Archive of ‘dagpleje’ category

Børneterapien vol. 2

IMG_5682

‘Emilie er i god udvikling, men vi oplever at hun stadig kan reagere på uventede påvirkninger fra omgivelserne, med voldsom gråd og har brug for at blive betrygget af en voksen når der sker ændringer i omgivelserne. Vi oplever at hun reagerer fysisk når hun har været passet i gærstehuset ved dagplejerens ferie, selv om vi i samarbejde med forældrene giver hende en blid overgang. Hun går med små usikre skridt og kigger ned i jorden’.

Sådan står der i dagplejens indstilling til børneterapien. Denne her Emilie, der ‘går med små usikre skridt og kigger ned i jorden’, hende kender vi næsten ikke. Når Emilie er tryg er hun glad, sprudlende, aktiv, snakkende og grinende. Hun er kærlig, omsorgsfuld og fuld af fantasi – og hun er ikke til at holde på jorden hvis, der er noget i nærheden man kan klatre på. Men når hun bliver utryg sker der en fysisk ændring. Dagplejen beskriver at hun pludselig kan blive ude af stand til at gå ned af en bakke eller en trappe. Hun holder op med at snakke og nægter at lade sig hjælpe af andre voksne end hendes faste dagplejer. Hun lukker af, lukker sig inde og reagerer til sidst med gråd når hun ikke længere kan håndtere situationen.

Heldigvis er hun tryg det meste af tiden! Hun er tryg herhjemme, hun er tryg hos sine bedsteforældre og hun er fuldstændig tryg i sin dagpleje. Men hun er ikke altid helt tryg om tirsdagen når hun er i legestuen og der er mange andre børn, mange andre voksne. Og hun er slet ikke tryg når legestuen bliver til gæstehuset, hvilket betyder at børnene bliver passet i legestuen, men uden deres sædvanlige dagplejer (fx i forbindelse med ferie). Selv om hun kender stedet og kender de faste pædagoger opstår der mange konflikter og mange situationer som Emilie har svært ved at tackle – og når først hun på den måde er blevet sat lidt tilbage skal fundamentet bygges op igen og tirsdagene bliver endnu sværere.

Derfor har vores dagpleje endnu engang bedt om hjælp fra børneterapien – måske er der nogle redskaber de kan bruge til at undgå disse situationer? Eller til at løse dem på (endnu) bedre vis så eftervirkningerne af en enkelt dårlig oplevelse bliver mindre vidtrækkende?

Først og fremmest er vi som forældre meget taknemmelige over at der på denne måde er fokus på at gøre Emilies hverdag bedst mulig – jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Dagplejen i Høje Taastrup gør et helt fantastisk stykke arbejde! Emilie gør også et fantastisk stykke arbejde – hun er en tapper lille trut, selvom det nogle gange bryder sammen for hende.

Dernæst er jeg spændt på om de/vi/hun kan få noget ud af endnu et forløb i børneterapien – det er mit helt klare indtryk at Emilie allerede bliver mødt lige der hvor hun er – med en engels tålmodighed hver eneste dag – men måske er der alligevel noget nyt at hente ved at snakke med nogle flere fagpersoner.

Ind til videre er indstillingen blevet sendt, men vi har endnu ike hørt noget om hvilken type forløb børneterapien anbefaler denne gang – opdatering følger i løbet af efteråret :-)

Ps: Og hey. Så er det jo tirsdag i dag. Så der er vist en, der skal have lov til at blive hentet tidligt :-)

 

Når ét barn fylder for to

Før jul googlede jeg dette emne i timevis – uden rigtig at finde hverken erfaringer eller gode råd. På det tidspunkt var jeg lidt uafklaret i forhold til min egen holdning og mine egne følelser og derfor ville jeg gerne læse hvordan andre havde oplevet situationen.

Situationen er den at Emilies dagplejemor i fællesskab med den tilknyttede dagplejepædagog, i december, spurgte om de fremover må lade Emilie fylde to pladser i dagplejen.

Min allerførste følelse var en lille smule panik.

Min næste følelse var en stor lettelse.

Min tredje følelse var en enorm taknemmelighed over hvor dygtig vores dagplejemor er til at læse Emilies behov. Dernæst hvor fantastisk det er at det system hun er i, er villigt til at akkommodere netop hendes behov.

Lad mig prøve at forklare:

Følelse nummer 1: Når ét barn får lov at fylde to pladser i en dagpleje så er der nogle særlige omstændigheder omkring det barn, der gør at den normale normering er utilstrækkelig. Barnet kræver særbehandling – og med denne særbehandling følger et stempel. På stemplet står der (i dette tilfælde) ‘besværlig’. Følelsen af panik skyldtes at både vi, vores dagplejer og forskellige fag-personer (sundhedsplejersker, fysio- og ergoterapeuter) har gjort alt hvad vi kunne for at give Emilie en god hverdag i dagplejen. Jeg følte at det ikke var nok. Jeg følte at hun aldrig vil komme til at passe ind nogen steder. Og jeg blev helt fortvivlet på hendes vegne.

Følelse nummer 2: Jeg tog fejl! Hun passer ind. Hun har det godt. Hun elsker at være i dagplejen.

Følelse nummer 3: Denne mulighed for at optage to pladser er en måde at sikre at hun fortsat vil have det godt i forbindelse med at to store piger stopper i starten af året og små nye børn, kommer til. En sådan ændring af hverdagen påvirker Emilie enormt meget og derfor er det faktisk en helt fantastisk fin ide at der i første omgang kun kommer ét nyt barn ind. Om tre måneder evaluerer vores dagplejer og dagplejepædagogen igen hvordan det går og hvis Emilie er faldet til ro med den nye konstellation af børn bliver den sidste plads igen frigivet og endnu et barn kommer til.

Jeg tror at der kan være mange årsager til at ét barn optager to pladser, men i dette tilfælde skyldes det simpelthen en stor medfølelse fra de voksne, der er omkring Emilie. Jeg er lykkelig over at der er plads til at være netop den hun er – også selvom hun ind i mellem kræver ’særbehandling’.

Hvordan siger man tak?

I morgen er sidste dag i dagplejen inden en hel måneds ferie. Jeg har tænkt meget over hvordan jeg kan sige tak for den omsorg og kærlighed Ekko er blevet mødt med på trods af at hun har strittet imod, skreget og krævet Anitas opmærksomhed til fulde, til tider på bekostning af de andre børn i dagplejen. Jeg kunne selvfølgelig bare sige ‘Tak, og god ferie’. Men jeg vil gerne give lidt mere for jeg føler at vi har modtaget ‘lidt mere’.

Anita er aldrig gået på kompromis med den omsorg hun viser ’sine’ børn. Da det ikke var muligt at køre Emilie ind parallelt med dagplejens normale hverdag blev alle ressourcer taget i brug. Dagplejepædagogen aflastede ved at passe de andre piger, der blev indkøbt diverse redskaber for at lette hverdagen med et barn, der ikke kunne lægges, hverken på gulv eller i barnevogn, børneterapien blev inddraget – og hele vejen igennem er vi som forældre blevet mødt med et smil og en ro som vi ofte selv har haft svært ved at finde.

Anita tager kæmpe hensyn til Ekkos individuelle behov og har tilrettelagt en hverdag hvor Ekko sover og spiser på de tider, der passer i hendes rytme – på trods af at de tre andre børn har en helt anden rytme. Fra et barn, der græd hjerteskærende i de første 6 uger (ikke kun i forbindelse med aflevering, men al den tid hun var alene i dagplejen) har vi nu en pige, der vinker sin far ud af døren om morgenen når han står og snakker for længe. Det er helt uvurderligt. Og det vil jeg gerne sige tak for.

God ferie, Anita.

 

Ekko-spam og en opfølgning på dagplejen

Det er da vist længe siden Ekko har fået sit helt eget indlæg! Det må vi straks få lavet om på – jeg tænker også at det må være på tide med en dagpleje-update. Jeg gennemgår simpelthen hele forløbet – så er der dagbog til mig og hvis nu der sidder andre derude, der synes at det med institutionsstart er svært, kan de måske have glæde af at læse hvor godt det kan ende :-)

Uge 1
Vi har snakket med vores dagplejemor (=A) om at Ekko er lidt sensitiv og samtidig relativt signalstærk – og er derfor blevet enige om at lave en meget langsom og mild indkøring. De første tre dage er jeg i dagplejen sammen med Ekko og det er virkelig en fornøjelse at se hvor spændende hun synes det er at kigge på andre børn og at have adgang til nyt legetøj. I løbet af de første par dage søger hun væk fra mig og ud i stuen og kravler endda hen til A. Hun vi dog absolut ikke tages op og hun holder godt øje med hvor jeg befinder mig.

På 3. dagen prøver jeg at gå udenfor i 10 minutter. Ekko skriger sine lunger ud. Det samme gentager sig de næste par dage og så er den første uge allerede gået.

