juli 2018 archive

A day in the life

Resized-IMG_8034

Kl. 6. Emilie vågner. Oliver er overraskende ikke vågnet endnu så vi putter under dynen ind til vi hører drengene.

Kl. 7. Morgenmad.

Kl. 8. Morgentur. Vi deler os op for at give hvertaf børnene lidt alenetid. Emilie og Jesper cykler rundt om Farum, Oliver og jeg cykler til Bregnerød og går en tur i skoven. Der er dog så mange myg at vi hurtigt vælger at springe op på cyklen igen. Vi har ingen telefon og ikke engang et kamera med så det er bare os. Mig og Oli. Vi ser heste og køer og en enkelt lastbil så lykken er faktisk gjort.

Kl. 9. Alle slapper af med hver deres sysler. Lidt TV, lidt oprydning.

Kl. 10. Oliver og Jesper kører ud for at være hemmelige. Der er nemlig nogen, der snart har bryllupsdag. Emilie finder på en skøn leg hvor vi er feer. Hun invitere på te-selskab omkring en skammel dækket fint med japansk dug, tallerkener af magneter og legetøjs-kage.

Kl. 11.30. Frokost.

Kl. 12. Oliver bliver lagt ud til lur imens jeg går en tur til den nærmeste postkasse. Jeg putter mit brev i, men synes at postkassen ser lidt forsømt ud. Der står ikke noget på den om hvornår den bliver tømt? Jeg krydser fingre for at den bliver tømt imens jeg reflekterer lidt over at ord som ‘posthus’ og ‘frimærke’ er på vej til at blive overflødige i det danske sprog.

Kl. 13. Oliver falder endelig i søvn og Emilie og jeg går på legeplads. Vi ender dog i stedet i nyttehaven og har ovenstående fantastiske høst med hjem. Ej, men se lige det salathoved! Det er jo ganske enkelt perfekt. Og min yndlings-blomst, kornblomsten, står i fuldt flor ved siden af de sukker-søde gulerødder og forårs-løgene. Selvforsyning rocks.

Resized-IMG_8044

Kl. 14. Oliver vågner igen. Han har ikke sovet nok, men en hjemmelavet banan-jordbær (Nan-Borbær) is hjælper på humøret.

Kl. 15. Alle går på legeplads. Oliver og Jesper ender dog i nyttehaven.

Kl. 16. Alle naboerne er samlet i en af haverne. Vi joiner til en kold øl (voksne) og spring-leg i have-vanderen (børn). Igen er lykken er faktisk gjort.

Kl. 17.30. Aftensmad. Lasagne med kylling og masser af grøntsager.

Kl .18. Efter lidt TV leger børnene krammeleg.

Resized-IMG_8053

Kl. 18.30. Oliver går op for at sove. Emilie laver parfume af rosenblade, kornblomster og vand. Jeg kan høre hende synge ude i haven.

Lige om lidt: Emilie skal i seng. Resten af Danmark ser fodbold, men jeg kan næsten ikke vente med at tage hul på det nye, fine, økologiske jersey som Jesper og Oliver kom hjem med i formiddags. Jeg tænker nattøj til Oliver.

Resized-IMG_8035

Der er stadig en uge til, men ferie-mode er ved at have indfundet sig.