Archive of ‘særligt sensitiv’ category

Sensitive Ekko: Nu som (næsten) 3-årig

IMG_9937

Emilies sensitivitet har ikke fyldt så meget på bloggen det sidste stykke tid som den gjorde engang – og det er heldigvis, og naturligvis, fordi det ikke er noget, der har så stort impact på vores hverdag nu, som det havde engang. Det skyldes dog ikke at Emilie har ændret personlighed, men at hendes omgivelser har lært at læse hende og forstå hende – og at hun selv har lært at tackle mange af de udfordringer hun møder i sin hverdag. Ikke mindst kan hun ofte meget klart give udtryk for når hendes grænser overskrides, inden de overskrides og dermed kan mange konflikter undgåes.

Listen, der ligger i min top-bar, over nogle af de udfordringer, vi oplevede da Emilie var spæd er ikke længere helt aktuel. Det er helt anerledes at have et sensitivt spædbarn i forhold til at have en sensitiv tumling, der på en helt anden måde er i stand til at give udtryk for sin frustration – og som også i meget højere grad er i stand til at bruge alle de positive egenskaber, der følger med et sensitivt sind.

Men nogle gange er det stadig svært. Især når hun er træt. Det er svært at rumme store følelser i sådan et lille næsten-3-årigt hovede og det kan resultere i en helt overvældende frustration når noget går hende i mod eller aftaler ikke holdes. I går bad Emilie fx om at få en specifik natkjole på – den var til vask, men hun har en nat-bluse i nøjagtig samme mønster så den gav jeg hende på. Vild krise! Det var jo ikke det hun bad om – og i øvrigt snød jeg hende for jeg lod som om det var kjolen jeg gav hende på. Det er en rigtig dårlig ide at snyde på den måde! Og det ved jeg faktisk godt – jeg troede bare, i min naivitet, at det gik, denne gang…det gjorde det ikke! Hun oplever det på en eller anden måde virkelig som et svigt og raseri-anfaldet, der følger handler ikke kun om at ville have sin vilje – der er et stort element af reel frustration over at jeg sagde én ting og gjorde noget andet.

I det hele taget har Emilie et stort behov for forudsigelighed. Grænsende til at være ritualistisk i nogle situationer.Ting skal siges på den rigtige måde, fx hendes morgen-ritual som jeg har skrevet om her. Hvis vi gør det forkert beder hun os om at gentage hele dialogen ind til det er helt rigtigt. I går sov hun længe (helt ind til 6.22, crazy!) så Jesper var stået op for lige at gå på badeværelset i ro og mag imens vi piger lå og vågnede langsomt – men der gik kun et split-sekund fra Emilie vågnede til hun satte sig op med et ryk og udbrød ‘ Hvor er min far henne? Min far er ikke død! Der er lang tid til min far dør!’. Heldigvis kom Jesper ind til os så morgenen kunne udspille sig rigtigt – men jeg kan alligevel ikke lade være med at synes at det er en smule bekymrende at en 2-årigs første tanke er om død når en af os mangler i en situation hvor vi plejer at være der…

Søvn er også stadig en stor udfordring. Vi har fundet en løsning, der fungerer for os hvor Emilie bliver puttet i sin egen seng, men i løbet natten kommer hun ind til os. Hun er på en normal nat kun rigtigt vågen en 2-4 gange, men fra ved 2-3 tiden er hun typisk meget urolig, drømmer, kaster sig rundt, snakker og græder i søvne og har brug for at vi trøster hende for ikke at vågne. Det giver i sagens natur aldrig en god nattesøvn til forældrene, men vi er dog kommet langt i forhold til hvor vi var for bare et halvt år siden.

Tidligere har hun haft en næsten fobisk angst for insekter – især dem med vinger, men heldigvis er der også sket meget på dette område. Hun går ikke længere fuldstændig i panik hvis hun ser en flue – men hun vil dog heller ikke acceptere at den er der og hun insisterer kraftigt på at få den fjernet inden anden leg kan genoptages.

