetikken haltede lidt – og efterhånden begyndte de også alle sammen at knække i ryggen.

Derfor besluttede vi os endelig, efter adskillige års betænkningstid, for at købe nogle ret flotte hvide stole med egetræs-ben i ILVA. Set bort fra at de var en elendighed at samle (benene var nærmest umulige at få skruet ordentligt på), så var vi rigtig glade for dem. Ind til de begyndte at falde sammen under os. Ærlig talt ret uhensigtsmæssigt at benene på en stol ikke sidder ordentligt fast…

I lang tid flyttede vi rundt på stolene og sørgede for at vores gæster fik de mest stabile således at hvis én skulle styrte sammen ville det være under en af os og ikke under en gæst. Efterhånden blev risikoen dog for stor og stolene var nødt til at blive skiftet ud. Ligesom dengang med klapstolene blev vi enige om at købe en billig, midlertidig løsning – og valget faldt på 5 hvide skalstole, til salg for samlet 150 kroner i en salgsgruppe på facebook.

Vi er lidt rookier udi at købe brugt – og muligvis, vil nogle mene, er jeg også lidt godtroende. Når jeg ser 5 stole til salg til en pris som jeg synes er rimelig så slår jeg til – uden at handle og typisk også uden at have set varen i virkeligheden. Hvis sælger siger at varen er i orden, så stoler jeg på det.

Det gør mig en gang imellem en smule skuffet på mine medmenneskers vegne.

Hvis det var mig der solgte 5 stole, ville jeg fx nok lige have tørret dem over med en klud inden de røg videre. Jeg ville nok også gøre køber opmærksom på at den ene af stolene allerede var så skæv i benene at den faktisk overhovedet ikke kunne siddes på (det ene ben svævede 5-7 cm over gulvet).

Nå, men. Nu var det jo ikke mig, der solgte, men derimod mig, der kom hjem med 5 jævnt snavsede stole hvoraf den ene røg direkte på genbrugspladsen.

Resten fik en grundig rengøring, en slibning og et lag maling – og udover at de så faktisk så ganske hæderlige ud så var det faktisk også virkelig sjovt! Jeg fik helt lyst til at finde flere gamle møbler at sætte i stand, men det er ikke blevet til mere endnu.

Resized-IMG_3448 Resized-IMG_3452

Det er da en usædvanligt, snavset stol, eller er det bare mig? Det krævede en del knofedt at få stolene rene, men til sidst blev de faktisk ret fine:

Resized-IMG_3446 Resized-IMG_3458

Desværre er de 4 resterende stole, langsomt, men støt også ved at nærme sig en udskiftning. For hver gang man sætter sig på dem bliver benene en smule mere skæve. Den første er allerede kørt afsted til genbrugspladsen og levetiden for de resterende 3 er vist relativt begrænset.

Så – min oplevelse med genbrug var i denne omgang en smule blandet. Jeg kunne godt lide ideen om ikke at smide noget ud som stadig fungerer og det var virkelig sjovt at slibe og male og gøre stolene til vores. Men…netop disse stole var nok på kanten af ikke at fungere mere allerede da jeg købte dem og på den måde var pengene på en måde spildt.

Bedre held næste gang.

Uge 1: Creativity

Resized-IMG_8909

Et nyt år, et blankt lærred, en lang række nytårsforsætter, som måske, måske ikke holder – og en ny fotoudfordring!

En hurtig bekendelse: Jeg er så dårlig til at gennemføre fotoudfordringer! Jeg elsker dem – bliver altid helt grebet de første par dage og føler mig fuld af ideer. Men…så rammer hverdagen altid og jeg kommer et par dage bagud og inden jeg ser mig om har jeg givet op…derfor besluttede jeg faktisk efter sidste udfordring (den der med de sort-hvide billeder på facebook hvor man ikke måstte skrive nogen tekst) at nu skulle det være slut med den slags.

Men så sporede min yndlings-legetøjs-fotograf mig ind på en foto-udfordring, der er lidt anerledes end de fleste. Nemlig denne: Words. En fotoudfordring, der ikke involverer specifikke situationer eller handlinger. En, der ikke kræver et billede hver dag af en mere eller mindre ligegyldig situation, men derimod opfordrer til at bruge kameraet kreativt, til at fange følelser, fornemmelser og visioner. Grundlæggende værdier, der betyder noget for os alle sammen. Da jeg læste listen igennem begyndte ideerne af flyde og derfor kaster jeg mig ud i denne udfordring.

Jeg vil ikke love at jeg får taget, redigeret og vist et billede hver uge, ej heller at ordene bliver brugt i den oprindelige rækkefølge. Men jeg synes at det er spændende at presse mine egne grænser inden for fotografi lidt og derfor lægger jeg ud i denne første uge af året med ordet: Kreativitet. Det er det første ord på listen, men det er også det første ord jeg satte streg under da jeg besluttede at give mig i kast med ordene. For hvad er fotografering uden kreativitet? Hvad er jeg uden kreativitet?

