Archive of ‘DIY’ category

Om udlængsel og eventyrlyst

Resized-IMG_9677

Åh, jeg ved det! Hverken Halloween eller fastelavn lurer om hjørnet – det er slet ikke sæson for at sy udklædning! Men, Vaiana! Denne film om pigen fra Stillehavet, der genfinder sit folks udlængsel og eventyrlyst. En film om mod, venskab og fjerne horisonter, fuld af god musik og fantastisk flotte billeder. Jeg kan kun være vild med den! Og heldigvis deler Emilie min begejstring – og Oliver også for den sags skyld. Han er dog mest vild med kyllingen Hey-Hey og den ved jeg ikke lige hvordan jeg skal sy (og ok, ok, jeg synes også at Vaiana er  sjovere :-p ).

Toppen er syet ud fra MadeByRuni’s Everyday Tanktop. Nederdelen tager udgangspunk i Ofelia fra Homemade (Stof2000) – meeen, der er lavet temmelig meget om for at få styr på de to lag med ‘palmebladene’ synlige under det fine, blomstrede stof. Alt stoffet er købt på spoonflower.

Med sådan en fin Vaiana kjole i hus måtte vi bestemt ned til søen – turen udviklede sig dog hurtigt til en rigtig badetur. Det var faktisk umuligt at modstå en svalende dukkert. Simpelthen den bedste måde at bruge en aften på 😀

Resized-IMG_9690Resized-IMG_9679Resized-IMG_9698

DIY: Lys i muslinge-skaller

Resized-IMG_9373

Åh, er der noget bedre end at tage lidt af ferien med hjem, i form af de skønneste muslinge-skaller? Det er som en lille smule af skattejagten og eventyret, der kan tages med hjem i kufferten og minde om sol, sommer, solbrune skuldre og sand i mellem tæerne. Her får du en sød lille ide til at bruge skallerne til stearinlys, der kan bringe sommerens varme langt ind i efteråret.

Min mor og jeg har altid samlet skaller. I hvert fald så længe jeg kan huske. Alle vores skatte er samlet i en stor bowle, der bor i ‘det lyserøde værelse’ hjemme hos mine forældre. Nogle er knækket, andre er fulde af huller. Nogle er så smukke at de er små kunstværker i sig selv. Hver og en af dem er en lille skat, der bærer mindet om en koncentreret jagt eller et utroligt held fra en fjern strand med sig. Sammen med Emilie sidder jeg tit og lytter til havet i konkylierne, vi snakker om livet i oceanerne, om rejser og eventyr. Emilie lytter og sætter alle de fine skaller op på række. Hun giver dem navne og vi leger at vi er i familie med konkylierne og bor på en trope-ø.

Min datter og jeg har altid samlet skaller. I hvert fald så længe hun kan huske. I Portugal boede vi ved den mest fantastiske strand, der gav os uendeligt mange fine, kraftige skaller – det var faktisk ikke så meget et spørgsmål om ‘jagt’ som om ‘at vælge’. Emilie samlede en spand fuld af de fineste og i dag har vi lavet et par stykker om til små lys. Jeg gemmer dem til efteråret og glæder mig til at finde dem frem på en mørk aften og mindes både en dejlig ferie og en hyggelig eftermiddag.

Resized-IMG_9335 Resized-IMG_9338

Fremgangsmåden er enkel. Der skal bruges:

Skaller (alle kan bruges, der må bare ikke være huller)
Væger fra fyrfadslys
Almindelige lys (helst i ægte stearin)

Resized-IMG_9334 Resized-IMG_9344 Resized-IMG_9360

Vægen fjernes fra fyrfadslyset og placeres i skallen. Det lange lys tændes og stearin dryppes ned omkring vægen ind til skallen er fuld. De lys jeg havde på lager var ikke ægte stearin så de sodede virkelig meget – et bedre resultat kunne helt klart opnås med bedre lys. Men hygge-faktoren fejlede ingenting :-)

Resized-IMG_9339

God fornøjelse :-)

Sommerfugle-effekten

IMG_3935

Sommerfuglenes leve-områder trues og bestanden er på få år gået kraftigt tilbage. Du kan, sammen med dine børn, give de smukke insekter et vigtigt helle i din have ved at plante blomster eller lave et lille fint, sommerfugle-madsted. Find også link til  Danmarks Naturfredningsforening og Projekt Sommerfugle-Effekten hvor du bl.a. kan få den gratis bog ‘ Hvor er mine sommerfugle’.

