Archive of ‘hverdag’ category

En kasse fuld af koncentration

Resized-IMG_0101

Om at bruge eftermiddagen på kreativ hygge og om at huske at lægge elektronikken væk. I det mindste en gang imellem.
Indlægget er lavet i samarbejde med Kreakassen.

I dag var trafikken fra Gentofte til Farum særligt slem. Der var ikke sket uheld, der var ikke sne, der var ikke is. Der var ikke sket noget usædvanligt, der var bare usædvanligt mange biler. Sikkert mange andre, der som mig, lidt utålmodigt var på vej i mod en dagpleje for at hente husstandens yngste?

Denne yngste var heldigvis ophøjet uvidende omkring at der gik et helt kvarter længere end forventet før hans mor trådte ind ad døren. Da han så mig, kom han spænende, standsede pludseligt op, pegede på en legetøjsbil på gulvet, som få sekunder forinden havde taget sig en ordentlig flyvetur igennem lokalet.

‘HOV MOR’ råbte han, imens han pegede på bilen. Som om han ville sige ‘hvordan er det dog gået til, at den bil ligger der, midt på gulvet’. Som om det slet ikke var ham selv, der ganske kort forinden havde sendt den ud på sin flyvetur.

Skønt at hente og se både ro, leg og god plads – plads til både de stille børn, og de vilde.

Og skønt at have en af disse vilde med en tur i Silvan (årh WOW, udbrød han når han så en lampe. En boremaskine. En bøtte maling). Årh WOW, da vi fik udleveret en pakke af den søde dame i farve-afdelingen. Stor begejstring da han fik lov at pakke den op – og endnu større begejstring hos storesøster da hun så at det var en pakke fuld af projekter – også kendt som en Kreakasse. Kassen indeholder fire projekter – med udførlige vejledninger og alle materialer. Det var bestemt ikke vores første kreakasse – faktisk har vi været vilde med konceptet siden forrige efterår. Men det var vores første kasse hvor vi kan kalde os selv ambassadører – og det er jeg stolt af! Der er få ting jeg hellere vil repræsentere end Kreakassen. Grunden er lige her:

Resized-IMG_0079 Resized-IMG_0096

Dagens ulvetime. I selskab med en snemandsparade, bittesmå blyanter som bittesmå mennesker var svært begejstrede for, glimmer-papir, koncentration og en god snak om dagen i børnehaven med den ældste og en lille diskussion om hvorvidt de bittesmå blyanter egnede sig til at tegne på bordet med den mindste. Vi nåede ikke helt til enighed om sidstnævnte, men vi hyggede os! Og det er netop det, Kreakassen er – et alternativ til tv, i-pad og telefoner (for både voksne og børn!) og en mulighed for at fordybe sig, selv på et tidspunkt af dagen hvor alle er trætte, aftensmaden, oprydningen og vasketøjet kalder og hvor det kan være svært at få lagt telefonerne væk for mails’ne tikker jo ind – og når de voksne sidder/står med telefoner kan jeg egentlig godt forstå at børnene efterspørger det samme.

Vi øver os i at lægge telefonerne væk, når vi kommer hjem og bruge de få timer inden børnene skal puttes på at være sammen. Nogle dage går det nemmere end andre – denne var helt klart end af de dage hvor det hele gled nemt. Og selv om aftenen endte med nuggets foran fjernsynet gik der ret mange point ind på familie-kontoen i dag :-p

Yes. Der var guitar-spil og det hele. Meget bedre bliver det ikke :-)

Double_1 Resized-IMG_0103

Tågede morgener – også i overført betydning

IMG_5199[1]

Åh, morgenerne på denne årstid er de smukkeste. Solen står op når vi står op – og mange dage ligger tågen fint over marken hvor de islandske heste roligt græsser. Solens stråler brydes i tågen og skaber et magisk lyserødt og gyldent lys, lige uden for vores vindue. Det bliver ikke meget bedre!

Men. Når det er sagt så er jeg ikke fan af morgener. Det er sin sag at få to voksne og to børn op, i tøjet, smurt madpakke, lavet morgenmad, børstet tænder, børstet hår, finde alt frem til børnehave og dagpleje, sko på, jakke på, ud af døren (uden at nogen når at stikke af på deres cykel inden resten kommer ud (Oliver, looking at you!), aflevere, morgentrafik – og så, endelig, morgenkaffe imens PC’en starter op.

