Prioritering

Resized-IMG_8778

‘Hvordan kan du få tid til at tage ned til søen for at tage billeder om morgenen?’

Sådan spurgte en sød bekendt da jeg for nyligt mødte hende til et jule-arrangement i byen. Der var en vis vantro i hendes stemme for hvordan kan man egentlig nå at bruge en halv time på at køre ned til en sø for at tage billeder om morgenen når man har to børn, der skal afsted til institution og man selv skal navigere igennem en stigende vanvittig morgentrafik for at møde på arbejde. Til tiden.

Sandheden er at, det kan man ikke. Jeg har ikke mere tid end alle andre mennesker.

Men. Det man kan er at prioritere sin tid. Jeg kan prioritere at tage ned til Furesøen en frostklar morgen hvor den op-stigende sol maler rimtågen lyserød. Jeg kan prioritere at se min datter liste sig ud af den glatte bådebro for at se til ænderne. Jeg kan nyde at have en lille stund i naturen – kun med hende. Det giver os begge energi. Sammen undres vi over hvordan solen kan være så rød, hvor ænderne sover om natten, om feerne nu kan finde drikkevand når duggen er frossen. Det er vigtigt for mig, for Emilie – og for Oliver, for det bliver også hans tur til at komme med en dag.

Og ja, så kom jeg en halv time senere på arbejde den dag. Så var der nogle mails, der først blev besvaret om aftenen efter at børnene var puttet. Så havde jeg ikke helt fri, da jeg gik hjem for der var nogle opgaver jeg ikke havde nået at løse, som rumsterede i hovedet imens jeg lavede mad og måske var jeg nødt til lige at logge ind for at tjekke en eller anden teknisk detalje sidst på aftenen. Men det trives jeg med – den fleksibilitet jeg har i mit job er en gave som jeg sætter enormt stor pris på. For den giver mig muligheden for at prioritere naturen og skønheden omkring os – og til at vise mine børn den skønhed.

Forhandlingsteknik for 4-årige

Hørt på vej hjem fra Børnehaven:

4-årig: Mor! Når vi kommer hjem så kan du tage 2 stribede skåle og putte chokolade i og så kan mig og Oliver sidde i sofaen og se fjernsyn!

Mor: Nej. Det kan jeg ikke.

Tænkepause.

4-årig: Mor! Når vi kommer hjem så kan du tage to stribede skåle og putte vindruer i og så kan mig og Oliver sidde i sofaen og se fjernsyn!

Mor: I må gerne få en skål med vindruer. Men vi skal ikke se fjernsyn.

Tænkepause.

4-årig: Mor! Når vi kommer hjem så kan du tage to stribede skåle og putte vindruer i og så kan jeg finde en bog og så kan vi sidde på hver side af dig i sofaen og læse!

Mor: Det lyder dejligt. Det er en aftale.

.

.

Jeg tror at det var mig, der vandt.

Resized-IMG_8086

Januar 2016

Resized-IMG_3202

Der løber en del vand under broen imellem indlæggene for tiden! Og der er også løbet en del vand under broen siden disse billeder blev taget. Men langt om længe er jeg simpelthen up-to-date med billedredigering – efter at have sorteret, redigeret, slettet og flyttet tusindvis af billeder de sidste mange aftener. Og dermed har jeg vedtaget med mig selv aldrig igen at komme så langt bag ud – heldigvis er der heller ikke basis for det da det store efterslæb skyldtes mangel på en computer i den første del af året og den mangel er blevet udbedret :-)

Tiden er snart kommet til at lave årets fotobog og efter at have været igennem billeder fra hele året kan jeg godt se at den bliver lidt tyk i år – der har været så mange gode oplevelser og med to børn i stedet for et er der bare dobbelt så mange billeder. Eller, tre gange så mange faktisk…af Emilie, af Oliver og af Emilie OG Oliver…

Resized-IMG_3118Resized-IMG_2932

Tågede morgener – også i overført betydning

IMG_5199[1]

Åh, morgenerne på denne årstid er de smukkeste. Solen står op når vi står op – og mange dage ligger tågen fint over marken hvor de islandske heste roligt græsser. Solens stråler brydes i tågen og skaber et magisk lyserødt og gyldent lys, lige uden for vores vindue. Det bliver ikke meget bedre!

Men. Når det er sagt så er jeg ikke fan af morgener. Det er sin sag at få to voksne og to børn op, i tøjet, smurt madpakke, lavet morgenmad, børstet tænder, børstet hår, finde alt frem til børnehave og dagpleje, sko på, jakke på, ud af døren (uden at nogen når at stikke af på deres cykel inden resten kommer ud (Oliver, looking at you!), aflevere, morgentrafik – og så, endelig, morgenkaffe imens PC’en starter op.

Jeg er ikke et morgenmenneske. Jeg er træt – uanset hvad klokken er. Jeg har brug for at ligge helt stille, for mig selv og vågne. Bare i 10 minutter – men inden jeg overhovedet når at slå øjnene op er der typisk et barn, der stjæler min dyne. Og min hovedpude. Et barn, der skælder (højlydt) ud over at der ikke kan komme luft igennem næsen (forkølelser er det værste). Et barn, der skal tisse. Et andet barn, der er stået op klokken 5.15 (sammen med sin far (som er en helt)) og som på mirakluøs vis, hver morgen, formår at lave en umådelig larm. To børn, der skal have tøj på. To børn, der skal alt muligt.

Jeg fornemmer at det kun bliver værre i takt med at det bliver mørkere. Trætheden er sværere at ryste af når det er mørkt end når det, i det mindste, er fantastisk smukt udenfor i solopgangen. Så jeg er nødt til at finde en løsning på min morgentræthed. En gang imellem er der nemlig en morgen hvor jeg føler mig udhvilet og helt klar til dagen allerede inden jeg rigtigt vågner – og på de morgener er børnene nærmest altid glade. Der er ingen diskussioner om påklædning, kun minimal diskussion om tandbørsten, morgenmaden glider ned, overtøjet kommer på i god ro og orden – og dagen har bare fået en meget bedre start end på de fleste andre dage. Der er nok en sammenhæng – glade forældre giver glade børn. Overskud skaber overskud.

Underskuds-problemet ligger stort set udelukkende hos mig. Jesper er mega overskudsagtig om morgenen. Emilie sover 9 ud af 10 dage rigtig godt og er udhvilet og klar til dagen når hun vågner. Oliver kan godt finde på at vågne tidligere end han egentlig er klar til og dermed være lidt morgen-pylret. Men ham tager Jesper typisk så det er ikke en undskyldning for mig.

Så. Hvad skal der mon til? Jeg ved det nok ikke helt – men en mere streng rutine er måske vejen frem (altså for mig, ikke for resten af familien). At stå op senest 6.15 hver dag – og ikke lige nyde det de dage hvor Emilie sover længere. Små bitte faste morgenritualer. Trække gardinet op. Lufte ud. Rede seng. Helt banale ting som de fleste mennesker sikkert gør uden at tænke over dem. Men som jeg ikke gør fordi jeg i stedet vælger at ligge 5 minutter mere under dynen.

Som med alle dårlige vaner der skal ændres til bedre er der ingen grund til at vente på d. 1. Eller på at det bliver mandag. Så fra i morgen vil jeg begynde at arbejde på at blive en bedre morgen-version af mig selv. Fingers crossed for at projektet starter ud med en nat hvor alle sover godt…

Frit slag i Fætter BR

IMG_5230[1]

I går var vi i Fætter BR. Emilie og jeg. Og Emilie havde frit slag på alle hylder (eller, næsten i hvert fald). Sådan her gik det til:

Som udgangspunkt går sådan en slaraffen-lands-tur jo stik i mod mit september-princip om ikke at købe noget – men Emilie havde et gavekort på 300 kroner liggende og hun havde selv fået lov at vælge at det skulle bruges i Fætter BR. Så afsted vi tog. Jeg fortalte hende at hun måtte vælge én ting i hele butikken og så kunne hun betale med det lille plastic-kort.

‘Er det her penge, Mor? Kan jeg betale med det? Ægte?’

Penge er en skør størrelse når man er 4½!

Vi gik lidt rundt i butikken og der var et par ting der fangede Emilies interesse. En stor hårsløjfe på en hårbøjle. Nogle lidt underlige små bamser med store glimmer-øjne. Nogle meget glitrende perler. En Elsa-dukke – som teknisk set kostede mere end gavekortets værdi så jeg var allerede mentalt ved at forberede mig på at forhandle mig frem til at finde noget andet. Men inden jeg kom så langt gik Emilie resolut hen til bogreolen og tog en bog op.

Det var en baby-bog. Sådan en med tykke papsider. Og en bil uden på.

‘Det skal være denne her, Mor. Den skal vi købe. Til Oliver’

På den ene side havde jeg faktisk lyst til at sige at hun ikke skulle bruge sin egen fødselsdagsgave på at købe en gave til Oliver – men på den anden side syntes jeg at det var helt bedårende sødt at hun midt i bunker af glitrende, skinnende legetøj, der kæmpede med hinanden om børnenes (og forældrenes) opmærksomhed, valgte en bog. Til sin lillebror.

Så vi tog bil-bogen med.

Og valgte også to af de små bamser med store øjne. En til Emilie og en til Oliver. Og fordi jeg syntes at hun var helt utroligt dygtig til at være i en legetøjsbutik fik hun også lov at tage en blyant med en flamingo oven på.

Hun betalte stolt for det hele og glædede sig til at komme hjem og vise Oliver de fine ting.

Et eller andet må vi have gjort rigtigt med hende Emilie.

Efterår

IMG_5081[1]

Jeg synes at jeg blinkede, og så var det efterår?

Regn, rusk, blade, der begynder at blive gule og røde. Mørke. Når vi står op og når vi går i seng. Gummistøvler, strikkede trøjer og børn, der kommer hjem og dufter af regn og frisk luft. Med røde kinder.

Min yndlingsårstid er når årstiden skifter. Det hele er så nyt. Hver gang. Det minder mig om at kun forandring er konstant – og det er da en meget rar følelse at starte en ny årstid med. Potentialet, mener jeg. Potentialet til at gøre det hele endnu bedre. På en ny måde.

En minimalists bekendelser

Kender i den der følelse af at man tror man er det ene eller det andet…og man så finder ud af at det er man slet ikke?

Jeg har egentlig altid betragtet Jesper og jeg som lidt minimalistiske. Vi kan godt lide minimalistisk indretning. Vi kan godt lide at rejse med kun det allermest nødvendige i en rygsæk. Vi levede ganske fint, 3 mennesker på 54 m2. Jeg er virkelig dårlig til nips. Nogle gange synes jeg at det ser så fint ud hos andre at jeg køber noget nipset – men jeg kan bare aldrig få det til at stå pænt og ender som regel med at sætte det væk fordi jeg synes det roder, i stedet for at pynte.

Men. Den anden dag hørte jeg et interessant interview med en mand (som jeg har glemt hvad hed). En ægte minmalist. Han ejede i alt 200 ting. Ikke mere, ikke mindre. 200.

Vi har 307 ting i det skab der:

Resized-IMG_3880

Og så har jeg endda talt legoklodserne som én samlet ting.

Det var faktisk lidt en øjenåbner for mig at rydde op i skabet, tælle efter, sortere og få smidt nogle af de ting ud som var i stykker, som ikke fungerer for os eller som bare aldrig bliver brugt. Det var rart! Og skabet ser stadig pænt ud selv om det er mere end en uge siden (det har ellers tendens til hurtigt at bliver lidt overloadet, som på billedet).

Så med den erkendelse i baghovedet at vi slet ikke er så minimalistiske som jeg gik rundt og troede vil jeg fremover have meget mere fokus på at få ryddet ud i vores ting og sendt de ting til genbrug, der har udtjent deres værnepligt – og, naturligvis, på ikke at fylde op med flere nye ting hele tiden som vi måske slet ikke har brug for.

Stærkt inspireret af den fine blog Smilerynker skyder vi (=jeg) projekt ‘mere-minimalisme-mere-overskud’ i gang med en købefri måned – startende 1/9. Jeg falder nemt i købe-fælden når jeg spontant bliver inspireret på fx instgram eller facebook – og min store svaghed er netbutikker. Derfor – for at hjælpe mig selv til at overholde mit købestop er der adgang forbudt i netbutikker. Eneste undtagelse er gaver og selvfølgelig mad, drikke og husholdningsartikler.

Fototeknik: Fastfrys en dråbe

2017_03_Grønland (151)

Dryp! Marts måned i Nuuk. Sneen ligger meter-dyb over hele byen og massive istapper hænger ned fra næsten alle facader. Men varmen fra solen lover at vinteren ender, istapperne smelter og sneen må vige pladsen for dværgbuske, mosser, græs og lav.

Og ja! Alt det er fanget i den lille dråbe på billedet, der ganske lydløst lander i sneen. Solen skinner, isen smelter, sneen forsvinder.

Billedet er taget med følgende indstillinger:

F9.0
ISO 250
1/1600

F-stoppet er faktisk en del højere end jeg sædvanligvis bruger – men i det skarpe, arktiske sollys var det ganske enkelt nødvendigt at lukke så langt ned for at undgå at billedet blev alt for hvidt. Med det lave f-stop sker der det at en større del af billedet er i fokus – men lige netop her opnås alligevel en fin, sløret baggrund hvilket skyldes at baggrunden er temmelig langt væk. Det krævede en vis akrobatik at vinkle mig selv, istappen og baggrunden netop på denne måde – og det kostede også en våd sok, da jeg landede i den pyt, der er skabt under istappen. Det er prisen for at holde øjet på motivet og ikke på fødderne :-p

Læs evt. mere om f-stop og hvordan det påvirker dit billede i dette indlæg.

Dråben fastfryses i sit fald ved at sætte lukketiden til 1/1600. For at fastfryse bevægelse på denne måde er det nødvendigt at sætte lukketiden så lavt (=hurtigt) som muligt. Husk på at des hurtigere lukketid, des mindre lys lukkes ind i objektivet. I denne situation, hvor lyset og reflektionen fra al sneen næsten er blændende, er det slet ikke et problem – men i en situation med mindre lys kan man kompensere ved at skrue op for ISO’en eller ned for f-stoppet.

Den sidste nødvendige faktor er: Timing. Og en smule tålmodighed. Hold fokus på spidsen af istappen (eller hvad det nu er du vil fange, det kan også være en regndråbe, der falder fra et blad eller noget helt andet), med udløserknappen trykket halvt ned. Så snart dråben slipper trykker du knappen helt i bund.

Tjek billedet på skærmen. Er lys-balancen i orden? Er dråben skarp? Hvis ikke må du skrue endnu længere ned for lukketiden. Er motivet som du ønsker eller er der noget i baggrunden, der forstyrrer? Fx en lygtepæl, en skraldespand, eller en bil der tillod sig at køre forbi lige da du tog dit billede – hvis ja, kan du flytte dig lidt og prøve igen. Bliv ved ind til du er tilfreds (men husk at passe på hvor du sætter fødderne…).

Back to basics

Resized-IMG_3840

Onsdag eftermiddag. Ved Farum Sø. Ro, sol, vand, ænder, sand og glade, glade unger. Over and out.

Resized-IMG_3859 Resized-IMG_3867

Ps: Fik jeg sagt hvor uendeligt glade vi er for at vi tilfældigvis havnede i Furesø Kommune? Det er vi. Meget glade, altså. Tænk at bo 3½ minut fra sådan en eftermiddag.

Lidt i den lette ende

IMG_4955

En lille peplum blev til i går aftes. Min gamle symaskine som var mere eller mindre rødglødende hele efteråret og vinteren stod af i forsommeren – den kunne simpelthen ikke mere. Det var ikke en maskine det rigtig kunne betale sig at reparere en hel masse på – men omvendt var finanserne ikke helt til at investere i en ny. Det satte syeriet på en lille pause!

Men så, som sendt fra himlen, fik jeg mulighed for at købe min nabos gamle maskine – en ældre Husqvarna. Og NØJ en forskel. Jeg tænkte slet ikke over HVOR meget den første maskine larmede før jeg fik den nye – og jeg tænkte slet ikke over HVOR langsomt den første maskine syede før jeg fik den nye. Jamen altså, det var simpelthen som at sy igennem smør med den nye maskine – hvor den gamle mere var som at sy i beton.

MEN. Hvor den gamle maskine syede i ALT hvad jeg bød den, uden brok, uden at knække nåle, uden at rynke stof hvor det ikke skal rynkes, uden at bule, uden at sno, uden problemer overhovedet (altså, ind til den bare slet ikke kunne mere) – så voldte den nye mig store problemer. Den trak for meget, den trak for lidt, den ville overhovedet ikke kante, tvillingenål-sømme blev helt ude i hampen, nålene knækkede, tråden sprang – så det kan godt være at den var hurtig og lydløs, men det var næsten som at skulle begynde helt forfra med at lære at sy.

Det tog lige lidt af gejsten en overgang! Men nu er vi ved at være gode venner – jeg har indset betydningen af korrekt trådspænding og trykfodspres (ting som min gamle maskine var aldeles ufølsom over for) og denne lille peplum er jeg faktisk ganske godt tilfreds med. Øvelse gør mester – i hvert fald på sigt :-)

1 2 3 74