De danske sommerfugle har det hårdt! Faktisk er 49 ud af 69 arter gået kraftigt tilbage i løbet af de seneste år (kilde: Danmarks Naturfredningsforening). Sommerfugle er ikke kun smukke, de er også, sammen med bierne, de vigtigste bestøvere af vilde planter. Der er noget fint og let og alfe-agtigt over de små sommerfugle, der giver mig lyst til at løbe igennem en blomstereng hver gang jeg ser en – og lige nu er Emilies fascination af sommerfugle på sit højeste. Hun får ikke bare lysten – hun løber faktisk afsted hver gang hun ser en sommerfugl og hun er meget optaget af hvad de spiser, og ikke mindst, hvordan vi kan hjælpe dem til at finde føde.

Selv om vores lille have ikke kan erstatte den vilde natur, så vil vi gerne gøre den til et dejligt sted for sommerfugle – vi har plantet blomster og bærbuske, vi slår ikke græsset så tit (ahem, ikke nødvendigvis pga. sommerfuglene, men bare fordi vi ikke når det. Men lad os bare sige at det er til fordel for sommerfuglene (og bierne)). Og så har vi lavet et sommerfugle-madsted med sukkervand. Jeg ved ikke om det, sådan helt officielt, anbefales at lave mad til sommerfugle på denne måde – men projektet er hyggeligt at lave sammen med børnene og giver god mulighed for at snakke om sommerfugle, blomster, naturbevaring osv. Emilie gik op i projektet med liv og sjæl og sad efterfølgende i lang, lang tid ved siden af madstedet og ventede på sommerfuglene – hun var faktisk ret skuffet over at der ikke kom en og satte sig på hendes hånd, men vi snakkede om at sommerfuglene godt kan være lidt sky og de skulle jo også lige nå at opdage at vi havde lavet mad til dem. Hun forsøgte sig med at kalde på dem på sommerfugle-sprog, men de forstod hende vist ikke…

Resized-IMG_4077

Fremgangsmåden er enkel: Vand og sukker koges sammen – mængderne er overhovedet ikke vigtige, men tag fx 1 dl vand og 2 spsk sukker. Køl blandingen lidt af og hæld den i et syltetøjsglas. I låget prikkes et lille hul med et søm og et lille stykke af  en engangs-vaskeklud gennemvædes og trækkes igennem. Her kan sommerfuglene drikke af sukkervandet. Glasset hænges op – bind fx et net af garn eller andet snor på følgende måde:

Bind en snor rundt om toppen af glasset. Tag fire andre snore og bind midten rundt om den første snor, 4 forskellige steder. Nu har du alt 8 løse ender – tag to naboer og bind en knude et par cm nede. Fortsæt hele vejen rundt. I den næste runde tages også to naboer og bindes sammen – fortsæt hele vejen ned og bind alle snorene sammen under bunden af glasset.

Der prikkes hul i låget med et søm (kræver nok en voksen):

Resized-IMG_4067

Glasset hænges op og så er det bare om at vente på sommerfuglene:

Resized-IMG_4071 Resized-IMG_4090

Hvis de ikke vil komme er det måske fordi de ikke har opdaget maden – Emilie mente at et par lege-sommerfugle ville kunne hjælpe dem på rette vej:

Resized-IMG_4094

OBS: Det er en god ide at hænge glasset et sted hvor der ikke er mange myrer! De kan nemlig også virkelig godt lide sukkervand!

OBS 2: Lige nu kører Danmarks Naturfredningsforening en kampagne til fordel for sommerfugle. Ved at tilmelde din have til ‘Giftfri Have’ kan du modtage en fin sommerfuglepakke med posten bestående af børnebogen ‘Hvor er mine sommerfugle’, en frøblanding med sommerfugleblomster og nogle flotte informations-foldere. Se meget mere her: Flere Sommerfugle.

Hjemmelavet mælkebøttesirup

Resized-IMG_3909

Mælkebøttesirup af forårets skønne, gule blomster. Tag børnene med ud at plukke blomster og forvandl det til søde, gyldne dråber. 

  1. Det er virkelig nemt og super hyggeligt
  2. Det er vældig pænt
  3. Det smager dejligt

Tre gode grunde til at omsætte plænens mælkebøtter til sirup. Eller skovens eller legepladsens :-)
Mælkebøtter anses lidt som ukrudt og mange haveejere bruger mange kræfter på at bekæmpe dem. Jeg kan egentlig godt lide dem – både deres insisterende gule farve og den skønne frø-stand der kan pustes afsted i vinden. Jeg har dog ikke behov for en hel have fuld af mælkebøtter så at kunne bruge de smukke gule blomster til noget fornuftigt inden de forvandler sig til tusindvis af frø er helt perfekt – og siruppen smager virkelig dejligt.

Du skal bruge:

Ca. 50 mælkebøtter
½ liter vand
400 g sukker (evt. rørsukker for en endnu dybere, varm farve)
1 citron

Derudover:

En kurv eller andet til indsamling af mælkebøtter
Entusiastiske mælkebøtte-plukkere (børn egner sig fantastisk :-)
Et klæde til at si saften igennem
Ca. 3 små fine glas
Atamon til rengøring af glassene

Resized-IMG_3876 Resized-IMG_3888

Start med at plukke mælkebøtterne – sørg for at de vokser langt fra trafik-forurening. Det er ikke super vigtigt nøjagtig hvor mange mælkebøtter, det bliver til, men i omegnen af 50 er passende. Man skal kun bruge hovedet så det er et perfekt projekt til mindre børn, som alligevel ikke plukker stilken (eller er det kun mine børn, der synes at stilken er overvurderet? 😀 ). Det er nødvendigt at plukke blomsterne i løbet af dagen da de lukker sig sammen om aftenen. Vi legede at vi var små bier imens vi plukkede og pigerne havde en fest. Vidste i i øvrigt at en enkelt lille arbejder-bi producerer knap 2 tsk honning i løbet af et helt liv? Heldigvis bliver der nemt meget mere ‘honning’ på denne måde :-)

Hvis der er dyr i blomsterne skylles de væk inden de gule kronblade klippes eller plukkes af – jeg har ikke efterprøvet det, men har læst mig til at de grønne dele godt kan give en bitter smag. Jeg synes at det nemmeste var med en saks at klippe lige over stilken – så løsnede alle de fine, gule blade sig nemt:

Resized-IMG_3891

Kog blomsterne med vand og citron skåret i skiver i ca. 30 minutter. Nu skal blandingen filtreres igennem et viskestykke så alle blomster-dele er sorteret fra. Væsken hældes tilbage i gryden og sukker tilsættes. Nu skal det koge ind til konsistensen passer – lad siruppen simre ved mellem varme og rør rundt en gang i mellem. Det tager lang tid! Flere timer, men det passer i det store og hele sig selv. Når konsistensen er som en lidt tynd akacie-honning hældes det på atamon-skyllede glas. Når siruppen er kølet ned tykner det yderligere og bliver helt perfekt.

Resized-IMG_3901

Det ligner nærmest flydende guld! Og det smager som nektar. Det minder mest af alt om akaciehonning – sødt og lækkert, med en dejlig blomster-smag. Flydende forår. Intet mindre. Brug siruppen i te, på brød, på pandekager eller i madlavning – eller som værtindegave :-)

Resized-IMG_3881 Resized-IMG_3905

Velbekomme :-)

Det kreative hjørne: Små katte-tasker

Resized-IMG_2598

En taske af guld! Formet som en fastelavns-kat! Hvad mere kan man egentlig ønske sig? Ikke ret meget, hvis du spørger Emilie!

Vi havde lidt materialer i overskud fra da vi lavede Kreakassens fastelavns-katte tilbage i februar. Dengang var de sorte, med guld-næser og haler af silkepapir – men i dag fandt Emilie på at vi skulle lave en taske og jeg kunne pludselig se for mig at katte-skabelonen faktisk ville gøre det udmærket som en lille taske.

Her er en vejledning hvis du også har en derhjemme, der ville elske en guldfarvet katte-taske:

Start med at klippe et stykke der har form nogenlunde som man kan se på billedet herunder – det er ikke vigtigt nøjagtig hvordan formen er. Vores er et rektangel med ører (som en kat – eller som batman, om du vil :-) ). Det er heller ikke super vigtigt hvilket materiale du bruger. Hvad end du har ved hånden kan bruges – bliver tasken af papir er holdbarheden nok begrænset, men ikke mindre sjov at lave. Vi har brugt mos-gummi, men tasken kunne sådan set også have været lavet i stof.

Resized-IMG_2590

Stykke nummer to klippes efter samme skabelon men klip en ekstra trekant imellem ørene som kan foldes ned – på denne måde kan tasken lukkes. På billedet herunder kan man ane hvordan flappen er bukket ned og sat fast på bagsiden med en trykknap:

Resized-IMG_2596

Nu skal de to dele sættes sammen. Vi har syet dem sammen på symaskinen – Emilie elsker når hun må få lov til at være med til at sy. Der er blot syet hele vejen rundt, undtagen der hvor flappen er. Ved ørerne er indsat et stykke snor som strop. Hvis du ikke har en symaskine til rådighed (og ikke at orker at sy i hånden (I totally get you!)) bruger du bare lim til at sætte de to dele sammen med. Til sidst skal tasken pyntes – Emilie har valgt et lyserødt hjerte med et billede af en kålorm. Jeg synes at det er et virkelig godt valg – kålorme er ellers klart underrepræsenterede i vores krea-rum!

Resized-IMG_2594

Det som jeg synes er så fint ved dette projekt er at vi egentlig havde sat os for at lave en fastelavnskat – men vi endte med en guld-taske dekoreret med en kålorm! Og faktisk ikke en hvilken som helst taske, men en skole-taske! Det mener Emilie i hvert fald – og dermed gik krea-hyggen over i en helt anden, men også meget hyggelig leg hvor vi skulle pakke bøger og en madpakke så vi kunne komme i skole (der var ikke plads til meget mere end et par rosiner, men i Emilies verden er det alt rigeligt til en hel skoledag).

Rasmus Klump holdt også fest

Resized-IMG_1025

Ups! Lige siden jeg begyndte at tænke over Emilie fastelavns-kostume har jeg tænkt at jeg ikke behøvede at finde på noget til Oliver i år – han har jo alligevel ingen holdning til det og ingen anledning til at tage det på andet end herhjemme…

Men to dagen inden det gik løs opdagede jeg at de faktisk holder fastelavn i hans dagpleje. Med tøndeslagning, udklædning, fastelavnsboller og det hele! Og SÅ går det jo ikke, ikke at have udklædning!

Enter Rasmus Klump! Én aften, lidt panik-syning, alletiders-yndlings-baggy-bukser i rød med hvide prikker, tilsat store knapper og seler, en brun body og en lynhurtig hue (uden kvast, det nåede jeg simpelthen ikke :-p) – og Rasmus Klump var klar til fest i dagplejen! Han viste sig at være lidt af et natur-talent udi tøndeslagning (og fastelavnsbolle-spisning). Her har i ham, iført flyverdragt, men med fuldt fokus på opgaven: At slå ‘tønden’ ned:

Resized-IMG_1109

Og lidt flere billeder:

Resized-IMG_0983 Resized-IMG_1049 Resized-IMG_1052

…nu hvor kalenderen skriver marts og foråret officielt er over os er det vist også tid til at lægge fastelavn bag os. Den næste store milepæl her hos os er børnenes fødselsdag, der skal fejres i påsken. 5 og 2! Det er altså vildt nok – vi glæder os og planlægningen er allerede i fuld gang :-)

Final result: Elsa

Resized-IMG_0161

Fastelavn kom og gik! En meget stolt lille Elsa gik afsted til børnehaven – og kom endnu mere stolt hjem som vinder af kattedronning-kronen! En stor dag i en lille piges liv!

Og jeg er som sædvanlig bag ud på bloggen – men her er den! Den endelige Elsa-kjole – godt med swung i skørtet, turkis hele vejen igennem, tilsat lidt sødhed og fratrukket lidt glimmer i forhold til originalen. Et kompromis som både mor og datter i sidste ende var rigtig godt tilfredse med. Kjolen er syet ud fra Hallonsmulas snurre-kjole-mønster og stoffet er købt ved Spoonflower. Det er ikke den billigste løsning og derfor var det vigtigt for mig at sy en kjole som også kan bruges til hverdag. Og her er det ganske vist ikke Emilie, der sætter begrænsningen – hun er faktisk lidt uforstående overfor at man ikke kan have tyl-polyester-glimmer-drøm på i børnehaven. Men altså. Det kan man ikke (her i huset).

Til gengæld syede vi en skinnende kappe for at sætte prikken over i’et på selve fastelavns-dagen:

Resized-IMG_0947

Det mønster er hjemmebikset og stoffet er igen fra Spoonflower. Kappen er foret så den føles lidt luksus og den falder faktisk super fint omkring Emilies smalle skuldre og giver lidt glitter-magi til kjolen. Glitter-magi skal man jo aldrig gå ned på. I hvert fald ikke til fastelavn. Jeg har planer om at lave en diy til kappen – men tør ikke helt love hvornår den er klar. Jeg forudser dog at der i fremtiden kunne opstå et behov for at sy flere kapper i andre anledninger så det er virkelig min ambition at få lavet et rigtigt mønster.

Resized-IMG_0953

Til sidst: Og så skal man huske ikke at lade sig begrænse af sit kostume. Hvem har fx nogensinde sagt at Elsa ikke er en fremragende bueskytte?

Resized-IMG_1031

En kasse fuld af koncentration

Resized-IMG_0101

Om at bruge eftermiddagen på kreativ hygge og om at huske at lægge elektronikken væk. I det mindste en gang imellem.
Indlægget er lavet i samarbejde med Kreakassen.

I dag var trafikken fra Gentofte til Farum særligt slem. Der var ikke sket uheld, der var ikke sne, der var ikke is. Der var ikke sket noget usædvanligt, der var bare usædvanligt mange biler. Sikkert mange andre, der som mig, lidt utålmodigt var på vej i mod en dagpleje for at hente husstandens yngste?

Denne yngste var heldigvis ophøjet uvidende omkring at der gik et helt kvarter længere end forventet før hans mor trådte ind ad døren. Da han så mig, kom han spænende, standsede pludseligt op, pegede på en legetøjsbil på gulvet, som få sekunder forinden havde taget sig en ordentlig flyvetur igennem lokalet.

‘HOV MOR’ råbte han, imens han pegede på bilen. Som om han ville sige ‘hvordan er det dog gået til, at den bil ligger der, midt på gulvet’. Som om det slet ikke var ham selv, der ganske kort forinden havde sendt den ud på sin flyvetur.

Skønt at hente og se både ro, leg og god plads – plads til både de stille børn, og de vilde.

Og skønt at have en af disse vilde med en tur i Silvan (årh WOW, udbrød han når han så en lampe. En boremaskine. En bøtte maling). Årh WOW, da vi fik udleveret en pakke af den søde dame i farve-afdelingen. Stor begejstring da han fik lov at pakke den op – og endnu større begejstring hos storesøster da hun så at det var en pakke fuld af projekter – også kendt som en Kreakasse. Kassen indeholder fire projekter – med udførlige vejledninger og alle materialer. Det var bestemt ikke vores første kreakasse – faktisk har vi været vilde med konceptet siden forrige efterår. Men det var vores første kasse hvor vi kan kalde os selv ambassadører – og det er jeg stolt af! Der er få ting jeg hellere vil repræsentere end Kreakassen. Grunden er lige her:

Resized-IMG_0079 Resized-IMG_0096

Dagens ulvetime. I selskab med en snemandsparade, bittesmå blyanter som bittesmå mennesker var svært begejstrede for, glimmer-papir, koncentration og en god snak om dagen i børnehaven med den ældste og en lille diskussion om hvorvidt de bittesmå blyanter egnede sig til at tegne på bordet med den mindste. Vi nåede ikke helt til enighed om sidstnævnte, men vi hyggede os! Og det er netop det, Kreakassen er – et alternativ til tv, i-pad og telefoner (for både voksne og børn!) og en mulighed for at fordybe sig, selv på et tidspunkt af dagen hvor alle er trætte, aftensmaden, oprydningen og vasketøjet kalder og hvor det kan være svært at få lagt telefonerne væk for mails’ne tikker jo ind – og når de voksne sidder/står med telefoner kan jeg egentlig godt forstå at børnene efterspørger det samme.

Vi øver os i at lægge telefonerne væk, når vi kommer hjem og bruge de få timer inden børnene skal puttes på at være sammen. Nogle dage går det nemmere end andre – denne var helt klart end af de dage hvor det hele gled nemt. Og selv om aftenen endte med nuggets foran fjernsynet gik der ret mange point ind på familie-kontoen i dag :-p

Yes. Der var guitar-spil og det hele. Meget bedre bliver det ikke :-)

Double_1 Resized-IMG_0103

Genbrug: To do or not to do

Resized-IMG_3673

Vi har ærlig talt været lidt uheldige med spisebords-stole herhjemme! Engang havde vi nogle sorte skal-stole fra IKEA, men de blev vind-og-skæve i benene og blev skiftet ud til 25-kroners klapstole, også fra IKEA. De var egentlig tænkt som en midlertidig løsning ind til vi fandt noget bedre – men vi endte med at have dem i flere år. De fungerede sådan set fint, men æstetikken haltede lidt – og efterhånden begyndte de også alle sammen at knække i ryggen.

Derfor besluttede vi os endelig, efter adskillige års betænkningstid, for at købe nogle ret flotte hvide stole med egetræs-ben i ILVA. Set bort fra at de var en elendighed at samle (benene var nærmest umulige at få skruet ordentligt på), så var vi rigtig glade for dem. Ind til de begyndte at falde sammen under os. Ærlig talt ret uhensigtsmæssigt at benene på en stol ikke sidder ordentligt fast…

I lang tid flyttede vi rundt på stolene og sørgede for at vores gæster fik de mest stabile således at hvis én skulle styrte sammen ville det være under en af os og ikke under en gæst. Efterhånden blev risikoen dog for stor og stolene var nødt til at blive skiftet ud. Ligesom dengang med klapstolene blev vi enige om at købe en billig, midlertidig løsning – og valget faldt på 5 hvide skalstole, til salg for samlet 150 kroner i en salgsgruppe på facebook.

Vi er lidt rookier udi at købe brugt – og muligvis, vil nogle mene, er jeg også lidt godtroende. Når jeg ser 5 stole til salg til en pris som jeg synes er rimelig så slår jeg til – uden at handle og typisk også uden at have set varen i virkeligheden. Hvis sælger siger at varen er i orden, så stoler jeg på det.

Det gør mig en gang imellem en smule skuffet på mine medmenneskers vegne.

Hvis det var mig der solgte 5 stole, ville jeg fx nok lige have tørret dem over med en klud inden de røg videre. Jeg ville nok også gøre køber opmærksom på at den ene af stolene allerede var så skæv i benene at den faktisk overhovedet ikke kunne siddes på (det ene ben svævede 5-7 cm over gulvet).

Nå, men. Nu var det jo ikke mig, der solgte, men derimod mig, der kom hjem med 5 jævnt snavsede stole hvoraf den ene røg direkte på genbrugspladsen.

Resten fik en grundig rengøring, en slibning og et lag maling – og udover at de så faktisk så ganske hæderlige ud så var det faktisk også virkelig sjovt! Jeg fik helt lyst til at finde flere gamle møbler at sætte i stand, men det er ikke blevet til mere endnu.

Resized-IMG_3448 Resized-IMG_3452

Det er da en usædvanligt, snavset stol, eller er det bare mig? Det krævede en del knofedt at få stolene rene, men til sidst blev de faktisk ret fine:

Resized-IMG_3446 Resized-IMG_3458

Desværre er de 4 resterende stole, langsomt, men støt også ved at nærme sig en udskiftning. For hver gang man sætter sig på dem bliver benene en smule mere skæve. Den første er allerede kørt afsted til genbrugspladsen og levetiden for de resterende 3 er vist relativt begrænset.

Så – min oplevelse med genbrug var i denne omgang en smule blandet. Jeg kunne godt lide ideen om ikke at smide noget ud som stadig fungerer og det var virkelig sjovt at slibe og male og gøre stolene til vores. Men…netop disse stole var nok på kanten af ikke at fungere mere allerede da jeg købte dem og på den måde var pengene på en måde spildt.

Bedre held næste gang.

Lørdags-hygge-projekt #1

IMG_3233

Inspiration til kreativ ude-hygge med børn.

Ha! Emilie er sendt i børnehave. Jesper er på arbejde. Oliver er puttet i barnevognen. Og jeg har sat mig til rette med en kop kaffe og et (lille-bitte) stykke kage (man er vel lidt på kur), en bunke nyredigerede billeder og en masse ideer til blog-indlæg.

Jeg nåede at sidde her i ca. 5 sekunder – så vågnede Oliver. Åh, det søde barselsliv :-p

Nå, men nu ligger Oliver og triller rundt på tæppet og hygger sig tilsyneladende så jeg prøver alligevel med et indlæg – og det skal egentlig slet ikke handle om barselslivet, men derimod om at holde ferie med en 3-årig uden at have nogle planer. Vi har nemlig ikke rigtig haft nogle faste planer de sidste tre uger og det har på den ene side været fuldstændig fantastisk og lige hvad vi trængte til og på den anden side har det været umanerlig hårdt at finde på gode aktiviteter for en 3-årig. Jeg kan nemlig godt afsløre at sådan en 3-årig har mere energi end to voksne til sammen. Hun kører med 180 i timen fra hun slår øjnene op klokken 6 til hun lukker dem igen om aftenen engang mellem 19 og 20 – og så falder de trætte forældre om i sofaen med babyen som heldigvis kun kører med omkring 50 km/t…

Emilie har virkelig nydt når vi har taget os tid til at finde på kreative projekter som hun kunne være med til – hun elsker at føle at hun hjælper og samtidig elsker hun når hun kan mærke at hun har fuldt fokus fra den ene af os (eller begge hvis det passer med at Oliver sover). En af de første dage i ferien besluttede vi derfor at male gåvognen – Emilie har travet både Taastrup og Smidstrup Strand tynd med den gåvogn og om ikke længe er det tid til at Oliver skal gøre vejene i Farum usikre. Som sådan trængte den ikke til andet end en grundig vask, men for at bruge lidt mere tid på projektet fandt vi maling, afdækningspap og gammelt tøj frem. Emilie valgte at den skulle være blå (heldigt nok da valget stod mellem blå og lyserød og jeg også stemte for blå :-p) og så blev hun sluppet løs med en pensel. Det var et royalistisk svineri, men det var sindssyg hyggeligt – Emilie var meget koncentreret omkring maler-arbejdet og gik meget op i at vi gjorde ‘Olivers gåvogn fin’. Projektet kræver ikke andet end ‘noget, der kan males’ (det kan være hvad som helst), maling, pensler, afdækningspap og tøj, der må blive beskidt – og en god portion tålmodighed :-)

På trods af at der til sidst var mere maling på Emilie end på vognen kan jeg kun anbefale at kaste sig ud i denne type projekter – det er kvalitetstid på højeste plan :-)

IMG_3234 IMG_3246IMG_3233 Paint_3IMG_3253

1 2 3 6