Jeg er ikke et morgenmenneske. Jeg er træt – uanset hvad klokken er. Jeg har brug for at ligge helt stille, for mig selv og vågne. Bare i 10 minutter – men inden jeg overhovedet når at slå øjnene op er der typisk et barn, der stjæler min dyne. Og min hovedpude. Et barn, der skælder (højlydt) ud over at der ikke kan komme luft igennem næsen (forkølelser er det værste). Et barn, der skal tisse. Et andet barn, der er stået op klokken 5.15 (sammen med sin far (som er en helt)) og som på mirakluøs vis, hver morgen, formår at lave en umådelig larm. To børn, der skal have tøj på. To børn, der skal alt muligt.

Jeg fornemmer at det kun bliver værre i takt med at det bliver mørkere. Trætheden er sværere at ryste af når det er mørkt end når det, i det mindste, er fantastisk smukt udenfor i solopgangen. Så jeg er nødt til at finde en løsning på min morgentræthed. En gang imellem er der nemlig en morgen hvor jeg føler mig udhvilet og helt klar til dagen allerede inden jeg rigtigt vågner – og på de morgener er børnene nærmest altid glade. Der er ingen diskussioner om påklædning, kun minimal diskussion om tandbørsten, morgenmaden glider ned, overtøjet kommer på i god ro og orden – og dagen har bare fået en meget bedre start end på de fleste andre dage. Der er nok en sammenhæng – glade forældre giver glade børn. Overskud skaber overskud.

Underskuds-problemet ligger stort set udelukkende hos mig. Jesper er mega overskudsagtig om morgenen. Emilie sover 9 ud af 10 dage rigtig godt og er udhvilet og klar til dagen når hun vågner. Oliver kan godt finde på at vågne tidligere end han egentlig er klar til og dermed være lidt morgen-pylret. Men ham tager Jesper typisk så det er ikke en undskyldning for mig.

Så. Hvad skal der mon til? Jeg ved det nok ikke helt – men en mere streng rutine er måske vejen frem (altså for mig, ikke for resten af familien). At stå op senest 6.15 hver dag – og ikke lige nyde det de dage hvor Emilie sover længere. Små bitte faste morgenritualer. Trække gardinet op. Lufte ud. Rede seng. Helt banale ting som de fleste mennesker sikkert gør uden at tænke over dem. Men som jeg ikke gør fordi jeg i stedet vælger at ligge 5 minutter mere under dynen.

Som med alle dårlige vaner der skal ændres til bedre er der ingen grund til at vente på d. 1. Eller på at det bliver mandag. Så fra i morgen vil jeg begynde at arbejde på at blive en bedre morgen-version af mig selv. Fingers crossed for at projektet starter ud med en nat hvor alle sover godt…

Aften rutine

Det er blevet aften i det lille hjem og roen har sænket sig. Mor har lavet aftensmad (sprødstegt laks med spicy edamame bønner). Far har vasket op. Emilie har sørget for at også Familien Mus har fået noget at spise (edamame bønner med plastic-kager). Rodet har fået lov at ligge. Vi har nemlig haft travlt med at hygge.
Nu er Emilie blevet puttet og Game of Thrones er sat i DVD’en. I køleskabet står der en Kladdkaka og venter på at de voksne får tid til at spise den. Det gør de ganske snart.
Glædelig tirsdag aften til alle, der måtte læse med :-)

 

Just another day

Hov! Hvor blev den weekend af? Jeg synes lige at jeg knipsede med fingrene og så var den væk…hvilket er en skam for den har faktisk været rigtig god. Emilie var så venlig at sove helt til klokken 7 i dag (dobbelt-win når det sker på en søndag!) og så brugte vi formiddagen i Kvickly og på legepladsen (hvilket tilsyneladende er nogenlunde det samme i Emilies verden…).

Lidt kolde tog vi hjem igen og byggede en tunnel i stuen…

…og delte vores frokost med giraffen. Han synes at leverpostej smager rigtig godt (siger Emilie).

Efter en aktiv formiddag var det godt med en (3 timer lang!) lur…

…for at lade op til en endnu mere aktiv eftermiddag i Dinos Legeland.

Dagen afsluttedes med en kombination af Emilies to livretter; pizza og chokolade. Yes. En chokolade-pizza. Den var et ret stort hit hos både far og datter.

Meeen…efter halvanden times putning er jeg ikke så stor fan af sukker til aftensmad…selvom den smagte godt. Afsindig godt, faktisk.

Og så er den weekend vist efterhånden billigt til salg – jeg glæder mig allerede lidt til den næste :-)

It’s time to be a big girl now

Lige om lidt fylder jeg 30. Nogle kalder det et skarpt hjørne. Andre siger at man stadig er ung. Jeg er enig i begge dele, men først og fremmest føler jeg at man bør være meget voksen.
 
Jeg har altid tænkt på folk i 30’erne som folk, der har styr på deres liv. De har afsluttet deres uddannelse. De har en karriere, der kører. De har en familie, der spiller. De har bil og hus. De har meningsfyldte samtaler over et enkelt glas rødvin. De følger med i politik og læser Berlingske. De ved hvor de er på vej hen.
 
Sådan var de, dem der var 30, da jeg var 18 og stod foran valget imellem 10.000 uddannelser.
 
Jeg har aldrig rigtig forestillet mig at jeg skulle være en af dem. Ikke sådan for alvor. Men – hvis jeg så mig udefra nu, ville jeg se netop det billede. Drømme-mand er fundet. Familie er stiftet. Doktorgrad er i hus. Der er købt bil. Der er købt fast ejendom. Og nu har jeg også et fast job med store muligheder. Meget voksent. Meget 30-års-agtig. (Jeg har endda booket et møde med en pensionsrådgiver – mere voksent bliver det vist ikke!).
 
Der er bare lige den lille hage ved det at jeg stadig ofte føler mig som en ret lille pige. Jeg har lige rullet rundt og leget tumleleg med Ekko på gulvet og pludselig tog jeg mig selv i at tænke  ’det er meget hyggeligt dette her med at passe børn, men hvornår kommer de voksne mon?’. 
 
Jeg har lidt svært ved at modstå at hoppe i vandpytter når hele verden dufter af nyfalden regn. Jeg elsker at køre i karrusel og ville være svært lykkelig hvis jeg kunne gøre det hver eneste dag. Jeg er lidt teenage-forelsket i Jon Snow. Og Gale og Four og Jacob. Jeg er jævnligt nødt til at vaske tøj, der lige er blevet vasket, igen, fordi jeg ikke har fået taget det ud af maskinen. Jeg græder når nogen synger Puff (arhmen, det er da herresørgeligt på den måde at have mistet barndommens fantasi!). Og jeg græder helt vildt når jeg læser Borte med Blæsten (og forresten også når Harry endelig kysser Ginny!). Jeg synes at pasta med ketchup er en udmærket aftensmad i en snæver vending. En gang i mellem glæder jeg mig mere til at kunne gå i stiletter hver dag end jeg glæder mig til den faglige del af mit nye job (jeg kommer fra 8 års uddannelse i gummistøvler – stiletter lyder fantastisk!). I dag så jeg en rapsmark i fuldt flor og jeg havde lyst til at råbe: ’Stop bilen!’ og løbe ud i det gule (men svigermor kørte så jeg nøjedes med at kommentere hvor smukt det var). Jeg er en lille smule (ok, ret meget!) ramt af frygt over fremtidens seriøsitet.
 
Men jeg glæder mig også til den. Fremtiden altså. Og jeg er klar til at være i 30’erne – faktisk synes jeg at det passer rigtig godt til mig at være 30+. 
 
Well. It’s time to be a big girl now. And big girls don’t cry.
 
Men jeg vil alligevel gerne have lov til stadig at være en lille pige en gang imellem.
 
Dengang og nu:
 
Ps: Forresten, ik? Så er jeg ikke den eneste der har det sådan. Stine har nemlig også skrevet et super fint indlæg om at blive stor. Og voksen.