Uge 2: Confidence

Resized-IMG_1670

Confidence. Selvtillid. Ordet, der hørte til i uge 2 i den foto-udfordring jeg startede op i starten af året. Et vigtigt ord – men også et svært ord. Ikke et ord jeg ville vælge til at beskrive mig selv. Dog helt klart et ord, jeg ville ønske at andre ville bruge til at beskrive mig.

Mere end det, ville jeg ønske at ’selvtillid’ var en så naturlig del af vores hverdag at vores børn ikke engang behøvede at tænke over det. At vi, herhjemmefra, kan give dem selvtillid nok med på vejen, til at de kan møde verden med alt det de er og har – både styrke og skrøbelighed. Mod og frygt. Succes og fiasko. At de tør tro på at det hele, at modsætningerne, er det, der gør dem til hele mennesker og at det er ok at føle savn, sorg, vrede eller frygt – ligeså vel som det er ok at føle kærlighed, glæde og lykke.

Det er det, selvtillid betyder for mig.

Jeg kan ikke sætte nøjagtige ord hvorfor de to billeder, jeg har valgt til dette indlæg viser børnene bagfra. Måske fordi det handler om at se indefra og ud? Måske fordi jeg ville ønske at jeg kunne se verden igennem deres øjne, mærke deres usikkerhed og forvisse dem om at intet kunne være mere perfekt, end netop de to. Måske fordi der i disse to billeder er fanget en del af den essens, der er dem. Oliver – ufortrødent på vej ud i en ukendt verden. Emilie, reflekterende, observerende – altid opmærksom på sine omgivelser.

Det var mange ord. 262 for at være nøjagtig – selv om et enkelt faktisk var nok: Selvtillid.

Resized-IMG_1946

Man skal aldrig gå ned på krea

Resized-IMG_0131

Det er et tilbagevendende emne her på bloggen: De hyggelige stunder med kreative sysler. Det er vores måde at finde ro – eller, det er min måde at finde ro sammen med børnene. De nyder begge to fordybelsen (omend Emilies koncentration typisk rækker lidt længere end Olivers) og jeg nyder at se den måde vores små projekter udvikler sig på. Fra de første famlende forsøg med en saks som Oliver uden skrupler kaster sig ud i, til nøjagtigt klippede sommerfugle fra Emilies hånd. Fra krusedullen som Oliver insisterer på er ‘Mor’ til en dame med kjole og krøller, der er et halvt hoved lavere end den mand, der tegnet ved siden af. Emilie er netop begyndt at synes at ting skal tegnes ‘rigtigt’ – solen skal være gul, græsset skal være grønt og proportionerne skal passe så ‘Mor’ er naturligvis lavere end ‘Far’. Det er så fint og sejt og samtidig lidt vemodigt at lægge evnen til at synes at en streg er en drage bag sig.

Emilie fik denne fantastiske krea-skuffe i julegave. 24 små skuffer med diverse hobby-dimser. Her er der helt frit slag for fantasien og det er nogle ret skønne ting, der kommer ud af det. Glimmer-ispinde med øjne og piberenser-tøj. Pom-pom-familier. Flyvemaskiner. Og en hel masse, der bare går under betegnelsen ‘pynt’. Enkelte skuffer er blevet tømt siden jul, men så flytter der bare noget andet ind så kreativiteten aldrig begrænses af tomme rum. Ofte genbruger jeg materialerne – den anden dag havde Emilie fx sat ALLE knapperne (og der var altså en hel skuffe fuld) på piberensere. Da legen med knap-ormene var slut kom knapperne tilbage i deres skuffe, klar til næste leg.

Jeg drømmer om en lille hylde i køkkenet, over vores nye spisekrog, hvor krea-skuffen kan stå fremme. Jeg er lidt i tvivl om Oliver kan undlade at splitte den ad hver dag, men det skal gerne komme an på en prøve – jeg er i hvert fald ret vild med ideen om at Emilie selv kan komme til sine krea-ting og at de begge kan sidde og tegne/klippe/klistre/hygge i køkkenet i mens jeg laver mad.

