Archive of ‘Skiferie’ category

På ski med en næsten-tre-årig

IMG_8453

For længe, længe siden, da vi bookede årets skiferie aftalte vi at dette år skulle være året hvor Emilie havde ski på for første gang – men samtidig at hun ikke skulle presses ud i utrygge situationer. Det skulle foregå i hendes tempo. Og det skulle være sjovt og hyggeligt. Vi synes jo naturligvis at hun er jordens sejeste barn, men jeg indrømmer også gerne at hun ikke er typen, der kaster sig hovedkulds ud i enhver fysisk udfordring. Tvært imod er hun til den forsigtige side og hvis hun først har besluttet sig for at der er noget hun ikke vil så kan ikke 10 vilde heste få hende til at skifte mening. Faktisk ville 10 vilde heste nok få hende til at stritte endnu mere i mod. Derfor var det rigtig vigtigt for os at det med at stå på ski var noget hun selv gerne ville og ikke bare noget vi gerne ville for hende – men hvordan opnår man så det?

Jeg tror at man først og fremmest beslutter sig for at ‘ofre’ en stor del af sit eget skiløb. Med en 2-årig på ski er der simpelthen ikke plads til at mor og far kan stå på ski fra lifterne åbner til de lukker ligesom de gjorde dengang de ikke havde børn – heller ikke selv om super-farmor er med og gerne hygge-hytter i nogle timer. For mit vedkommende var det ikke en svær ofring da den der mave alligevel er en smule i vejen – og for Jesper var det mere en beslutning om at tage på familie-tur fremfor crazy-meget-skiløbs-tur end en decideret ofring.

Herunder har jeg samlet et par andre ting, der er værd at tænke over sammen:

Vejret

Dernæst bliver vi nødt til at sende en stor tak til vejr-guderne. Hvis jeg skal anbefale andre noget i forhold til skiferie med helt små børn så er det nok at tage afsted lidt senere på året hvor kulde-graderne ikke er helt så voldsomme. Vi har ofte haft det koldere end -20 i uge 5 og 6 i Norge og det er simpelthen for koldt uanset hvor godt man pakker de små ind. Men i år havde vi mellem 0 og -2 og det kunne faktisk ikke være mere perfekt. Sneen var ‘tør’, men luften føltes mild. I forhold til det praktiske var vi så heldige at vores hytte lå ganske få meter fra en transportløjpe og vi derfor virkelig kunne gå ud af vores dør, tage ski på og suse afsted – jeg vil til enhver tid gøre meget for at undgå at skulle ud at køre (eller med en bus) for at komme på ski – særligt med en 2-årig som ikke nødvendigvis kan se charmen i at gå langt i skistøvler.

Udstyret

Til gengæld var hun heldigvis vild med sine fine, blå støvler – hun følte tilsyneladende at hun havde fået nye, flotte støvler og åbenbart syntes hun ikke at de var udnerligt stive og svære at få på (det kunne vi andre ellers godt synes en gang i mellem). Hun var også meget begejstret for sine bittesmå ski så det gav slet ingen problemer at få hende med ud i første omgang. Så udfordringen var jo sådan set bare at gøre det til en god oplevelese – det forsøgte vi at gøre ved til at starte med at køre med hende imellem benene, på den måde kunne vi snakke sammen undervejs og hun kunne få en fornemmelse af at holde balancen på vej ned til børnebakken. Ulempen var at hun vitterligt slet ikke holdt balancen selv på den første tur så Jesper lår var ved at brænde sammen (godt at han er i god telemark-form, ellers var det vist ikke gået…). Hun var i ført varme sokker, uld-undertøj, mellem-lag, fleecetrøje, flyverdragt, elefanthue, handsker og hjelm – og med kun lige omkring frysepunktet var det passende. Man skal nok huske på at barnet faktisk ikke bevæger sig særligt meget så længe det står imellem benene på forældrene

Vi havde forestillet os at køre lidt op og ned af børnebakken med hende, men jeg må nok indrømme at der var lidt mere kaos end forventet med ski-skoler overalt, forældre og alle mulige andre mennesker, der bare gik rundt i toppen af bakken. Samtidig var hældningen faktisk så lille at det var svært at køre med Emilie – bakken er helt klart beregnet til at børnene kører selv, men der var vi bare ikke helt endnu.

Lifterne

Da vi skulle op med den lille tallerkenlift på børnebakken tog jeg skiene af for at gå sammen med Emilie og støtte hende – jeg mener stadig at det var en rigtig god måde at gøre det på, for hun stod faktisk rigtig fint og holdt fast i tallerkenen, men liftpasseren havde desværre gjort det til sin mission i livet at børnene skulle lære at køre selv så han tog fat i Emilie og skubbede Jesper og jeg væk og så forklarede han hende at hun skulle stå, ikke sidde. Og så blev hun bange. Og ville af. Og ville overhovedet ikke i nærheden af den lift igen. Heller ikke dagen efter, eller dagen efter. Heldigvis var drt også et rullende fortov så vi kunne komme på ad børnebakken uden tallerkenliften. Stole-liften var hun noget mere begejstret for – en flyvende sofa ser man jo heller ikke hver dag. Mit hjerte sad godt nok helt oppe i halsen for hun er så lille at hun nemt kan smutte ud under bøjlen – og Jesper sagde at det var lige så hårdt som at køre ned fordi han holdt så godt fast i hende…men hun sad pænt hele vejen og grinede faktisk højt på det meste af turen. Dog blev det væmmeligt koldt i toppen hvor det blæste og sneede. Et par gode tips kan være at sørge for at barnet har brillerne nede og elefanthuen trukket godt op om hagen i stolen så det føles mindre koldt – og at lade barnet sidde i mellem to sæder så bøjlen lukker ned i mellem benene – det mindsker bekymringen for at barnet rutcher ud en smule.

Argh, min computer flipper helt ud så jeg vil afslutte indlægget her med et par ski-billeder af en lille bølle som alligevel var både sej og modig – og som endte med at kunne køre med kun en ski-stav i hånden :-)

IMG_8376 IMG_8399 IMG_8405 IMG_8409 IMG_8445 IMG_8456

2. dag i sneen

Trysil har vist sig fra sin absolut bedste side i dag. Solskin, vindstille, nyprepererede løjper, ingen mennesker – kan man bede om mere?

Thumbs up herfra!

1. dag i sneen

Ok, mine ben kan altså godt mærke at det er to år og et spædbarn siden, de sidst har været på skiferie! AV, sagde de til skistøvlerne. AV, sagde de til at gå 4-500 meter op ad for at komme frem til pisten (så langt er den ikke væk, men vi kom ikke lige den rigtige vej…). AV, sagde de.

Men da de var færdige med at sige av, sagde de JUBIIII – de havde nemlig, ikke mindst, glemt hvor usandsynligt morsomt de synes det er, at suse ned af de norske fjelde. Vi har i dag kun lavet rekognoscering af vores nærmeste terræn – og fundet den rigtige vej ud i førnævnte terræn. Vi har brugt formiddagen på at leje ski og eftermiddagen på at lege i sne – Emilie er ret stor fan at blive trukket på kælken, men derudover synes hun vist at der er bedst i hytten hvor der er fri adgang til varm kakao, rosiner og nyt legetøj :-p