Archive of ‘PCO’ category

Beslutningen er taget – livet med PCOS

Blog_IMG_7529OK. Det her indlæg har været en del år undervejs. 5½ år faktisk. Det er nemlig 5½ år siden at Jesper og jeg besluttede at vores familie skulle udvides fra 2 til 3. På sigt 4.

Men. Det der med at blive gravid – det gik ikke sådan helt af sig selv. Jeg vidste det egentlig godt – at min cyklus var og altid har været fuldstændig tilfældig. På ingen måde til at regne med. At jeg egentlig opbygger muskler hurtigere end så mange andre piger. På det tidspunkt boksede jeg 4-6 gange om ugen. Og jeg var stærk! Jeg slog hårdere end man lige skulle regne med. Men jeg vidste det godt. Så snart jeg holder op med at træne intensivt tager jeg på – på maven. Der var andre tegn – og jeg vidste det godt, men jeg vidste ikke hvad det hed.

Det hedder PCOS.

Det betyder at min krop ikke reagerer optimalt på hormonet insulin. Det betyder at det var svært at blive gravid. Det betyder at jeg har manglende ægløsninger, forhøjet mandligt kønshormon, øget hårvækst og svært ved at tabe mig – særligt på maven.

Jamen, skønt altså!

Sygdommen fik jeg faktisk først, sådan officielt, konstateret da Emilie var ca. 2 år og den der lillebror/lillesøster som vi drømte om, lod vente på sig. Da min læge nævnte de fire små bogstaver, PCOS, faldt brikkerne på plads for mig – der var så mange ting, der pegede i netop den retning.

Min allerkæreste veninde, som selv kæmper en uretfærdig kamp i mod ufrivillig barnløshed, åndede lettet op på mine vegne. Så var der jo en grund til at jeg ikke blev gravid! En helt håndgribelig grund, som jeg endda kunne gøre noget ved! Igennem kost og motion kan man komme virkelig langt i forhold til at modvirke symptomerne på PCOS. Hun var virkelig, oprigtig glad på mine vegne. En håndgribelig grund til den udeblivende graviditet er så meget nemmere at forholde sig til end når beskeden fra lægerne er at der intet er i vejen – men gravid bliver man ikke.

Jeg kan godt se hvad hun mente. Virkelig. Men jeg følte mig ikke lettet. Jeg følte mig syg. En kronisk sygdom, som ganske vist påvirkede min evne til at blive gravid lige i den periode i mit liv hvor det var mit ønske at blive gravid. Men også en kronisk sygdom som jeg har nu – og som påvirker mig nu selv om jeg ikke skal have flere børn.

En sygdom som er svær at snakke om for det er bare hamrende ufeminint at have øget mandligt kønshormon. Og jeg har ikke lyst til at snakke om det. Jeg har ikke lyst til at konfrontere mig selv med symptomerne – jeg har lyst til at glemme alt om det og bare igen være slank og stærk som for 6 år siden.

Men så nemt går det jo ikke, vel? Der skal mere til og derfor er beslutningen taget – fremover er jeg nødt til at holde mig til en PCOS venlig kost. Det betyder nul sukker. Det er ok. Det betyder også nul pasta og ris. Det bliver svært. Og nul lækkert, nybagt hvidt brød. Det bliver nærmest umuligt.

Jeg oplever at der er meget fokus på PCOS i fohold til graviditet – og meget lidt fokus på at leve med PCOS resten af livet. Før og efter eventuelle graviditeter. Så selv om det vender sig lidt i mig og jeg har lyst til at holde det her helt for mig selv – så skriver jeg dette indlæg og trykker udgiv om et øjeblik i håb om at jeg ikke er den eneste der føler mig generet af disse symptomer. Og for at kickstarte min egen rejse i mod et liv med styr på PCO’en, hormonerne og vægten.