Archive of ‘fødsel’ category

En fødselsberetning: Fra hjemmefødsel til blå blink

IMG_0360

Af mange forskellige årsager havde vi denne gang besluttet at jeg gerne ville føde herhjemme. Igennem de sidste par måneder har vi derfor forberedt os så godt vi kunne både mentalt og praktisk. Praktisk havde vi funder en stak gamle lagner og håndklæder, der efterfølgende kunne gå dirkete i skraldespanden, lagt et par affaldssække op i soveværelset til samme formål og fundet en voksdug til at lægge imellem to lagner i sengen – på den måde kunne det hele bare rulles sammen i voksdugen og gå i en affaldssæk og så var sengen klar til at slappe af med det lille nye familiemedlem. Derudover havde jeg bagt boller til fejring og lagt små flag frem – samt indkøbt saftevand (i flere omgange, da det hele tiden blev drukket imens vi ventede på Oliver :-p ), fundet en spilleliste med afslappende musik og sørget for dæmpet belysning i soveværelset. Og ikke mindst; vi havde allieret os med Emilies fantastiske bedsteforældre – til den hjemmefødselscafe jeg var til i marts blev det nævnt at man godt kan have større børn med til en hjemmefødsel, men jeg mener ikke at Emilie er ’større’ – og selv hvis hun var tror jeg at jeg ville have fravalgt at hun skulle være i huset når det hele gik løs. På den praktiske side var vi helt klar!

På den mentale side gik det op for mig ca. 14 dage før termin at jeg egentlig gerne ville have forebredet mig lidt bedre! På det tidspunkt var det lidt sent atmelde sig til et fødselsforberedelses-kursus, men pludselig gik det op for mig at hvis jeg ville ændre min indstilling til fødslen i forhold til første gang var jeg nok nødt til at tænke lidt mere over hvordan jeg forestillede mig at komme igennem. I min første fødsel følte jeg ikke at jeg havde nogle pauser imellem veerne – nogle gange var smerten mere intens, og nogle gange mindre, men der var aldrig tid til at slappe af og det var i høj grad veerne, der arbejdede med mig og ikke mig, der arbejdede med veerne. Så! Med 2 uger til termin gik jeg i gang med at læse! Jeg læste næsten hele Anja Bays ‘Smertefri Fødsel’ og det ene indlæg efter det andet hos Meyermor. Jeg læste en masse fødselsberetninger fra alle mulige forskellige kvinder.

Og jeg fandt mit værktøj:

  1. Eyes on the prize!
  2. Fuld afslapning i udvalgte fokuspunkter igennem veerne.

Mentalt var jeg også klar! Jeg var helt sikker på at jeg nok skulle klare den fødsel!

Så nu var der kun ét problem. Oliver mente egentlig ikke at der var nogen grund til at komme ud. Tilsyneladende havde han det mægtig fint og med undtagelse af en hulens masse plukkeveer hver aften var der ikke rigtig noget, der tydede på at han havde til hensigt at ændre på tingenes tilstand. Emilie er født 38+6 så igennem hele graviditeten har jeg haft en lidt uklar forestilling om at jeg nok ville føde før termin igen. Men terminen kom og gik. 41+0 kom og gik. 41+2 kom og gik og jeg aftalte med en jordemoder at komme ind mandag (41+5) og få tjekket om alt stadg var i orden og for at snakke om eventuel igangsættelse. Igangsættelse ville betyde farvel til håbet om hjemmefødsel så hele weekenden gik vi allesammen og prøvede at lokke Oliver ud med gåture, stærk mad, masser af vand og masser af kærlige tanker. Emilie lagde simpelthen begge hænder på maven og råbte ‘KOM SÅ UD LILLEBROR’. Men ingenting hjapl og mandag oprandt så vi kørte afsted mod Hvidovre hvor jeg blev undersøgt. Jeg havde i løbet af søndagen taget en, for mig, vigtig beslutning om at en fødsel ved igangsættelse også kan blive en god fødsel så det var med godt humør at jeg lagde for at blive undersøgt.

