Archive of ‘3-dages feber’ category

3-dages feber

I sidste uge stiftede vi bekendtskab med en, for mig, ukendt børnesygdom; 3-dages feber. Der er virkelig nogen, der har haft den kreative hat på da de fandt på et navn til sygdommen!Sygdommen rammer kun børn imellem 6 måneder og 3 år og som navnet antyder har barnet feber i tre dage og derefter kommer der et lyserødt udslæt på hele kroppen (dog sjældent i ansigtet) – dermed er sygdommen faktisk ret nem at kende. 3-dages feber er ufarligt, men det er vigtigt at bemærke at feberen falder (ofte pludseligt) inden udslættet kommer – hvis barnet har udslæt og feber samtidig er der tale om en anden sygdom.

Inkubationstiden er 10-15 dage og sygdommen menes at være meget smitsom – så hvis de andre piger i dagplejen ikke allerede har haft en omgang er der nok en god chance for at de også lægger sig syge…
Der er tale om en virus og man kan derfor ikke gøre meget andet end at vente på at feberen brænder sig selv ud – husk at tilbyde barnet masser af vand, tag tøjet af hvis det er meget varmt og væbn dig med tålmodighed. Når først feberen falder og udslættet kommer er det værste overstået. Udslættet klør ikke og det går væk i løbet af et døgns tid – og når først barnet har haft 3-dages feber er det immuniseret så det skal vi da i det mindste ikke bekymre os om igen :-)

Har jeres børn haft 3-dages feber?

 

Ting jeg lærte i denne uge

I denne uge lærte jeg:1. Hvad 3-dages feber er
2. At den nye akuttelefon er skod
3. At man ikke kan få afgjort om ens barn har en virus eller en bakterieinfektion i den nye akutmodtagelse
4. At jeg aldrig skal brække en finger eller noget andet u-alvorligt, der kræver et besøg i akutmodtagelsen, for der er da ingen chance for at en, i øvrigt rask, voksen nogensinde kommer til når venteværelset er fyldt af trætte børn med feberskinnende øjne…
5. At der rent faktisk er håb for at selv de mest ulykkelige børn vænner sig til at gå i dagpleje (mere herom i et senere indlæg!)
6. At det er meget hårdt at have febersygt barn hjemme 3 dage i træk…
7. At man rent faktisk kunne sove endnu dårligere end vi gjorde i forvejen
8. At man overlevede alligevel
9. At den allerbedste følelse i verden er når ens datter midt i en leg pludselig beslutter at det er på tide med et kys og hun derfor kommer kravlende målrettet igennem stuen, tager fat i ens kinder, og hapser fast (gud ske tak og lov for at hun ikke har tænder endnu!)

Må næste uge også bringe nye indsigter :-)