Archive of ‘søvn’ category

At falde i søvn når man er knap 27 måneder gammel…

IMG_4611b

Det kan være svært! Det der med at falde i søvn! Det kræver at man ligger stille og lukker øjnene pg ‘øjnene kan bare ikke lukke, mor!’. Men efterhånden sover E først efter 22 og det er lige sent nok så i et forsøg på at korte aftenputningen lidt af besluttede vi at springe middagsluren over i går – vi havde besøg af mødregruppen om formiddagen så der var knald på, masser af leg, støj og ingen pauser. Men det var nu ikke fordi Emilie virkede super træt ved 12 tiden hvor hun plejer at sove så vi fasede bare lidt ud med bøger og ipad efter frokost. Derefter gik vi på legeplads (læs; E løb hen til legepladsen og derefter løb hun rundt og rundt på legepladsen). Da vi havde gynget nok gik vi hen i Rema for at købe lidt danskvand – Emilie legede at vi var Backyardigans så vi skulle bruge en snor for at komme op ad bakken og så var vi så heldige at vi fandt ’stentrappebakken’ – og henne i Rema fandt vi sørme en skat! Det var altså ikke så lidt heldigt (skat = rosiner). Emilie gik hele vejen derhen og hele vejen tilbage igen – indtil vi var ca. 50 m hjemmefra. Så standsede hun, rakte hænderne op for at blive løftet, kom op på armen – og faldt i søvn. Sådan instantly. Klokken 15.

Argh. Det var jo ikke planen. Og det var også totalt uventet – hun gik bogstavelig talt sig selv i søvn.

På trods af lidt gru for hvordan aftenen nu skulle gå tillod jeg mig lige at nyde at sidde med en sovende, varm og helt igennem dejlig Emilie – hun fik dog kun lov at sove i 20 minutter, så vækkede de onde forældre hende igen! Det er faktisk ikke så nemt at vække hende når hun sådan sover rigtig dybt, men det lykkedes og hun blev ikke engang sur. Tværtimod var hun stadig midt i sin leg og sagde straks ‘Hej Tejnewon, hva’ laver du?’ (Tejnewon = Tyrone = Far (giver vist kun mening hvis man har børn, der er fan af Backyardigans)). Og så kørte det ellers videre i top gear resten af eftermiddagen. Hun var naturligvis mere træt end normalt, men det var egentlig ikke noget vi mærkede så meget til. Hun var glad, næsten sådan lidt overglad og dermed lidt voldsommere i sin leg end normalt, men ellers var der ikke noget usædvanligt.

Og putningen? Den tog en time. Det er jo på sin vis bedre end 3, men E var bare så træt at hun slet ikke kunne falde til ro – hun blev ved med at kaste sig rundt og være ked af det over at være så træt og det var faktisk rigtig synd for hende. Så. Konklusionen er at middagsluren er genindført. Selvom om det er lidt træls at det tager så lang tid at putte er det trods alt bedre at putte glad og tilpas træt pige end totalt overtræt og frustreret pige.

Og i dag er det heldigvis Far, der putter og Mor, der er landet i sofaen med fødderne oppe 😀

Ps: Hvis nogen har gået og tænkt over det så kan jeg afsløre at min faste rolle i Backyardigans-legen er at være Tascha. Jep. Jeg er flodhesten. Tak, skat.

Verden er jo ikke sort og hvid, altså

Det der med at få børn, det er ikke altid nemt. Først er der graviditeten, så fødslen og til sidst skal man tage sig af et helt nyt lille menneske. Man har hele ansvaret for dette lille væsen og det kan være overvældende, fantastisk, hårdt og sjovt på samme tid.
Fase 1; graviditeten
Kategori 1. Der er nogle, der har det nemt. De ser lykkelige ud og de har den der ’glød’ som kun gravide kvinder har. De har tendens til at tænke ’hvad ER det dog folk klager over, det her er jo skønt’. De har ikke de store fysiske gener og graviditeten fremskrider helt efter bogen.
Kategori 2. Der er også nogle, der har det svært. Nogle der døjer med bækkenløsning, sukkersyge, uforklarlige smerter, kvalme, søvnproblemer, vand i kroppen, hedeture, you-name-it. De synes at 9 måneder er rigtig lang tid. De er måske bekymrede, sygemeldte eller på nippet til at bare at give op. De er kede af at de ikke kan nyde det på samme måde som dem i kategori 1.
I fase 1 var jeg i høj grad heldig. Jeg tilhørte kategori 1. Jeg var lidt ekstra træt i første trimester, men kvalme var en by i Rusland. Jeg havde ikke ondt, maven var ikke i vejen, jeg kunne bokse-træne frem til uge 38, var på skiferie (helt uden problemer) i uge 31 og havde det i det hele taget fysisk helt fantastisk.
Fase 2; fødslen
 
Kategori 1. Nogle føder rigtig hurtigt. Jeg tvivler på at nogle føder uden smerter, men nogle føder uden komplikationer på et par timer og kan rejse sig direkte op fra sengen og bære deres barn op på barselsgangen (nogen får dog ikke lov til det for det er åbenbart meningen at man skal køre i sin seng for ikke at overbelaste sig). Nogle har ingen væmmelige efterveer, nogles bækken er nærmest på plads med det samme efter at fødslen er overstået og nogle tænker ’easy-peasy-det-kan-jeg-da-sagtens-gøre-igen’.
Kategori 2. Men der er også nogle andre. Nogle, der har veer i dagevis. Nogle hvor der opstår komplikationer. Nogle, der sprækker, nogle der ender med akut kejsersnit, nogle, der er bange og nogle der er lang tid om at komme sig oven på fødslen. Nogle af dem tænker ’det-kan-jeg-virkelig-aldrig-gennemgå-igen’.
Igen var jeg heldig og tilhørte kategori 1.
Fase 3; den første tid med et lille nyt menneske
 
Kategori 1. Der er nogle, der rammes af den dybeste kærlighed med det samme. Der er nogle, der oplever at være i en lykkelig barselsboble hvor tid og sted er ubetydelig, hvor det kun er det lille nye menneske, der betyder noget. Der er nogle, der elsker at være på barsel – de trives med deres lille barn og kærligheden vokser dag for dag selv om de troede at den var på sit højeste allerede fra starten af. De mødes med deres mødregrupper og veninder og sludrer og beundrer det lille mirakel. De går til stimulastik, babysvømning, rytmik eller salmesang og de formår at fylde deres hverdag op med små positive aktiviteter. De er glade. Måske sover de ikke så meget i starten, men det gør ikke noget for de er gladeog det bliver hurtigt bedre.
Kategori 2. Og så er der nogle, der bliver forældre til børn, der ikke har det godt. Børn, der skriger, hele tiden. Børn, der ikke vil spise. Børn, der ikke vil holdes. Børn, der ikke sover. Børn, der ikke kan trøstes. Kolik bliver der sagt. Låst i nakken, bliver der sagt. Ondt i maven, bliver der sagt. Der går over med tiden, bliver der sagt. Men det føles som om det ikke går over. Det føles som om hvert eneste sekund af hvert eneste døgn handler om enten at trøste eller at udskyde den næste skrigetur. De forældre ved at deres barn har brug for noget, som de ikke kan give. De kan give trøst, mad, omsorg – men de kan ikke få smerten til at gå væk og de fortvivler. De forældre ser tilbage på deres barsel som et mareridt, men de bliver samtidig kede af at høre hvad de er gået glip af. De ville gerne have oplevet at deres barn vågnede pludrende og glad i liften ved siden af sengen. De ville gerne have hygget sig i en lille boble af amning, lure, gåture og leg. Men det har de ikke oplevet. De har kun oplevet at overleve.  Måske føler de endda at de kun har overlevet med nød og næppe og de er bange for om barnet har taget skade af at have grædt så meget – på trods af at der altid var et par trøstende arme i nærheden.
Her hører jeg til i kategori 2.
Jeg har skrevet det her indlæg som en refleksion over nutidensmor’s indlæg hvor hun nævner den omdiskuterede ’godnat og sov godt metode’ og for at huske mig selv på at der altid er to sider af en sag. Bare fordi jeg havde en nem graviditet og en nem fødsel betyder det ikke at andre ville have det på samme måde hvis bare de levede ligesom mig. Men jeg bliver virkelig ked af det når kommentar efter kommentar (på instagram) beskriver hvordan man er den ondeste af onde mødre (sat lidt på spidsen) hvis man lader sit barn græde sig selv i søvn. Vores barn har ikke grædt sig selv i søvn fordi vi syntes at hun skulle. Hun har grædt sig selv i søvn fordi vi ikke havde andre muligheder. Jeg har gået med hende i time efter time hver eneste dag uden at det havde nogen effekt. Jeg har gået med hende ind til min skulder vingede og derefter gik jeg videre med hende fordi det gjorde mere ondt i hjertet at hun græd end i skulderen som var slidt ned.
Men hun sov ikke og hun holdt ikke op med at skrige. Derfor prøvede vi til sidst den udskældte metode. Jeg vil ikke kaldes en dårlig mor fordi jeg prøvede det. Jeg tænkte ikke ’nu kan du fandeme ligge der og skrige ind til du sover’. Jeg tænkte ’du reagerer ikke på mine kærtegn, måske vil det være bedre for dig, bedre for os alle, hvis du kan ligge i din egen seng og falde i søvn’.
Konklusionen blev at metoden ikke virkede. Faktisk var det helt forfærdeligt at lade hende ligge og ikke en eneste gang (vi forsøgte tre gange) faldt hun i søvn. Så vi droppede naturligvis metoden og fortsatte med at vugge hende på armen – selv om hun også skreg når hun var der, føltes det bedre.
Og konklusionen på dette her indlæg må være at det ville være rart hvis vi kunne lade være med at dømme hinanden så hårdt når vi ikke kender til begrundelsen bag beslutninger, der måske virker underlige for os.
Oooog, her er der altså lige et billede af den lille Ekko, der (bortset fra når hun bliver angrebet af tigre om natten, jf tidligere indlæg), stort set ikke skriger mere. Ekko, som jeg altså virkelig elsker over alt på jorden, på trods af meget tvivl og frustration i hendes første leveår: