december 2017 archive

Reckless

Resized-IMG_9655

Oliver i en nøddeskal:

Hopper ned fra noget, der er lidt for højt. Slår sig, lidt. Griner og råber: MERE AV – og kravler op og hopper ned igen.

Hvor får han det dog fra (smiley-der-undrer-sig-og-tager-sig-lidt-til-hovedet)?

Dejlighed på kælk

Resized-IMG_9112

Yes. LIGE akkurat sne nok til at få nogle perfekte kælketure. Faktisk lagde vi meget fornuftigt ud med at køre på den lille bitte bakke henne ved vores legeplads – Oliver er jo kun halvandet og Emilie er ikke så vild, tænkte den fornuftige mor. Der gik dog kun meget kort tid før det stod klart for enhver at begge børn var klar til den STORE kælkebakke. Så afsted med dem – og de elskede det. Efter de første par ture fandt Oliver på at når kælken begyndte at aftage i fart så var det til at rejse sig op i bro og kaste sig som en fjeder ud over siden – på den måde fik man lige en ekstra kolbøtte i maven (og virkelig meget, virkelig kold sne i ansigtet!). Emilie var hurtig til at lære det trick så efter hver nedfart måtte vi lige filtre en leende grøn og en hujende lyserød flyverdragt ud af hinanden før vi var klar igen.

Resized-IMG_9116

Og jep. Den store kælkebakke ender i en 10 cm dyb pøl af isnende koldt vand! Heldigvis er vores børn ikke tunge nok til at få fart nok på til at nå ud i vandet – men de større børn…de fløj lige igennem! Uf!

Vi er dem, der krydser fingre for meget mere sne denne vinter! Særligt hvis vi kan få leveret lidt til juleferien – det ville være helt i orden.

Prioritering

Resized-IMG_8778

‘Hvordan kan du få tid til at tage ned til søen for at tage billeder om morgenen?’

Sådan spurgte en sød bekendt da jeg for nyligt mødte hende til et jule-arrangement i byen. Der var en vis vantro i hendes stemme for hvordan kan man egentlig nå at bruge en halv time på at køre ned til en sø for at tage billeder om morgenen når man har to børn, der skal afsted til institution og man selv skal navigere igennem en stigende vanvittig morgentrafik for at møde på arbejde. Til tiden.

Sandheden er at, det kan man ikke. Jeg har ikke mere tid end alle andre mennesker.

Men. Det man kan er at prioritere sin tid. Jeg kan prioritere at tage ned til Furesøen en frostklar morgen hvor den op-stigende sol maler rimtågen lyserød. Jeg kan prioritere at se min datter liste sig ud af den glatte bådebro for at se til ænderne. Jeg kan nyde at have en lille stund i naturen – kun med hende. Det giver os begge energi. Sammen undres vi over hvordan solen kan være så rød, hvor ænderne sover om natten, om feerne nu kan finde drikkevand når duggen er frossen. Det er vigtigt for mig, for Emilie – og for Oliver, for det bliver også hans tur til at komme med en dag.

Og ja, så kom jeg en halv time senere på arbejde den dag. Så var der nogle mails, der først blev besvaret om aftenen efter at børnene var puttet. Så havde jeg ikke helt fri, da jeg gik hjem for der var nogle opgaver jeg ikke havde nået at løse, som rumsterede i hovedet imens jeg lavede mad og måske var jeg nødt til lige at logge ind for at tjekke en eller anden teknisk detalje sidst på aftenen. Men det trives jeg med – den fleksibilitet jeg har i mit job er en gave som jeg sætter enormt stor pris på. For den giver mig muligheden for at prioritere naturen og skønheden omkring os – og til at vise mine børn den skønhed.