Archive of ‘Kreahjørnet’ category

DIY: Lys i muslinge-skaller

Resized-IMG_9373

Åh, er der noget bedre end at tage lidt af ferien med hjem, i form af de skønneste muslinge-skaller? Det er som en lille smule af skattejagten og eventyret, der kan tages med hjem i kufferten og minde om sol, sommer, solbrune skuldre og sand i mellem tæerne. Her får du en sød lille ide til at bruge skallerne til stearinlys, der kan bringe sommerens varme langt ind i efteråret.

Min mor og jeg har altid samlet skaller. I hvert fald så længe jeg kan huske. Alle vores skatte er samlet i en stor bowle, der bor i ‘det lyserøde værelse’ hjemme hos mine forældre. Nogle er knækket, andre er fulde af huller. Nogle er så smukke at de er små kunstværker i sig selv. Hver og en af dem er en lille skat, der bærer mindet om en koncentreret jagt eller et utroligt held fra en fjern strand med sig. Sammen med Emilie sidder jeg tit og lytter til havet i konkylierne, vi snakker om livet i oceanerne, om rejser og eventyr. Emilie lytter og sætter alle de fine skaller op på række. Hun giver dem navne og vi leger at vi er i familie med konkylierne og bor på en trope-ø.

Min datter og jeg har altid samlet skaller. I hvert fald så længe hun kan huske. I Portugal boede vi ved den mest fantastiske strand, der gav os uendeligt mange fine, kraftige skaller – det var faktisk ikke så meget et spørgsmål om ‘jagt’ som om ‘at vælge’. Emilie samlede en spand fuld af de fineste og i dag har vi lavet et par stykker om til små lys. Jeg gemmer dem til efteråret og glæder mig til at finde dem frem på en mørk aften og mindes både en dejlig ferie og en hyggelig eftermiddag.

Resized-IMG_9335 Resized-IMG_9338

Fremgangsmåden er enkel. Der skal bruges:

Skaller (alle kan bruges, der må bare ikke være huller)
Væger fra fyrfadslys
Almindelige lys (helst i ægte stearin)

Resized-IMG_9334 Resized-IMG_9344 Resized-IMG_9360

Vægen fjernes fra fyrfadslyset og placeres i skallen. Det lange lys tændes og stearin dryppes ned omkring vægen ind til skallen er fuld. De lys jeg havde på lager var ikke ægte stearin så de sodede virkelig meget – et bedre resultat kunne helt klart opnås med bedre lys. Men hygge-faktoren fejlede ingenting 🙂

Resized-IMG_9339

God fornøjelse 🙂

Maj måneds kreakasse

Resized-IMG_3825

Uh! Det er altid en stor dag når vi kan hente den nyeste kreakasse! Begge unger er tydeligvis spændt – Emilie mest på projekterne, Oliver på selve kassen, konfettien og silkepapiret :-p

Traditionen tro valgte Emilie det første projekt og det blev: Fimo ler!

Mit yndlings-ler! Det er nemt at forme, fedter ikke og fåes i mange fine farver – til dette projekt fulgte dog kun hvid med da en del af projektet var at male figurerne efter at de var blevet bagt i ovnen. Ler og maling. Dobbelt win! Der var lagt op til at lave søde vandmænd, meeen, fantasien blev sluppet fri og i stedet lavede Emilie en narhval, en pony og en giraf. Oliver lavede…en rund klat. Lad os bare sige at det var en vandmand… :-p

Resized-IMG_3838 Resized-IMG_3840

Efter end bagning skulle figurerne males. Og når det er noget med maling er begge børn altid helt på! Emilie malede sirligt med pensler i to forskellige tykkelser – Oliver gav penslen ca. 2 minutter hvorefter han besluttede at Klør Fem fungerede bedre for ham.  Sådan udvikler projekterne sig så forskelligt i forhold til børnenes alder…

Resized-IMG_3830 Resized-IMG_3841 Resized-IMG_3852

Ærlig talt, ik? Så har jeg ikke et billede af det færdige produkt. Det var nemlig ikke særlig fotogent – men det er heldigvis overhovedet heller ikke vigtigt for vi brugte lang tid på først at forme leret, så at holde spændt øje med ovnen imens figurerne bagte og så til sidst på at male figurerne. Og i al den tid havde vi fuldt fokus på at være sammen – børnene var omhyggelige, kreative, glade og til sidst lidt vilde da Oliver mente at malingen skulle fordeles over et større område end jeg havde forestillet mig…

Det er nærvær, når det er bedst.

Resized-IMG_3834

Ps: Se meget mere om Kreakassen lige her. Lige nu får du 50% på den første kasse – bare et lille tip 🙂

Sommerfugle-effekten

IMG_3935

Sommerfuglenes leve-områder trues og bestanden er på få år gået kraftigt tilbage. Du kan, sammen med dine børn, give de smukke insekter et vigtigt helle i din have ved at plante blomster eller lave et lille fint, sommerfugle-madsted. Find også link til  Danmarks Naturfredningsforening og Projekt Sommerfugle-Effekten hvor du bl.a. kan få den gratis bog ‘ Hvor er mine sommerfugle’.

De danske sommerfugle har det hårdt! Faktisk er 49 ud af 69 arter gået kraftigt tilbage i løbet af de seneste år (kilde: Danmarks Naturfredningsforening). Sommerfugle er ikke kun smukke, de er også, sammen med bierne, de vigtigste bestøvere af vilde planter. Der er noget fint og let og alfe-agtigt over de små sommerfugle, der giver mig lyst til at løbe igennem en blomstereng hver gang jeg ser en – og lige nu er Emilies fascination af sommerfugle på sit højeste. Hun får ikke bare lysten – hun løber faktisk afsted hver gang hun ser en sommerfugl og hun er meget optaget af hvad de spiser, og ikke mindst, hvordan vi kan hjælpe dem til at finde føde.

Selv om vores lille have ikke kan erstatte den vilde natur, så vil vi gerne gøre den til et dejligt sted for sommerfugle – vi har plantet blomster og bærbuske, vi slår ikke græsset så tit (ahem, ikke nødvendigvis pga. sommerfuglene, men bare fordi vi ikke når det. Men lad os bare sige at det er til fordel for sommerfuglene (og bierne)). Og så har vi lavet et sommerfugle-madsted med sukkervand. Jeg ved ikke om det, sådan helt officielt, anbefales at lave mad til sommerfugle på denne måde – men projektet er hyggeligt at lave sammen med børnene og giver god mulighed for at snakke om sommerfugle, blomster, naturbevaring osv. Emilie gik op i projektet med liv og sjæl og sad efterfølgende i lang, lang tid ved siden af madstedet og ventede på sommerfuglene – hun var faktisk ret skuffet over at der ikke kom en og satte sig på hendes hånd, men vi snakkede om at sommerfuglene godt kan være lidt sky og de skulle jo også lige nå at opdage at vi havde lavet mad til dem. Hun forsøgte sig med at kalde på dem på sommerfugle-sprog, men de forstod hende vist ikke…

Resized-IMG_4077

Fremgangsmåden er enkel: Vand og sukker koges sammen – mængderne er overhovedet ikke vigtige, men tag fx 1 dl vand og 2 spsk sukker. Køl blandingen lidt af og hæld den i et syltetøjsglas. I låget prikkes et lille hul med et søm og et lille stykke af  en engangs-vaskeklud gennemvædes og trækkes igennem. Her kan sommerfuglene drikke af sukkervandet. Glasset hænges op – bind fx et net af garn eller andet snor på følgende måde:

Bind en snor rundt om toppen af glasset. Tag fire andre snore og bind midten rundt om den første snor, 4 forskellige steder. Nu har du alt 8 løse ender – tag to naboer og bind en knude et par cm nede. Fortsæt hele vejen rundt. I den næste runde tages også to naboer og bindes sammen – fortsæt hele vejen ned og bind alle snorene sammen under bunden af glasset.

Der prikkes hul i låget med et søm (kræver nok en voksen):

Resized-IMG_4067

Glasset hænges op og så er det bare om at vente på sommerfuglene:

Resized-IMG_4071 Resized-IMG_4090

Hvis de ikke vil komme er det måske fordi de ikke har opdaget maden – Emilie mente at et par lege-sommerfugle ville kunne hjælpe dem på rette vej:

Resized-IMG_4094

OBS: Det er en god ide at hænge glasset et sted hvor der ikke er mange myrer! De kan nemlig også virkelig godt lide sukkervand!

OBS 2: Lige nu kører Danmarks Naturfredningsforening en kampagne til fordel for sommerfugle. Ved at tilmelde din have til ‘Giftfri Have’ kan du modtage en fin sommerfuglepakke med posten bestående af børnebogen ‘Hvor er mine sommerfugle’, en frøblanding med sommerfugleblomster og nogle flotte informations-foldere. Se meget mere her: Flere Sommerfugle.

Hjemmelavet mælkebøttesirup

Resized-IMG_3909

Mælkebøttesirup af forårets skønne, gule blomster. Tag børnene med ud at plukke blomster og forvandl det til søde, gyldne dråber. 

  1. Det er virkelig nemt og super hyggeligt
  2. Det er vældig pænt
  3. Det smager dejligt

Tre gode grunde til at omsætte plænens mælkebøtter til sirup. Eller skovens eller legepladsens 🙂
Mælkebøtter anses lidt som ukrudt og mange haveejere bruger mange kræfter på at bekæmpe dem. Jeg kan egentlig godt lide dem – både deres insisterende gule farve og den skønne frø-stand der kan pustes afsted i vinden. Jeg har dog ikke behov for en hel have fuld af mælkebøtter så at kunne bruge de smukke gule blomster til noget fornuftigt inden de forvandler sig til tusindvis af frø er helt perfekt – og siruppen smager virkelig dejligt.

Du skal bruge:

Ca. 50 mælkebøtter
½ liter vand
400 g sukker (evt. rørsukker for en endnu dybere, varm farve)
1 citron

Derudover:

En kurv eller andet til indsamling af mælkebøtter
Entusiastiske mælkebøtte-plukkere (børn egner sig fantastisk 🙂
Et klæde til at si saften igennem
Ca. 3 små fine glas
Atamon til rengøring af glassene

Resized-IMG_3876 Resized-IMG_3888

Start med at plukke mælkebøtterne – sørg for at de vokser langt fra trafik-forurening. Det er ikke super vigtigt nøjagtig hvor mange mælkebøtter, det bliver til, men i omegnen af 50 er passende. Man skal kun bruge hovedet så det er et perfekt projekt til mindre børn, som alligevel ikke plukker stilken (eller er det kun mine børn, der synes at stilken er overvurderet? 😀 ). Det er nødvendigt at plukke blomsterne i løbet af dagen da de lukker sig sammen om aftenen. Vi legede at vi var små bier imens vi plukkede og pigerne havde en fest. Vidste i i øvrigt at en enkelt lille arbejder-bi producerer knap 2 tsk honning i løbet af et helt liv? Heldigvis bliver der nemt meget mere ‘honning’ på denne måde 🙂

Hvis der er dyr i blomsterne skylles de væk inden de gule kronblade klippes eller plukkes af – jeg har ikke efterprøvet det, men har læst mig til at de grønne dele godt kan give en bitter smag. Jeg synes at det nemmeste var med en saks at klippe lige over stilken – så løsnede alle de fine, gule blade sig nemt:

Resized-IMG_3891

Kog blomsterne med vand og citron skåret i skiver i ca. 30 minutter. Nu skal blandingen filtreres igennem et viskestykke så alle blomster-dele er sorteret fra. Væsken hældes tilbage i gryden og sukker tilsættes. Nu skal det koge ind til konsistensen passer – lad siruppen simre ved mellem varme og rør rundt en gang i mellem. Det tager lang tid! Flere timer, men det passer i det store og hele sig selv. Når konsistensen er som en lidt tynd akacie-honning hældes det på atamon-skyllede glas. Når siruppen er kølet ned tykner det yderligere og bliver helt perfekt.

Resized-IMG_3901

Det ligner nærmest flydende guld! Og det smager som nektar. Det minder mest af alt om akaciehonning – sødt og lækkert, med en dejlig blomster-smag. Flydende forår. Intet mindre. Brug siruppen i te, på brød, på pandekager eller i madlavning – eller som værtindegave 🙂

Resized-IMG_3881 Resized-IMG_3905

Velbekomme 🙂

Det kreative hjørne: Små katte-tasker

Resized-IMG_2598

En taske af guld! Formet som en fastelavns-kat! Hvad mere kan man egentlig ønske sig? Ikke ret meget, hvis du spørger Emilie!

Vi havde lidt materialer i overskud fra da vi lavede Kreakassens fastelavns-katte tilbage i februar. Dengang var de sorte, med guld-næser og haler af silkepapir – men i dag fandt Emilie på at vi skulle lave en taske og jeg kunne pludselig se for mig at katte-skabelonen faktisk ville gøre det udmærket som en lille taske.

Her er en vejledning hvis du også har en derhjemme, der ville elske en guldfarvet katte-taske:

Start med at klippe et stykke der har form nogenlunde som man kan se på billedet herunder – det er ikke vigtigt nøjagtig hvordan formen er. Vores er et rektangel med ører (som en kat – eller som batman, om du vil 🙂 ). Det er heller ikke super vigtigt hvilket materiale du bruger. Hvad end du har ved hånden kan bruges – bliver tasken af papir er holdbarheden nok begrænset, men ikke mindre sjov at lave. Vi har brugt mos-gummi, men tasken kunne sådan set også have været lavet i stof.

Resized-IMG_2590

Stykke nummer to klippes efter samme skabelon men klip en ekstra trekant imellem ørene som kan foldes ned – på denne måde kan tasken lukkes. På billedet herunder kan man ane hvordan flappen er bukket ned og sat fast på bagsiden med en trykknap:

Resized-IMG_2596

Nu skal de to dele sættes sammen. Vi har syet dem sammen på symaskinen – Emilie elsker når hun må få lov til at være med til at sy. Der er blot syet hele vejen rundt, undtagen der hvor flappen er. Ved ørerne er indsat et stykke snor som strop. Hvis du ikke har en symaskine til rådighed (og ikke at orker at sy i hånden (I totally get you!)) bruger du bare lim til at sætte de to dele sammen med. Til sidst skal tasken pyntes – Emilie har valgt et lyserødt hjerte med et billede af en kålorm. Jeg synes at det er et virkelig godt valg – kålorme er ellers klart underrepræsenterede i vores krea-rum!

Resized-IMG_2594

Det som jeg synes er så fint ved dette projekt er at vi egentlig havde sat os for at lave en fastelavnskat – men vi endte med en guld-taske dekoreret med en kålorm! Og faktisk ikke en hvilken som helst taske, men en skole-taske! Det mener Emilie i hvert fald – og dermed gik krea-hyggen over i en helt anden, men også meget hyggelig leg hvor vi skulle pakke bøger og en madpakke så vi kunne komme i skole (der var ikke plads til meget mere end et par rosiner, men i Emilies verden er det alt rigeligt til en hel skoledag).