Kreativitet er så stor en del af vores hverdag – både i det helt åbenlyse hvor vi tegner, maler, bygger, leger og finder på. Men også i baggrunden hvor jeg bruger meget energi på at samle inspiration til gode projekter, gode oplevelser, hvor det kræver kreativitet af den anden verden at få alle ender til at mødes så livet, i en travl børnefamilie, går op i en højere enhed og alle kan gå i seng med et smil på læben. Og kreativitet er så stor en del af mig når små bitte, fine øjeblikke opstår i vores hverdag og kameraet aldrig er langt fra min hånd – når fx Emilie vimser ind til naboen i sin elskede, røde tyl-kjole, en frost-klar morgen – men billedet, som kameraet fangede af situationen bare slet ikke lever op til den magi jeg oplevede.

Det er et nyt område for mig, men jeg er begyndt at få øjnene op for hvor stærkt et værktøj Photoshop er. Jeg synes ikke at billedet herover er falsk – det er som jeg så det. En dansende pige i en hvid, sprød verden hvor den opstående sol spredte et gyldent lys igennem trætoppene. I relaiteten var der dog en bil parkeret for enden af vejen. Og en lygtepæl lige bag Emilie. Billedet er taget på et split-sekund for det var så længe øjeblikket varede – og mit øje så slet ikke disse forstyrrende elementer. De så netop kun øjeblikket.

Det er meget sjældent, jeg redigerer et billede så meget (og det har da også allerede været vist på instagram inklusive bil og lygtepæl). Men med ugens ord: Creativity i baghovedet kastede jeg mig ud at forme virkeligheden indtil billedet var som jeg ville have det. Og det lykkedes – jeg synes at det blev fint.

Jul på Nordfyn

Resized-IMG_9275

Klokken 18.43. Den 2. januar. 2018. En juleferie er billigt til salg! Den kan ikke ombyttes eller returneres, men den er fuld af dejlige minder, smuk natur, godt selskab, skønne gaver og hygge i lange baner. Oliver og jeg trak det allersidste ud af ferien imens de to andre startede langsomt op i børnehaven og på arbejdet i dag. Vi var ude at cykle, på biblioteket, sov middagslur, spiste blåbær. En sidste dag med morgenhår hele dagen, ekstra stærk kaffe og rod i hele huset. Oliver insisterede på at lege med hvert eneste stykke legetøj han ejer. Og hver eneste dims, bog, pyntegenstand, sko, you name it som jeg ejer – alle dele er nu jævnt fordelt i hele huset – og det er så fint.

I morgen rydder vi op. I morgen ordner vi vasketøj. I morgen pakker vi det sidste julepynt væk. I morgen er det hverdag. Men i dag, i dag er der stadig en snert af ferie og det er værd at nyde.

I starten af ferien besøgte vi Gyldensteen Strand. Et naturområde ved Bogense der omfatter både en lavvandet kystlagune, en ferskvandssø og en rørskov – et rigt miljø med virkelig mange fuglearter. Min bror var også heldig at spotte et par dådyr og Emilie fiskede ihærdigt i det lavvandede sumpområde – men med en kvist uden madding er det svært at fange andet end strå og siv. Ikke at man skal kimse af strå og siv – når man er 4½ er det faktisk en uvurderlig fin fangst.

Jeg håber engang at få mulighed for at besøge Gyldensteen Strand i lidt varmere vejr – der var skønt og smukt på en råkold decembermorgen og vi nød at have det hele for os selv, men det kunne nu også være skønt på en varm sommerdag hvor de små fiskere bedre kan acceptere at få en våd sok.

Her lidt stemningsbilleder fra området:

Resized-IMG_9274 Resized-IMG_9279 Resized-IMG_9284 Resized-IMG_9302 Resized-IMG_9309

Årets første produkttest

Resized-IMG_9894_text

Ellere rettere: Sidste års sidste produkttest. Ikke desto mindre, here goes:

Jeg fik i december muligheden for at teste vægbilleder fra Saal Digital. Det kom ganske enkelt perfekt da jeg lige siden vores tur til Grønland i Marts har haft en drøm om at få printet et eller billeder i et stort format. Første udfordring var at vælge et billede – og her var jeg virkelig i problemer for vi tog SÅ mange fantastiske billeder, som alle betyder rigtig meget for os. Dog skal det ikke ligge Saal Digital til last at jeg er ubeslutsom, og i mens jeg tænkte over det helt rigtige billede downloadede jeg editerings-programmet fra Saal’s hjemmeside. De tilbyder også en online-option, men jeg foretrækker at have programmet downloadet da det giver en masse frihed i forhold til upload af flere billeder, valg af materialer osv osv.

Da jeg endelig havde besluttet mig for et billede kom den næste udfordring: Valg af vægbillede! Der er nemlig en hel række forskellige lige fra akrylglas til galleri tryk og fotolærred med eller uden svæveramme. I sidste ende bestemte jeg mig for et fotolærred i størrelsen 40 x 60 cm. Jeg kan godt lide følelses af ‘maleri’ – næste gang tror jeg dog at jeg vil ofre det ekstra beløb og bestille med svæveramme – det giver bare lige en lille ekstra lækkerhed.