Uge 2
Jesper overtager afleveringen i håb om at overgangen fra ‘far til A’ vil føles mindre slem for Ekko end overgangen fra ‘mor til A’. Not so much. Ekko bliver afleveret klokken 8 og aftalen er at Jesper henter hende igen 11.30 (efter frokost, før middagsluren) hver dag. Ikke et eneste øjeblik holder Ekko op med at skrige og fredag i uge to beder A os om at søge hjælp hos børneterapien da Ekko er meget mere ulykkelig end nogen af os kan leve med. Samtidig aftaler vi at starte helt forfra med indkøringen i uge 3. Fra at være glad for at være i selve dagplejen (sammen med mor eller far) har vi nu et barn, der begynder at skrige allerede når vi går ned til bilen.

Uge 3
Hvis du er mor til et sensitivt barn, eller et barn som du af andre årsager tænker vil reagere voldsomt på at være væk hjemmefra, så start her! Spring uge 1 og 2 over – det er ikke måden at gøre det på. I uge 3 afleverede Jesper Ekko hver morgen ved 10-tiden når hun havde sovet til formiddag og spist hjemmefra så udgangspunktet var et udhvilet og mæt barn. Han afleverede ved at gå med ind og sætte hende på gulvet, sige farvel og forlade stuen lidt hurtigt – selv om hun græd og holdt fast i ham. De første dage var han kun væk i 10-15 minutter og så snart han vendte tilbage faldt Ekko ned igen, selvom hun var helt oppe i det røde felt. Når Jesper kom igen blev han i dagplejen i nogle timer (op til 3-4 timer) for at vise Ekko at ‘her er et dejligt sted at være’. I løbet af ugen begynder Ekko igen at søge ud i stuen og væk fra Jesper – så nu er vi nærmest tilbage ved udgangspunktet. Denne gang er vi dog mere forsigtige og fortsætter ugen ud med samme taktik.

Uge 4
Ekko er stadig lige ulykkelig hver gang Jesper går. Hun er efterhånden alene i dagplejen i en times tid hver dag og den tilknyttede dagplejepædagog er indkaldt for at gå tur med de andre piger og give A frie hænder til at tage sig af Ekko. Vi trapper lidt ned for ‘far-i-dagpleje’ tiden, men Jesper bliver stadig en halv til en hel time hver dag når han henter Ekko. Ekko er begyndt at søge trøst hos Anita, men det er endnu ikke sket at hun er holdt op med at græde længe nok til at blive sat ned på gulvet.

Torsdag i uge 4
I dag knækkede koden. Ekko besluttede tilsyneladende pludselig at ‘ok, her skal jeg åbenbart være og så må jeg hellere få det bedste ud af det’. Overgangen er voldsomt brat! Fra vild gråd i hele alene-perioden til 5 minutters gråd i forbindelse med aflevering – og derefter leg på gulvet, spisning og endda sovning (dog på Anitas arm og ikke for sig selv).

Uge 5
Efter at Ekko accepterede A har hun overvejende været tilpas i dagplejen. Det har dog været meget svært for A at få hende til at sove og det har fortsat været rigtig godt at dagplejepædagogen kom hver dag og hjalp til da A går rundt med Ekko det meste af tiden.

Uge 6
Nu er uge 6 netop startet og i går var det mig, der hentede. Jeg hentede en stor-smilende pige, der kravlede pludrende rundt under bordet. En pige, der havde spist laks med sovs og kartofler i stor stil til frokost og derefter taget en 2½ time lang lur i barnevognen! Til dem, der måske ikke kender Ekko så sover hun aldrig i 2½ time om dagen og hun hader at køre i barnevogn! Jeg er en lille smule bange for at hun er blevet forbyttet, men jeg kan nu ret godt lide den nye Ekko 😉
For at fejre successen gik vi ud på altanen da vi kom hjem og legede med de små sten i altankassen – til stor lykke for den unge dame (som er meget sød til ikke at putte små sten i munden!).

Alt i alt har indkøringen været rigtig hård og det har taget lang tid – men et super godt samarbejde imellem A og Jesper har alligevel gjort at vi til sidst fik overbevist Ekko om at det hele nok skulle gå :-)

Om vores første møde med børneterapien

Vores sundhedsplejerske har et par gange foreslået at henvise os til børneterapien i forbindelse med Ekkos mange skrigeture. En stor del af gråden har været kolik-smerter, men selv efter at maven har det nogenlunde godt, er vi ikke blevet helt fri for skrigeture.Men hvor ondt det end gør i hjertet når Ekko er helt utrøstelig har vi flere gange afvist tilbuddet. Uden egentlig at ane en dyt om hvad de laver har jeg tænkt ‘hold nu op, hun fejler jo ikke noget og man sender da ikke 10 måneder gamle børn i terapi?!’. Jeg er så træt af at være sygeliggjort – først var hun for lille inde i maven, så var hun for lille ude i verden, så var der noget galt med hendes hofte (som der overhovedet ikke var), så tog hun ikke nok på, så var hun motorisk bag ud, så var hun foran og nu står vi med en lille, meget signalstærk, særligt sensitiv pige, som synes at det er rigtig svært at tilpasse sig livet i en dagpleje.

