Archive of ‘Børn i naturen’ category

Efterårs-fornemmelser

Resized-IMG_3762

Har i hørt det? Der loves op til 20 grader i næste uge! Det lyder jo ganske enkelt fantastisk!

Men! Og der er et men (det er lille, fordi, TYVE grader i oktober!!!) – men! Hvor er vandet? Jeg tror da egentlig at jeg synes at det har regnet temmelig meget i september? Men på de billeder her, dem med det høje græs, der sidder Emilie nede på bunden af ‘vores’ sø. Sø er måske nok så meget sagt, men vandmåleren (der pt måler minus 25 cm) plejer dog trods alt at vise omkring 1.5 m så lidt mere end et lille vandhul er der dog tale om.

Men nu er der altså ikke noget vand. På vores aftentur i dag snakkede vi lidt om hvad vand-dyrene dog skal gøre. Vi spottede en lillebitte frø – Emilie var ret bekymret for den, for, som hun sagde, den kunne jo ikke vide at søen var forsvundet siden den var en haletudse. Vi så også en edderkop – den havde hun dog ikke ondt af…

Oliver besluttede sig for at plukke det længste græsstrå. Han udvalgte sig det nøje, tog godt fat med sin lille buttede hånd, hev til – og knækkede strået. Hvorefter han indigneret udbrød ‘HOV! Det var IK langt!’. Hver gang. Ca. 20 gange i træk. SÅ svært ikke at dø lidt af grin over ham…til sidst fik vi dog fat i et passende langt græsstrå.

Nuvel. Jeg ser frem til de 20 grader og endnu flere gode opdagelser i det smukke efterårs-landskab. Efter en lang dag på kontoret er det simpelthen guld værd at få lidt luft, lidt våde tæer i det høje græs og at bekymre sig lidt om frøerne fremfor alt hvad man ellers kan finde på at have om ørerne :-)

Resized-IMG_3696 Resized-IMG_3728 Resized-IMG_3746 Resized-IMG_3777Resized-IMG_3769

Om udlængsel og eventyrlyst

Resized-IMG_9677

Åh, jeg ved det! Hverken Halloween eller fastelavn lurer om hjørnet – det er slet ikke sæson for at sy udklædning! Men, Vaiana! Denne film om pigen fra Stillehavet, der genfinder sit folks udlængsel og eventyrlyst. En film om mod, venskab og fjerne horisonter, fuld af god musik og fantastisk flotte billeder. Jeg kan kun være vild med den! Og heldigvis deler Emilie min begejstring – og Oliver også for den sags skyld. Han er dog mest vild med kyllingen Hey-Hey og den ved jeg ikke lige hvordan jeg skal sy (og ok, ok, jeg synes også at Vaiana er  sjovere :-p ).

Toppen er syet ud fra MadeByRuni’s Everyday Tanktop. Nederdelen tager udgangspunk i Ofelia fra Homemade (Stof2000) – meeen, der er lavet temmelig meget om for at få styr på de to lag med ‘palmebladene’ synlige under det fine, blomstrede stof. Alt stoffet er købt på spoonflower.

Med sådan en fin Vaiana kjole i hus måtte vi bestemt ned til søen – turen udviklede sig dog hurtigt til en rigtig badetur. Det var faktisk umuligt at modstå en svalende dukkert. Simpelthen den bedste måde at bruge en aften på 😀

Resized-IMG_9690Resized-IMG_9679Resized-IMG_9698

Her er der ro

Resized-IMG_7642

Vi gik en skøn tur i morges. Klokken lidt i 8 på en lørdag havde vi de små rækkehus-veje for os selv. Vi eksperimenterede lidt med viklen – Emilie på ryggen, Oliver på maven (altså, ikke på én gang, så avancerede er vi ikke endnu – men det fungerede perfekt med Oliver). Vi løb om kap hen ad vejen og fik vækket en lidt arrig hund. Vi samlede snegle og sten og til sidst kom vi hen på ‘engen’. Et lille stykke vild eng, hvor der kun slås en sti rundt i kanten og en enkelt på tværs. Græsserne vokser vildt, mariehøns findes i hobetal, enkelte hvide kålsommerfulge flakser rundt – men blomster, dem er der ikke mange af! Og det var ellers dem vi kom efter. Vi (= jeg) havde nemlig planlagt at lave midsommerkranse. Jeg har altid syntes at det er den fineste tradition og særligt i år hvor vi ikke kan markere dagen med bål syntes jeg at det var dejligt med en anden måde at fejre dagen på.

Nuvel, vi samlede græs til at binde kranse og besluttede at finde blomster et andet sted. Emilie erklærede at hun og Oliver nu er blevet interesserede i mariehøns og så løb de ellers afsted igennem det høje græs. Emilie ledte virkelig omhyggeligt efter de små fine insekter og jublede af glæde hver gang hun så en. Oliver jublede hver gang Emilie jublede, uden nødvendigvis at vide hvorfor. Da han så en mariehøne kravle på Emilies hånd forlangte han straks at den også skulle kravle på ham. Han stampede endda i jorden for at få Marie til at forstå alvoren! Men hun var ligeglad og ville hellere blive på sin tidsel.

Resized-IMG_7626

Oliver var ikke tilfreds! Men han glemmer hurtigt sine sorger og spænede videre af en hemmelig sti i græsset – en der kun er fremkommet af at blive gået på og ikke fordi græsset er blevet slået. En sti hvor man kan føle at man er helt alene i verden når man kun er lidt mere end 80 cm høj – og græsset er mere end en meter. Den slags stier, som helt afgjort er min yndlings.

Resized-IMG_7621 Resized-IMG_7655

Efter 2½ år kan jeg stadig forundres over at vi bor med denne skønhed lige uden for vores dør. Forundres og glædes. Over naturen og over børnenes evne til at bruge flere timer uden anden underholdning end mariehøner. Og over den ro det giver mig.

Jordbær-ekspeditionen

Resized-IMG_7151

Efter at have forladt Rokkedyssegård i går med uforrettet sag i forhold til jordbær-plukning så jeg i dag, ved et rent tilfælde, at ‘vores egen’ helt lokale øko-gård åbnede for selv-pluk – i dag! Jeg var derefter ikke sen til at beslutte at slå et smut forbi på vej hjem fra arbejde, børnehave og dagpleje – og det var skønt! Jeg tør slet ikke gisne om hvor mange jordbær, der endte i maverne, men der kom i hvert fald også mange i bakkerne så vi kan lave is, smoothie, grød osv osv i dejligt lang tid fremover – win!

Begejstringen er til at få øje på:

Resized-IMG_7255 Resized-IMG_7269

Og tippet er hermed givet videre: Stengården i Bregnerød har netop nu åbent for selv pluk og der er mange bær! Og de smager himmelsk :-)

Der er åbent hverdage fra 12-17, lørdag 10-15 og søndag 12-15 – henvend dig i butikken for at få vejet dine bakker (eller køb bakker til 3 kroner hvis du ikke har nogle).

Resized-IMG_7258 Resized-IMG_7277 Resized-IMG_7297 Resized-IMG_7300

En eftermiddag well spent.