Andre steder hvor vi også stadig mærker Emilies sensitivitet er i forhold til høje lyde, snavs på fingrene og tøj, der generer, særligt strømper. Siden hun, på Oslo-båden, i starten af februar blev forskrækket over den høje lyd når man trak ud i toilettet har hun nægtet at bruge toiletter, hun ikke kender. Hun insisterer på at ‘de larmer for meget’ og er flere gange blevet virkelig hysterisk og ked af det hvis jeg alligevel har følt at hun var nødt til at komme med ud at tisse – så holder hun sig hellere til vi er vel hjemme igen. Hvis hun får en krumme på fingrene kan hun umuligt spise mere før den er væk (og hun bliver pludselig helt ude af stand til selv at fjerne den!). Det samme hvis hun får mad på kinden. Hun kan også blive helt desperat hvis næsen løber. Åh, og så er hun en ‘picky eater’. Helt crazy picky. Ikke decideret kræsen for hun spiser egentlig mange forskellige ting, fx når vi laver mad – men når først maden står på bordet spiser hun pasta, ris, brød og til nøds kartofler. Ikke andet. Hvis ingen af delene er tilgængelige spiser hun ingenting. Hun kan tilsyneladende sagtens leve med at spise ingenting, men hvis vi forsøger at få hende til at spise noget som hun ikke selv har besluttet er i orden – så bryder helvede løs. Hun kan stadig forsvinde helt i sit eget skrigeri så vi slet ikke kan nå hende, men bare må vente på at det går over – derefter kan vi dog nu, heldigvis, snakke med hende om hvad det var, der var så frustrerende for hende og konflikterne ved bordet kan undgåes ved altid at servere en af de ting hun gerne vil have. Det er ikke i sig selv et problem da ris, pasta eller kartofler næsten altid indgår i menuen.

Hendes nyeste traume er våde kinder – altså, når hun har grædt, er kommet over det, og så mærker at hendes kinder er våde – så kan vi næsten starte forfra. Især om natten. Det gælder om at være virkelig hurtig til at tørre tårene væk – og det er ikke nok lige at tørre med hånden, der skal papir til og hvis det ikke er godt nok siger hun grådkvalt ‘du skal tørre grundigt, mor!’. Først når kinderne er helt tørre falder hun til ro igen.

Måske er alle disse ting helt normale. Måske har alle 3-årige det på nøjagtig samme måde. Som skrevet i starten er det ikke noget, der egentlig påvirker vores hverdag i høj grad – for vi ved det jo. Vi ved at vi skal skynde os at tørre fingrene, vi ved at strømper ikke må have løse snore, vi ved at vi skal kommunikere tydeligt hvad dagen byder på og ikke ændre rutiner, vi kan mærke når frustrationen kommer snigende og kan som regel aflede opmærksomheden og dermed undgå raseri-anfaldene. Men nogle gange er vi allesammen trætte. Nogle gange ser vi ikke faresignalerne og nogle gange kan vi bare ikke finde energien til at tage konflikterne i opløbet. Nogle dage er problemet noget vi ikke har oplevet før – som fx da vi den anden dag havde brug for at tage en havestol ind i stuen for at have stole nok. Det kunne Emilie i første omgang slet ikke rumme. Havestole hører til i haven. Ikke i stuen.

På de dage kan vi godt mærke hvorfor vores sundhedsplejerske i sin tid kaldte Emilie ’signal-stærk’. For nøj, hun kan godt nok skrige højt. Og længe.

Morgen ritual

IMG_7964

Hvis det skal blive en god dag, skal den starte rigtigt. Jeg kender egentlig udmærket det der med at få det forkerte ben ud af sengen – det sker jævnligt for mig uden at jeg helt kan sætte fingeren på hvad det lige var der gik galt om morgenen, der gjorde at resten af dagen blev sådan lidt blah. For mig handler det nok i virkeligheden mest om hvordan jeg har sovet og hvilke drømme, der lige popper op i bevidstheden sidst på natten.

For Emilie er det meget mere konkret. Dagen skal starte rigtigt. Hun kommer stort set altid ind til os i løbet af natten og hendes vågne-rutine begynder med at hun putter sig helt ind til mig og lægger mine arme rundt om sig og sin lille kind ind mod min. Det kan godt være at jeg ville få lidt mere nattesøvn, hvis hun sov i sin egen seng, men sådan en lille morgenkrammer er simpelthen det dejligste – og sikkert med til at hjælpe mig til at det er det rigtige ben, der står først ud af sengen.

Når E har puttet lidt ruller hun rundt en 18-20 gange, men vender hele tiden tilbage til mine arme, ind til hun pludselig sætter sig op og giver mig et kys hvorefter hun kravler hen til sin far og giver ham et kys. Det er hendes tegn for ‘nu er det morgen og vi skal op’. Eller rettere ‘nu er det morgen og FAR skal stå op!’.

Og nu kommer det vigtigste. Far skal rejse sig op og stå på gulvet og sige:

‘Hov, jeg har vist glemt noget…?’

Og så fortsætte:

‘Hvor er min lille bøllefis?’

Emilie svarer så:

‘Den ligger lige henne hos sin mor. Men nu trillede den hen til sin far’

Nu kan far tage Emilie op og hun putter sig ind til ham på vej ned af trappen.

Det skal foregå sådan. Hvis man prøver at snyde og blive liggende i et par minutter, eller sige replikken inden man står på gulvet, eller sige replikken på en lidt anden måde – så får man med Emilies mindste stemme besked på at sige det rigtigt…’Nej far, kan du sige ‘Hov, jeg har vist glemt noget”…’Nej far, kan du stå på gulvet og sige ‘Hov, jeg har vist glemt noget”…

Først når det er gået rigtigt for sig kan vi komme i gang med dagen :-)

Vacciner, klodser og kaos i dagplejen

For noget der minder om 1000 år siden sagde den venlige sygeplejerske i Sundhedshuset at vi kunne forvente lidt udslæt og feber om ca. 10 dage i forbindelse med den første MFR vaccine. Det viser sig at det ikke er 1000 år siden, men derimod…ja, du gættede det…10 dage! Så her er vi. Med udslæt, feber, pylret tumling – og nye klodser!

Hep hey – nyt legetøj redder dagen! For første gang i (heldigvis) ret lang tid gik Ekko amok i dagplejen i dag. Eller, amok er ikke helt det rigtige ord, for hun er ikke vred når det sker, nærmere bange og frustreret. Men altså, hun gik i skrigemode. Som i fuldstændig-panisk-hvis-du-ikke-tager-mig-op-dør-jeg-agtigt-skrigemode. Det er sådan noget hun kan. Så hun blev taget op, trøstet, faldt i udmattet søvn på armen og vågnede med stoppet næse og begyndende feber.

Alt dette vidste jeg faktisk ikke da jeg købte klodser – jeg syntes bare at hun trængte til lidt nyt. Og hurra for det! Vi har brugt eftermiddagen på at sætte kasser oven på hinanden, vælte kasser, råbe BUUUMMMM, sætte kasser inden i hinanden, sige dyrelydene, der passer til kasserne, tælle prikker osv. osv. Vi var lige ved at glemme at pylre!