Det er ikke en sygdom. Men hun kræver meget af sine omgivelser. Og da vores dagplejemor i fredags havde været nødt til at sende sine andre børn med en anden dagplejer på legeplads fordi de blev aggressive og kede af at Ekko rasede og rasede bad hun os om at kontakte terapien i håb om måske at kunne få nogle redskaber, der kan gøre det nemmere for Ekko at vænne sig til omvæltningen. Jeg ved godt at alle børn græder når deres mor går og det er i og for sig en meget sund reaktion – men Ekko bliver ved med at græde, kan slet ikke trøstes eller distraheres og det går jo ikke.

Så nu har vi været til en konsultation med en ergoterapeut.

Vi har udfyldt et langt spørgeskema og konklusionen på det er at Ekko er sensorisk følsom og sensorisk sky i meget høj grad og sansesøgende i mindre grad.

Og hvad gør man så ved det?

I første omgang tager man lige en dyb indånding og minder sig selv om at det faktisk er rigtig rart at blive anerkendt i den fornemmelse man havde af ‘at alt ikke var helt som hos de fleste andre’. Og så minder man sig selv om at ’særligt sensitiv’ bestemt ikke er en sygdom. Og så tager man ellers tingene stille og roligt. Vores dagplejemor har af sig selv taget nogle rigtigt gode initiativer, fx har hun taget en barnevogn ind i stuen så Ekko kan sidde hævet og dermed ikke føle sig truet af de andre, større børn (desværre er Ekko jo ikke så stor fan af barnevogne, men godt forsøgt…). Derudover har hun aftalt med dagplejepædagogen at hun kommer hver dag i denne uge og tager de to største piger med på legeplads så Ekko kun skal forholde sig til et enkelt andet, stille og roligt barn.

Og så afventer vi hvad de kan tilbyde os i børneterapien – der skal lige laves journal og udfyldes papirer inden vi kan komme i gang. Selv om jeg har været skeptisk må jeg indrømme at vi blev mødt af en meget sød og forstående ergoterapeut, der virkede til at anerkende både vores behov og vores bekymringer. Uden at love guld og grønne skove, lovede hun os at Ekko nok skal blive glad for dagplejen – og det lyder jo godt :-)

 

Mandag

Jeg tænker nogengange at det kunne være rigtig rart at have en duplikator. Så kunne jeg, ligesom Steen, lave et par kopier af mig selv – der kunne fx være en der tog med Ekko i dagpleje. Og en anden, der skrev en masse ansøgninger. Og en der handlede. Og så kunne den rigtige mig tusse rundt herhjemme i uldsokker og bage kage. Arhmen, det ville da være fantastisk, no?

Måske kan jeg nøjes med at få lavet såden et card-board, i fuld størrelse, så kan Ekko have den med i dagpleje? Så skal den rigtige mig nok klare alt det andet imens :-p

Hun synes ihvertfald ikke at det er en god i de at hun skal være derhenne alene. Som i overhovedet slet ikke nogen god ide. Så nu er vi begyndt næsten forfra og i dag har hun kun været der i 10 minutter. Jeg brugte tiden på at tage lidt billeder og kom så hurtigt Anita og de andre piger til undsætning – den ene af dem mødte mig ude i gangen og sagde glad ‘Milie ked af det’. Joh…det kan jeg godt høre…det kunne jeg faktisk høre helt henne på legepladsen, 100 m væk…

Så deeet, går ikke så godt med den dagpleje. Faktisk går det dårligere for til at starte med ville Ekko gerne være i huset og hun syntes at de andre børn og legetøjet var spændende. Men nu ved hun lige så snart hun kommer ned i bilen at vi skal et sted hen hvor hun bliver forladt (altså, det gør hun jo ikke, hun er i gode hænder – men hun tror at hun bliver forladt). Er der nogen, der har været igennem en hård indkøring, der har nogle gode råd?

Og ps: Hvor er det bare mandagsagtigt at slæbe barn, pusletaske og yndlingslegetøj hele vejen ned til i bilen inden man kommer i tanke om at autostolen står oppe i lejligheden. Og hvor er det bare endnu mere mandagsagtigt at skvatte lige på numsen pga. en frossen vandpyt når man for anden gang bevæger sig ned til bilen med baby på armen. Heldigvis klarede jeg i bedste ninja-stil at holde Ekko fuldstændig oprejst i hele faldet så hun stort set ikke bemærkede det… :-p

 

Dagplejen fortsat

Phew…det trækker godt nok tænder ud, dette her med dagpleje! Ekko synes fortsat at det er mægtig fint med andre børn og spændende legetøj (især den meget fine gåvogn er et hit), men hun synes også fortsat at det er verdens allerdårligste ide at man ikke kan være i dagpleje sammen med mor eller far…Sådan her er alle dagene forløbet i denne uge:

Kl. ca. 6: Ekko vågner og morgenhygger med far (mor, der stadig er oppe 5-10 gange hver nat, sover en time mere)
Kl. ca. 7: Morgenmad
Kl. ca. 8: Aflevering af sur baby i dagplejen. Den lille dame har nu regnet ud hvad der skal ske når hun bliver sat ind i bilen så der starter balladen…
Kl. ca. 8.30: Ekko falder udmattet i søvn i Anitas arme – og vil ikke lægges. Næh, hun mener godt at stakkels Anita kan sidde med hende på skøddet imens hun sover…heldigvis er de tre andre piger i dagplejen helt upåvirkede…faktisk er de virkelig søde og gør alt muligt for at opmuntre babyen som er ‘ked af det’. De kommer med dukker, siger ‘bøh, Milie’ og er i det hele taget ret seje.
Kl. ca. 9: Ekko vågner igen og surhedsgraden er varierende. De sidste par dage har hun faktisk hygget sig i en times tid – JUBII 😀
Kl. ca. 10-11 stykker: Ekko kommer igen i tanke om at mor og far mangler og bliver rasende.
Kl. 11.30: Ekko bliver hentet.

Og NU kommer det skønne: Fra det sekund en af os træder ind nede hos dagplejen er Ekko glad! Som i virkelig rigtig glad og ikke bare ikke-sur – det er SÅ dejligt. Og nu kommer det næste skønne:

Kl. ca. 13.30: Ekko falder i søvn og sover i 1½ – 2 timer. Du læste rigtigt, TO timer! Det er crazy vildt – men super godt for både forældre og barn med en ordentlig lur.

Resten af eftermiddagen nyder vi alle sammen det gode humør (når der altså ikke kommer sygdom på tværs…argh!) og jeg må sige at selv om det er hårdt at hun er så ked af det i dagplejen så er hun virkelig en fornøjelse når hun kommer hjem så overordnet set har vi det, som familie, meget bedre end vi nogensinde har haft det før. Bare vent – om en uge skriver jeg måske et indlæg om hvor godt det går om natten (fingers crossed :-p )

 

Weekend-liv

I de sidste par måneder har der ikke været forskel på hverdag og weekend. Med to forældre på barsel har har der været dømt hygge uanset om kalenderen har sagt tirsdag eller søndag. Men denne weekend er anerledes – for i morgen bliver vi forældre til et dagplejebarn. Selvom vi har god tid til at køre Ekko ind og hun i første omgang kun skal være der sammen med os så får hverdagen, fra i morgen, et element af ‘der er noget vi skal nå’.Derfor er der skruet lidt ekstra op for hyggen i denne weekend. I går var der tur på legeplads, fangeleg i stuen, en ekstra hygge-amning, flødeboller og i dag lagde vi ud med pandekager med hindbærflødeskum. Ekko havde allerede spist en hel portion fuldkornsgrød, men hun omsatte snildt en pandekage også 😉

Michelin-babyen i fuld fart:

Pandekagerne består af æg og hytteost og smager absolut fantastisk – og flødeskum til morgenmad er et gode som vi aldrig havde overvejet før vi begyndte op dette her LCHF 😉

Og nu? Nu skal der brygges kaffe og bades imens miniputten sover til middag – hav en rigtig dejlig søndag ude i snelandskabet :-)

Ekko sover, mor shopper

Det store kreditkort var fremme i går – den kommende dagplejestart kræver nemlig nye transportmidler:

Derfor er alt dette på vej! Cyklen er fra Bilka og alle de andre ting er fra cykelpartner – jeg krydser mine små fingre for at Ekko synes at det er alletiders at cykle. Det synes hun nok ikke, men hun kan nu blive nødt til at vænne sig til det for der er lidt for langt at gå og lidt for kort til at starte bilen op hver dag (undtagen måske hvis vejret er så dårligt som det er i dag, uf!).