Collage 1 Resized-IMG_0136Resized-IMG_0146

Rasmus Klump holdt også fest

Resized-IMG_1025

Ups! Lige siden jeg begyndte at tænke over Emilie fastelavns-kostume har jeg tænkt at jeg ikke behøvede at finde på noget til Oliver i år – han har jo alligevel ingen holdning til det og ingen anledning til at tage det på andet end herhjemme…

Men to dagen inden det gik løs opdagede jeg at de faktisk holder fastelavn i hans dagpleje. Med tøndeslagning, udklædning, fastelavnsboller og det hele! Og SÅ går det jo ikke, ikke at have udklædning!

Enter Rasmus Klump! Én aften, lidt panik-syning, alletiders-yndlings-baggy-bukser i rød med hvide prikker, tilsat store knapper og seler, en brun body og en lynhurtig hue (uden kvast, det nåede jeg simpelthen ikke :-p) – og Rasmus Klump var klar til fest i dagplejen! Han viste sig at være lidt af et natur-talent udi tøndeslagning (og fastelavnsbolle-spisning). Her har i ham, iført flyverdragt, men med fuldt fokus på opgaven: At slå ‘tønden’ ned:

Resized-IMG_1109

Og lidt flere billeder:

Resized-IMG_0983 Resized-IMG_1049 Resized-IMG_1052

…nu hvor kalenderen skriver marts og foråret officielt er over os er det vist også tid til at lægge fastelavn bag os. Den næste store milepæl her hos os er børnenes fødselsdag, der skal fejres i påsken. 5 og 2! Det er altså vildt nok – vi glæder os og planlægningen er allerede i fuld gang :-)

Final result: Elsa

Resized-IMG_0161

Fastelavn kom og gik! En meget stolt lille Elsa gik afsted til børnehaven – og kom endnu mere stolt hjem som vinder af kattedronning-kronen! En stor dag i en lille piges liv!

Og jeg er som sædvanlig bag ud på bloggen – men her er den! Den endelige Elsa-kjole – godt med swung i skørtet, turkis hele vejen igennem, tilsat lidt sødhed og fratrukket lidt glimmer i forhold til originalen. Et kompromis som både mor og datter i sidste ende var rigtig godt tilfredse med. Kjolen er syet ud fra Hallonsmulas snurre-kjole-mønster og stoffet er købt ved Spoonflower. Det er ikke den billigste løsning og derfor var det vigtigt for mig at sy en kjole som også kan bruges til hverdag. Og her er det ganske vist ikke Emilie, der sætter begrænsningen – hun er faktisk lidt uforstående overfor at man ikke kan have tyl-polyester-glimmer-drøm på i børnehaven. Men altså. Det kan man ikke (her i huset).

Til gengæld syede vi en skinnende kappe for at sætte prikken over i’et på selve fastelavns-dagen:

Resized-IMG_0947

Det mønster er hjemmebikset og stoffet er igen fra Spoonflower. Kappen er foret så den føles lidt luksus og den falder faktisk super fint omkring Emilies smalle skuldre og giver lidt glitter-magi til kjolen. Glitter-magi skal man jo aldrig gå ned på. I hvert fald ikke til fastelavn. Jeg har planer om at lave en diy til kappen – men tør ikke helt love hvornår den er klar. Jeg forudser dog at der i fremtiden kunne opstå et behov for at sy flere kapper i andre anledninger så det er virkelig min ambition at få lavet et rigtigt mønster.

Resized-IMG_0953

Til sidst: Og så skal man huske ikke at lade sig begrænse af sit kostume. Hvem har fx nogensinde sagt at Elsa ikke er en fremragende bueskytte?

Resized-IMG_1031

Fastelavn, er mit navn

Mor: ‘Emilie, hvad vil du gerne være til fastelavn i år?’

