Archive of ‘Ekko’ category

Tilbageblik

img_7023

Arbejdet med årets fotobog er stadig i fuld gang. Da bogen er en julegave til os selv kan december aldrig nå at komme med og derfor starter hver bog med billeder fra sidste års juletid. Det er ret skørt så meget Emilie er vokset på ét år! Ikke kun fysisk, men hun ser bare så lille ud på billederne fra sidste år. Lille og korthåret. Og sød og julet i hendes stjerne-nederdel – som hun stadig kan passe så mere er hun heller ikke vokset.

img_7130

Formiddag ved Farum Sø

img_8675

Ih, jeg synes at hun er fin, som hun står der med sine lyserøde gummistøvler og sin hjemmelavede fiskestang – i en enkelt solstråle i den ellers mørke morgen-skov. Vi vidste det slet ikke, men Emilie kunne lynhurtigt fortælle os hvor i søen man kan fange laks (henne ved det væltede træ), sild (henne ved ænderne) og rødspætter (de kræver en særligt fin ‘fiskestang’).

Faktisk vidste vi slet ikke at vi boede lige ved siden af dette lille stykke helt fantastiske natur. Eller, vi vidste jo naturligvis godt at der ligger en sø. Og vi kunne  også godt se at der er træer omkring søen. Men vi vidste ikke hvor godt et sti-system, der er. Vi vidste ikke at det er en lækker, åben skov med smukke høje, bøgetræer og masser af skrænter, men kan løbe op og ned af. Vi vidste ikke at man flere steder kan komme helt ned til vandet og kigge efter fisk og andre krible-krable dyr. Vi vidste heller ikke at vi bor lige oven på en oldtids-sti og at der er gjort mange arkæologiske fund lige her i nærheden. Vi havde helt glemt hvor meget en formiddag i skoven – uden telefoner – gør for humøret.

Oliver tog sig en lur i barnevognen, Emilie trissede rundt og hyggede sig med at fiske, Jesper hjalp med at give fiskestængerne lige det rigtige knæk og jeg satte mig på et væltet træ, der lå ud i søen og sugede det hele til mig. Noget af det igennem linsen, men det meste bare som det var – et lille pusterum hvor vi bare var os.

img_8601 img_8639 img_8656 img_8659 img_8673img_8588

Godnatsang for Emilie

img_7371

Solen er så rød, Mor

Eeeej, solen er da ikke rød, Mor! Den er da gul!
Nårh ja, det er rigtigt, men lige når den er ved at gå ned kan den godt være rød…

Og skoven bliver så sort
Nu er solen død, Mor

Mor! Kan solen godt dø?
Nej, ikke rigtigt…det er bare fordi den går ned.

Og dagen gået bort.

Hvor er dagen gået hen?
Bort. Det betyder at den er slut.

Ræven går derude, Mor.
Vi låser vores gang

Dør. Vi låser vores dør.
Ja, det er rigtigt – det har far gjort.

Kom sæt dig ved min pude, Mor

Jeg har slet ingen hovedpude!
Nårh nej, så sætter jeg mig ved din seng. Kan du ligge stille?

Og syng en lille sang

TO sange! Vil du ikke synge to sange?
Jo, det kan vi godt sige. Læg du dig bare ned igen.

Himlen er så stor, Mor
Med klare stjerner på

Mor! I går, så var mig og far ude at se på stjerner!
Ja, det var så hyggeligt.
Ja, og det var også koldt.
Ja, det er lidt koldt udenfor når det er mørkt.

Hvem monstro, der bor, Mor
På stjernen i det blå
Tror du der er drenge, Mor
Der titter ned til mig

(Ja! hele fire linjer uden afbrydelser!)

Og tror du de har senge, Mor
Og sover ligesom mig

Jeg sover ikke!
Nej, det havde jeg opdaget…men det er meningen at du skal sove…

Hvorfor bliver det nat, Mor
Og kold og bitter vind
Hør den lille kat, Mor

Bess og Bedstefar har også en kat!

Den mjaver og vil ind

Den hedder Clark.

Mågerne og ternerne har ingen sted at bo

Hvorfor har de ikke noget sted at bo?
Shh…

Og hør nu synger stjernerne
De synger mig til ro

Men HVORFOR har de ikke noget sted at bo?

Så snakkede vi lidt om mågerne og ternerne og om at de bor ude ved stranden og om at de slet ikke er kede af at de ikke har et hus for de elsker at de kan flyve ud over vandet når de har lyst. Og så sang vi en sang mere. På engelsk.