Lærredet er fremstillet i fint lærredsstof (300 g/m2) og udskrivningen er i høj kvalitet (op til 300 dpi). Ved upload af billede kommer der en automatisk meddelelse om hvorvidt det valgte billede er i god nok kvalitet – det er virkelig rart så man ikke ender med at modtage et helt pixelleret billede fordi den oprindelig opløsning af billedet er for lav.

Resized-IMG_9912Resized-IMG_9911

Lærredet er spændt op på en træramme, der virker meget stabil. Yderligere medfølger 4 kiler til efterspændning. Farverne er både klare og mættede – indrømmet, det billede jeg har valgt har kun ganske få farver, men tilg engæld er den blå farve fantastisk vigtig for motivet. Havde den været mat ville hele billedet fremstå kedeligt – og det synes jeg bestemt ikke at det er. Det er Grønland i vinter-farver. Is, sne og hav. Endelig vil jeg nævne at billedet var pakket meget forsvarligt ind så det kom frem til mig ganske uden skrammer. Thumbs up.

Resized-IMG_9907

Min endelig karakter er et flot 10-tal. Jeg har faktisk ikke rigtig noget at udsætte på billedet 🙂

Resized-IMG_9899

OBS: Billedet er modtaget som gave fra Saal Digital. Indlægget indeholder ikke affiliate-links.

Reckless

Resized-IMG_9655

Oliver i en nøddeskal:

Hopper ned fra noget, der er lidt for højt. Slår sig, lidt. Griner og råber: MERE AV – og kravler op og hopper ned igen.

Hvor får han det dog fra (smiley-der-undrer-sig-og-tager-sig-lidt-til-hovedet)?

Dejlighed på kælk

Resized-IMG_9112

Yes. LIGE akkurat sne nok til at få nogle perfekte kælketure. Faktisk lagde vi meget fornuftigt ud med at køre på den lille bitte bakke henne ved vores legeplads – Oliver er jo kun halvandet og Emilie er ikke så vild, tænkte den fornuftige mor. Der gik dog kun meget kort tid før det stod klart for enhver at begge børn var klar til den STORE kælkebakke. Så afsted med dem – og de elskede det. Efter de første par ture fandt Oliver på at når kælken begyndte at aftage i fart så var det til at rejse sig op i bro og kaste sig som en fjeder ud over siden – på den måde fik man lige en ekstra kolbøtte i maven (og virkelig meget, virkelig kold sne i ansigtet!). Emilie var hurtig til at lære det trick så efter hver nedfart måtte vi lige filtre en leende grøn og en hujende lyserød flyverdragt ud af hinanden før vi var klar igen.

Resized-IMG_9116

Og jep. Den store kælkebakke ender i en 10 cm dyb pøl af isnende koldt vand! Heldigvis er vores børn ikke tunge nok til at få fart nok på til at nå ud i vandet – men de større børn…de fløj lige igennem! Uf!

Vi er dem, der krydser fingre for meget mere sne denne vinter! Særligt hvis vi kan få leveret lidt til juleferien – det ville være helt i orden.

Prioritering

Resized-IMG_8778

‘Hvordan kan du få tid til at tage ned til søen for at tage billeder om morgenen?’

Sådan spurgte en sød bekendt da jeg for nyligt mødte hende til et jule-arrangement i byen. Der var en vis vantro i hendes stemme for hvordan kan man egentlig nå at bruge en halv time på at køre ned til en sø for at tage billeder om morgenen når man har to børn, der skal afsted til institution og man selv skal navigere igennem en stigende vanvittig morgentrafik for at møde på arbejde. Til tiden.

Sandheden er at, det kan man ikke. Jeg har ikke mere tid end alle andre mennesker.

Men. Det man kan er at prioritere sin tid. Jeg kan prioritere at tage ned til Furesøen en frostklar morgen hvor den op-stigende sol maler rimtågen lyserød. Jeg kan prioritere at se min datter liste sig ud af den glatte bådebro for at se til ænderne. Jeg kan nyde at have en lille stund i naturen – kun med hende. Det giver os begge energi. Sammen undres vi over hvordan solen kan være så rød, hvor ænderne sover om natten, om feerne nu kan finde drikkevand når duggen er frossen. Det er vigtigt for mig, for Emilie – og for Oliver, for det bliver også hans tur til at komme med en dag.

Og ja, så kom jeg en halv time senere på arbejde den dag. Så var der nogle mails, der først blev besvaret om aftenen efter at børnene var puttet. Så havde jeg ikke helt fri, da jeg gik hjem for der var nogle opgaver jeg ikke havde nået at løse, som rumsterede i hovedet imens jeg lavede mad og måske var jeg nødt til lige at logge ind for at tjekke en eller anden teknisk detalje sidst på aftenen. Men det trives jeg med – den fleksibilitet jeg har i mit job er en gave som jeg sætter enormt stor pris på. For den giver mig muligheden for at prioritere naturen og skønheden omkring os – og til at vise mine børn den skønhed.

1 2 3 4 5 6 78