Archive of ‘Minimalisme’ category

Mine bedste tips til salg af børnetøj

 

Resized-IMG_4539

Har du en masse tøj liggende som børnene er vokset ud af? Læs med her og få mine bedste tips til at sende tøjet videre ud i verden – til glæde for både en masse familier og for miljøet som sætter stor pris på at tøj genbruges i stedet for at alt skal produceres fra nyt. Samtidig kan du få en skilling ind på bankkontoen og det er jo ikke helt dumt 🙂

For en måneds tid siden lagde jeg dette billede op på Instagram med teksten ‘der er dobbelt så meget uden for‘…

Det tror jeg faktisk var en underdrivelse! Jeg havde været på loftet og hentet alle kasserne med baby- og børnetøj ned. På trods af at jeg har givet væk til familie og venner løbende var der rigtig meget tilbage. I første omgang var det sådan set ikke min hensigt at sælge det hele, men i forbindelse med en generel oprydning i alle vores ting havde jeg også behov for at rydde op på loftet. Det, der ligger deroppe, er, for mig, kun rod. Vi har masser af opbevarings-plads i huset så de ting, der kommer helt op på loftet, og dermed er lidt omstændelige at få fat på, de tilføjer ingen værdi til vores hverdag. Drevet af den tanke hentede jeg alle kasserne ned – og da jeg fik kigget efter kunne jeg se at det faktisk ikke rigtig kunne tåle at ligge på vores loft! En vask og en tørring i haven kunne heldigvis redde det hele, men det er min vurdering at det ikke skulle have ligget der ret meget længere før det var blevet helt ødelagt af fugt. Heldigt at jeg fik reddet det i tide!

Tøj med følelser

Nogle vil nok ryste på hovedet af dette, men for mig var beslutningen om at skille mig af med børnenes baby-tøj ikke nem! Der er en masse minder forbundet med hvert enkelt stykke tøj, hvilket også er grunden til at det er blevet gemt i første omgang. I stedet for at lade minderne ligge i en kasse på loftet var jeg omhyggelig med at tage gode salgs-billeder af hvert enkelt stykke tøj og samtidig lade alle de minder de associerede passere forbi. Jeg er nødt til at indrømme at det var overraskende hårdt! Mange dejlige minder susede forbi, men også minder om frustration, gråd, håbløshed, kolik, vrede og depression. At rydde op, i særligt Emilies tøj, kom til at handle om en hel masse mere end bare at sende babytøj videre ud i verden – det blev til et middel til at slutte fred med nogle af de følelser, der til stadighed fylder og som har deres oprindelse i hendes hårde, første år. For mig var det en sund og god proces og jeg glæder mig over den tomme plads som tøjet har efterladt – for netop på den plads er der blevet skabt rum til al den sprudlende glæde som Emilie emmer af nu.

Ok. Det blev lidt dybt – ikke desto mindre tror jeg at det er værd at huske at det er helt ok at give plads til følelser i forbindelse med at man rydder op (i sit hus og i sit liv). Personligt havde jeg ikke forudset at netop baby-tøjet ville afstedkomme en sådan indre rejse, men jeg tog i mod det og mener at jeg er et bedre sted nu end jeg var før.

Den rigtige pris

Men hov! Dette skulle jo handle om at få solgt ting videre! Jeg har flere gange stået med et helt særligt stykke tøj i hånden – tøjet børnene havde på til navngivningsfest, det første stykke tøj vi købte til hver af dem, den første gave fra bedsteforældre, en særligt fin kjole eller body som de bare altid havde på (når den var ren) – og så har jeg tænkt ‘Ej, men denne her var jo DYR da jeg købte den og den MEGA fin’. Men inden jeg satte prisen for højt mindede jeg mig selv om at netop dette stykke tøj ikke har den betydning for andre. Det er bare et stykke tøj. Og mit formål med at sælge det er ikke at blive rig, det er at komme af med tøjet og give det nyt liv et andet sted. Og så satte jeg prisen til 15-20 kroner for mærketøj og 5 kroner for andet (h&m, nameit osv). Varme dragter eller helt eksklusive ting har jeg sat til 40-50 kroner. Mange bække små og pludselig havde jeg tjent 2500 kroner!

Mit bedste tip er virkelig at sætte prisen ‘rigtigt’. Og med ‘rigtigt’, mener jeg ‘rigtigt i køberens øjne’. Og jeg er helt enig – de fleste ting bliver solgt alt for billigt i forhold til deres nypris! Men det er de færreste der vil give 175 kroner for en brugt kjole. Selvom den kostede 399 fra ny. Selvfølgelig er det en balance – er du villig til at vente på den rigtige køber kan du sætte prisen lidt højere, men hvis du ønsker et hurtigt salg er det min erfaring at prisen skal være helt i bund. Min rettesnor er at sætte prisen til 10-20% af nyprisen.

Den rigtige platform

Der er mange forskellige måder at sælge aflagt tøj på. Jeg har brugt Reshopper (app) fordi jeg synes at det er rigtig nemt at oprette annoncer og jeg oplever generelt god opmærksomhed omkring de ting jeg lægger op. Jeg har ikke en eneste gang haft en dårlig oplevelse med hverken køb eller salg – generelt overholder folk de aftaler man indgår og jeg har ikke modtaget nogen irriterende skambud. Folk respekterer den pris man har sat og det synes jeg er rigtig rart – særligt fordi jeg jo synes at jeg har sat den meget lavt :-p

Det er en god ide at holde øje med sine annoncer og svare tilbage hurtigt når der er nogen, der skriver! Jeg bliver selv irriteret som køber hvis sælger ikke svarer – og hvis det nu er en cykel man køber vil man måske nok vente eller skrive igen, men hvis det er en body til 5 kroner hopper køber bare fra hvis der ikke er respons fra sælger.

Gode billeder og en fair beskrivelse

Gør lidt ekstra ud af at tage billeder, der faktisk viser det du sælger. Læg det glat på en ensfarvet baggrund (jeg brugte et stykke stof, men du kan også bruge et lagen eller hvad du nu har). Trægulve, fliser, græsplaner eller hvad men ellers kan finde på kan selvfølgelig også bruges, men det skaber lidt uro omkring det, der skal sælges. Hvis der er tale om tøj kan jeg personligt bedst lide at hoved-billedet (det der vises på forsiden af Reshopper) viser tøjet i sin helhed – men en gang i mellem kan der være et stykke tøj med en særlig detalje som er god som blikfang og så ville jeg vælge dette billede som det første – og derefter selvfølgelig et fuldt billede. En gang imellem medtager jeg også et billede af et af børnene med tøjet på, primært hvis det er et stykke tøj med en særlig pasform som er svær at se på de første billeder.

Jeg har også gjort en hel del ud af at beskrive tøjet – ærligt. Jeg beskriver hvert enkelt stykke tøj både i forhold til farve, pasform, blødhed og hvis der er pletter eller huller. Det er lidt omstændeligt, men hvis det fører til et salg er det, det værd.

Sæt en slut-dato

Hvis dit primære formål med at sælge aflagt tøj videre er at det ikke skal ligge hjemme hos dig og fylde kan det være nyttigt at sætte en slut-dato. Det, der ikke er solgt på denne dag skal videre til genbrug – så er der stadig nogen, der bliver glade for det og miljøet vil takke dig, men du slipper for at finde plads til de sidste ting som bare ikke bliver solgt 🙂

Fjernsyns-fri december

Resized-IMG_9684

I hele december måned agerede vores tv-ophæng bogreol og sidemand til de søde nisser, der en dag lå i vores postkasse fra naboens datter. Emilie mener at den længst til højre er en nisse-spraydåse. Om ophavsmanden er enig skal jeg ikke kunne sige, man faktum er at vi i hele jule-måneden havde udsyn til nisser og historier fremfor den sorte kasse, der ellers plejer at pryde væggen.

Og hvorfor så egentlig det?

Det er der sådan set mange grunde til. Som udgangspunkt ser vi faktisk meget lidt fjernsyn og forskellen imellem at have en slukket kasse på væggen og slet ingen kasse er faktisk slet ikke så stor. Igennem hele efteråret fik børnene lov at se en lille smule tegnefilm en gang imellem i weekenden, men på hverdage er fjernsynet aldrig tændt. Vi voksne ser overhovedet ingenting – men alligevel har vi i efterhånden lang tid betalt for abonnement til både HBO og Netflix. Det hed sig at det var for børnenes skyld – så der altid kunne findes en tegnefilm hvis behovet alligevel opstod.

‘Behov’ for fjernsyn er for mig hvis jeg fx er alene hjemme med begge børn og der samtidig er sygdom på banen – så er det en skøn og effektiv aflastning.

Men det er en sjælden situation og jeg kan i hvert fald hurtigt blive enig med mig selv om at tre ‘kanaler’ (HBO, Netflix og DR), der hver i sær tilbyder uendelig og ustoppelig underholdning til børn er mere end rigeligt. Derfor blev vi i efteråret enige om at melde de to betalings-tjenester fra og nøjes med DR.

Det var, helt oprigtig talt, en fuldstændig ubemærket ændring. Altså med undtagelse af det beløb, der blev frigivet på kontoen til andre ting. Win.

Alligevel var der stadig et eller andet, der nagede mig. Jeg oplevede i stigende grad at Oliver, som jo altså kun er godt og vel halvandet år gammel, kom hjem fra dagplejen og resolut stillede sig foran fjernsynet og forlangte, højlydt, at få det tændt. Hvorfor det?

Emilie spurgte efterhånden i hver 3. sætning om hun godt måtte se fjernsyn. Om hun måtte se noget når hun var færdig med at spise. Når hun var færdig med at spille spil. Læse bog. Hvad som helst. På en eller anden måde var fjernsynet næsten hele tiden i hendes bevidsthed og det blev efterhånden en daglig kamp at skulle forbyde det gang på gang. Hvorfor det?

Jeg ved ikke med sikkerhed hvorfor. Jeg ved at vi havde enormt travlt hele efteråret. Både på arbejdet, i familien og i den tid, der er tilbage til Jesper og jeg, sammen og hver for sig. Vores oprindelige grundlag for ikke at se serier stikker egentlig ikke ret meget dybere end at vi ganske enkelt ikke har tid. Med travlheden fulgte dog også en stigende tendens til at tænde for fjernsynet – i eftermiddagstimerne, også på hverdage.

Så er børnene lige underholdt imens jeg ordner det her.

Sådan tænkte jeg jævnligt. Det kunne dreje sig om madlavning, tøjvask, oprydning, mails, arbejdsopgaver, der skulle være blevet på kontoret, men som alligevel kom med hjem – og pludselig havde vi skabt et behov hos børnene for at få fjernsynet tændt som hverken de eller vi var godt tjent med.

Så er børnene lige underholdt imens jeg ordner det her. Dette udsagn har nemlig, for vores børn, en bagside. Når hvad-end-det-var-der-var-så-vigtigt var blevet ordnet og jeg havde tid at lave noget fornuftigt med børnene var det to styks institutions-trætte og fjernsyns-forvirrede tornadoer der ikke gad noget som helst, men som egentlig heller ikke kunne samle sig om at sidde stille og se mere tv. Jeg ved ikke om alle 1- og 4-årige påvirkes i den grad af at se fjernsyn, men vores unger bliver mærkbart mere irritable, mere højlydte, sværere at snakke med. De bliver ganske enkelt hyper.

Kan i se det? Vi var i en dårlig spiral hvor sure og trætte børn, generede sure og trætte forældre, der brugte TV som aflastning, men på den måde fik endnu surere børn og konflikterne eskalerede. Indrømmet, fjernsynet skal ikke have hele skylden for det har i sagens natur ikke noget ansvar for at vi havde for travlt både på arbejdet og i privaten. Men fjernsynet blev bare en form for symptom behandling, der i sidste ende gjorde symptomerne værre.

Så, den 1. december spurgte jeg Jesper hvad han ville sige til at pille det ned. Jeg havde brug for at mærke efter, at finde tilbage til de søde og glade børn som vi egentlig synes at vi har. Og jeg havde brug for at få fjernet så mange distraktioner som muligt for ellers kunne jeg simpelthen ikke få øje på vores egne værdier – særligt når der stod en måned for døren med fuldt knald på julearrangementer, ændrede madvaner, sukker og gaver – og alt det andet som hører sig til, og som jeg gerne ville nyde, men som bare var ved at drukne i at vi ikke kunne overskue det.

Jesper pillede fjernsynet ned – og det virkede! Out og sight, out of mind. Det tog ikke engang en dag så holdt Emilie op med at spørge efter TV’et. En dyb vejr-trækning og et af hverdagens store konflikt-punkter var pludselig helt fjernet. Og ændringen hos mig selv var lige så stor som hos børnene for når muligheden for at tænde TV’et slet ikke var der så var muligheden for at give efter der heller ikke. De første par dage gjorde jeg en meget aktiv indsats for at lave andre aktiviteter i eftermiddags-timerne. Vi gik ture, samlede pynt i skoven til jule-dekorationer, lavede en masse kreative projekter, bagte en masse småkager. Vi legede fangelege, gemmelege, byggede tog-baner og læste alle vores bøger igen og igen. Og gradvist fandt vi på plads i det – selv med den meget travle måned, som december var, lykkedes det at hygge os og nyde ventetiden frem til jul. Gradvist fandt børnene tilbage til selv at kunne underholde sig i kortere eller længere perioder – og gradvist fandt jeg lidt mere balance i vores hverdag.

Nu skriver vi januar og fjernsynet er blevet hængt op igen. De sidste par dage, hvor Emilie har haft kvalme, opkast og ondt i halsen er det også blevet brugt flittigt. Men i det store hele synes jeg at en TV-fri måned har givet os lidt ro tilbage og fjernsynet er ikke længere et konflikt punkt. Børnene acceptere hvis der bliver sagt nej og vi voksne har mere fokus på i stedet at hjælpe dem i gang med en anden aktivitet. Det er ikke Picture Perfect, men det er lidt bedre end det var.

Frit slag i Fætter BR

IMG_5230[1]

I går var vi i Fætter BR. Emilie og jeg. Og Emilie havde frit slag på alle hylder (eller, næsten i hvert fald). Sådan her gik det til:

Som udgangspunkt går sådan en slaraffen-lands-tur jo stik i mod mit september-princip om ikke at købe noget – men Emilie havde et gavekort på 300 kroner liggende og hun havde selv fået lov at vælge at det skulle bruges i Fætter BR. Så afsted vi tog. Jeg fortalte hende at hun måtte vælge én ting i hele butikken og så kunne hun betale med det lille plastic-kort.

‘Er det her penge, Mor? Kan jeg betale med det? Ægte?’

Penge er en skør størrelse når man er 4½!

Vi gik lidt rundt i butikken og der var et par ting der fangede Emilies interesse. En stor hårsløjfe på en hårbøjle. Nogle lidt underlige små bamser med store glimmer-øjne. Nogle meget glitrende perler. En Elsa-dukke – som teknisk set kostede mere end gavekortets værdi så jeg var allerede mentalt ved at forberede mig på at forhandle mig frem til at finde noget andet. Men inden jeg kom så langt gik Emilie resolut hen til bogreolen og tog en bog op.

Det var en baby-bog. Sådan en med tykke papsider. Og en bil uden på.

‘Det skal være denne her, Mor. Den skal vi købe. Til Oliver’

På den ene side havde jeg faktisk lyst til at sige at hun ikke skulle bruge sin egen fødselsdagsgave på at købe en gave til Oliver – men på den anden side syntes jeg at det var helt bedårende sødt at hun midt i bunker af glitrende, skinnende legetøj, der kæmpede med hinanden om børnenes (og forældrenes) opmærksomhed, valgte en bog. Til sin lillebror.

Så vi tog bil-bogen med.

Og valgte også to af de små bamser med store øjne. En til Emilie og en til Oliver. Og fordi jeg syntes at hun var helt utroligt dygtig til at være i en legetøjsbutik fik hun også lov at tage en blyant med en flamingo oven på.

Hun betalte stolt for det hele og glædede sig til at komme hjem og vise Oliver de fine ting.

Et eller andet må vi have gjort rigtigt med hende Emilie.

En minimalists bekendelser

Kender i den der følelse af at man tror man er det ene eller det andet…og man så finder ud af at det er man slet ikke?

Jeg har egentlig altid betragtet Jesper og jeg som lidt minimalistiske. Vi kan godt lide minimalistisk indretning. Vi kan godt lide at rejse med kun det allermest nødvendige i en rygsæk. Vi levede ganske fint, 3 mennesker på 54 m2. Jeg er virkelig dårlig til nips. Nogle gange synes jeg at det ser så fint ud hos andre at jeg køber noget nipset – men jeg kan bare aldrig få det til at stå pænt og ender som regel med at sætte det væk fordi jeg synes det roder, i stedet for at pynte.

Men. Den anden dag hørte jeg et interessant interview med en mand (som jeg har glemt hvad hed). En ægte minmalist. Han ejede i alt 200 ting. Ikke mere, ikke mindre. 200.

Vi har 307 ting i det skab der:

Resized-IMG_3880

Og så har jeg endda talt legoklodserne som én samlet ting.

Det var faktisk lidt en øjenåbner for mig at rydde op i skabet, tælle efter, sortere og få smidt nogle af de ting ud som var i stykker, som ikke fungerer for os eller som bare aldrig bliver brugt. Det var rart! Og skabet ser stadig pænt ud selv om det er mere end en uge siden (det har ellers tendens til hurtigt at bliver lidt overloadet, som på billedet).

Så med den erkendelse i baghovedet at vi slet ikke er så minimalistiske som jeg gik rundt og troede vil jeg fremover have meget mere fokus på at få ryddet ud i vores ting og sendt de ting til genbrug, der har udtjent deres værnepligt – og, naturligvis, på ikke at fylde op med flere nye ting hele tiden som vi måske slet ikke har brug for.

Stærkt inspireret af den fine blog Smilerynker skyder vi (=jeg) projekt ‘mere-minimalisme-mere-overskud’ i gang med en købefri måned – startende 1/9. Jeg falder nemt i købe-fælden når jeg spontant bliver inspireret på fx instgram eller facebook – og min store svaghed er netbutikker. Derfor – for at hjælpe mig selv til at overholde mit købestop er der adgang forbudt i netbutikker. Eneste undtagelse er gaver og selvfølgelig mad, drikke og husholdningsartikler.