Emilie: ‘ELSA!’

Mor: ‘…igen? Vil du ikke hellere være noget andet i år?’

Emilie: ‘NEJ!’

Mor: ‘Nå. Vil du så bare have lille-Elsa kjolen på fra sidste år?’

Emilie: ‘NEJ! I år skal det være VOKSEN-Elsa. Med IS-kjolen!’

.

.

Entusiasmen er ikke til at tage fejl af! Det er stadig Elsa, der rykker – og i år er der ingen vej uden om – det skal være is-kjolen:

Billedresultat for elsa

Lad mig lige slå fast: Jeg er tæt på at være lige så stor Frost fan som Emilie er! Jeg synes at det er en fantastisk film, karakterene er fine rolle-modeller, fimen er smuk, gribende, sjov og lige som en Disney film skal være.

Men. Den kjole der.

  1. En nøjagtig kopi ville både være dyr og meget besværlig at sy
  2. Kjolen er jo magisk. Liiidt svært at gengive, sådan med helt almindelig nål og tråd
  3. Jeg synes virkelig ikke at det er en børne-kjole

Punkt 1 kan jeg nok omgå med lidt kreativitet. Det er mit mål at sy en kjole, der ikke kun er en fastelavns kjole, men som også kan bruges til hverdag og så kan det godt gå at give en smule mere for stoffet end udklædningstøj ellers retfærdiggør. Den lille-Elsa kjole fra sidste år har i hvert fald været en af årets mest brugte kjoler. Punkt 2 kan også omgås – Emilie har haft sådan en polyester-kjole fra Disney som jo heller ikke er magisk, men dog alligevel et kæmpe hit.

Punkt 3 er nok det jeg har sværest ved at komme rundt om. Elsa er jo sexet. Og det ved jeg godt at et børnehavebarn slet ikke ser – men jeg ser det. Og jeg synes at det er problematisk. Kald mig bare gammeldags :-).

Derfor…har jeg været i tænkeboks for at komme med et bud på en sød Elsa-kjole. En, der kan tilfredstille en 4-årigs frost-feber, men som samtidig  passer til et børnehavebarn. En kjole som har lidt magi, men som samtidig kan bruges til hverdag. Resultatet hænger i skabet nedenunder og Emilie har ikke set den endnu – hun har set og godkendt selve kjolen, men ikke sammen med slaget, som efter min mening lige sætter prikken over i’et.

Jeg skal lige have taget billder, så skal jeg nok vise hvad vi er kommet frem til :-)

Har i styr på fastelavn? Og er i typerne, der syr selv eller køber færdigt?

En kasse fuld af koncentration

Resized-IMG_0101

Om at bruge eftermiddagen på kreativ hygge og om at huske at lægge elektronikken væk. I det mindste en gang imellem.
Indlægget er lavet i samarbejde med Kreakassen.

I dag var trafikken fra Gentofte til Farum særligt slem. Der var ikke sket uheld, der var ikke sne, der var ikke is. Der var ikke sket noget usædvanligt, der var bare usædvanligt mange biler. Sikkert mange andre, der som mig, lidt utålmodigt var på vej i mod en dagpleje for at hente husstandens yngste?

Denne yngste var heldigvis ophøjet uvidende omkring at der gik et helt kvarter længere end forventet før hans mor trådte ind ad døren. Da han så mig, kom han spænende, standsede pludseligt op, pegede på en legetøjsbil på gulvet, som få sekunder forinden havde taget sig en ordentlig flyvetur igennem lokalet.

‘HOV MOR’ råbte han, imens han pegede på bilen. Som om han ville sige ‘hvordan er det dog gået til, at den bil ligger der, midt på gulvet’. Som om det slet ikke var ham selv, der ganske kort forinden havde sendt den ud på sin flyvetur.

Skønt at hente og se både ro, leg og god plads – plads til både de stille børn, og de vilde.

