Archive of ‘Fotoudfordring’ category

Uge 3: Fun

Resized-IMG_1851

‘Det var meget sjovere end jeg havde forventet’.

Jah. Man skal høre meget før ørerne falder af! Og sådan sagde den 4-årige efter et besøg på Himmelbjerget for et par uger siden. Hvad hun egentlig havde forventet står hen i det uvisse, men ganske givet ikke at et ‘Himmelbjerg’ skulle være ’sjovt’!. Nuvel – ating er jo en smule sjovere når sneen ligger tykt og man har sin Onkel Michael og Tante Stine med. Så sidder svingturene nemlig løst, Onkel Michael kan altid finde en alfe-skov hvor fantasien kan slippes fri og hvis benene bliver trætte er de højeste skuldre i vores familie et perfekt sted at slappe lidt af (igen er det Onkel Michael, der er indehaveren).

Jeg tænker sjældent på det, men faktisk er jeg født i Himmelbjergets skygge. Vi flyttede til København  inden jeg fyldte 3 og jeg har ikke været tilbage siden. Og dog – lige rundt om hjørnet ligger nemlig en lille by, der hedder Salten Skov og dér, af alle steder i det ganske land hvor man kan vælge at slå sig ned, har min lillebror og hans kæreste fundet et hus. På den anden side af deres vej, ligger en gård, og på netop den gård var der engang, for 12½ år siden, en base for et stort forskningprojekt som havde til formål at kortlægge Jyllands undergrund. Det foregik ved at en stor gruppe studerende lagde en lang (meget lang!) række måle-instrumenter ud ned igennem Jylland, hvorefter der blev affyret en større mængde krudt (forsvaret stod for denne del, ikke de studerende). Jeg husker at jeg lå på maven nær affyringsstedet og mærkede den kraftige rystelse der sendte seismiske bølger ned igennem jorden hvor de blev optaget af alle måle-instrumenterne og på den måde gav forskerne information om hvilke bjergarter og sedimenter Jylland er dannet af. Det var i sig selv en ret unik oplevelse – men det, der gør at historien aldrig bliver glemt er at der ved siden af mig lå en helt speciel person: Jesper.

Jeg vidste det ikke dengang, men mødet i Salten Skov skulle vise sig at blive til, ind til videre, 12½ års fantastisk forhold og to skønne børn. Hvad fremtiden bringer ved vi naturligvis ikke, men sikkert er det at området omkring Himmelbjerget på en eller anden måde har en særlig betydning.

Og dét er da sjovt.

Resized-IMG_1874 Resized-IMG_1885

Indlægget er en del af fotoudfordringen som startede med dette indlæg: Uge 1.

Uge 2: Confidence

Resized-IMG_1670

Confidence. Selvtillid. Ordet, der hørte til i uge 2 i den foto-udfordring jeg startede op i starten af året. Et vigtigt ord – men også et svært ord. Ikke et ord jeg ville vælge til at beskrive mig selv. Dog helt klart et ord, jeg ville ønske at andre ville bruge til at beskrive mig.

Mere end det, ville jeg ønske at ’selvtillid’ var en så naturlig del af vores hverdag at vores børn ikke engang behøvede at tænke over det. At vi, herhjemmefra, kan give dem selvtillid nok med på vejen, til at de kan møde verden med alt det de er og har – både styrke og skrøbelighed. Mod og frygt. Succes og fiasko. At de tør tro på at det hele, at modsætningerne, er det, der gør dem til hele mennesker og at det er ok at føle savn, sorg, vrede eller frygt – ligeså vel som det er ok at føle kærlighed, glæde og lykke.

Det er det, selvtillid betyder for mig.

Jeg kan ikke sætte nøjagtige ord hvorfor de to billeder, jeg har valgt til dette indlæg viser børnene bagfra. Måske fordi det handler om at se indefra og ud? Måske fordi jeg ville ønske at jeg kunne se verden igennem deres øjne, mærke deres usikkerhed og forvisse dem om at intet kunne være mere perfekt, end netop de to. Måske fordi der i disse to billeder er fanget en del af den essens, der er dem. Oliver – ufortrødent på vej ud i en ukendt verden. Emilie, reflekterende, observerende – altid opmærksom på sine omgivelser.

Det var mange ord. 262 for at være nøjagtig – selv om et enkelt faktisk var nok: Selvtillid.

Resized-IMG_1946