Emilie svarer på nogle af livets store spørgsmål

Børnehavestart – igen

IMG_2724

Øj, tre ugers ferie har godt nok nul-stillet Emilie fuldstændigt i forhold til at gå i børnehave. Hun starter dagen med at ligge grædende på gulvet og råbe ‘Jeg vil IKKE i børnehave! Der er ikke rart i børnehaven!’ – og når hun kommer hjem fastholder hun hårdnakket at hun ikke har leget med nogen. Åh, det er godt nok med blødende hjerte at hun alligevel bliver afleveret – i dag var det mig, der var henne med hende. Det plejer ellers at være Jespers (tvivlsomme) ære, men i dag var hun simpelthen bare så ked af det at han ikke kunne have hende med på cyklen – og faktisk hjalp det lidt på humøret da hun hørte at Oliver skulle med hen at aflevere hende.

I bilen snakkede vi lidt om nogle af alle de sjove ting hun har lavet i børnehaven – jeg fik hende til at fortælle, begejstret, om dengang de kørte med tog og var på naturlejr – men jeg kunne ikke helt se bort fra den bævende underlæbe og de røde øjne…stakkels lille, stærke, frustrerede pige.

Jeg satte mig sammen med hende og spiste hjørnet af en bolle og læste en bog, men så var Oliver ved at være så træt at jeg var nødt til at sige farvel. Heldigvis kom yndlings-pædagogen til undsætning og tog grædende Emilie med ud til vinduet hvor hun tappert vinkede til os – med tårerne trillende ned af kinderne.

Det kan godt være at hun er glad 5 minutter efter at vi går fra hende og det kan godt være at hun virkelig har en sjov dag når først hun kommer i gang med at lege. Men det føles som et svigt. Det føles som om hun med sine store øjne råber ‘Hvordan kan du gøre det, Mor? Hvordan kan du gå fra mig? Kan du ikke se at jeg har brug for dig?’.

For jo, det kan jeg godt se. Det kan jeg godt mærke. Jeg kan se det når du står grædende i vinduet. Det kan enhver. Men jeg kan også mærke det når du kommer hjem og trykker dig så hårdt ind til mig at det gør helt ondt. Når du med alvorlig mine sætter dig op i sengen, selv om du egentlig skal sove, og hvisker ‘Savnede du mig, da jeg var væk?’.

Og ja, jeg savnede dig. Men det skal du ikke bekymre dig om. Du er kun 3 år. Du skal være glad, stærk, nysgerrig, sorgløs. Alt det, forlanger jeg af dig. Og det eneste du forlanger af mig, er at jeg er der. Og når jeg går fra dig, selv om du er ked af det….så er der noget i det regnestykke, der ikke går op. Uanset hvor hurtigt du bliver glad igen.

Lange lyse aftener

IMG_1069

Ok, SÅ lange er de heller ikke når man er 3 år gammel og skal i seng kl. 18.30 – ikke desto mindre er der noget særligt over sådan en sommer-aften hvor luften er mild og lun og haven dufter af nyslået græs og bøgehæk. I dag hvor det er gråt og lidt mere trist er det skønt at kunne redigere billeder fra i går aftes hvor vi ‘byggede telt’ (=rullede Emilie ind i et tæppe, red.) og åbnede restaurant (=lavede mad i legehuset, red.) – jeg elsker at følge med i Emilies leg når hun fx nøjsomt finder alle mad-varerne frem i legehuset, kigger lidt på dem og konstaterer:

‘Vi mangler kartoffel-mel. Det må jeg lige ud at købe’.

Uden yderligere kommentarer er der bare lidt flere billeder fra en dejlig eftermiddag/aften i vores skønne, lille have :-)

IMG_1021 IMG_1056 IMG_1064 IMG_1075

 

Sandkasse-leg

IMG_0907

Mor: ‘Hvad har du lavet i børnehaven i dag, Emilie?’

Emilie: ‘Kastet sand HØJT op i luften!’.

Nårh ja. Det kunne jeg måske godt have gættet, nu du siger det…

😀

Status på marts: De bedste billeder

IMG_9371

Jeg er faktisk slet ikke færdig med at sortere og redigere billeder fra marts – man skulle ellers tro at jeg kunne finde tid til det når jeg sådan går hjemme, men det at lyset er vendt tilbage har gjort at jeg har taget virkelig mange billeder! Det er simpelhen så dejligt både at det bliver lysere, men også at det bliver varmere. Vi har endelig virkelig kunnet nyde at vi er flyttet til et sted med en lile have – og med det nybyggede legehus og ny-indkøbte havemøbler er antallet af timer vi har tilbragt derude steget markant.

IMG_9939

Marts har for mit vedkommende været en dejlig, stille måned – en måned hvor jeg hele tiden har været lidt på stand-by i forhold til at lillebror pludselig kunne finde på at melde sin ankomst, men også en måned hvor jeg har haft tid til at få lavet nogle af de ting i huset som vi usdkød, da vi flyttede ind. Samtidig har jeg virkelig nydt at kunne give Emilie lidt ekstra her inden hun skal til at være storesøster. Marts var også måneden hvor Emilie fik sin første fætter og jeg fik lov at lege newborn-fotograf da han var kun 5 dage gammel – åh, en lille charmetrold!

IMG_9111

Et par timer i selskab med sådan en lille gut og jeg var klar til at køre direkte på fødegangen – men vores egen lille gut lader vente lidt på sig og det er skam også helt  i orden. I hele marts måned har det været en kæmpe fornøjelse at se Emilie sammen med andre babyer. Hun er virkelig interesseret i dem, aer, snakker og hvisker at de er dejlige. Der er i den grad én, der glæder sig til at blive storesøster! Spørgsmålet er om hun lige skal nå, helt officielt, at fylde 3 år først (på torsdag). Vi fejrede hende i påsken med den dejligste fødselsdagsdag, flag, kager, balloner, sang og besøg af hele familien (inkl. lille ny fætter og alle-tideres yndlings-kusine). Jeg tror faktisk at det er en af de bedste dage hun nogensinde har haft – jeg kan i hvert fald ikke huske en anden dag hvor hun på den måde har været glad og haft strålende øjne fra morgen til aften.

For mig er 3-års fødselsdagen ret skelsættende. Ikke kun fordi vi i de tre har år har været bare os tre og nu skal vi til at være fire og Emilies fødselsdag derfor tilfældigt virkelig markerer et stort skifte i vores hverdag – mere fordi Emilies udvikling i løbet af det sidste år har været så stor. Vi har sagt farvel til ble, middagslur og babysprog og har nu virkelig en ’stor’ pige med meninger om det meste og en vilje af stål – og med en kreativitet i forhold til leg, der udvikler sig dag for dag. I går byggede hun et tog af stole og balance-bane-dele og kørte alle sine bamser på arbejde, hvorefter hun omhyggeligt hentede hver af dem igen ved hver deres station. Det er fantastisk at man kan være en flue på væggen i sit eget hjem og observere hvordan hendes fantasti udvikler sig – og samtidig hvor omhyggelig hun er med at få sat hver bamse af på den rigtige ’station’. Lille omsorgsfulde menneske. Lille, skøre, sjove, fjollede, menneske, der altid er i bevægelse. Tak for en dejlig marts – og ja, du er helt væk på billedet herunder. Det var faktisk heldigt at du selv kom frem til sidst, ellers havde vi nok aldrig fundet dig :-p

IMG_9058

Sensitive Ekko: Nu som (næsten) 3-årig

IMG_9937

Emilies sensitivitet har ikke fyldt så meget på bloggen det sidste stykke tid som den gjorde engang – og det er heldigvis, og naturligvis, fordi det ikke er noget, der har så stort impact på vores hverdag nu, som det havde engang. Det skyldes dog ikke at Emilie har ændret personlighed, men at hendes omgivelser har lært at læse hende og forstå hende – og at hun selv har lært at tackle mange af de udfordringer hun møder i sin hverdag. Ikke mindst kan hun ofte meget klart give udtryk for når hendes grænser overskrides, inden de overskrides og dermed kan mange konflikter undgåes.

Listen, der ligger i min top-bar, over nogle af de udfordringer, vi oplevede da Emilie var spæd er ikke længere helt aktuel. Det er helt anerledes at have et sensitivt spædbarn i forhold til at have en sensitiv tumling, der på en helt anden måde er i stand til at give udtryk for sin frustration – og som også i meget højere grad er i stand til at bruge alle de positive egenskaber, der følger med et sensitivt sind.

Men nogle gange er det stadig svært. Især når hun er træt. Det er svært at rumme store følelser i sådan et lille næsten-3-årigt hovede og det kan resultere i en helt overvældende frustration når noget går hende i mod eller aftaler ikke holdes. I går bad Emilie fx om at få en specifik natkjole på – den var til vask, men hun har en nat-bluse i nøjagtig samme mønster så den gav jeg hende på. Vild krise! Det var jo ikke det hun bad om – og i øvrigt snød jeg hende for jeg lod som om det var kjolen jeg gav hende på. Det er en rigtig dårlig ide at snyde på den måde! Og det ved jeg faktisk godt – jeg troede bare, i min naivitet, at det gik, denne gang…det gjorde det ikke! Hun oplever det på en eller anden måde virkelig som et svigt og raseri-anfaldet, der følger handler ikke kun om at ville have sin vilje – der er et stort element af reel frustration over at jeg sagde én ting og gjorde noget andet.

I det hele taget har Emilie et stort behov for forudsigelighed. Grænsende til at være ritualistisk i nogle situationer.Ting skal siges på den rigtige måde, fx hendes morgen-ritual som jeg har skrevet om her. Hvis vi gør det forkert beder hun os om at gentage hele dialogen ind til det er helt rigtigt. I går sov hun længe (helt ind til 6.22, crazy!) så Jesper var stået op for lige at gå på badeværelset i ro og mag imens vi piger lå og vågnede langsomt – men der gik kun et split-sekund fra Emilie vågnede til hun satte sig op med et ryk og udbrød ‘ Hvor er min far henne? Min far er ikke død! Der er lang tid til min far dør!’. Heldigvis kom Jesper ind til os så morgenen kunne udspille sig rigtigt – men jeg kan alligevel ikke lade være med at synes at det er en smule bekymrende at en 2-årigs første tanke er om død når en af os mangler i en situation hvor vi plejer at være der…

Søvn er også stadig en stor udfordring. Vi har fundet en løsning, der fungerer for os hvor Emilie bliver puttet i sin egen seng, men i løbet natten kommer hun ind til os. Hun er på en normal nat kun rigtigt vågen en 2-4 gange, men fra ved 2-3 tiden er hun typisk meget urolig, drømmer, kaster sig rundt, snakker og græder i søvne og har brug for at vi trøster hende for ikke at vågne. Det giver i sagens natur aldrig en god nattesøvn til forældrene, men vi er dog kommet langt i forhold til hvor vi var for bare et halvt år siden.

Tidligere har hun haft en næsten fobisk angst for insekter – især dem med vinger, men heldigvis er der også sket meget på dette område. Hun går ikke længere fuldstændig i panik hvis hun ser en flue – men hun vil dog heller ikke acceptere at den er der og hun insisterer kraftigt på at få den fjernet inden anden leg kan genoptages.

Andre steder hvor vi også stadig mærker Emilies sensitivitet er i forhold til høje lyde, snavs på fingrene og tøj, der generer, særligt strømper. Siden hun, på Oslo-båden, i starten af februar blev forskrækket over den høje lyd når man trak ud i toilettet har hun nægtet at bruge toiletter, hun ikke kender. Hun insisterer på at ‘de larmer for meget’ og er flere gange blevet virkelig hysterisk og ked af det hvis jeg alligevel har følt at hun var nødt til at komme med ud at tisse – så holder hun sig hellere til vi er vel hjemme igen. Hvis hun får en krumme på fingrene kan hun umuligt spise mere før den er væk (og hun bliver pludselig helt ude af stand til selv at fjerne den!). Det samme hvis hun får mad på kinden. Hun kan også blive helt desperat hvis næsen løber. Åh, og så er hun en ‘picky eater’. Helt crazy picky. Ikke decideret kræsen for hun spiser egentlig mange forskellige ting, fx når vi laver mad – men når først maden står på bordet spiser hun pasta, ris, brød og til nøds kartofler. Ikke andet. Hvis ingen af delene er tilgængelige spiser hun ingenting. Hun kan tilsyneladende sagtens leve med at spise ingenting, men hvis vi forsøger at få hende til at spise noget som hun ikke selv har besluttet er i orden – så bryder helvede løs. Hun kan stadig forsvinde helt i sit eget skrigeri så vi slet ikke kan nå hende, men bare må vente på at det går over – derefter kan vi dog nu, heldigvis, snakke med hende om hvad det var, der var så frustrerende for hende og konflikterne ved bordet kan undgåes ved altid at servere en af de ting hun gerne vil have. Det er ikke i sig selv et problem da ris, pasta eller kartofler næsten altid indgår i menuen.

Hendes nyeste traume er våde kinder – altså, når hun har grædt, er kommet over det, og så mærker at hendes kinder er våde – så kan vi næsten starte forfra. Især om natten. Det gælder om at være virkelig hurtig til at tørre tårene væk – og det er ikke nok lige at tørre med hånden, der skal papir til og hvis det ikke er godt nok siger hun grådkvalt ‘du skal tørre grundigt, mor!’. Først når kinderne er helt tørre falder hun til ro igen.

Måske er alle disse ting helt normale. Måske har alle 3-årige det på nøjagtig samme måde. Som skrevet i starten er det ikke noget, der egentlig påvirker vores hverdag i høj grad – for vi ved det jo. Vi ved at vi skal skynde os at tørre fingrene, vi ved at strømper ikke må have løse snore, vi ved at vi skal kommunikere tydeligt hvad dagen byder på og ikke ændre rutiner, vi kan mærke når frustrationen kommer snigende og kan som regel aflede opmærksomheden og dermed undgå raseri-anfaldene. Men nogle gange er vi allesammen trætte. Nogle gange ser vi ikke faresignalerne og nogle gange kan vi bare ikke finde energien til at tage konflikterne i opløbet. Nogle dage er problemet noget vi ikke har oplevet før – som fx da vi den anden dag havde brug for at tage en havestol ind i stuen for at have stole nok. Det kunne Emilie i første omgang slet ikke rumme. Havestole hører til i haven. Ikke i stuen.

På de dage kan vi godt mærke hvorfor vores sundhedsplejerske i sin tid kaldte Emilie ’signal-stærk’. For nøj, hun kan godt nok skrige højt. Og længe.

Den bedste fødselsdags-dag

IMG_9668

3 år! Jeg har egentlig aldrig rigtig tænkt ‘STOP tiden’ eller ‘hvor går det dog stærkt’ – men altså, 3 år! Det er jo helt vildt hvad sådan et lille menneske har lært på 3 år. Det har ikke været en hemmelighed her på bloggen at Emilies første år var hårdt med hårdt på. Kolik og fødselsdepressioner gjorde at det første år forsvandt i en tåge og det kan være være svært at komme i tanke om de gode stunder. Det andet år var bedre. Det tredje år har været fantastisk. Emilie har udviklet sig til at være en lille, selvstændig, intelligent, omsorgsfuld og nysgerrig pige. Hun snakker som et vandfald og siger hver dag både sjove, finurlige og ofte ret dybsindige ting som det er næsten umuligt ikke at grine af og når hun kommer løbende og lægger sine små, stærke arme omkring min hals og hvisker ‘jeg elsker dig, mor’ – så er det jo faktisk umuligt ikke at smelte. Vi kommer ikke uden om at hendes forældre er stolte af hende. På den måde som kun forældre kan være.

Jeg må nok indrømme at jeg glædede mig lige så meget som hun selv gjorde til at holde hendes fødselsdag – og det siger ikke så lidt for denne fødselsdag er den første hvor hun selv har været virkelig bevidst om at det var hendes dag og hende, der skulle fejres. Og hun glædede sig! Uden helt at vide hvad hun glædede sig til så vidste hun at der var noget godt i vente. Hun slog øjnene op klokken 5 og hviskede ‘i dag har jeg fødselsdag‘. Den første times tid brugte vi på at ligge under dynen og læse bøger, men ved seks-tiden gik vi ind efter far så vi kunne komme ned og i gang med fødselsdagen. Stuen var fuld af balloner, hvilket affødte høje jubel-råb og endnu en halv times tid gik med at ’sparke fodbold’ inden hun opdagede gaverne på bordet:

IMG_9606

Efter morgenmaden tullede vi rundt og ordnede de sidste små-ting inden gæsterne ankom – Emilie var super hjælpsom til at få sat stole og borde på plads og dækket op til børnene ved det lille bord – men det var lidt svært at vente når man var helt snurretop-glad i hovedet. Endelig kom de dog alle sammen og vi havde en forrygende hyggelig dag – Emilie var simpelthen bare i fantastisk humør hele dagen og barnelatter smitter!

Ud på eftermiddagen tog gæsterne hjem og vi var egentlig ret sikre på at så ville E enten falde i søvn eller blive ramt af dagens mange indtryk og blive helt overgearet hvilket som oftest ender med frustration og voldsomme raseri-anfald – men der gjorde vi hende uret. Hun havde absolut brug for at geare ned, men hun klarede det helt selv ved at sætte sig og lave nogle perleplader – og resten af dagen ind til en tidlig sengetid var lige så hyggelig som selve festen. Jeg tror simpelthen at det var den perfekte fødselsdag, både for fødselsdagsbarnet, men så sandelig også for hendes mor.

IMG_9681 IMG_9692 IMG_9769 IMG_9782

1 2 3 32