Archive of ‘Mini og Mokka’ category

Lidt sommerhus og lidt gode tilbud

I går besluttede vi spontant at tage i sommerhus i weekenden…det er ikke så tit vi tager os sammen til at køre herop og det er dumt! For lige så snart vi drejer om hjørnet nede ved marken bliver jeg ramt af en ro og en afslappethed som er lige nøjagtig det jeg har brug for i weekenden. Vi ankom klokken 16 og har tumlet, leget, sunget og danset lige siden (og lavet mad, vasket tøj, pakket ud og ryddet væk…men det gik nærmest af sig selv) – nu læses der godnathistorie og puttes i den ene ende af huset og i den anden er fødderne smækket op på bordet (sidstnævnte er den ende jeg befinder mig i :-p )

Jesper og Emilie hentede mig på arbejdet (da min arbejdsplads ligger halvvejs mod sommerhuset) og det i sig selv var super hyggeligt! Familie og arbejdsplads er til hverdag så adskilt at der er noget særligt over at møde mand og barn ude midt i DONG. Jesper havde pakket bilen med alt hvad vi kan drømme om at få brug for i løbet af de næste par dage…ikke mindst en pakke med nye ting til Emilie fra all time favorit børneshop, miniogmokka.dk.

Desværre lukker den fysiske butik – det er SÅ ærgerligt! MEN, det betyder at der lige nu er fantastisk gode tilbud (også på web-shoppen) da der er et lager, der skal tømmes. Emilie har fået de fineste sølv sutsko fra Melton – de er bløde og varme og helt perfekte her i sommerhuset hvor der godt kan være lidt fodkoldt selvom der er gang i pejsen.

Nu er putningen slut i den anden ende af huset så jeg vil hoppe af nettet igen og koncentrere mig om at hygge og nyde at det er weekend 🙂

 

Klædt på til fest

Vi har været til dobbelt 20 års fødselsdag i weekenden så Ekko hoppede i det blødeste merino uld hun har i skuffen – nemlig dette todelte sæt fra Bock Cph. Det er sådan lidt oldschool sødt og selv om Ekko af sig selv er meget lys er det ret fint med de lyse farver.

Hos Bess og Bedstefar er der en fantastisk farlig trappe som er fantastisk sjov at lege på (heldigvis er der også en trappe hos Ekkos dagpleje så hun har nogenlunde styr på at man ikke må gå op ad trapper – hun har dog tendens til lige at skulle afprøve (adskillige gange) om forbuddet nu også gælder denne trappe… :-p ):

Bluse og bloomers er købt hos miniogmokka.dk, strømpebukser fra h&m arvede sutsko 🙂

Mini og Mokka barnet

Ekko har fået en sending tøj fra Mini og Mokka. En ret stor sending tøj. Fuld af lækre sager, både til fest og til hverdag. Moderen er glad 😀

Hun er begyndt selv at vælge tøj, men det skal da ikke være en hemmelighed at jeg synes at det er noget så fint når hun vælger det nye tøj! Her har hun valgt Sara bukser fra Wheat og T-Shirt med balletsko også fra Wheat (hun har fået lidt hjælp til at vælge den hvide uld-body fra Joha, man skal jo kunne holde varmen selv om man er en moderigtig baby).

Bukserne er super lækre med de små blomster og et tykt, blødt for der gør dem perfekte til efteråret. Blusen er i en meget blød bomuld og åh-så-piget med balletskoene på maven.

Før blusen kommer på øver vi lige det der med knapper (det er svært!):

Så svært at det kan være nødvendigt lige at afbryde for at lave et par akrobatiske øvelser:

Og lege gemmeleg…

Men til sidst kom blusen på og så er det ‘ginga’-tid – hvis Ekko kunne bestemme ville hun bare bo i gyngen, der er absolut ingen grund til at komme ned bare for så fjollede ting som at spise eller sove… :-p

For god ordens skyld, ik. Indlægget er ikke sponsoreret. Jeg kan bare virkelig godt lide Mini og Mokka og jeg ønsker Charlotte så meget succes med foretagendet at jeg altså ikke lægger skjul på når tingene er købt hos hende 🙂

Den lille pianist

Nøøøj, et fint klaver, der er flyttet ind hos Ekko! Der er blevet banket løs i tangenterne i timevis – med hænder og fødder! Heldigvis virker det lille klaver til at være ret robust – det kan i hvert fald godt holde til en kampvægt på 8 kg. En kombination af Ekkos store kærlighed til nye ting og hendes lige så store kærlighed til musik har gjort at hun har været godt underholdt hele eftermiddagen. Vi har både spillet ‘Lille Peter Edderkop’, ‘Mester Jakob’ og Ekkos egne kompositioner – og det har været hyggeligt.

Klaveret er købt hos Mini & Mokka (bestilt i går, leveret i dag – sådan! (Og der var chokolade med i pakken – endnu mere sådan!)) og der følger sådan nogle fine små nodeblade med – Jesper må regne ud at spille efter dem, mine evner er strakt til det yderste med ‘Lille Peter Edderkop’ :-p

På et tidspunkt besluttede den lille pianist at holde en pause for at tage halskæde på – fint skal det være!