Prioritering

Resized-IMG_8778

‘Hvordan kan du få tid til at tage ned til søen for at tage billeder om morgenen?’

Sådan spurgte en sød bekendt da jeg for nyligt mødte hende til et jule-arrangement i byen. Der var en vis vantro i hendes stemme for hvordan kan man egentlig nå at bruge en halv time på at køre ned til en sø for at tage billeder om morgenen når man har to børn, der skal afsted til institution og man selv skal navigere igennem en stigende vanvittig morgentrafik for at møde på arbejde. Til tiden.

Sandheden er at, det kan man ikke. Jeg har ikke mere tid end alle andre mennesker.

Men. Det man kan er at prioritere sin tid. Jeg kan prioritere at tage ned til Furesøen en frostklar morgen hvor den op-stigende sol maler rimtågen lyserød. Jeg kan prioritere at se min datter liste sig ud af den glatte bådebro for at se til ænderne. Jeg kan nyde at have en lille stund i naturen – kun med hende. Det giver os begge energi. Sammen undres vi over hvordan solen kan være så rød, hvor ænderne sover om natten, om feerne nu kan finde drikkevand når duggen er frossen. Det er vigtigt for mig, for Emilie – og for Oliver, for det bliver også hans tur til at komme med en dag.

Og ja, så kom jeg en halv time senere på arbejde den dag. Så var der nogle mails, der først blev besvaret om aftenen efter at børnene var puttet. Så havde jeg ikke helt fri, da jeg gik hjem for der var nogle opgaver jeg ikke havde nået at løse, som rumsterede i hovedet imens jeg lavede mad og måske var jeg nødt til lige at logge ind for at tjekke en eller anden teknisk detalje sidst på aftenen. Men det trives jeg med – den fleksibilitet jeg har i mit job er en gave som jeg sætter enormt stor pris på. For den giver mig muligheden for at prioritere naturen og skønheden omkring os – og til at vise mine børn den skønhed.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *