Archive of ‘Det kreative hjørne’ category

Om udlængsel og eventyrlyst

Resized-IMG_9677

Åh, jeg ved det! Hverken Halloween eller fastelavn lurer om hjørnet – det er slet ikke sæson for at sy udklædning! Men, Vaiana! Denne film om pigen fra Stillehavet, der genfinder sit folks udlængsel og eventyrlyst. En film om mod, venskab og fjerne horisonter, fuld af god musik og fantastisk flotte billeder. Jeg kan kun være vild med den! Og heldigvis deler Emilie min begejstring – og Oliver også for den sags skyld. Han er dog mest vild med kyllingen Hey-Hey og den ved jeg ikke lige hvordan jeg skal sy (og ok, ok, jeg synes også at Vaiana er  sjovere :-p ).

Toppen er syet ud fra MadeByRuni’s Everyday Tanktop. Nederdelen tager udgangspunk i Ofelia fra Homemade (Stof2000) – meeen, der er lavet temmelig meget om for at få styr på de to lag med ‘palmebladene’ synlige under det fine, blomstrede stof. Alt stoffet er købt på spoonflower.

Med sådan en fin Vaiana kjole i hus måtte vi bestemt ned til søen – turen udviklede sig dog hurtigt til en rigtig badetur. Det var faktisk umuligt at modstå en svalende dukkert. Simpelthen den bedste måde at bruge en aften på 😀

Resized-IMG_9690Resized-IMG_9679Resized-IMG_9698

DIY: Lys i muslinge-skaller

Resized-IMG_9373

Åh, er der noget bedre end at tage lidt af ferien med hjem, i form af de skønneste muslinge-skaller? Det er som en lille smule af skattejagten og eventyret, der kan tages med hjem i kufferten og minde om sol, sommer, solbrune skuldre og sand i mellem tæerne. Her får du en sød lille ide til at bruge skallerne til stearinlys, der kan bringe sommerens varme langt ind i efteråret.

Min mor og jeg har altid samlet skaller. I hvert fald så længe jeg kan huske. Alle vores skatte er samlet i en stor bowle, der bor i ‘det lyserøde værelse’ hjemme hos mine forældre. Nogle er knækket, andre er fulde af huller. Nogle er så smukke at de er små kunstværker i sig selv. Hver og en af dem er en lille skat, der bærer mindet om en koncentreret jagt eller et utroligt held fra en fjern strand med sig. Sammen med Emilie sidder jeg tit og lytter til havet i konkylierne, vi snakker om livet i oceanerne, om rejser og eventyr. Emilie lytter og sætter alle de fine skaller op på række. Hun giver dem navne og vi leger at vi er i familie med konkylierne og bor på en trope-ø.

Min datter og jeg har altid samlet skaller. I hvert fald så længe hun kan huske. I Portugal boede vi ved den mest fantastiske strand, der gav os uendeligt mange fine, kraftige skaller – det var faktisk ikke så meget et spørgsmål om ‘jagt’ som om ‘at vælge’. Emilie samlede en spand fuld af de fineste og i dag har vi lavet et par stykker om til små lys. Jeg gemmer dem til efteråret og glæder mig til at finde dem frem på en mørk aften og mindes både en dejlig ferie og en hyggelig eftermiddag.

Resized-IMG_9335 Resized-IMG_9338

Fremgangsmåden er enkel. Der skal bruges:

Skaller (alle kan bruges, der må bare ikke være huller)
Væger fra fyrfadslys
Almindelige lys (helst i ægte stearin)

Resized-IMG_9334 Resized-IMG_9344 Resized-IMG_9360

Vægen fjernes fra fyrfadslyset og placeres i skallen. Det lange lys tændes og stearin dryppes ned omkring vægen ind til skallen er fuld. De lys jeg havde på lager var ikke ægte stearin så de sodede virkelig meget – et bedre resultat kunne helt klart opnås med bedre lys. Men hygge-faktoren fejlede ingenting :-)

Resized-IMG_9339

God fornøjelse :-)

Hjemmelavet mælkebøttesirup

Resized-IMG_3909

Mælkebøttesirup af forårets skønne, gule blomster. Tag børnene med ud at plukke blomster og forvandl det til søde, gyldne dråber. 

  1. Det er virkelig nemt og super hyggeligt
  2. Det er vældig pænt
  3. Det smager dejligt

Tre gode grunde til at omsætte plænens mælkebøtter til sirup. Eller skovens eller legepladsens :-)
Mælkebøtter anses lidt som ukrudt og mange haveejere bruger mange kræfter på at bekæmpe dem. Jeg kan egentlig godt lide dem – både deres insisterende gule farve og den skønne frø-stand der kan pustes afsted i vinden. Jeg har dog ikke behov for en hel have fuld af mælkebøtter så at kunne bruge de smukke gule blomster til noget fornuftigt inden de forvandler sig til tusindvis af frø er helt perfekt – og siruppen smager virkelig dejligt.

Du skal bruge:

Ca. 50 mælkebøtter
½ liter vand
400 g sukker (evt. rørsukker for en endnu dybere, varm farve)
1 citron

Derudover:

En kurv eller andet til indsamling af mælkebøtter
Entusiastiske mælkebøtte-plukkere (børn egner sig fantastisk :-)
Et klæde til at si saften igennem
Ca. 3 små fine glas
Atamon til rengøring af glassene

Resized-IMG_3876 Resized-IMG_3888

Start med at plukke mælkebøtterne – sørg for at de vokser langt fra trafik-forurening. Det er ikke super vigtigt nøjagtig hvor mange mælkebøtter, det bliver til, men i omegnen af 50 er passende. Man skal kun bruge hovedet så det er et perfekt projekt til mindre børn, som alligevel ikke plukker stilken (eller er det kun mine børn, der synes at stilken er overvurderet? 😀 ). Det er nødvendigt at plukke blomsterne i løbet af dagen da de lukker sig sammen om aftenen. Vi legede at vi var små bier imens vi plukkede og pigerne havde en fest. Vidste i i øvrigt at en enkelt lille arbejder-bi producerer knap 2 tsk honning i løbet af et helt liv? Heldigvis bliver der nemt meget mere ‘honning’ på denne måde :-)

Hvis der er dyr i blomsterne skylles de væk inden de gule kronblade klippes eller plukkes af – jeg har ikke efterprøvet det, men har læst mig til at de grønne dele godt kan give en bitter smag. Jeg synes at det nemmeste var med en saks at klippe lige over stilken – så løsnede alle de fine, gule blade sig nemt:

Resized-IMG_3891

Kog blomsterne med vand og citron skåret i skiver i ca. 30 minutter. Nu skal blandingen filtreres igennem et viskestykke så alle blomster-dele er sorteret fra. Væsken hældes tilbage i gryden og sukker tilsættes. Nu skal det koge ind til konsistensen passer – lad siruppen simre ved mellem varme og rør rundt en gang i mellem. Det tager lang tid! Flere timer, men det passer i det store og hele sig selv. Når konsistensen er som en lidt tynd akacie-honning hældes det på atamon-skyllede glas. Når siruppen er kølet ned tykner det yderligere og bliver helt perfekt.

Resized-IMG_3901

Det ligner nærmest flydende guld! Og det smager som nektar. Det minder mest af alt om akaciehonning – sødt og lækkert, med en dejlig blomster-smag. Flydende forår. Intet mindre. Brug siruppen i te, på brød, på pandekager eller i madlavning – eller som værtindegave :-)

Resized-IMG_3881 Resized-IMG_3905

Velbekomme :-)