Archive of ‘Baby’ category

Bare barselshygge

IMG_2124

Man siger at et billede siger mere end tusind ord. Så i stedet for at skrive tusind ord vil jeg bare lade billedet tale for sig selv. Det er hygge. Det er rod. Det er barsel.

(Det er 36 ord i alt).

Når en æra slutter

IMG_2026

Det er en lidt skør uge, denne her. Jeg har sådan en lidt vemodig fornemmelse af at alt hvad jeg gør, gør jeg for sidste gang. Det er jo ikke rigtigt for Oliver skal jo stadig puttes, gåes tur med, mades og leges med – men efter på fredag er det ikke mig, der skal gøre det. I hvert fald ikke til hverdag.

I mandags var vi til den sidste babysvømning hvor vi bare i ro og mag kunne gå afsted herhjemme fra når det passede os. I går havde vi den sidste mødregruppe. Det er nogle skønne piger med nogle dejlige unger så jeg er sikker på at vi bliver ved med at ses. Men ikke til kaffe, snak, tumling og brød fra Farumhus tirsdag formiddag.

I dag er en af de sidste dage (måske dén sidste) hvor en lille bluse til Emilie er blevet til imens Oliver sov formiddagslur.

I morgen er det den sidste torsdag Oli og jeg har sammen.

Og fredag er det simpelthen den sidste hele dag hvor det bare er os to. Min allersidste barslesdag. Ever.

Jeg er helt klar til at starte på arbejde igen. Jeg glæder mig! Men jeg må også sige at de her 9½ måned hjemme med Oliver er gået fuldstændig vanvittigt stærkt. Første gang jeg afsluttede en barsel var det med flossede nerver, en ikke-helt-bearbejdet fødselsdepression, søvnunderskud, der kunne nå helt op til månen og en hel masse frygt for om vores lille pige bare så nogenlunde kunne få en glad hverdag. Jeg følte ikke at tiden var gået stærkt. Tvært i mod. Jeg kunne ikke mærke om der var gået 1 år eller 100 – jeg vidste slet ikke hvem jeg var før vi blev ramt af vores lille kolik-plagede, sensitive hidsigprop. Men jeg var ikke i tvivl om at jeg skulle på barsel igen. For alt til trods så var der (naturligvis) intet jeg elskede højere end Emilie.

Denne gang er det nogle helt andre følelser jeg afslutter min barsel med. Det har været sjovt og hyggeligt. Selvfølgelig har jeg nogle gange været presset og haft lyst til at sætte baby (meget) billigt til salg. Vi har ikke sovet siden november pga tænder, sygdom, nat-aming osv osv. Det er ikke altid nemt at få alle ender til at nå sammen i en familie på 4. Men sådan i det store billede føler jeg at det er relativt ukompliceret at have en baby, der er i trivsel. Der har været tid til både at kysse, kramme og synge 1000 sange om dagen – men der har også været tid til at lære at sy. Til at tage billeder. Til at hygge med veninder. Tid til mig. Tid til Emilie.

Og ikke mindst, så er der nu faktisk noget jeg elsker lige så højt som Emilie – og det er på trods af at kærligheden til hende er kun er vokset med tiden. Det er ikke noget med at kærligheden er delt imellem de to, der er bare en lige så stor portion til rådighed til Oliver som Emilie allerede havde fået.

Men selv om det har været dejligt så skal jeg ikke på barsel igen. Jeg bliver tit spurgt om vi skal have en 3’er. Det skal vi ikke. Vi er os fire og det er faktisk helt perfekt. Og det er uanset at denne barsel har været en drøm og at jeg egentlig ikke ville have haft noget i mod hvis den fortsatte lidt endnu…

Nu vil jeg gå ud at lave den 3. sidste barsels-10-mad til Oli. Jeg tror at menuen står på avocado og vindruer. Måske lidt grød. Imens tager Oli alle brikkerne op ad kassen. Alle spillene ned fra hylden. Og alle bøgerne ud på gulveImens han siger ‘DA-DA-BA-BA-GA-GA’. Lige som det skal være :-)

IMG_2167

Muslingen

img_9513

Haha. Jeg havde min kære far på besøg i onsdags og han mente godt nok at han efterhånden havde set længe nok på den flaske fra Go Tan, der er poppet op som det første på bloggen i laaang tid. Sorry. Her er i stedet et billede af bade-Oli. Det er nemlig noget af det vi bruger vores tid på, fremfor at blogge – at gå i svømmehallen, altså. Og det er fedt! Oliver har avanceret fra ‘Baby’ til ‘Musling’ og har allerede fået sit første fine diplom – og det synes jeg faktisk også at han har fortjent, for han er sej til det! Han dykker, plasker, hygger og snakker – og den halve time om mandagen vi er i vandet er faktisk en af de bedste halve timer hele ugen. Oliver kan nu selv ’svømme’ et lille stykke under vandet – og når man synger den rigtige sang imens han sidder på kanten, læner han sig selv frem og dykker ned under vandet – så skal han bare lige have hjælp til at komme omkring og ind til kanten igen – det er da sejt når man kun er 7 måneder gammel 😀

Jeg gik også meget i svømmehallen med Emilie da hun var baby (og hun elskede det også!), men vi gik aldrig på et rigtigt hold og jeg tænkte nok egentlig at det næppe kunne være nødvendigt – vi kunne jo sagtens finde ud af at hygge os helt selv. Men jeg må sige at jeg har kæmpe respekt for både de dygtige instuktører i Svømmeskolen, men så sandelig også for hvor meget sådan et lille menneske kan helt selv når bare de får lov at lære tingene i den rigtige rækkefølge og i deres eget tempo :-)

Det meste af tiden har han faktisk åbne øjne under vandet og jeg har ladet mig fortælle at babyer ser meget bedre end voksne gør under vand – men det lykkedes mig ikke at fange et billede af ham med åbne øjne, det ser ellers ret sødt ud (*ahem, det skyldes jo naturligvis at jeg ikke lige havde tænkt på at når man dykker ned under vandet med sit kamera (og man ikke er en baby) så kan men ikke længere se hvad det er man tager billeder af – så billedet er taget fuldstændig i blinde…næste gang må jeg have et par dykkerbriller med :-p )

img_9504

Ekko og Oli

e-og-o

Denne her trøje! Den var noget af mit yndlingstøj til Emilie! Og så havde jeg glemt den! Heldigvis kan Oliver stadig passe den og nu er det også blevet koldt nok til at bruge den 😀

Til venstre: Emilie, ca. 4 måneder gammel.
Til højre: Oliver, ca. 6 måneder gammel.

Det er som om Olivers hoved fylder huen lidt bedre ud end Emilies nogensinde har gjort :-p

En lille gæsteblogger

IMG_7163

Det er kommet mig for øre at min storesøster fik lov at lave et blog indlæg lige da hun fyldte 4 måneder. I kan derfor nok forstå at jeg har været lidt mellemfornøjet de sidste par dage – jeg er nemlig allerede 4½ måned og jeg er overhovedet ikke blevet spurgt endnu om jeg kunne have lyst til at blogge lidt! Og det har jeg ellers virkelig meget lyst til – for jeg har SÅ meget at fortælle og jeg risikerer jo at glemme det hvis det ikke bliver skrevet ned. Min mor siger nemlig at min korttidshukommelse ikke er helt hvad den bliver til en gang. Og vist egentlig heller ikke min langtidshukommelse.

Men det gør nu ikke noget for jeg kan sagtens huske de vigtigste ting. Jeg kan huske at jeg altid bliver helt vildt glad når min storesøster kommer hjem fra børnehave. Hun kommer altid løbende hen for at give mig et kys og det er bare så dejligt at jeg prøver at holde fast i hende. Jeg ynder at tage fat med begge hænder i hendes fine hår og så trækker jeg hende ind til mig af alle mine kræfter – hun synes slet ikke at det gør ondt, hun griner bare og råber ‘NEJ, olsi-molsi-trolsi’. Nogle gange kommer hun til at kramme mig lidt hårdt – så kommer mor og tager hende væk. Jeg brokker mig ellers overhovedet ikke for jeg synes at det er så dejligt at hun altid gerne vil lege med mig.

Jeg kan også huske at det er helt fantastisk når mor (eller far) kommer med en lille skål med en orange ske i. Så får jeg mad! Rigtig mad! Min favorit pt er hirsegrød – meget gerne med lidt sveskemos på toppen så jeg ikke får ondt i maven. Men jeg har også kastet mig ud i både kartoffelmos, gulerødder, pastinak og broccoli. Jeg er faktisk ikke det mindste kræsen.

For godt og vel 14 dage siden vejede jeg 7 kg og var 66 cm lang (se, mor skulle have ladet mig blogge dengang, så passede målene) – jeg ved ikke helt hvor stor jeg er nu, men afgjort større :-p

Jeg har dog for første gang prøvet at være syg…40 i feber havde jeg hele dagen i lørdags! Det var altså ikke det sjoveste…men det gik heldigvis hurtigt over og i dag er jeg lige så frisk som en havørn. Dagen byder på besøg hos vores genbo – der bor en lille pige, som jeg har et godt øje til og så skal vi på en mission ud for at skaffe sveskemos. Jeg er begyndt at synes at der er lidt laaangt at gå hele vejen ned til Rema, men heldigvis har mig og Emilie fået os en sej cykeltrailer så vi kan komme rundt i en fart. Det betyder også at jeg kan komme med ned i børnehaven og hente Emilie – alle børnene dernede synes at jeg er vildt sød så de kommer løbende for at ae mig så snart vi kommer ind ad døren. Jeg soler mig bare i al den opmærksomhed, det er skønt.

Nu er det tid at gå på visit hos Sophia så i må have mig undskyldt. Men jeg skal nok vende tilbage ganske snart.

IMG_7185

Supermand sover

IMG_2797

Åh, de små buttede arme. Og de tykke kinder. Der er ikke meget, der er bedre end sådan en sovende guldklump – desværre er det ikke noget han praktiserer super meget om natten for tiden. Altså, forstå mig ret, vi er stadig lysår fra at sove så dårligt som vi gjorde for 3 år siden, men derfor kan man jo godt blive træt når man skal give mad for 4. gang på en nat. Og i øvrigt først er kommet i seng klokken 22.30 fordi man har fået en baby, der er frisk og glad heeeele aftenen :-p

Det er nu ikke fordi det er stort problem, det med søvnmangel. Jeg tænker mere på hvad årsagen mon er. Fra at være vågen 1-2 gange mellem 22 og 6 – og så derefter sove videre til 7.30 er Oliver nu vågen 4 gange mellem 22 og 6 – og jeg skal være virkelig, virkelig heldig, hvis han sover videre til ved 7-tiden. Har han bare brug for mindre søvn i øjeblikket? Eller mere mad? Han er helt den samme i løbet af dagen som han hele tiden har været så jeg føler ikke at han ‘mangler’ nattesøvn – men jeg kan mærke at den øgede nattesult er ved at skabe et øget hygge-spise-behov og selvom det virkelig er meget hyggeligt så vil jeg jo gerne undgå at skulle amme hele natten. Som i hele natten. Der har vi ligesom været før og det var ikke rigtig en god situation for nogen…

Så hvad mon løsningen er? Mere rigtig mad? Eller at flytte ham ud af dobbeltsengen og dermed måske forstyrre ham mindre når jeg fx vender mig i søvne?

Vi prøver lige det med maden først :-)

Den første mad med ske

Processed with VSCO with b6 preset

Vi landede i sofaen i går aftes efter en dag med besøg af Emilies mødregruppe (= fuld knald på leg (og støj!)) om formiddagen og 3-års fødselsdag hos nabo-naboerne (= endnu mere fuld knald på leg (og dobbelt op på støj!)) om eftermiddagen. Vi var en lille smule bombede oven i hovederne – på den der måde hvor man har smilet, grinet, snakket og hygget sig hele dagen og når man lander og der bliver stille så snurrer det stadig lidt i ørerne. Det er en god måde at være bombet på. Men det er ikke en måde der lige efterlader en hel masse overskud til at finde på spændende og sund aftensmad…så jeg fandt en skål havregryn. Jesper havde vist spiste det samme imens jeg puttede Emilie. Emilie havde spist sig mæt i friskbagte boller, kager og den lækreste søde sommer-frugt, men der var alligevel plads til en smule søheste-formet spaghetti. Det var vigtigt at det var søheste. Sejlskibe, blæksprutter og hajer blev sirligt valgt fra.

Og hvad så med Oliver? Han fik mælk. Naturligvis.

Men da han så mig med min (meget spændende) skål havegryn begyndte de små arme at vifte. Han åbnede munden og lænede sig frem. Da jeg gav ham den tomme ske tog han fat med begge hænder og stoppede den i munden. Sådan har han faktisk været i nogle uger – når vi andre spiser er vi simpelthen det mest interessante i verden. Og så var det vi tænkte; måske skal vi prøve at give ham noget rigtig mad?

Han er først 4 måneder på fredag så han er lige det mindste i forhold til sundhedsstyrelsens anbefalinger, men når man er klar, så er man klar og det føler vi bestemt at han er :-)

En smule hirsegrød blev kogt, blandet med mælk, afkølet – og spist. Forsøgt spist i hvert fald – for det er da svært, det der med en ske. Men det er sjovt! Synes Oliver – han var virkelig meget ivrig og selv om det meste havnede i hagesmækken så røg der også en smule indenbords.

Pludselig er Oliver en meget større baby end han var i forgårs. Nu er han nemlig sådan en, der er ved at øve sig på ske-mad. Og det er da bare fantastisk 😀

2 måneder og en dag

IMG_1529_bw

Oliver har rundet 2 måneder – og det med bravour. Det er simpelthen utroligt så mild en baby han er – ikke engang når hans skøre mor forlanger at han skal lige på et tæppe med en fjollet hat på for at få taget 2-måneders-billeder brokker han sig. Tvært imod løfter han da bare venligt hovedet og ser på kameraet – tydeligvis tænker han ‘ok, så, så ligger jeg her, men du må altså godt skynde dig lidt. Jeg kan jo ikke holde det hovede hele dagen’ :-p .

Han blev vejet i fredags til lige knap 6 kilo, hovedet er hele 42 cm og længden er tæt på 62 cm. Efter en ret travl uge med lægebesøg, sundhedsplejerske, besøg hos to forskellige veninder og fødselsdag ser vi frem til ikke at skulle helt så meget i denne uge. I dag skal vi faktisk overhovedet ingenting og det er rigtig rart at have tid til at finde tilbage til Olivers naturlige rytme – den bliver uværgerlig brudt når den skal tilpasses aftaler hele tiden sådan som i sidste uge. I morgen er der heller ikke noget på programmet andet end at jeg gerne vil have malet en væg i stuen. Onsdag skal vi hente Emilie ved toget når hun kommer hjem fra natur-lejr (NØJ, man er er stor, når man sådan skal hentes ved toget :-0 ), torsdag har vi igen ingen planer og fredag skal vi på besøg på mit arbejde og vise guld-babyen frem – det tegner til at blive en ganske god uge :-)

I går var faktisk en ret stor dag! Det var nemlig første gang Oliver var alene med sin far – altså sådan i længere tid end det har taget mig at hente en liter mælk eller en pakke på posthuset. Jeg syntes at Emilie og jeg trængte til lidt mor-datter tid så jeg lavede et par flasker til Oliver og så kørte vi piger ned til bageren hvor vi, efter Emilies udsagn, fik en jordbær-snit (hindbærsnitte, red.) og en latte. Det var super hyggeligt at være på ‘café’ med hende – hun har været der et par gange med Jesper så hun viste mig hjemmevant både hvilket bord de plejer at sidde ved og hvor de høje stole står. Jeg påstod elelrs at der ikke var høje stole, men Emilie vidste bedre… :-p

Bagefter gik vi over for at kigge på toge – Emilie var egentlig helt tilfreds med bare at kigge, men i udflugtens ånd spurgte jeg om hun ville med på en køretur med toget. Det ville hun vildt gerne så vi kørte en tur til Værløse og tilbage igen. Hun var simpelthen så sjov at være afsted med – de ting hun undrer sig over og spørger om kan få enhver til at grine :-)

Da vi kom hjem igen var Oliver lige faldet i søvn i barnevognen efter at have spist al den mælk jeg havde lavet til ham – hvor er det bare ubeskrivelig fedt at have to så søde børn og hvor er det rart at kunne give Emilie lidt sær-tid også, når nu Oliver er den, der ellers får det meste af min opmærksomhed :-)

IMG_1576

Den største gave til den ene – er den anden

IMG_0511

Det er Emilies arm, der beskyttende holder om Oliver. Kysset på panden. Det er sutten, som Emilie altid sørger for at have i nærheden – hvis han nu bliver ked af det. Det er det hengivne blik. Det er Olivers smil når Emilie kommer hjem fra børnehave og lægger begge sine hænder på hans kinder. Det er Emilie, der som det første hver dag udbryder ‘HVOR ER OLIVEEER?’.

Det er søskende.

(Og de er slet ikke gamle nok til at skændes endnu).

IMG_0482

Lidt om frygt og lidt om at slappe af

IMG_0701

I går var der gået lige nøjagtig 1 måned siden denne lille glade camper kom til verden. Tiden flyver på en virkelig langsom måde…på den ene side føles det som om jeg lige har blinket og nu er han allerede en måned, men på den anden side føles det som om der er gået flere år. Oliver trives, vokser, spiser, sover og prutter – alt sammen lige efter bogen. Faktisk er han en decideret nem baby – men det tog mig det meste af den første måned at indse. Hans storesøster var nemlig ikke en nem baby – da hun var tre uger gammel satte kolikken ind og så gik der 6 måneder hvor hvert eneste sekund af min tilværelse handlede om at få hende til at holde op med at skrige. Det lykkedes sjældent. Det var hjerteskærende og uden sammenligning den hårdeste tid i mit liv – og frygten for at skulle igennem sådan en periode igen var lige ved at overrumple mig de første par uger. Uafhængigt af det barn vi faktisk har fået denne gang, kunne jeg mærke panikken brede sig og jeg mærkede de første tegn på en tilbagevendende fødselsdepression. Jeg havde en helt irrationel frygt for ikke at kunne tage mig godt nok af Oliver og en endnu større frygt for ikke at kunne tage mig af Emilie overhovedet – for jeg er ikke det mindste i tvivl om at hvis vi havde haft et barn i forvejen da vi fik Emilie, så ville det barn også have lidt under situationen. Og det var ikke til at holde ud at føle at jeg måtte lade Emilie i stikken, efter den kæmpe udvikling hun har været igennem. Nu hvor hun endelig er en strålende, lille pige, der næsten altid er glad.

Men nu er Oliver 1 måned gammel. Og han har ikke kolik. Han græder faktisk meget lidt. Han smiler og pludrer. Hans storesøster forguder ham – og den der knugende fornemmelse jeg har haft i maven i alt for lang tid er ved at løsne sig. Jeg begynder at tro på det. Jeg begynder at nyde at være på barsel. Hands down, at være en familie på fire er ganske enkelt ikke så tosset.

Og ok, dette her vejr hjælper da unægteligt også på humøret :-)

IMG_0695 IMG_0702 IMG_0703 IMG_0707 IMG_0710

1 2