Uge 2: Confidence

Resized-IMG_1670

Confidence. Selvtillid. Ordet, der hørte til i uge 2 i den foto-udfordring jeg startede op i starten af året. Et vigtigt ord – men også et svært ord. Ikke et ord jeg ville vælge til at beskrive mig selv. Dog helt klart et ord, jeg ville ønske at andre ville bruge til at beskrive mig.

Mere end det, ville jeg ønske at ’selvtillid’ var en så naturlig del af vores hverdag at vores børn ikke engang behøvede at tænke over det. At vi, herhjemmefra, kan give dem selvtillid nok med på vejen, til at de kan møde verden med alt det de er og har – både styrke og skrøbelighed. Mod og frygt. Succes og fiasko. At de tør tro på at det hele, at modsætningerne, er det, der gør dem til hele mennesker og at det er ok at føle savn, sorg, vrede eller frygt – ligeså vel som det er ok at føle kærlighed, glæde og lykke.

Det er det, selvtillid betyder for mig.

Jeg kan ikke sætte nøjagtige ord hvorfor de to billeder, jeg har valgt til dette indlæg viser børnene bagfra. Måske fordi det handler om at se indefra og ud? Måske fordi jeg ville ønske at jeg kunne se verden igennem deres øjne, mærke deres usikkerhed og forvisse dem om at intet kunne være mere perfekt, end netop de to. Måske fordi der i disse to billeder er fanget en del af den essens, der er dem. Oliver – ufortrødent på vej ud i en ukendt verden. Emilie, reflekterende, observerende – altid opmærksom på sine omgivelser.

Det var mange ord. 262 for at være nøjagtig – selv om et enkelt faktisk var nok: Selvtillid.

Resized-IMG_1946

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *