Archive of ‘Søskende’ category

Lillebror til en 3-årig

IMG_2238

Jeg er medlem af en 2016-mødregruppe på facebook og i dag var der en anden nybagt mor, der spurgte til gruppens mening om hvornår det er bedst at få nummer to. Det var naturligvis også et spørgsmål vi stillede os selv dengang vi kun havde en – og jeg tror at det er et spørgsmål som man slet ikke kan svare på. Det, der er bedst for den ene familie er måske ikke bedst for den anden. Det, der er bedst for den ene storesøster/bror er måske ikke bedst for den anden. Og endelig kan naturen finde på at have en hel anden mening om hvornår nummer to støder til end man som forældre har.

På de mere end 50 svar, der var kommet i tråden kan jeg konkludere at der ganske enkelt ikke er et ‘rigtigt’ tidspunkt at få nummer to på. Men at alle, uanset om der er 11 måneder eller 6 år i mellem dem skriver at det er den helt perfekte aldersforskel. Og det er da fantastisk!

Her i huset er der næsten nøjagtig 3 år imellem bøllen og banditten. 3 år og 5 dage for at være helt nøjagtig. Og ligesom alle de andre mødre kan jeg kun sige: Det er den perfekte aldersforskel!

Imens jeg var gravid snakkede vi meget med Emilie om at lillebror var inde i maven. Hun var interesseret og virkede oprigtigt til at hun glædede sig til at blive storesøster – men selvfølgelig var det svært sådan rigtigt at forholde sig til at den store mave faktisk ville blive til en baby på et tidspunkt. Da så han blev født mødte hun ham med kys, kram og uendelig opmærksomhed – jeg er helt blæst bagover af hvor sød hun er sammen med ham! Jeg tænkte at nyhedens interesse måske ville fordufte og så ville han først blive rigtig sjov når han begynder at kunne lidt mere – men der tog jeg fejl. Han kan underholde Emilie i timevis. Så længe vi lige sørger for at hun ikke lægger sig oven på ham i sin iver for at være tæt på :-p

Det kan nemlig godt være en smule hårdt at være lillebror til en 3-årig. Man må finde sig i at blive ‘krammet fladmast’, som Emilie siger. At få stukket fingre i både mund, ører og øjne, at få jubel-råb lige ind i øret – i det hele taget må man finde sig i lidt mere uro end man var nødt til som barn nummer 1. Og heldigvis – i dette tilfælde i hvet fald – er det absolut ikke et problem. Det er uendelig fedt at hun så gerne vil være med i alt hvad der vedrører lillebror – lige fra at give ham sutten til at skifte ble og det er uendelig fedt at han bare finder sig i alt hvad hun kan finde på (så længe, der lige er en voksen i nærheden, der holder lidt øje med at han ikke, rent faktisk, bliver fladmast :-p ).

Stoltheden når han er med nede at hente hende i børnehaven, kærligheden når hun bare liiige må kysse ham en gang til inden hun kan spise aftensmad, omsorgen når hun nede fra legetæppet råber ‘han gylper, han gylper, hjælp mor!’. Jeg kan slet ikke forstå at hun er i stand til både at rumme og vise så store følelser – men jeg er ikke i tvivl når jeg siger at det at blive storesøster, var den største gave vi kunne give hende. Og Oliver – han ved det nok ikke helt endnu, men han kunne heller ikke have fået en sejere storesøster.