Archive of ‘Uncategorized’ category

Påske

Åh. Påskeferie! Det er altså slet ikke dårligt – især ikke når man er i sommerhus og solen skinner :-)

Prøv lige at se de her to 1-års fødselarer: En lilla og en grøn, midt i foråret. Termodragterne vidner om at temperaturen kunne være højere, men der er sol, der er blomster, der er små børn der næsten kan gå, der er ved at lære deres første ord (for Emilie: Vov, for Oliver: Mad) – der er et løfte om sommer i luften, en sommer fuld af haveliv og hygge :-)

Det er tre år i mellem billederne, meget er ændret – men meget er heldigvis stadig det samme :-)

IMG_3860

Farverig fredag

IMG_2338

Photo-challenge! Ét billede, hver dag, hele juli – i forskellige farver. Har du lyst til at være med?

Så! Nu starter min lille interne kamp i mod farveløse billeder. Hver dag i juli vil jeg forsøge at tage et billede af de farver, der er omkring mig – for selv om sådan en dag som i dag synes lidt grå og farveløs, så er der heldigvis masser af småting, der kan sætte lidt kulør på hverdagen. Der er ingen regler for motiv i denne leg, det kan være legetøj, blomster, mad eller noget helt fjerde og det kan være en hel masse af den samme farve, eller et lille glimt af noget, der lyser op i hverdagen :-)

Dagene har fået hver deres farve og jeg vil (forsøge at huske) at lave et opsamlingsindlæg hver fredag:

Lørdag – Rød
Søndag – Gul
Mandag – Lilla
Tirsdag – Grøn
Onsdag – Lyserød
Torsdag – Orange
Fredag – Blå

Da det er fredag i dag lægger vi ud med – blå! Blå er nem. Blå er min yndlingsfarve og mit hjem er fyldt med blå ting. Ikke mindst er Olivers skuffer fulde af blåt tøj – jeg har lige været dem igennem for at sortere lidt i størrelserne. Den unge mand er allerede i en størrelse 68 så en hel masse af det lille bitte tøj er blevet lagt væk – lidt vemodigt at lægge de små str. 50 body’er væk. Flere af dem nåede han aldrig at få på da han ikke kan siges at være så petite som hans søster var (#TykBabyRocks) – bodyerne er lagt sirligt sammen og gemt væk ind til nogen i omgangskredesen forhåbentlig kan have lyst til at arve en bunke blåt tøj :-)

Hvis der skulle være nogle derude, der har lyst til at tage farve-udfordringen op så læg en kommentar – så skal jeg sørge for at inkludere jer i fredagens opsamlingsindlæg. Du kan også være med på instagram – brug #charliesregnbueleg. Lad os sammen få sat lidt fut i farverne :-)

Bryllup: A + M

IMG_6542

Midt i december fik jeg lov at tage billeder til et bryllup. Det er noget jeg har haft lyst til at prøve lige siden jeg selv blev gift, men der har aldrig rigtig budt sig en chance – eller også har jeg ikke turdet at tage den. Bruden var en venindes veninde og hun turde godt binde an med en amatør-fotograf til trods for at jeg hverken har professionelt udstyr eller er en haj til foto-redigering. Til gengæld kunne jeg tilbyde virkelig mange billeder fra deres dag med fokus på detaljerne, ganske uden beregning – og det syntes brudeparret heldigvis lød rigtig godt!

Jeg må indrømme at jeg var lidt nervøs forud for dagen – ikke mindst fordi et december bryllup stiller ekstra høje krav til fotografen i og med at lys er lidt en mangelvare. Heldigvis var selve vielsen dog midt på dagen, som gryede med blå himmel og det smukkeste sol-lys. Jeg var lige ved at hoppe af glæde – især i netop denne vinter hvor jeg virkelig synes at solskins-timerne har været svære at få øje på.

Jeg havde besluttet at møde op ved kirken en times tid i forvejen da parret ønskede at få taget deres portrætter i nærheden – og jeg ville gerne finde et godt sted. I takt med at gæsterne begyndte at ankomme fik jeg igen lidt præstations angst, men da gommen var på plads og jeg stod ude foran for at tage i mod bruden (altså, ikke som sådan for at tage i mod hende, men for at dokumentere hendes ankomst til kirken) syntes jeg mest af alt bare at det var rigtig sjovt.

IMG_6130

Under selve vielsen synes jeg faktisk at jeg fik taget nogle ret gode billeder – uden at gøre for meget opmærksom på mig selv. Præsten havde i forvejen bedt om at jeg gik så lidt rundt som muligt, men jeg synes slet ikke at fotografer skal rende rundt under vielser så jeg sørgede for at få den plads jeg syntes var bedst og så tog jeg alle billederne der fra – det fungerede faktisk ganske udmærket da jeg kunne fange bruden på vej ind, gæsterne undervejs, selve vielsen (lidt på afstand) og parret på vej ud. Og så fik jeg åbenbart lidt stress. Jeg fik nemlig ikke ændret kameraets indstillinger da jeg ilede ud for at fange ris-kastningen – og da der i sagens natur var noget mørkere i den lille kirke end udenfor i sollyset blev ris-kastnings billederne aldeles overbelyste. Pokkers.

Heldigvis var det næste på programmet portrætterne og der havde jeg bedre tid til at sikre at der var styr på lyset – og tilfældigvis var solen på vej ned og badede brudeparret i det allersmukkeste gyldne lys, man på nogen måde kunne have ønsket sig. Jeg er sikker på at de frøs og frøs, men de så så smukke og glade ud at man slet ikke tænker over at det er midt om vinteren når man ser billederne :-)

IMG_6465 IMG_6490 IMG_6493 IMG_6509 IMG_6514

Sidste punkt på mit program var receptionen – eller rettere, at finde vej til receptionen! Det var lige i nærheden, men jeg havde sat min lid til bilens gps og derfor ikke slået vejen op i forvejen. Gps’en belsuttede naturligvis ikke at ville tænde! Heller ikke selv om den blev genstartet adskillige gange. Den ville ikke vise vej. men pyt – jeg har jo heldigvis også en iphone, men havde jeg nu husket at lade den op, tænkte jeg? Ja, det kunne lige gå, den havde 27% tilbage…så jeg trykkede på ‘maps’…og så gik den ud! Argh! Skod-fon. Til sidst kom der heldigvis liv i gps’en og jeg fandt vej til receptionen – hvor både brudepar og gæster var totalt klar til at skære kage for og faktisk bare ventede på mig…ups…det var godt nok lidt en svipser, men det gik da heldigvis alligevel og kagen var nok den vildeste bryllupskage jeg endnu har set – og så smagte den endda himmelsk :-)

IMG_6552 IMG_6683

Efter receptionen takkede jeg af og overlod parret til en forhåbentlig forrygende aften med alle deres gæster – og så skyndte jeg mig hjem for at komme i gang med redigeringen. Nu er billederne afleveret og så er der faktisk kun tilbage at håe på at de bliver glade for dem. Det var i hvert fald fantastisk sjovt at være på deres dag – selvom jeg godt nok blev udfordret på det tekniske plan. Men det var jo faktisk også netop en del af pointen og jeg krydser fingre for at en lignende chance byder sig igen en anden gang :-)

Logik for børn og burhøns

IMG_5626b

På vej hjem i bilen her til aften:

Klokken er halv otte, Emilie har kun sovet til middag i ca. 7 minutter og hun har haft en lang og aktiv eftermiddag hos farmor og farfar. Så hun er træt. Og forældrenes plan er at hun falder i søvn i bilen og bare lige kan bæres op i seng hvor hun sover trygt og godt hele natten (det er godt nok aldrig lykkedes før, men én gang skal jo være den første). Det blev dog ikke i dag. Emilie er nemlig i et vældigt humør hele vejen hjem og skiftevis synger og kommenterer på de andre billisters evne til at færdes i trafikken (‘Prøv at se den der bil, mor, den kører alt for stærkt. Det må den altså ikke!’)

Da vi er næsten hjemme:

E: ‘NU er vi på motorvejen!’
Mor: ‘Nej, vi er færdige med motorvejen nu. Dette her hedder en landevej’
E: ‘…en landevej? Det kan jeg ikke huske hvad er…?’
Mor: ‘Det er sådan en vej som denne her’
E: ‘…kan den lande?’
Mor: ‘Hmm. Det må den jo kunne siden den hedder sådan’

Emilie tænker lidt og konkluderer så:

E: ‘Arh. Jeg tror altså ikke at den kan flyve op og lande’

Og det har hun jo nok ret i. Så vi vil gerne foreslå et nyt navn til landets landeveje. Hun købte nemlig ikke at forklaringen er at landeveje ligger på landet…når vi nu tydeligvis bor i en by…

Hverdags-morgen

image

Jeg prøver lige noget nyt! Mobil-blogging! Mig og min cykel sidder nemlig i toget og er i færd med at blive fragtet til Kildebakke så vi kan komme det sidste stykke vej på arbejde. Det har været modellen i denne uge –  vækkeur klokken 6 (når Emilie da ikke allerede er vågen), Jesper og Emilie op og afsted til Taastrup, Jesper retur til Lyngby, mig afsted på cyklen og med toget til Gentofte. Det har været overraskende fantastisk at komme ud at cykle lidt igen! Turen bliver sammenlagt ca. 6 km – og om morgenen er det ned af bakke så det føles som en leg. Om eftermiddagen er det i sagens natur op ad, men det gør ikke så meget for det er jo hjemad :-)

Vi har været lidt bekymrede over om denne model kan hænge sammen imens vi venter på en børnehaveplads i Farum, og nu skal jeg jo passe på med at være for positiv for tidligt, men ind til videre er det bestemt ikke tosset. Det eneste problem er t det er tusmørke når vi endelig alle er hjemme så der er ikke meget tid til at nyde hverken haven eller vores nye, dejlige nærområde – men det er jo heldigvis kun midlertidigt, dette her mørke.

På plads i kontoret

IMG_5300

Det går aldeles strygende med at komme på plads i det nye hus! Med mere end dobbelt så mange kvadratmeter og mere end dobbelt så mange rum som vi havde i forvejen kan det nemlig lade sig gøre at få pakket alting væk når det kommer ud af en kasse – også alle de kasser vi havde stående i kælderen fordi vi var løbet tør for plads i lejligheden :-p

Der er et stykke vej igen før alle rum er brugbare, men i dag er der kommet skik på kontoret. Der er samlet bogreoler, pakket ca. 10 kasser med bøger ud (hvoraf de 8 var blandt de kasser der stod i kælderen så det er et glædeligt gensyn med alt fra Harry Potter til Dostoevsky). De tidligere ejere lod et skrivebord sidde, hvilket er helt perfekt da vi ellers havde været nødt til at nedprioritere kontoret en hel del – der er nemlig ikke lige plads til et nyt skrivebord i budgettet i første omgang. Krea-ting og printer er kommet på plads under bordet, der er hængt billeder op og der er sågar flyttet et par nisser ind i vindueskarmen.

IMG_5305

Kortet er et gammelt kort over Slesvig som Jesper har arvet efter sin farfar og pingvinen har han købt på Antarktis. Der er ikke verdens største udvalg af souvenirs dernede, men denne er malet af en af de ‘lokale’ og alene på grund af denne historie er jeg ret vild med den. Blomster-pigen til højre er et ny-indkøb fra Maria Permin Berger – jeg deltog i en konkurrence for at vinde originalen i efteråret, men vandt desværre ikke, så var i stedet nødt til at slå til da jeg så at man kunne købe kultegningen i A3. Og blomster-pigen til venstre er jo naturligvis vores egen lille solstråle :-)

Kontor

Der er stadig et par projekter herinde før rummet er helt færdigt:

Bogstøtter til reolen
Bedre opbevaring af krea-ting (der mangler simpelthen nogle kasser :-p )
Hjul på kassen til papir, der står under bordet
Ophæng til Jespers musikinstrumenter
Kontorstole
Maling
Nye lamper

Lige nu hænger der bare en pære i en ledning, hvilket ikke er super charmerende, men dog aldeles funktionelt. Alt i alt er jeg meget godt tilfreds – hvilket er heldigt nok for nu er der kun én fridag tilbage og den skal bruges i et andet rum :-)

IMG_5291 IMG_5296

Fra platfod til bandagist

IMG_3662

Orv, det står godt nok lidt stille herinde for tiden. Det er ikke fordi vi ikke laver noget, der er værd at skrive om! Tværtimod…

Men det var faktisk ikke dårlige undskyldninger det skulle handle om. Vi har nemlig været ved bandagist i dag. Og ja, jeg bliver nødt til at indrømme at jeg var nødt til at slå op hvad en bandagist laver da vores børnelæge lavede henvisningen…strengt taget er en bandagist (vist) en, der laver bandager, proteser og lignende – men de laver også indlæg til børn (og voksne), der er platfodede. Emilie er, som børnelægen så smukt udtrykte det, voldsomt platfodet. Det har vi sådan set været opmærksomme på længe og hun har fx brugt sandaler med en meget fast hælkappe som hjemmesko for at give den fornødne støtte til hendes ankler som er lidt hårdt pressede på grund af det ‘vrid’ hendes fod laver. Desværre er hælkappen ikke helt nok når platfodheden (helt klart et rigtigt ord!) er så udpræget som hos Emilie og desværre har vi ikke været opmærksomme på sålen i hendes sko. Hun har haft gode sko, men tilfældigvis alle med helt flade såler og det har hun har brug for er støtte i svangen.

Derfor har vi i dag fået lavet aftryk af hendes fod på både blåt papir og i lyserødt skum (sidstnævnte var helt klart det største hit). Og i næste uge kan vi hente hendes indlæg frisk fra trykken (eller hvor de nu kommer fra 😀 ). Hun kommer til at gå med indlæggene det meste af tiden, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at finde nogle sko til hende, der helt af sig selv har lidt mere støtte i svangen end de fleste børnesko. Er der tilfældigvis nogen, der kender til nogle gode mærker? Hvis du læser med Ann vil jeg også meget gerne høre om du med din uddannelse har nogle gode tips eller noget vi skal være særligt opmærksomme på?

Og her er den lille fod forfra. Platfod eller ej, børnefødder er altså bare det mest nuser i verden :-p

IMG_3664

Opskrift på pizza-snobrød

IMG_7152

Jeg har tidligere lavet mange snobrød. Som i virkelig mange snobrød. Jeg var aldrig tålmodig nok og resultatet var i 90 % af tilfældene en sort skal med ubagt dej indeni. Det var ikke en stor gourmet oplevelse – men det var død-hyggeligt. I 100 % af tilfældene.

I sidste uge var vi på besøg hos en gammel spejder-veninde som har slået sig ned på en skøn land-ejendom uden for Odense – selvfølgelig med bålplads i bunden af haven. Og lige dér fik det klassiske snobrød en helt ny dimension:

PIZZA-snobrød!

Før jeg siger mere vil jeg bare lige sige: MUMS!

Pizza-snobrød går i al sin enkelhed ud på at man trykker sin snobrødsdej ud til en flad pizza, smører tomatsovs på, drysser med ost og skinke (eller hvad man nu har lyst til), og så kommer tricket: Pizzaen skal nu rulles sammen til en pølse som kan snoes om snobrødspinden – det gør ingenting at der går lidt hul i dejen elelr at lidt fyld falder i bålet undervejs.

Og her kommer så trick nummer to: Snobrøddet bages langsomt over et glødende bål ind til det er brundt udenpå og færdigt indeni (sort skal med ubagt dej er selvfølgelig også en mulighed, men det kan virkelig godt betale sig at være tålmodig). Husk at du kan teste om brøddet er færdigt ved at skubbe det af pinden – hvis det glider af er det klar, hvis der sidder dej fast på pinden skal det have lidt mere.

Ekstra-tip: For en endnu mere pizza-agtig oplevelse kan du tilsætte oregano til dejen :-)

Det her er en virkelig lækker måde at lave mad over bål – vi fik en salat til af hjemmedyrket spinat, rucola, pinjekerner og parmesan og på den måde blev det virkelig et helt måltid og ikke kun ‘brød’ :-)

IMG_7131IMG_7094

Server meget gerne hjemmeplukkede jordbær til dessert. Eller forret. Eller som ekstra tilbehør. Jordbær holder altid :-)

IMG_7114 IMG_7162

Emilie og Karoline har retning imod bålpladsen. Og jordbærrene.

:-p

IMG_7194

Foto-tips: Spot-metering

IMG_6230

Jeg har egentlig altid hørt at man aldrig skal tage billeder i modlys – og det er også lidt sværere end at have solen i ryggen, men efterhånden er jeg faktisk kommet til virkelig at elske modlys-billeder! Jeg synes tit at der en helt særlig, blød og lidt romantisk stemning – især hvis man er så heldig at lyset kommer fra en op- eller nedadgående sol. Billedet herover er taget ved 8-tiden, men selvom solen på denne årstid allerede har været længe på himlen var der lidt af det bløde ‘magic hour’ lys tilbage – jeg synes selv at resultatet er blevet ret fint, på trods af at jeg har stillet skarpt på stigen i stedet for Emilie (rookie mistake :-p ).

Jeg har brugt den funktion i kameraet, der hedder spot-måling (eller spot-metering). Tit oplever jeg nemlig at når jeg vender linsen i mod solen så bliver den helt forvirret over alt det lys og så kan den slet ikke finde noget at stille skarpt på. Når man bruger spot-måling, måler kameraet kun lyset i et enkelt punkt og derfor bliver det muligt at fotografere med en helt overbelyst baggrund (det er i hvert fald sådan jeg har forstået teorien :-p ). I det her tilfælde har jeg målt lys-balancen på Emilie og dermed ignoreret det skarpe lys bag hende.

kameraDu skal have fat i det lille firkantede symbol, der ser ud som det har et øje i sig (på mit kamera er det nede i højre hjørne, men hvis du ikke kan finde det må du have fat i din manual). På billedet her (til venstre) er målingen sat til ‘evaluerende måling’ – det er det jeg bruger som standard da kameraet måler lyset i hele billedet. Skift indstillingen til ’spot-måling’ (en firkant med en enkelt prik i) – og prøv at lege lidt med det for at se hvordan kameraet reagerer – jeg skal også øve mig lidt mere :-)

Faktisk er mit alletiders yndlingsbillede taget i direkte modlys – og det var endda før jeg vidste noget som helst om at indstille mit kamera manuelt, så det er taget med auto-indstillinger – nogle gange har man virkelig lov at være heldig:

IMG_2647b

 

 

Konkurrence: Kom med til Flying Superkids!

Sponsoreret indlæg

0106

VIND 4 BILLETTER TIL SHOW MED FLYING SUPERKIDS d. 28/7 – det er virkelig nemt, det eneste du skal gøre er lige at skrive i en kommentar hvor mange billetter du gerne vil vinde (max 4) :-)

Programmet for aftenen er:

Klokken 17: Event med Livol, børneulykkesfonden og bObles

Klokken 18.30: Show med Flying Superkids

Velgørenhedshowet afholdes af Livol i samarbejde med Flying Superkids for at samle penge ind til børneulykeksfondens arbejde for danske børns sundhed. Helt specifik går indsamlingen til et landsdækkende projekt med fokus på dagplejeres arbejde med motorisk udvikling, gennem leg, hos 1-3 årige børn. Med en 2-årig i dagpleje kan jeg kun støtte op om dette formål og jeg gldæer mig til at høre mere om børns sundhed, sikkerhed og motorik – og så glæder jeg mig til at se Flying Superkids!

Showet foregår her:

 

Showteltet

Byparken i Ørestad

C. F. Møllers Allé 70

2300 København S

 

Og det er som sagt den:

 

28. juli, 2015

 

Vil du med? Så skriv det herunder og så trækker jeg en vinder på mandag d. 13 :-)

(PS: Du kan også deltage på facebook :-)

 

1 2 3 4