Archive of ‘Minimalisme’ category

Fjernsyns-fri december

Resized-IMG_9684

I hele december måned agerede vores tv-ophæng bogreol og sidemand til de søde nisser, der en dag lå i vores postkasse fra naboens datter. Emilie mener at den længst til højre er en nisse-spraydåse. Om ophavsmanden er enig skal jeg ikke kunne sige, man faktum er at vi i hele jule-måneden havde udsyn til nisser og historier fremfor den sorte kasse, der ellers plejer at pryde væggen.

Og hvorfor så egentlig det?

Det er der sådan set mange grunde til. Som udgangspunkt ser vi faktisk meget lidt fjernsyn og forskellen imellem at have en slukket kasse på væggen og slet ingen kasse er faktisk slet ikke så stor. Igennem hele efteråret fik børnene lov at se en lille smule tegnefilm en gang imellem i weekenden, men på hverdage er fjernsynet aldrig tændt. Vi voksne ser overhovedet ingenting – men alligevel har vi i efterhånden lang tid betalt for abonnement til både HBO og Netflix. Det hed sig at det var for børnenes skyld – så der altid kunne findes en tegnefilm hvis behovet alligevel opstod.

‘Behov’ for fjernsyn er for mig hvis jeg fx er alene hjemme med begge børn og der samtidig er sygdom på banen – så er det en skøn og effektiv aflastning.

Men det er en sjælden situation og jeg kan i hvert fald hurtigt blive enig med mig selv om at tre ‘kanaler’ (HBO, Netflix og DR), der hver i sær tilbyder uendelig og ustoppelig underholdning til børn er mere end rigeligt. Derfor blev vi i efteråret enige om at melde de to betalings-tjenester fra og nøjes med DR.

Det var, helt oprigtig talt, en fuldstændig ubemærket ændring. Altså med undtagelse af det beløb, der blev frigivet på kontoen til andre ting. Win.

Alligevel var der stadig et eller andet, der nagede mig. Jeg oplevede i stigende grad at Oliver, som jo altså kun er godt og vel halvandet år gammel, kom hjem fra dagplejen og resolut stillede sig foran fjernsynet og forlangte, højlydt, at få det tændt. Hvorfor det?

Emilie spurgte efterhånden i hver 3. sætning om hun godt måtte se fjernsyn. Om hun måtte se noget når hun var færdig med at spise. Når hun var færdig med at spille spil. Læse bog. Hvad som helst. På en eller anden måde var fjernsynet næsten hele tiden i hendes bevidsthed og det blev efterhånden en daglig kamp at skulle forbyde det gang på gang. Hvorfor det?

Jeg ved ikke med sikkerhed hvorfor. Jeg ved at vi havde enormt travlt hele efteråret. Både på arbejdet, i familien og i den tid, der er tilbage til Jesper og jeg, sammen og hver for sig. Vores oprindelige grundlag for ikke at se serier stikker egentlig ikke ret meget dybere end at vi ganske enkelt ikke har tid. Med travlheden fulgte dog også en stigende tendens til at tænde for fjernsynet – i eftermiddagstimerne, også på hverdage.

Så er børnene lige underholdt imens jeg ordner det her.

Sådan tænkte jeg jævnligt. Det kunne dreje sig om madlavning, tøjvask, oprydning, mails, arbejdsopgaver, der skulle være blevet på kontoret, men som alligevel kom med hjem – og pludselig havde vi skabt et behov hos børnene for at få fjernsynet tændt som hverken de eller vi var godt tjent med.

Så er børnene lige underholdt imens jeg ordner det her. Dette udsagn har nemlig, for vores børn, en bagside. Når hvad-end-det-var-der-var-så-vigtigt var blevet ordnet og jeg havde tid at lave noget fornuftigt med børnene var det to styks institutions-trætte og fjernsyns-forvirrede tornadoer der ikke gad noget som helst, men som egentlig heller ikke kunne samle sig om at sidde stille og se mere tv. Jeg ved ikke om alle 1- og 4-årige påvirkes i den grad af at se fjernsyn, men vores unger bliver mærkbart mere irritable, mere højlydte, sværere at snakke med. De bliver ganske enkelt hyper.

Kan i se det? Vi var i en dårlig spiral hvor sure og trætte børn, generede sure og trætte forældre, der brugte TV som aflastning, men på den måde fik endnu surere børn og konflikterne eskalerede. Indrømmet, fjernsynet skal ikke have hele skylden for det har i sagens natur ikke noget ansvar for at vi havde for travlt både på arbejdet og i privaten. Men fjernsynet blev bare en form for symptom behandling, der i sidste ende gjorde symptomerne værre.

Så, den 1. december spurgte jeg Jesper hvad han ville sige til at pille det ned. Jeg havde brug for at mærke efter, at finde tilbage til de søde og glade børn som vi egentlig synes at vi har. Og jeg havde brug for at få fjernet så mange distraktioner som muligt for ellers kunne jeg simpelthen ikke få øje på vores egne værdier – særligt når der stod en måned for døren med fuldt knald på julearrangementer, ændrede madvaner, sukker og gaver – og alt det andet som hører sig til, og som jeg gerne ville nyde, men som bare var ved at drukne i at vi ikke kunne overskue det.

Jesper pillede fjernsynet ned – og det virkede! Out og sight, out of mind. Det tog ikke engang en dag så holdt Emilie op med at spørge efter TV’et. En dyb vejr-trækning og et af hverdagens store konflikt-punkter var pludselig helt fjernet. Og ændringen hos mig selv var lige så stor som hos børnene for når muligheden for at tænde TV’et slet ikke var der så var muligheden for at give efter der heller ikke. De første par dage gjorde jeg en meget aktiv indsats for at lave andre aktiviteter i eftermiddags-timerne. Vi gik ture, samlede pynt i skoven til jule-dekorationer, lavede en masse kreative projekter, bagte en masse småkager. Vi legede fangelege, gemmelege, byggede tog-baner og læste alle vores bøger igen og igen. Og gradvist fandt vi på plads i det – selv med den meget travle måned, som december var, lykkedes det at hygge os og nyde ventetiden frem til jul. Gradvist fandt børnene tilbage til selv at kunne underholde sig i kortere eller længere perioder – og gradvist fandt jeg lidt mere balance i vores hverdag.

Nu skriver vi januar og fjernsynet er blevet hængt op igen. De sidste par dage, hvor Emilie har haft kvalme, opkast og ondt i halsen er det også blevet brugt flittigt. Men i det store hele synes jeg at en TV-fri måned har givet os lidt ro tilbage og fjernsynet er ikke længere et konflikt punkt. Børnene acceptere hvis der bliver sagt nej og vi voksne har mere fokus på i stedet at hjælpe dem i gang med en anden aktivitet. Det er ikke Picture Perfect, men det er lidt bedre end det var.

Frit slag i Fætter BR

IMG_5230[1]

I går var vi i Fætter BR. Emilie og jeg. Og Emilie havde frit slag på alle hylder (eller, næsten i hvert fald). Sådan her gik det til:

Som udgangspunkt går sådan en slaraffen-lands-tur jo stik i mod mit september-princip om ikke at købe noget – men Emilie havde et gavekort på 300 kroner liggende og hun havde selv fået lov at vælge at det skulle bruges i Fætter BR. Så afsted vi tog. Jeg fortalte hende at hun måtte vælge én ting i hele butikken og så kunne hun betale med det lille plastic-kort.

‘Er det her penge, Mor? Kan jeg betale med det? Ægte?’

Penge er en skør størrelse når man er 4½!

Vi gik lidt rundt i butikken og der var et par ting der fangede Emilies interesse. En stor hårsløjfe på en hårbøjle. Nogle lidt underlige små bamser med store glimmer-øjne. Nogle meget glitrende perler. En Elsa-dukke – som teknisk set kostede mere end gavekortets værdi så jeg var allerede mentalt ved at forberede mig på at forhandle mig frem til at finde noget andet. Men inden jeg kom så langt gik Emilie resolut hen til bogreolen og tog en bog op.

Det var en baby-bog. Sådan en med tykke papsider. Og en bil uden på.

‘Det skal være denne her, Mor. Den skal vi købe. Til Oliver’

På den ene side havde jeg faktisk lyst til at sige at hun ikke skulle bruge sin egen fødselsdagsgave på at købe en gave til Oliver – men på den anden side syntes jeg at det var helt bedårende sødt at hun midt i bunker af glitrende, skinnende legetøj, der kæmpede med hinanden om børnenes (og forældrenes) opmærksomhed, valgte en bog. Til sin lillebror.

Så vi tog bil-bogen med.

Og valgte også to af de små bamser med store øjne. En til Emilie og en til Oliver. Og fordi jeg syntes at hun var helt utroligt dygtig til at være i en legetøjsbutik fik hun også lov at tage en blyant med en flamingo oven på.

Hun betalte stolt for det hele og glædede sig til at komme hjem og vise Oliver de fine ting.

Et eller andet må vi have gjort rigtigt med hende Emilie.

En minimalists bekendelser

Kender i den der følelse af at man tror man er det ene eller det andet…og man så finder ud af at det er man slet ikke?

Jeg har egentlig altid betragtet Jesper og jeg som lidt minimalistiske. Vi kan godt lide minimalistisk indretning. Vi kan godt lide at rejse med kun det allermest nødvendige i en rygsæk. Vi levede ganske fint, 3 mennesker på 54 m2. Jeg er virkelig dårlig til nips. Nogle gange synes jeg at det ser så fint ud hos andre at jeg køber noget nipset – men jeg kan bare aldrig få det til at stå pænt og ender som regel med at sætte det væk fordi jeg synes det roder, i stedet for at pynte.

Men. Den anden dag hørte jeg et interessant interview med en mand (som jeg har glemt hvad hed). En ægte minmalist. Han ejede i alt 200 ting. Ikke mere, ikke mindre. 200.

Vi har 307 ting i det skab der:

Resized-IMG_3880

Og så har jeg endda talt legoklodserne som én samlet ting.

Det var faktisk lidt en øjenåbner for mig at rydde op i skabet, tælle efter, sortere og få smidt nogle af de ting ud som var i stykker, som ikke fungerer for os eller som bare aldrig bliver brugt. Det var rart! Og skabet ser stadig pænt ud selv om det er mere end en uge siden (det har ellers tendens til hurtigt at bliver lidt overloadet, som på billedet).

Så med den erkendelse i baghovedet at vi slet ikke er så minimalistiske som jeg gik rundt og troede vil jeg fremover have meget mere fokus på at få ryddet ud i vores ting og sendt de ting til genbrug, der har udtjent deres værnepligt – og, naturligvis, på ikke at fylde op med flere nye ting hele tiden som vi måske slet ikke har brug for.

Stærkt inspireret af den fine blog Smilerynker skyder vi (=jeg) projekt ‘mere-minimalisme-mere-overskud’ i gang med en købefri måned – startende 1/9. Jeg falder nemt i købe-fælden når jeg spontant bliver inspireret på fx instgram eller facebook – og min store svaghed er netbutikker. Derfor – for at hjælpe mig selv til at overholde mit købestop er der adgang forbudt i netbutikker. Eneste undtagelse er gaver og selvfølgelig mad, drikke og husholdningsartikler.