Nu sover banditten (og jeg skal love jer for at jeg krydser fingre for at det varer maaaange timer endnu, men jeg har mine tvivl…). Jeg tror bestemt at feberen skyldes vaccinen og at en del af det dårlige humør skyldes feberen. Men jeg tror ikke at skrige-turen i dagplejen nødvendigvis er relateret dertil. I mandags startede der en ny dreng i dagplejen og det er tilsyneladende noget hårdere for Ekko end for pågældende dreng (som tager det hele i stiv arm). Jeg ved ikke om Ekko er jaloux? Lidt måske, Anitas opmærksomhed er jo naturligvis mere delt imellem børnene end den plejer at være – og samtidig har Ekko svært ved at forholde sig til at ny-drengs-mor er i dagplejen. Fremmede voksne er ikke sensitive-Ekkos kop te.
Hun har dog faktisk taget det pænt, omend hun har været væsentligt mere udmattet når jeg har hentet hende end hun plejer at være. I dag var ny-dreng der ikke og jeg tror at Ekko derfor benyttede chancen til lige at pointere overfor dagplejemor at hun altså ikke bare sådan kan bruge al sin energi på ny-dreng. Og hun skal i hvert fald ikke lægge Ekko helt alene ud i barnevognen når ny-dreng ikke engang er der…

Ej, jeg ved ikke om det er det ene eller det andet (eller en kombination) – men jeg krydser fingre for at det går bedre i morgen :-)

Ps: Klodserne er fra Magni og Ekkos überfine natdragt er fra Joha :-)

Sansebørste vs. Urolighed vol. 1

Hvad er dog det, tænker du måske? En grydesvamp? Fimrehår? Hvad kan den?

Det er en sansebørste. Eller en taktilbørste. Og den kan børste babyer/børn (altså, hvis den får lidt hjælp, den er ikke automatisk jo…). Børsten er sådan lidt ru på en meget blød måde – inden jeg kastede Ekko ud i eksperimentet afprøvede jeg den på mig selv og det er faktisk rigtig rart. Huden bliver sådan lidt tindrende, hvilket måske lyder ubehageligt, men det føles meget afslappende.

I går aftes var det så Ekkos tur. Efter hendes daglige bad hygger vi altid i sofaen inden hun får ble og nattøj på. Hun kravler rundt over det hele og hver gang hun kommer forbi mig får hun et dybt tryk på benene, armene, skuldrende – en slags babymassage, men den særlige trykpåvirkning er anbefalet af ergoterapeuterne i Børneterapien med henblik på at hjælpe Ekko til at finde ro inden natten.

I går tilføjede jeg børsten. Ekko fik rolige strøg på hele bagsiden af kroppen, benene (ikke indersiden), på undersiden af armene og flere strøg på både håndflader og fødder. Hun virkede til at nyde det – hun sad ihvertfald helt stille imens jeg børstede. Efter børstningen fik hun de sædvanlige dybe tryk, så ble, nattøj, tandbørste og lidt mere hygge inden sengetid.

Før i får resultatet af børstningen er der lige lidt teori (indhentet fra det store internet så tag det med et gran salt og kontakt en ergoterapeut hvis du er i tvivl eller hvis du tænker at dit barn måske kunne have gavn af børstning – jeg er ikke ekspert, kun en mor til et meget sensitivt barn):

Har jeg brug for en sansebørste?
Børsten bruges til stimulering af den taktile sans. Den er effektiv hvis barnet er det man kalder ‘taktil-sky’. Selv hvis du ikke har fået lavet en sanseprofil hos en ergoterapeut og dermed fået sat ord på dit barns sensitivitet har du måske bemærket at dit barn ikke bryder sig om at have tøj på med mærker eller syninger, der kradser. Det kan også være at barnet allerede som spæd ikke brød sig om at blive svøbt eller holdt tæt. Og med ‘ikke bryder sig om’ mener jeg ‘barnet skriger ulykkeligt og utrøsteligt’. Hvis du oplever at dit barn er meget uroligt og kun sover i kort tid af gangen kan du måske have gavn af børsten.

Hvordan virker børsten?
Med sansebørsten kan du stimulere dit barns taktile sans (ligesom du også kan med massage og tumle-lege). Når stimuleringen efterfølges af massage eller dybe, aflsappede tryk hjælpes barnets nervesystem til at finde ro. Det er vigtigt at bemærke at der ikke er tale om Wilbarger-behandlingsmetoden, der bygger på dyb trykbørstning. Wilbarger metoden kan ikke anvendes uden grundig instruktion, men bruges af professionelle til børn der har udfordringer i deres sansebearbejdning.

Hvordan bruger jeg børsten?
Børst barnet roligt på ryg, ben (ikke inderside), arme (også inderside), hænder og fødder. Børst ikke mave eller ansigt. Børst ikke flere gange et sted. Læg mærke til barnets reaktion. Nyder hun det?

Virker den?
For mig lyder det lidt selvmodsigende at stimulere netop følesansen som i forvejen bliver så overstimuleret hos Ekko som er meget berørings-sensitiv, men mange studier har vist at børstningen hjælper og at barnets overophedede nervesystem beroliges af børstningen. Ekko syntes at børsten var spændende og jeg havde også indtryk af at hun nød ‘behandlingen’.

I den times tid der gik, efter børstningen, inden hun skulle i seng var hun meget rolig – jeg synes at hun var væsentligt mere rolig end hun normalt er, men det er svært at sige om det udelukkende skyldtes en rolig dag og det faktum at jeg var meget afslappet efter hygge-børstningen. Ikke desto mindre var det en hyggelig aften uden drama.

Putningen var ret normal (ikke crazy svær, men med noget brok) og i de første timer var Ekko, som sædvanligt meget urolig, græd i søvne, vågnede op, græd lidt mere, fik vand, trøst, faldt i søvn igen, græd igen. Men fra ca. 22.30 sov hun. Ind til 5.30.

SYV TIMER!

1-0 til sansebørsten.

Min umiddelbare konklusion er at børstningen i hvert fald ikke skader. Om det var et tilfælde at hun sov så godt må tiden vise – opdatering følger :-)

Ps: Børsten er købt hos Babykaos.dk. Den koster 25 kroner så det er heldigvis ikke et eksperiment, der har ruineret os 😉

Sensitive Ekko

Ok, her kommer et teksttungt (og måske lidt rodet) indlæg.I går lavede Miriam et indlæg om at være ’særligt sensitiv’. Det er tilsyneladende en ret udbredt tilstand i blogland og Miriam går, som altid, forrest i opgøret med modefænomenet ’sensitiv’. Miriam er særligt sensitiv, det kan der vist ikke være meget tvivl om. Hun er det i en grad hvor det hæmmer hendes hverdag på rigtig mange måder. Jeg fik helt ondt i maven da jeg læste hendes indlæg for det er tydeligt at hun virkelig lider under det.

Selvom det selvfølgelig er frygtelig synd for hende, skyldes knuden i maven i højere grad Ekko. For hun er også ’særligt sensitiv’. Og hun er kun 1 år gammel. Det er min (og Jespers) opgave at hjælpe hende igennem tilværelsen på en måde så hun ikke kommer til at lide under det samme pres som Miriam beskriver. Det er uværdigt og nedladende at få at vide hele sit liv at man er sart og at man bare skal tage sig sammen (hvilket jeg altså også godt selv kan genkende) – når sensitiviteten er medfødt, når den er en del af alt hvad man gør og siger, når man ikke bare kan lægge den på hylden.

I vores tilfælde har vi helt sikkert nydt godt af at ’særligt sensitiv’ er blevet et begreb som alle kender. Eller nærmere, som alle anerkender. Vi har meget tidligt fået redskaber til at hjælpe Ekko og her, 4 måneder efter at vi startede i børneterapien, er der ingen tvivl om at Ekkos særlige sensitivitet er blevet nemmere at leve med, både for hende, men så sandelig også for hendes forældre.

I Ekkos sanseprofil står der:

‘Når man som Emilie er særligt sensitiv, har man et øget arousalniveau – vågenhedstilstanden i hjernen er for høj. Et højt arousalniveau medfører et højt stressniveau, som får indflydelse på den adfærd i oplever både i dagplejen og i hjemmet. Et højt arousalniveau kan udtrykke sig som en stresslignende tilstand eller værende i ‘alarmberedskab’, og kan resultere i uhensigtsmæssig adfærd, hvor Emilie kan virke frustreret, ude af stand til at finde ro, hun kan virke afvisende og trække sig for instinktivt at undgå en overstimulering’.

Som forældre til et spædbarn, der afviser og trækker sig (sådan helt fysisk, hun slår og sparker), samtidig med at det har brug for trøst, kan afmagten føles uendelig. Vi arbejder ret målrettet med at hjælpe hende til holde arousalniveauet på et hensigtsmæssigt plan, fx ved at gynge (rolige monotone bevægelser), med massage og pauser i løbet af dagen – og det går rigtig godt. De fleste dage er hun glad og hygger sig. Hun er dygtig til at underholde sig selv, men opsøger også både børns og voksnes selskab. Hun kysser og krammer og virker bestemt som et meget kærligt barn. Hun fravælger overvældende sansestimuli for selv at holde sit arousalniveau nede. Fx putter hun ikke ret meget i munden, hvilket ellers må betegnes som børns almindelige udforskning af verden.

Men hun reagerer stadig kraftigt på dagens oplevelser om natten. Hun græder, skriger, kaster sig rundt, sparker og virker på alle måder frustreret. Hun har brug for trøst, men hun kan ikke klare mere berøring. Hun har brug for ro, men kan ikke finde den.

Og den bekymring, der blev født, da Ekko blev født, rører på sig. Hvordan skal det gå vores lille menneske ude i den store verden? Det er der i sagens natur ingen forældre, der kan svare på, men én ting er i hvert fald sikkert; hun har al den støtte og kærlighed med hjemmefra som vi på nogen måde kan skrabe sammen. Og så håber vi at det er nok.

 

Børneterapien fortsat

Det er efterhånden længe siden vi var til det første møde i børneterapien. Siden da har mange ting ændret sig til det bedre helt af sig selv:
  • Ekko er blevet glad for at være i dagplejen
  • Ekko falder selv i søvn om aftenen (dog ikke uden protest – men uden vuggen og uden amning)
  • Ekko er blevet passet af sine bedsteforældre med stor succes
  • Ekko sover lidt bedre om natten
  • Ekko virker generelt mere glad
Alligevel er der plads til forbedring og vi tog derfor til møde i går. Vi gennemgik sammen med ergoterapeuten Ekkos sanseprofil og følte begge igen at vi var kommet til et sted hvor vi blev hørt, forstået og anerkendt. Essensen af konklusionen på sanseprofilen er:
‘Emilies udfordringer handler om hendes tendens til at tage for mange sanseinput ind – hendes filter er for tyndt. Det drejer sig især om sanseinput som indebærer auditiv, taktil og vestibulær sansestimulering’.
Målet med vores forløb i børneterapien er derfor:
  • At mindske Ekkos sensitivitet for sanseinput så hun kan trives bedre
  • At skabe forståelse for Ekkos sensitivitet i hendes omgivelser
  • At blive bedre til at genkende de første tegn på overstimulering
  • Dæmpe Emilies ‘arousal’

Særligt sensitive børn har generelt et øget arousalniveau, dvs. vågenhedstilstanden i hjernen er for høj. Et højt arousalniveau medfører et højt stressniveau og for Ekko kommer det til udtryk ved at hun virker frustreret, urolig og afvisende overfor trøst (for instinktivt at undgå yderligere overstimulering).

Her er en række konkrete redskaber til at dæmpe barnets arousalniveau:
Hængekøje (rolige monotone bevægelser)
Tungt legetøj (der skal skubbes/trækkes)
Massage/faste tryk på hele kroppen
Gyngestol
Pauser på ‘helleplads’
Grave i sand/ælte dej
Det er ting vi kan gøre herhjemme, men en del af børneterapiens tilbud er at ergoterapeuten tager ud og snakker med vores dagpleje for at give Anita en bedre forståelse for Ekkos behov og for at give Anita en række redskaber til at skabe en bedre hverdag for Ekko.