Og skønt at have en af disse vilde med en tur i Silvan (årh WOW, udbrød han når han så en lampe. En boremaskine. En bøtte maling). Årh WOW, da vi fik udleveret en pakke af den søde dame i farve-afdelingen. Stor begejstring da han fik lov at pakke den op – og endnu større begejstring hos storesøster da hun så at det var en pakke fuld af projekter – også kendt som en Kreakasse. Kassen indeholder fire projekter – med udførlige vejledninger og alle materialer. Det var bestemt ikke vores første kreakasse – faktisk har vi været vilde med konceptet siden forrige efterår. Men det var vores første kasse hvor vi kan kalde os selv ambassadører – og det er jeg stolt af! Der er få ting jeg hellere vil repræsentere end Kreakassen. Grunden er lige her:

Resized-IMG_0079 Resized-IMG_0096

Dagens ulvetime. I selskab med en snemandsparade, bittesmå blyanter som bittesmå mennesker var svært begejstrede for, glimmer-papir, koncentration og en god snak om dagen i børnehaven med den ældste og en lille diskussion om hvorvidt de bittesmå blyanter egnede sig til at tegne på bordet med den mindste. Vi nåede ikke helt til enighed om sidstnævnte, men vi hyggede os! Og det er netop det, Kreakassen er – et alternativ til tv, i-pad og telefoner (for både voksne og børn!) og en mulighed for at fordybe sig, selv på et tidspunkt af dagen hvor alle er trætte, aftensmaden, oprydningen og vasketøjet kalder og hvor det kan være svært at få lagt telefonerne væk for mails’ne tikker jo ind – og når de voksne sidder/står med telefoner kan jeg egentlig godt forstå at børnene efterspørger det samme.

Vi øver os i at lægge telefonerne væk, når vi kommer hjem og bruge de få timer inden børnene skal puttes på at være sammen. Nogle dage går det nemmere end andre – denne var helt klart end af de dage hvor det hele gled nemt. Og selv om aftenen endte med nuggets foran fjernsynet gik der ret mange point ind på familie-kontoen i dag :-p

Yes. Der var guitar-spil og det hele. Meget bedre bliver det ikke :-)

Double_1 Resized-IMG_0103

Ordbog til Oliver

Resized-IMG_9780

Muh-vand = mælk

BONK = Tårn, der vælter

Mere BONK = Nu bygger jeg tårnet igen, så jeg kan vælte det en gang til

Den DER = Sut

Bil = Bil

Bil = Sko

Bil = Cykel

Bil = Vaskemaskine

Bil = Støvsuger

Bil = Kaffemaskine

Bi = Bi

Aaaaadddd = Skrald

Aaaaadddd aad = Må jeg putte denne her i skraldespanden?

Mi MUAR = Min mor

Mi = Emilie

Far = Far

Køre bil = Må jeg trykke på knappen til kaffemaskinen?

Op / derop / mere op = Jeg vil gerne have den deroppe / Jeg vil gerne kravle derop

‘Rækker fingeren i vejret’ = Nu hopper jeg (uanset om der er 5 cm eller 1 m ned – så vær lige klar til at gribe mig)

.

.

.

Joh…der sker efterhånden en del med den unge mands sprog. Det er simpelthen fantastisk – og virkelig morsomt at følge med i :-)

Alene hjemme

Resized-IMG_0052

Vi er tre styks, der er alene hjemme i denne weekend – og det kan, ærlig talt, godt være en smule anstrengende at være alene med de to banditter. Jovist, de har deres øjeblikke, hvor de sidder sødt sammen og Emilie hjælper Oliver med at få proppen af tusserne – ren idyl!. Den slags øjeblikke er det værd at holde fast i når der i det næste øjeblik flyver propper rundt i hele stuen, der er tegnet på bordet og begge råber at de vil have den blå tus!

Inden Jesper kørte afsted i morges (han er til eksamen hele weekenden), lå jeg i en halv time, inden jeg stod op – helt for mig selv og besluttede mig for at det skal blive en god weekend. En vigtig beslutning! Lige netop den beslutning der gør forskellen imellem, på den ene side at skælde ud og være uforstående overfor at det kun er den blå tus, der dur, når nu vi har ca. 100 tusser og på den anden side, at være i stand til at løse konflikten diplomatisk så begge børn helt glemmer at de er utilfredse og på sødeste vis tegner videre. På papiret. Ikke på bordet.

Vi har haft en usædvanligt fin formiddag – med indkøb, leg på biblioteket (bonus at vi mødte nogle søde legekammerater), frokost, helt uden tallerkener, der fløj – faktisk en formiddag stort set uden konflikter og i hvert fald uden konflikter, der eskalerede. Win! Nu sover Oliver, Emilie slapper af – og jeg slapper også af. I hvert fald med den ene hjerne-halvdel – den anden er i gang med vasketøj og oprydning. Jeg tror dog at den hjerne-halvdel nu skal have fri så Emilie og jeg lige kan nå at hygge lidt alene inden Oliver vågner. Jeg har en fornemmelse af at det er godt givet ud med en rolig aktivitet, kun for os to, inden vi igen skal følge med i Olivers tempo :-p

Fjernsyns-fri december

Resized-IMG_9684

I hele december måned agerede vores tv-ophæng bogreol og sidemand til de søde nisser, der en dag lå i vores postkasse fra naboens datter. Emilie mener at den længst til højre er en nisse-spraydåse. Om ophavsmanden er enig skal jeg ikke kunne sige, man faktum er at vi i hele jule-måneden havde udsyn til nisser og historier fremfor den sorte kasse, der ellers plejer at pryde væggen.

Og hvorfor så egentlig det?

Det er der sådan set mange grunde til. Som udgangspunkt ser vi faktisk meget lidt fjernsyn og forskellen imellem at have en slukket kasse på væggen og slet ingen kasse er faktisk slet ikke så stor. Igennem hele efteråret fik børnene lov at se en lille smule tegnefilm en gang imellem i weekenden, men på hverdage er fjernsynet aldrig tændt. Vi voksne ser overhovedet ingenting – men alligevel har vi i efterhånden lang tid betalt for abonnement til både HBO og Netflix. Det hed sig at det var for børnenes skyld – så der altid kunne findes en tegnefilm hvis behovet alligevel opstod.

‘Behov’ for fjernsyn er for mig hvis jeg fx er alene hjemme med begge børn og der samtidig er sygdom på banen – så er det en skøn og effektiv aflastning.

Men det er en sjælden situation og jeg kan i hvert fald hurtigt blive enig med mig selv om at tre ‘kanaler’ (HBO, Netflix og DR), der hver i sær tilbyder uendelig og ustoppelig underholdning til børn er mere end rigeligt. Derfor blev vi i efteråret enige om at melde de to betalings-tjenester fra og nøjes med DR.

Det var, helt oprigtig talt, en fuldstændig ubemærket ændring. Altså med undtagelse af det beløb, der blev frigivet på kontoen til andre ting. Win.

Alligevel var der stadig et eller andet, der nagede mig. Jeg oplevede i stigende grad at Oliver, som jo altså kun er godt og vel halvandet år gammel, kom hjem fra dagplejen og resolut stillede sig foran fjernsynet og forlangte, højlydt, at få det tændt. Hvorfor det?

Emilie spurgte efterhånden i hver 3. sætning om hun godt måtte se fjernsyn. Om hun måtte se noget når hun var færdig med at spise. Når hun var færdig med at spille spil. Læse bog. Hvad som helst. På en eller anden måde var fjernsynet næsten hele tiden i hendes bevidsthed og det blev efterhånden en daglig kamp at skulle forbyde det gang på gang. Hvorfor det?

Jeg ved ikke med sikkerhed hvorfor. Jeg ved at vi havde enormt travlt hele efteråret. Både på arbejdet, i familien og i den tid, der er tilbage til Jesper og jeg, sammen og hver for sig. Vores oprindelige grundlag for ikke at se serier stikker egentlig ikke ret meget dybere end at vi ganske enkelt ikke har tid. Med travlheden fulgte dog også en stigende tendens til at tænde for fjernsynet – i eftermiddagstimerne, også på hverdage.

Så er børnene lige underholdt imens jeg ordner det her.

Sådan tænkte jeg jævnligt. Det kunne dreje sig om madlavning, tøjvask, oprydning, mails, arbejdsopgaver, der skulle være blevet på kontoret, men som alligevel kom med hjem – og pludselig havde vi skabt et behov hos børnene for at få fjernsynet tændt som hverken de eller vi var godt tjent med.

Så er børnene lige underholdt imens jeg ordner det her. Dette udsagn har nemlig, for vores børn, en bagside. Når hvad-end-det-var-der-var-så-vigtigt var blevet ordnet og jeg havde tid at lave noget fornuftigt med børnene var det to styks institutions-trætte og fjernsyns-forvirrede tornadoer der ikke gad noget som helst, men som egentlig heller ikke kunne samle sig om at sidde stille og se mere tv. Jeg ved ikke om alle 1- og 4-årige påvirkes i den grad af at se fjernsyn, men vores unger bliver mærkbart mere irritable, mere højlydte, sværere at snakke med. De bliver ganske enkelt hyper.

Kan i se det? Vi var i en dårlig spiral hvor sure og trætte børn, generede sure og trætte forældre, der brugte TV som aflastning, men på den måde fik endnu surere børn og konflikterne eskalerede. Indrømmet, fjernsynet skal ikke have hele skylden for det har i sagens natur ikke noget ansvar for at vi havde for travlt både på arbejdet og i privaten. Men fjernsynet blev bare en form for symptom behandling, der i sidste ende gjorde symptomerne værre.

Så, den 1. december spurgte jeg Jesper hvad han ville sige til at pille det ned. Jeg havde brug for at mærke efter, at finde tilbage til de søde og glade børn som vi egentlig synes at vi har. Og jeg havde brug for at få fjernet så mange distraktioner som muligt for ellers kunne jeg simpelthen ikke få øje på vores egne værdier – særligt når der stod en måned for døren med fuldt knald på julearrangementer, ændrede madvaner, sukker og gaver – og alt det andet som hører sig til, og som jeg gerne ville nyde, men som bare var ved at drukne i at vi ikke kunne overskue det.

Jesper pillede fjernsynet ned – og det virkede! Out og sight, out of mind. Det tog ikke engang en dag så holdt Emilie op med at spørge efter TV’et. En dyb vejr-trækning og et af hverdagens store konflikt-punkter var pludselig helt fjernet. Og ændringen hos mig selv var lige så stor som hos børnene for når muligheden for at tænde TV’et slet ikke var der så var muligheden for at give efter der heller ikke. De første par dage gjorde jeg en meget aktiv indsats for at lave andre aktiviteter i eftermiddags-timerne. Vi gik ture, samlede pynt i skoven til jule-dekorationer, lavede en masse kreative projekter, bagte en masse småkager. Vi legede fangelege, gemmelege, byggede tog-baner og læste alle vores bøger igen og igen. Og gradvist fandt vi på plads i det – selv med den meget travle måned, som december var, lykkedes det at hygge os og nyde ventetiden frem til jul. Gradvist fandt børnene tilbage til selv at kunne underholde sig i kortere eller længere perioder – og gradvist fandt jeg lidt mere balance i vores hverdag.

Nu skriver vi januar og fjernsynet er blevet hængt op igen. De sidste par dage, hvor Emilie har haft kvalme, opkast og ondt i halsen er det også blevet brugt flittigt. Men i det store hele synes jeg at en TV-fri måned har givet os lidt ro tilbage og fjernsynet er ikke længere et konflikt punkt. Børnene acceptere hvis der bliver sagt nej og vi voksne har mere fokus på i stedet at hjælpe dem i gang med en anden aktivitet. Det er ikke Picture Perfect, men det er lidt bedre end det var.

Genbrug: To do or not to do

Resized-IMG_3673

Vi har ærlig talt været lidt uheldige med spisebords-stole herhjemme! Engang havde vi nogle sorte skal-stole fra IKEA, men de blev vind-og-skæve i benene og blev skiftet ud til 25-kroners klapstole, også fra IKEA. De var egentlig tænkt som en midlertidig løsning ind til vi fandt noget bedre – men vi endte med at have dem i flere år. De fungerede sådan set fint, men æstetikken haltede lidt – og efterhånden begyndte de også alle sammen at knække i ryggen.

Derfor besluttede vi os endelig, efter adskillige års betænkningstid, for at købe nogle ret flotte hvide stole med egetræs-ben i ILVA. Set bort fra at de var en elendighed at samle (benene var nærmest umulige at få skruet ordentligt på), så var vi rigtig glade for dem. Ind til de begyndte at falde sammen under os. Ærlig talt ret uhensigtsmæssigt at benene på en stol ikke sidder ordentligt fast…

I lang tid flyttede vi rundt på stolene og sørgede for at vores gæster fik de mest stabile således at hvis én skulle styrte sammen ville det være under en af os og ikke under en gæst. Efterhånden blev risikoen dog for stor og stolene var nødt til at blive skiftet ud. Ligesom dengang med klapstolene blev vi enige om at købe en billig, midlertidig løsning – og valget faldt på 5 hvide skalstole, til salg for samlet 150 kroner i en salgsgruppe på facebook.

Vi er lidt rookier udi at købe brugt – og muligvis, vil nogle mene, er jeg også lidt godtroende. Når jeg ser 5 stole til salg til en pris som jeg synes er rimelig så slår jeg til – uden at handle og typisk også uden at have set varen i virkeligheden. Hvis sælger siger at varen er i orden, så stoler jeg på det.

Det gør mig en gang imellem en smule skuffet på mine medmenneskers vegne.

Hvis det var mig der solgte 5 stole, ville jeg fx nok lige have tørret dem over med en klud inden de røg videre. Jeg ville nok også gøre køber opmærksom på at den ene af stolene allerede var så skæv i benene at den faktisk overhovedet ikke kunne siddes på (det ene ben svævede 5-7 cm over gulvet).

Nå, men. Nu var det jo ikke mig, der solgte, men derimod mig, der kom hjem med 5 jævnt snavsede stole hvoraf den ene røg direkte på genbrugspladsen.

Resten fik en grundig rengøring, en slibning og et lag maling – og udover at de så faktisk så ganske hæderlige ud så var det faktisk også virkelig sjovt! Jeg fik helt lyst til at finde flere gamle møbler at sætte i stand, men det er ikke blevet til mere endnu.

Resized-IMG_3448 Resized-IMG_3452

Det er da en usædvanligt, snavset stol, eller er det bare mig? Det krævede en del knofedt at få stolene rene, men til sidst blev de faktisk ret fine:

Resized-IMG_3446 Resized-IMG_3458

Desværre er de 4 resterende stole, langsomt, men støt også ved at nærme sig en udskiftning. For hver gang man sætter sig på dem bliver benene en smule mere skæve. Den første er allerede kørt afsted til genbrugspladsen og levetiden for de resterende 3 er vist relativt begrænset.

Så – min oplevelse med genbrug var i denne omgang en smule blandet. Jeg kunne godt lide ideen om ikke at smide noget ud som stadig fungerer og det var virkelig sjovt at slibe og male og gøre stolene til vores. Men…netop disse stole var nok på kanten af ikke at fungere mere allerede da jeg købte dem og på den måde var pengene på en måde spildt.

Bedre held næste gang.

1 2 3 4 5 78