Fjernsyns-fri december

Resized-IMG_9684

I hele december måned agerede vores tv-ophæng bogreol og sidemand til de søde nisser, der en dag lå i vores postkasse fra naboens datter. Emilie mener at den længst til højre er en nisse-spraydåse. Om ophavsmanden er enig skal jeg ikke kunne sige, man faktum er at vi i hele jule-måneden havde udsyn til nisser og historier fremfor den sorte kasse, der ellers plejer at pryde væggen.

Og hvorfor så egentlig det?

Det er der sådan set mange grunde til. Som udgangspunkt ser vi faktisk meget lidt fjernsyn og forskellen imellem at have en slukket kasse på væggen og slet ingen kasse er faktisk slet ikke så stor. Igennem hele efteråret fik børnene lov at se en lille smule tegnefilm en gang imellem i weekenden, men på hverdage er fjernsynet aldrig tændt. Vi voksne ser overhovedet ingenting – men alligevel har vi i efterhånden lang tid betalt for abonnement til både HBO og Netflix. Det hed sig at det var for børnenes skyld – så der altid kunne findes en tegnefilm hvis behovet alligevel opstod.

‘Behov’ for fjernsyn er for mig hvis jeg fx er alene hjemme med begge børn og der samtidig er sygdom på banen – så er det en skøn og effektiv aflastning.

Men det er en sjælden situation og jeg kan i hvert fald hurtigt blive enig med mig selv om at tre ‘kanaler’ (HBO, Netflix og DR), der hver i sær tilbyder uendelig og ustoppelig underholdning til børn er mere end rigeligt. Derfor blev vi i efteråret enige om at melde de to betalings-tjenester fra og nøjes med DR.

Det var, helt oprigtig talt, en fuldstændig ubemærket ændring. Altså med undtagelse af det beløb, der blev frigivet på kontoen til andre ting. Win.

Alligevel var der stadig et eller andet, der nagede mig. Jeg oplevede i stigende grad at Oliver, som jo altså kun er godt og vel halvandet år gammel, kom hjem fra dagplejen og resolut stillede sig foran fjernsynet og forlangte, højlydt, at få det tændt. Hvorfor det?

Emilie spurgte efterhånden i hver 3. sætning om hun godt måtte se fjernsyn. Om hun måtte se noget når hun var færdig med at spise. Når hun var færdig med at spille spil. Læse bog. Hvad som helst. På en eller anden måde var fjernsynet næsten hele tiden i hendes bevidsthed og det blev efterhånden en daglig kamp at skulle forbyde det gang på gang. Hvorfor det?

Jeg ved ikke med sikkerhed hvorfor. Jeg ved at vi havde enormt travlt hele efteråret. Både på arbejdet, i familien og i den tid, der er tilbage til Jesper og jeg, sammen og hver for sig. Vores oprindelige grundlag for ikke at se serier stikker egentlig ikke ret meget dybere end at vi ganske enkelt ikke har tid. Med travlheden fulgte dog også en stigende tendens til at tænde for fjernsynet – i eftermiddagstimerne, også på hverdage.

Så er børnene lige underholdt imens jeg ordner det her.

Sådan tænkte jeg jævnligt. Det kunne dreje sig om madlavning, tøjvask, oprydning, mails, arbejdsopgaver, der skulle være blevet på kontoret, men som alligevel kom med hjem – og pludselig havde vi skabt et behov hos børnene for at få fjernsynet tændt som hverken de eller vi var godt tjent med.

Så er børnene lige underholdt imens jeg ordner det her. Dette udsagn har nemlig, for vores børn, en bagside. Når hvad-end-det-var-der-var-så-vigtigt var blevet ordnet og jeg havde tid at lave noget fornuftigt med børnene var det to styks institutions-trætte og fjernsyns-forvirrede tornadoer der ikke gad noget som helst, men som egentlig heller ikke kunne samle sig om at sidde stille og se mere tv. Jeg ved ikke om alle 1- og 4-årige påvirkes i den grad af at se fjernsyn, men vores unger bliver mærkbart mere irritable, mere højlydte, sværere at snakke med. De bliver ganske enkelt hyper.

Kan i se det? Vi var i en dårlig spiral hvor sure og trætte børn, generede sure og trætte forældre, der brugte TV som aflastning, men på den måde fik endnu surere børn og konflikterne eskalerede. Indrømmet, fjernsynet skal ikke have hele skylden for det har i sagens natur ikke noget ansvar for at vi havde for travlt både på arbejdet og i privaten. Men fjernsynet blev bare en form for symptom behandling, der i sidste ende gjorde symptomerne værre.

Så, den 1. december spurgte jeg Jesper hvad han ville sige til at pille det ned. Jeg havde brug for at mærke efter, at finde tilbage til de søde og glade børn som vi egentlig synes at vi har. Og jeg havde brug for at få fjernet så mange distraktioner som muligt for ellers kunne jeg simpelthen ikke få øje på vores egne værdier – særligt når der stod en måned for døren med fuldt knald på julearrangementer, ændrede madvaner, sukker og gaver – og alt det andet som hører sig til, og som jeg gerne ville nyde, men som bare var ved at drukne i at vi ikke kunne overskue det.

Jesper pillede fjernsynet ned – og det virkede! Out og sight, out of mind. Det tog ikke engang en dag så holdt Emilie op med at spørge efter TV’et. En dyb vejr-trækning og et af hverdagens store konflikt-punkter var pludselig helt fjernet. Og ændringen hos mig selv var lige så stor som hos børnene for når muligheden for at tænde TV’et slet ikke var der så var muligheden for at give efter der heller ikke. De første par dage gjorde jeg en meget aktiv indsats for at lave andre aktiviteter i eftermiddags-timerne. Vi gik ture, samlede pynt i skoven til jule-dekorationer, lavede en masse kreative projekter, bagte en masse småkager. Vi legede fangelege, gemmelege, byggede tog-baner og læste alle vores bøger igen og igen. Og gradvist fandt vi på plads i det – selv med den meget travle måned, som december var, lykkedes det at hygge os og nyde ventetiden frem til jul. Gradvist fandt børnene tilbage til selv at kunne underholde sig i kortere eller længere perioder – og gradvist fandt jeg lidt mere balance i vores hverdag.

Nu skriver vi januar og fjernsynet er blevet hængt op igen. De sidste par dage, hvor Emilie har haft kvalme, opkast og ondt i halsen er det også blevet brugt flittigt. Men i det store hele synes jeg at en TV-fri måned har givet os lidt ro tilbage og fjernsynet er ikke længere et konflikt punkt. Børnene acceptere hvis der bliver sagt nej og vi voksne har mere fokus på i stedet at hjælpe dem i gang med en anden aktivitet. Det er ikke Picture Perfect, men det er lidt bedre end det var.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *






This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.