Archive of ‘Vallensbæk Naturlegeplads’ category

Byens perler: Vallensbæk Naturlegeplads

I Golfsvinget (Vallensbæk) ligger der en mægtig fin naturlegeplads. Der er små huse, gynger, rutchebane, klatre-halløj, en sjoooov svævebane, udskårne dyr, bålpladser, toiletter, skraldespande – og ikke mindst, masser af træer, græs, sten og buskads. Kort sagt; underholdning for børn i alle aldre.

Det var Stine og Poeten, der gjorde mig opmærksom på legepladsens eksistens og da den ligger lige ved siden af Ekkos farmor og farfar er det jo helt ideelt. Jeg nyder virkelig at være ude, sådan rigtigt ude, ikke bare ude på altanen, med Ekko og hun får mere og mere smag for at gå på opdagelse selv (og for at spise små sten!) – det er skønt.

I første omgang var hun lidt bange for den store udskårne flodhest, men da hun havde set den lidt an og prøvesmagt en god del af de omkringliggende sten ville hun alligevel gerne klappe den. Og så var der egentlig ikke flere smalle steder – svævebanen tog nok prisen som dagens sjoveste forlystelse :-p