Man skal aldrig gå ned på krea

Resized-IMG_0131

Det er et tilbagevendende emne her på bloggen: De hyggelige stunder med kreative sysler. Det er vores måde at finde ro – eller, det er min måde at finde ro sammen med børnene. De nyder begge to fordybelsen (omend Emilies koncentration typisk rækker lidt længere end Olivers) og jeg nyder at se den måde vores små projekter udvikler sig på. Fra de første famlende forsøg med en saks som Oliver uden skrupler kaster sig ud i, til nøjagtigt klippede sommerfugle fra Emilies hånd. Fra krusedullen som Oliver insisterer på er ‘Mor’ til en dame med kjole og krøller, der er et halvt hoved lavere end den mand, der tegnet ved siden af. Emilie er netop begyndt at synes at ting skal tegnes ‘rigtigt’ – solen skal være gul, græsset skal være grønt og proportionerne skal passe så ‘Mor’ er naturligvis lavere end ‘Far’. Det er så fint og sejt og samtidig lidt vemodigt at lægge evnen til at synes at en streg er en drage bag sig.

Emilie fik denne fantastiske krea-skuffe i julegave. 24 små skuffer med diverse hobby-dimser. Her er der helt frit slag for fantasien og det er nogle ret skønne ting, der kommer ud af det. Glimmer-ispinde med øjne og piberenser-tøj. Pom-pom-familier. Flyvemaskiner. Og en hel masse, der bare går under betegnelsen ‘pynt’. Enkelte skuffer er blevet tømt siden jul, men så flytter der bare noget andet ind så kreativiteten aldrig begrænses af tomme rum. Ofte genbruger jeg materialerne – den anden dag havde Emilie fx sat ALLE knapperne (og der var altså en hel skuffe fuld) på piberensere. Da legen med knap-ormene var slut kom knapperne tilbage i deres skuffe, klar til næste leg.

Jeg drømmer om en lille hylde i køkkenet, over vores nye spisekrog, hvor krea-skuffen kan stå fremme. Jeg er lidt i tvivl om Oliver kan undlade at splitte den ad hver dag, men det skal gerne komme an på en prøve – jeg er i hvert fald ret vild med ideen om at Emilie selv kan komme til sine krea-ting og at de begge kan sidde og tegne/klippe/klistre/hygge i køkkenet i mens jeg laver mad.

Collage 1 Resized-IMG_0136Resized-IMG_0146

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *