Archive of ‘kugledyne’ category

Så krydser vi fingrene! Kugledynen er ankommet…

I nat sover Emilie med sin nye kugledyne for 2. gang! Første nat gik…ok. Ikke super…men heller ikke forfærdeligt.

Natten inden kugledynens ankomst forløb ca. således:

Kl. 20.15: Emilie sover – men i mor og fars seng efter en voldsom putte-ballade

Kl. 21.00: Jeg flytter Emilie til hendes egen seng – det går fint, hun sover tungt

Kl. 22.00: Vi går i seng. Emilie møffer lidt rundt, men vågner ikke

Kl. 23.00: Emilie er urolig, kaster sig rundt, græder. Jeg trøster hende og hun falder ret hurtigt til ro igen

Kl. 00.00: Emilie er urolig igen. Jeg er træt og prøver at lade hende ligge selv for at se om det ikke går over…

Kl. 00.30: Det går ikke over og E græder nu højt. Jeg trøster igen og hun falder til ro

Kl. 01.30: Emilie skriger. Hun græder ikke – hun skriger. Jeg tænker at det måske er mareridt. Hun vil ikke sove igen og ender med at komme over i vores seng. Hun vil stadig ikke sove, men bliver ved med at sige ‘Far! Gå ud i gangen!’ med grådkvalt stemme. Det betyder ikke at far skal gå ud i gangen! Det betyder at far skal tage Emilie med ind i stuen – da alternativet er skrigende barn står Jesper op med hende

Fra kl. 02.00: Emilie er vågen og det meste af tiden i mægtig godt humør. Hun fortæller glad sin far at det er midt om natten, men han behøver ikke at sove – jeg tror ikke at han er helt enig, men ethvert tiltag til at gå i seng igen mødes med panik og skrig

Kl. 04.00: Nu skal der soves lidt mere, men heldigvis er E selv så træt at skrigeturen er relativt kort (synes vi…jeg er bange for at vores naboer måske er uenige…).

Ind til kl. ca. 05.00: Emilie sover, men hun ‘piller’. Hun har aldrig villet bruge sut, men i stedet nulrer hun os på halsen for at finde ro – det kan være meget hyggeligt, men ikke før klokken 5 om morgenen…før klokken 5 er det faktisk temmelig træls…

Kl. 07.00: Emilie vågner – og siger at hun har sovet dårligt. No shit.

Nå, men efter den nat var vi i den grad klar til kugledynens ankomst! Opdatering følger når vi lige har vænnet os til den – men jeg kan allerede sige at den første nat med kugler i hvert fald var lys-år bedre end den sidste nat uden!