Først blev der kørt en strimmel og alt så aldeles fint ud. Derefter blev det konstateret at livmoderhalsen var forkortet og at jeg var 1-2 cm åben – så noget var i gærde! For at hjælpe sagerne lidt på vej lavede den meget søde jordemoder en hindeløsning – ikke nogen voldsomt rar oplevelse! Jeg blev mødt med fuld forståelse for mit ønske om at føde hjemme, hvilket var virkelig dejligt! Vi aftalte dog alligevel at jeg skulle komme ind dagen efter og hvis der ikke var yderligere udvikling i sagerne ville de anbefale at prikke hul på fostervandet. For at give mig og Oliver mest muligt tid til at selv at komme videre i forløbet fik jeg en tid sent på dagen om tirsdagen. Og så tog vi hjem og ventede. Det var forrygende dejligt vejr den mandag så vi sad ude i haven hele dagen og følte os lidt i limbo. Jeg havde endnu flere plukkeveer end de foregående dage og jeg bildte mig ind at de gjorde en smule mere ondt. Jeg håbede og krydsede fingre og vi besluttede at lade Emilie tage hjem til farmor og farfar for at overnatte – for hvis nu!

Ved 20-tiden blev jeg overrumplet af en helt ekstrem træthed og da jeg sådan set ikke havde noget jeg skulle nå besluttede jeg at gå tidligt i seng. God ide! Klokken 01.00 vågnede jeg og tænkte ‘det var da vist mere end en plukkeve!’. Jeg vækkede Jesper og gik nedenunder for lige at mærke efter hvad det var jeg havde mærket – og den var god nok. Der var afgjort gang i noget, der ikke havde tænkt sig at holde op igen. JUBII! Jeg ringede ind til afdelingsjordemoderen for at lade dem vide at nu var det nu og aftalte at ringe igen når jeg veerne var taget så meget til at jeg gerne ville have at edr kom en jordemoder ud til mig. Det ville jeg gerne 20 minutter efter – da først det gik i gang, så gik det stærkt!

Vi fortrak op til ‘hulen’ i soveværelset, tændte lys, satte musik på og ventede på jordemoderen. Hun kom efter godt en halv time og konstaterede at jeg nu var 5 cm åben. Allerede halvvejs tænkte jeg og følte mig helt høj – indtilnu var det ikke noget, jeg ikke kunne klare! Men herefter skal jeg love fr at veerne tog til i styrke – og de kom tæt! Jeg koncentrerede mig alt hvad jeg kunne om at slappe af i mine fokus-punkter; skuldre, kæbe og håndled. Jeg synes selv at jeg kom vildt godt igennem de næste 15-20 veer og når det en gang imellem blev for svært at huske at slappe af visualiserede jeg hvordan det hele ville ende med  en lille baby i mine arme og så gik det alligevel. Det bedste var at det lykkedes at slappe helt af imellem veerne! Jeg kunne godt mærke hvorfor det havde været svært for mig første gang for smerten slap aldrig helt og det krævede koncentration og ro at finde balancen imellem veerne – men det lykkedes! Et par gange var jeg endda ved at falde i søvn, selvom der kun var få minutters pause – det betød vildt meget for arbejdet med hver ve at jeg var i stand til at slappe af efterfølgende – og her hjalp det virkelig med vores egen, bløde seng fremfor en hospitals-briks.

Klokken ca. halv fem ændrede veerne sig fra åbnings-veer til presse-veer. Igen tænkte jeg JUBII for jeg huskede ikke pressefasen som lige så belastende som udvidelsesfasen i min første fødsel – og samtidig vidste jeg at nu nærmede det sig sin afslutning. Desværre var jeg endnu kun 8 cm åben og han stod lidt højt så oresse-veerne havde ikke helt den effekt de skulle have – jordemoderen bad mig om at prøve at modstå trangen til at presse, men det var svært! Efter en times tid prikkede hun hul på fosterhinden, men der skete fortsat ikke fremskridt og hun blev derfor bekymret for at Oliver måske stod lidt skævt i bækkenet og derfor ikke bevægede sig i den rigtige retning. På den baggrund besluttede hun at overflytte mig til Hvidovre, hvilket på dette tidspunkt i fødslen foregik med ambulance.

I den tidligste morgenstund iklædte jeg mig derfor badekåbe og ballerinaer og bevægede mig ned ad trappen og ud i en ambulance som kørte afsted med udrykning og blink – og det lyder måske dramatisk, men det var det overhovedet ikke. Jordemoderen var afslappet, Jesper var aflsappet og jeg synes egentlig også at jeg selv var ret aflsappet omkring situationen – for selvfølgelig skal en fødsel ikke foregå hjemme hvis der er den mindste komplikation. Vores jordemoder anbefalede at få lagt en epidural-blokade for at tage pressetrangen ind til både jeg og Oliver var klar til selve fødslen. Selv om jeg aldrig har ønsket medicinsk smertelindring så syntes jeg nu at den blokade lød som en ret god ide da jeg lå i ambulancen og kæmpede af alle kræfter for ikke at presse! På vej i ambulancen følte jeg for første gang at jeg mistede kontrollen over processen fordi jeg ikke længere fulgte min krops signaler, men tvært imod prøvede at gøre det stik modsatte Det var hårdt! Dog vidste jeg at der er godt 20 minutter til Hvidovre hvilket ikke kunne blive ti lmere end 5-6 veer så jeg talte ned og tænkte: ‘Eyes on the prize. EYES ON THE PRIZE!’. Da jeg mærkede at ambulancen svingede væk fra motorvejen mærkede jeg også noget andet – nemlig at Oliver nu havde bevæget sig helt ned! Jeg var sikker på det! Jeg bad jordemoderen om at tjekke og det gjorde hun selvfølgelig hvorefter hun helt roligt sagde ‘Vi er der om 2 minutter. Lad os lige se om vi ikke kan nå ind på en fødestue’…

Vi nåede det. Lige. 2 veer mere og så var han der. Klokken 06.17 3560 g. 53 cm. Og godt gal i skralden over ikke at kunne finde noget mad. Men han fandt brystet og roen sænkede sig. I sidste ende var det fuldstændig ligegyldigt hvor i verden vi var for øjeblikket var fuldstændig perfekt. Han var så fin og varm og der er vist ikke en mere fantastisk følelse end at få sit lille barn op på maven og kigge op på den stolte far, der bare smiler.

Nu er han allerede 6 dage gammel. Han spiser, prutter, tisser, gylper og sover en 2-3 timer ad gangen. Han kigger koncentreret på os med store, mørke øjne  Han griber fat i vores fingre og finder sig ret tålmodigt i at storesøster slt ikke kan holde fingrene fra ham. Alt i alt føles det som om han hele tiden har været her – vi er bare lidt mere trætte end vi var før han kom :-p

Du kan læse mere om mine tanker om at føde hjemme her.

To sætte i gang or nor to sætte i gang

IMG_0133

Nåmen. 41+5. Det havde jeg alligevel ikke set komme.

Emilie har jo faktisk i de sidste tre uger sagt ‘lillebror kommer på mandag’, men jeg troede egentlig at hendes profetiske evner mente mandag i sidste uge :-p
Hvem ved, måske mente hun i dag.

I hvert fald er dagen i dag, dagen hvor jeg skal til check på Hvidovre. Jeg er sådan set ikke det mindste i tvivl om at lillebror har det godt derinde (han vælter rundt i døgndrift!) og på den baggrund er jeg tilbøjelig til at takke nej til tilbuddet om igangsættelse. Drømmen om hjemmefødsel forsvinder nemlig ud i det blå så snart det hele ikke foregår ganske naturligt…

Omvendt er jeg ved at nå min egen grænse for hvornår det ikke længere er sjovt at være gravid! Og på den baggrund er jeg tilbøjelig til at takke ja til i hvert fald en del af tilbuddet.

