Rejseklar: Duplo-legetøjs-kuffert og et par andre tips

Resized-IMG_7311

Står ferien for døren? Fantastisk! Her har jeg samlet nogle overvejelser omkring at rejse med børn samt lavet en lille DIY: Skøn kuffert med yndlings-duplo. Perfekt til flyrejsen!

Uh, ferien nærmer sig! Og vi glæder os! Turen går til Portugal – et nyt land for os alle fire! Fly-rejser med børn har vi prøvet før, omend vi nok må indrømme at vores rejseaktivitet er faldet en smule temmelig meget siden  vi blev til 4. Ikke desto mindre har jeg gjort mig nogle tanker omkring hvordan vi får rejsen til at glide glat. Sådan et indlæg er jo på sin vis farligt at udgive inden vi skal afsted, for jeg risikerer jo at intet virker og at børnene bare er trætte og umulige – men, netop det er en del af planlægningen! Sure og trætte børn kan vi godt håndtere – og her er et par ideer til hvordan:

Lad mig starte med at fortælle at vi på netop denne tur skal forfærdelig tidligt afsted – vi skal flyve klokken 6 så trætte børn, der er stået alt for tidligt op er sådan set garanteret. Men selv hvis det ikke er tilfældet er det godt at overveje hvordan man kan hjælpe børnene (og sig selv) til at finde lidt ro undervejs – det er hårdt at rejse både pga. alle indtrykkende, lydene, menneskerne osv. Det kan være overvældende for små mennesker. Måske skal man også gå langt og nogle gange skal man måske endda gå meget langt meget hurtigt. Jeg tror på at nøglen her er:

Ro og rolle-fordeling

Bevar roen – det hele skal nok gå og ro smitter af på børn. Vi har en fuldstændig fasttømret intern aftale om rollefordelingen i tilfælde af at noget uventet skulle ske. Jesper fikser det, jeg tager mig af børnene. Det virker måske stereotypt, men det virker – det sidder helt på rygraden og er ikke noget vi skal aftale fra gang til gang. Er flyet aflyst, er udlejnings-bilen ikke klar, er der ikke vand på værelset, er strømmen gået. Jesper fikser det. Vi andre følger  med strømmen, vi finder et sted at lege, en snack og så løser det hele sig. Forstå mig ret – naturligvis hjælper vi hinanden, men som udgangspunkt har jeg fuld tillid til at Jesper har styr på alt muligt teknisk og han har fuld tillid til at vi hygger os hvis han er nødt til at tage sig af noget andet end os.

Noget nyt, noget hyggeligt, noget lækkert, noget digitalt

Tjek-listen til en fly-rejse med børn minder på sin vis om tjek-listen til et bryllup. Jeg sørger altid for at have lidt nyt med til hver af ungerne – en lille overraskelse som jeg ved at de bliver glade for og som de kan bruge lang tid på at lege med. Til fly-rejsen har jeg denne gang en smuk malebog til Emilie og en bog om maskiner til Oliver. Så er både ‘nyt’ og ‘hyggeligt’ faktisk dækket ind. Jeg har også fundet et par Disney-bøger i Børneloppen som har været sirligt gemt så historierne er nye for børnene. Endelig har jeg lavet en lille kuffert med Duplo. Der er klistret en plade både i bund og låg så klodserne kan bygges i kufferten når den er åben og de sidder fast når den er lukket (så de ikke vælter larmende rundt). Kufferten er fyldt med både regulære klodser, der kan bygges, lidt dyr og mennesker og så er der et bål og en gryde så lego-figurerne kan lege at de er på ferie, ligesom os.

Resized-IMG_7314

Når vi er på farten er hverdagens snack-politik og skærm-tid en by i Rusland. Der er æblejuice og chokolade-kiks ad libitum hvis det er det, der skal til. Det kan være lidt udfordrende hvis man skal med fly da man ikke kan have drikkevarer med igennem security – men der slår rollefordelingen til igen. Imens vi andre stille og roligt kan trisse afsted imod vores gate sørger Jesper for at få købt de sidste ting. Jeg foretrækker at have både drikkevarer og snacks i håndbagagen fremfor at købe i flyet da mange krise-situationer kan reddes på et split-sekund med en vingummi, men hvis man først skal have fat i en stewardesse er det ikke godt at vide hvor situationen ender…

Vi finder en eller to gode nye apps og sørger for at have dem både på ipad’en og på den ene af vores telefoner – ellers er der garanti for at begge børn vil spille det samme, samtidig :-p
Derudover downloader vi noget god musik som vi kan høre i bilen og denne gang har jeg også bedt Jesper om at downloade nogle lydbøger til bil-turene. Begge børn bliver køresyge hvis de sidder og kigger ned i en skærm – særligt på snoede kyst- og bjergveje så jeg krydser fingre for at lydbøger kan blive et hit. Jeg mindes i hvert fald at have hørt historien om Robin Hood heeeele vejen til Norge for henved 25-30 år siden 🙂

En hånd fri

På den ene side prioriterer jeg at have alt det ovenstående med – lidt legetøj, bøger, snacks, ipad. Vi har fortsat et ble-barn så puslegrej skal der også være plads til. Jeg har også altid lidt skiftetøj i håndbagagen til både børn og voksne, i tilfælde af at nogle bliver luft- eller køresyge. Eller i tilfælde af at der vælter et glas, en æblejuice bliver trykket for hårdt sammen eller føromtalte chokoladekiks bliver spredt over et for stort og uhensigtsmæssigt areal…it could happen…

På den anden side prioriterer jeg at have så lidt med som muligt! Det er alfa-omega for mig altid at have en hånd fri – derfor skal alting kunne være i:

1 dagturs rygsæk (håndbagage) (bæres af en voksen og indeholder næsten alt til selve rejsen)
2 små rygsække (bæres af børnene og indeholder deres små skatte. En yndlingsbamse, lidt snacks og måske nogle af de nye ting). De små rygsække kan med spænder sættes fast på den store hvis børnene ikke kan eller vil bære dem.

1 stor rygsæk (tjekkes ind) (bæres af Jesper, den har potentiale til at blive tung, men da det er en rygsæk frem for en kuffert har han fortsat begge hænder fri). Når vi skal til og fra lufthavnen skal Jesper yderligere have dagtursrygsækken på maven. Børnerygsækkene kan pakkes ned i den store rygsæk.

1 stor bære-rygsæk (tjekkes ind) (bæres af mig, evt. med et barn i til og fra lufthavnen, bæres af Jesper på dagsture). Indeholder meget lidt så den ikke bliver for tung.

1 kamera (bæres over (min) skulder og er altid inden for rækkevidde :-).

Resized-IMG_7312

Det er nogle af de overvejelser jeg har gjort mig inden vi skal afsted. Der er kun få uger til og jeg glæder mig til at starte på pakningen – så bliver det spændende om jeg kan leve op til mine egne krav :-p

Og så er der vist kun tilbage at ønske alle en rigtig dejlig sommerferie 🙂

Resized-IMG_7316

6 Comments on Rejseklar: Duplo-legetøjs-kuffert og et par andre tips

  1. Karen
    juni 20, 2018 at 8:28 am (5 måneder ago)

    Jeg er glad for vi “kun” skal på bilferie, med kun et enkelt barn, haha. Men jeg har gjort mig mange af de samme overvejelser; en kuffert med tegnesager, lidt legetøj i barnets egen rygsæk, en ekstra snackmadpakke ud over den regulære med rugbrød (til bestikkelse 😂) Vi har plads til telt, liggeunderlag mv i bilen, men ideelt set skulle vi gerne kunne bære det hele i to rygsække og et par lette håndbagager; liggeunderlag el. (Barnet har altid ansvaret for sin egen lille rygsæk) Men nu får vi se, hvordan det ser ud når først vi får pakket 😂

    Svar
    • hhmmmcd
      juni 20, 2018 at 9:48 am (5 måneder ago)

      Haha – jeg er sikker på at det er en god start med gode intentioner! Og man skal ikke gå ned på bestikkelse :-p
      Lyder skønt med en køre-ferie og telt! Skal i rundt i Danmark eller kører i ud af landet?

      Svar
      • Karen
        juni 22, 2018 at 12:11 pm (5 måneder ago)

        Vi skal til Sverige – første gang for mig og Barnet 🙂

        Svar
        • hhmmmcd
          juni 22, 2018 at 12:17 pm (5 måneder ago)

          Uh, det lyder dejligt! Sverige er skønt!

          Svar
  2. Marie
    juni 21, 2018 at 11:43 am (5 måneder ago)

    Min første tanke om duplokufferten var “ha! Den smadrer min søn på 3 minutter, når han sætter klodserne fast i låget!” men den skal selvfølgelig bare vendes, som du viser på andet billede. Smart 🙂
    Vi skal ca. 1000 km hjemmefra i bil med en på tre år og to på 5 måneder, så mon ikke lydbøger og duplokuffert bliver populært hos den største.
    Vi satser til gengæld ikke på at pakke minimalistisk – transporter med plads til tvillingebarnevogn osv. er vejen frem for os 😉

    Svar
    • hhmmmcd
      juni 21, 2018 at 5:59 pm (5 måneder ago)

      Ha! Ja, jeg kan godt følge dig! Er også lidt i tvivl om den kan holde til vores 2-åriges lidt hårdhændede behandling! Men forhåbentlig er den i det mindste sjov så længe den holder 😀
      Hvor lyder det som en fantastisk ferie! Og WOW! 1000 km med tre små børn – respekt! Jeg håber at i får den skønneste tur 🙂

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *






This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.