Jul på Nordfyn

Resized-IMG_9275

Klokken 18.43. Den 2. januar. 2018. En juleferie er billigt til salg! Den kan ikke ombyttes eller returneres, men den er fuld af dejlige minder, smuk natur, godt selskab, skønne gaver og hygge i lange baner. Oliver og jeg trak det allersidste ud af ferien imens de to andre startede langsomt op i børnehaven og på arbejdet i dag. Vi var ude at cykle, på biblioteket, sov middagslur, spiste blåbær. En sidste dag med morgenhår hele dagen, ekstra stærk kaffe og rod i hele huset. Oliver insisterede på at lege med hvert eneste stykke legetøj han ejer. Og hver eneste dims, bog, pyntegenstand, sko, you name it som jeg ejer – alle dele er nu jævnt fordelt i hele huset – og det er så fint.

I morgen rydder vi op. I morgen ordner vi vasketøj. I morgen pakker vi det sidste julepynt væk. I morgen er det hverdag. Men i dag, i dag er der stadig en snert af ferie og det er værd at nyde.

I starten af ferien besøgte vi Gyldensteen Strand. Et naturområde ved Bogense der omfatter både en lavvandet kystlagune, en ferskvandssø og en rørskov – et rigt miljø med virkelig mange fuglearter. Min bror var også heldig at spotte et par dådyr og Emilie fiskede ihærdigt i det lavvandede sumpområde – men med en kvist uden madding er det svært at fange andet end strå og siv. Ikke at man skal kimse af strå og siv – når man er 4½ er det faktisk en uvurderlig fin fangst.

Jeg håber engang at få mulighed for at besøge Gyldensteen Strand i lidt varmere vejr – der var skønt og smukt på en råkold decembermorgen og vi nød at have det hele for os selv, men det kunne nu også være skønt på en varm sommerdag hvor de små fiskere bedre kan acceptere at få en våd sok.

Her lidt stemningsbilleder fra området:

Resized-IMG_9274 Resized-IMG_9279 Resized-IMG_9284 Resized-IMG_9302 Resized-IMG_9309

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *