Archive of ‘Oprydning’ category

Mine bedste tips til salg af børnetøj

 

Resized-IMG_4539

Har du en masse tøj liggende som børnene er vokset ud af? Læs med her og få mine bedste tips til at sende tøjet videre ud i verden – til glæde for både en masse familier og for miljøet som sætter stor pris på at tøj genbruges i stedet for at alt skal produceres fra nyt. Samtidig kan du få en skilling ind på bankkontoen og det er jo ikke helt dumt :-)

For en måneds tid siden lagde jeg dette billede op på Instagram med teksten ‘der er dobbelt så meget uden for‘…

Det tror jeg faktisk var en underdrivelse! Jeg havde været på loftet og hentet alle kasserne med baby- og børnetøj ned. På trods af at jeg har givet væk til familie og venner løbende var der rigtig meget tilbage. I første omgang var det sådan set ikke min hensigt at sælge det hele, men i forbindelse med en generel oprydning i alle vores ting havde jeg også behov for at rydde op på loftet. Det, der ligger deroppe, er, for mig, kun rod. Vi har masser af opbevarings-plads i huset så de ting, der kommer helt op på loftet, og dermed er lidt omstændelige at få fat på, de tilføjer ingen værdi til vores hverdag. Drevet af den tanke hentede jeg alle kasserne ned – og da jeg fik kigget efter kunne jeg se at det faktisk ikke rigtig kunne tåle at ligge på vores loft! En vask og en tørring i haven kunne heldigvis redde det hele, men det er min vurdering at det ikke skulle have ligget der ret meget længere før det var blevet helt ødelagt af fugt. Heldigt at jeg fik reddet det i tide!

Tøj med følelser

Nogle vil nok ryste på hovedet af dette, men for mig var beslutningen om at skille mig af med børnenes baby-tøj ikke nem! Der er en masse minder forbundet med hvert enkelt stykke tøj, hvilket også er grunden til at det er blevet gemt i første omgang. I stedet for at lade minderne ligge i en kasse på loftet var jeg omhyggelig med at tage gode salgs-billeder af hvert enkelt stykke tøj og samtidig lade alle de minder de associerede passere forbi. Jeg er nødt til at indrømme at det var overraskende hårdt! Mange dejlige minder susede forbi, men også minder om frustration, gråd, håbløshed, kolik, vrede og depression. At rydde op, i særligt Emilies tøj, kom til at handle om en hel masse mere end bare at sende babytøj videre ud i verden – det blev til et middel til at slutte fred med nogle af de følelser, der til stadighed fylder og som har deres oprindelse i hendes hårde, første år. For mig var det en sund og god proces og jeg glæder mig over den tomme plads som tøjet har efterladt – for netop på den plads er der blevet skabt rum til al den sprudlende glæde som Emilie emmer af nu.

Ok. Det blev lidt dybt – ikke desto mindre tror jeg at det er værd at huske at det er helt ok at give plads til følelser i forbindelse med at man rydder op (i sit hus og i sit liv). Personligt havde jeg ikke forudset at netop baby-tøjet ville afstedkomme en sådan indre rejse, men jeg tog i mod det og mener at jeg er et bedre sted nu end jeg var før.

Den rigtige pris

Men hov! Dette skulle jo handle om at få solgt ting videre! Jeg har flere gange stået med et helt særligt stykke tøj i hånden – tøjet børnene havde på til navngivningsfest, det første stykke tøj vi købte til hver af dem, den første gave fra bedsteforældre, en særligt fin kjole eller body som de bare altid havde på (når den var ren) – og så har jeg tænkt ‘Ej, men denne her var jo DYR da jeg købte den og den MEGA fin’. Men inden jeg satte prisen for højt mindede jeg mig selv om at netop dette stykke tøj ikke har den betydning for andre. Det er bare et stykke tøj. Og mit formål med at sælge det er ikke at blive rig, det er at komme af med tøjet og give det nyt liv et andet sted. Og så satte jeg prisen til 15-20 kroner for mærketøj og 5 kroner for andet (h&m, nameit osv). Varme dragter eller helt eksklusive ting har jeg sat til 40-50 kroner. Mange bække små og pludselig havde jeg tjent 2500 kroner!

Mit bedste tip er virkelig at sætte prisen ‘rigtigt’. Og med ‘rigtigt’, mener jeg ‘rigtigt i køberens øjne’. Og jeg er helt enig – de fleste ting bliver solgt alt for billigt i forhold til deres nypris! Men det er de færreste der vil give 175 kroner for en brugt kjole. Selvom den kostede 399 fra ny. Selvfølgelig er det en balance – er du villig til at vente på den rigtige køber kan du sætte prisen lidt højere, men hvis du ønsker et hurtigt salg er det min erfaring at prisen skal være helt i bund. Min rettesnor er at sætte prisen til 10-20% af nyprisen.

Den rigtige platform

Der er mange forskellige måder at sælge aflagt tøj på. Jeg har brugt Reshopper (app) fordi jeg synes at det er rigtig nemt at oprette annoncer og jeg oplever generelt god opmærksomhed omkring de ting jeg lægger op. Jeg har ikke en eneste gang haft en dårlig oplevelse med hverken køb eller salg – generelt overholder folk de aftaler man indgår og jeg har ikke modtaget nogen irriterende skambud. Folk respekterer den pris man har sat og det synes jeg er rigtig rart – særligt fordi jeg jo synes at jeg har sat den meget lavt :-p

Det er en god ide at holde øje med sine annoncer og svare tilbage hurtigt når der er nogen, der skriver! Jeg bliver selv irriteret som køber hvis sælger ikke svarer – og hvis det nu er en cykel man køber vil man måske nok vente eller skrive igen, men hvis det er en body til 5 kroner hopper køber bare fra hvis der ikke er respons fra sælger.

Gode billeder og en fair beskrivelse

Gør lidt ekstra ud af at tage billeder, der faktisk viser det du sælger. Læg det glat på en ensfarvet baggrund (jeg brugte et stykke stof, men du kan også bruge et lagen eller hvad du nu har). Trægulve, fliser, græsplaner eller hvad men ellers kan finde på kan selvfølgelig også bruges, men det skaber lidt uro omkring det, der skal sælges. Hvis der er tale om tøj kan jeg personligt bedst lide at hoved-billedet (det der vises på forsiden af Reshopper) viser tøjet i sin helhed – men en gang i mellem kan der være et stykke tøj med en særlig detalje som er god som blikfang og så ville jeg vælge dette billede som det første – og derefter selvfølgelig et fuldt billede. En gang imellem medtager jeg også et billede af et af børnene med tøjet på, primært hvis det er et stykke tøj med en særlig pasform som er svær at se på de første billeder.

Jeg har også gjort en hel del ud af at beskrive tøjet – ærligt. Jeg beskriver hvert enkelt stykke tøj både i forhold til farve, pasform, blødhed og hvis der er pletter eller huller. Det er lidt omstændeligt, men hvis det fører til et salg er det, det værd.

Sæt en slut-dato

Hvis dit primære formål med at sælge aflagt tøj videre er at det ikke skal ligge hjemme hos dig og fylde kan det være nyttigt at sætte en slut-dato. Det, der ikke er solgt på denne dag skal videre til genbrug – så er der stadig nogen, der bliver glade for det og miljøet vil takke dig, men du slipper for at finde plads til de sidste ting som bare ikke bliver solgt :-)