Jeg har i nogle dage haft virkelig svært ved at acceptere at det denne gang tilsyneladende ikke vil gå sin naturlige gang – og jeg håber, håber virkelig stadig at kunne undgå en medicinsk igangsættelse, men jeg tog to beslutninger i går:

  1. Lillebror tager ikke skade af at få lidt hjælp til at komme til verden
  2. Medicin og hospitaler skal ikke forhindre mig at få en god fødsel

Og med de to tanker i hovedet er vi klar til at møde ind på Hvidovre i dag og høre deres vurdering af sagerne – og så er vi i øvrigt mere end klar til at møde Lillebror :-)

Verden er jo ikke sort og hvid, altså

Det der med at få børn, det er ikke altid nemt. Først er der graviditeten, så fødslen og til sidst skal man tage sig af et helt nyt lille menneske. Man har hele ansvaret for dette lille væsen og det kan være overvældende, fantastisk, hårdt og sjovt på samme tid.
Fase 1; graviditeten
Kategori 1. Der er nogle, der har det nemt. De ser lykkelige ud og de har den der ’glød’ som kun gravide kvinder har. De har tendens til at tænke ’hvad ER det dog folk klager over, det her er jo skønt’. De har ikke de store fysiske gener og graviditeten fremskrider helt efter bogen.
Kategori 2. Der er også nogle, der har det svært. Nogle der døjer med bækkenløsning, sukkersyge, uforklarlige smerter, kvalme, søvnproblemer, vand i kroppen, hedeture, you-name-it. De synes at 9 måneder er rigtig lang tid. De er måske bekymrede, sygemeldte eller på nippet til at bare at give op. De er kede af at de ikke kan nyde det på samme måde som dem i kategori 1.
I fase 1 var jeg i høj grad heldig. Jeg tilhørte kategori 1. Jeg var lidt ekstra træt i første trimester, men kvalme var en by i Rusland. Jeg havde ikke ondt, maven var ikke i vejen, jeg kunne bokse-træne frem til uge 38, var på skiferie (helt uden problemer) i uge 31 og havde det i det hele taget fysisk helt fantastisk.
Fase 2; fødslen
 
Kategori 1. Nogle føder rigtig hurtigt. Jeg tvivler på at nogle føder uden smerter, men nogle føder uden komplikationer på et par timer og kan rejse sig direkte op fra sengen og bære deres barn op på barselsgangen (nogen får dog ikke lov til det for det er åbenbart meningen at man skal køre i sin seng for ikke at overbelaste sig). Nogle har ingen væmmelige efterveer, nogles bækken er nærmest på plads med det samme efter at fødslen er overstået og nogle tænker ’easy-peasy-det-kan-jeg-da-sagtens-gøre-igen’.
Kategori 2. Men der er også nogle andre. Nogle, der har veer i dagevis. Nogle hvor der opstår komplikationer. Nogle, der sprækker, nogle der ender med akut kejsersnit, nogle, der er bange og nogle der er lang tid om at komme sig oven på fødslen. Nogle af dem tænker ’det-kan-jeg-virkelig-aldrig-gennemgå-igen’.
Igen var jeg heldig og tilhørte kategori 1.
Fase 3; den første tid med et lille nyt menneske
 
Kategori 1. Der er nogle, der rammes af den dybeste kærlighed med det samme. Der er nogle, der oplever at være i en lykkelig barselsboble hvor tid og sted er ubetydelig, hvor det kun er det lille nye menneske, der betyder noget. Der er nogle, der elsker at være på barsel – de trives med deres lille barn og kærligheden vokser dag for dag selv om de troede at den var på sit højeste allerede fra starten af. De mødes med deres mødregrupper og veninder og sludrer og beundrer det lille mirakel. De går til stimulastik, babysvømning, rytmik eller salmesang og de formår at fylde deres hverdag op med små positive aktiviteter. De er glade. Måske sover de ikke så meget i starten, men det gør ikke noget for de er gladeog det bliver hurtigt bedre.
Kategori 2. Og så er der nogle, der bliver forældre til børn, der ikke har det godt. Børn, der skriger, hele tiden. Børn, der ikke vil spise. Børn, der ikke vil holdes. Børn, der ikke sover. Børn, der ikke kan trøstes. Kolik bliver der sagt. Låst i nakken, bliver der sagt. Ondt i maven, bliver der sagt. Der går over med tiden, bliver der sagt. Men det føles som om det ikke går over. Det føles som om hvert eneste sekund af hvert eneste døgn handler om enten at trøste eller at udskyde den næste skrigetur. De forældre ved at deres barn har brug for noget, som de ikke kan give. De kan give trøst, mad, omsorg – men de kan ikke få smerten til at gå væk og de fortvivler. De forældre ser tilbage på deres barsel som et mareridt, men de bliver samtidig kede af at høre hvad de er gået glip af. De ville gerne have oplevet at deres barn vågnede pludrende og glad i liften ved siden af sengen. De ville gerne have hygget sig i en lille boble af amning, lure, gåture og leg. Men det har de ikke oplevet. De har kun oplevet at overleve.  Måske føler de endda at de kun har overlevet med nød og næppe og de er bange for om barnet har taget skade af at have grædt så meget – på trods af at der altid var et par trøstende arme i nærheden.
Her hører jeg til i kategori 2.
Jeg har skrevet det her indlæg som en refleksion over nutidensmor’s indlæg hvor hun nævner den omdiskuterede ’godnat og sov godt metode’ og for at huske mig selv på at der altid er to sider af en sag. Bare fordi jeg havde en nem graviditet og en nem fødsel betyder det ikke at andre ville have det på samme måde hvis bare de levede ligesom mig. Men jeg bliver virkelig ked af det når kommentar efter kommentar (på instagram) beskriver hvordan man er den ondeste af onde mødre (sat lidt på spidsen) hvis man lader sit barn græde sig selv i søvn. Vores barn har ikke grædt sig selv i søvn fordi vi syntes at hun skulle. Hun har grædt sig selv i søvn fordi vi ikke havde andre muligheder. Jeg har gået med hende i time efter time hver eneste dag uden at det havde nogen effekt. Jeg har gået med hende ind til min skulder vingede og derefter gik jeg videre med hende fordi det gjorde mere ondt i hjertet at hun græd end i skulderen som var slidt ned.
Men hun sov ikke og hun holdt ikke op med at skrige. Derfor prøvede vi til sidst den udskældte metode. Jeg vil ikke kaldes en dårlig mor fordi jeg prøvede det. Jeg tænkte ikke ’nu kan du fandeme ligge der og skrige ind til du sover’. Jeg tænkte ’du reagerer ikke på mine kærtegn, måske vil det være bedre for dig, bedre for os alle, hvis du kan ligge i din egen seng og falde i søvn’.
Konklusionen blev at metoden ikke virkede. Faktisk var det helt forfærdeligt at lade hende ligge og ikke en eneste gang (vi forsøgte tre gange) faldt hun i søvn. Så vi droppede naturligvis metoden og fortsatte med at vugge hende på armen – selv om hun også skreg når hun var der, føltes det bedre.
Og konklusionen på dette her indlæg må være at det ville være rart hvis vi kunne lade være med at dømme hinanden så hårdt når vi ikke kender til begrundelsen bag beslutninger, der måske virker underlige for os.
Oooog, her er der altså lige et billede af den lille Ekko, der (bortset fra når hun bliver angrebet af tigre om natten, jf tidligere indlæg), stort set ikke skriger mere. Ekko, som jeg altså virkelig elsker over alt på jorden, på trods af meget tvivl og frustration i hendes første leveår: