Tågede morgener – også i overført betydning

IMG_5199[1]

Åh, morgenerne på denne årstid er de smukkeste. Solen står op når vi står op – og mange dage ligger tågen fint over marken hvor de islandske heste roligt græsser. Solens stråler brydes i tågen og skaber et magisk lyserødt og gyldent lys, lige uden for vores vindue. Det bliver ikke meget bedre!

Men. Når det er sagt så er jeg ikke fan af morgener. Det er sin sag at få to voksne og to børn op, i tøjet, smurt madpakke, lavet morgenmad, børstet tænder, børstet hår, finde alt frem til børnehave og dagpleje, sko på, jakke på, ud af døren (uden at nogen når at stikke af på deres cykel inden resten kommer ud (Oliver, looking at you!), aflevere, morgentrafik – og så, endelig, morgenkaffe imens PC’en starter op.

Jeg er ikke et morgenmenneske. Jeg er træt – uanset hvad klokken er. Jeg har brug for at ligge helt stille, for mig selv og vågne. Bare i 10 minutter – men inden jeg overhovedet når at slå øjnene op er der typisk et barn, der stjæler min dyne. Og min hovedpude. Et barn, der skælder (højlydt) ud over at der ikke kan komme luft igennem næsen (forkølelser er det værste). Et barn, der skal tisse. Et andet barn, der er stået op klokken 5.15 (sammen med sin far (som er en helt)) og som på mirakluøs vis, hver morgen, formår at lave en umådelig larm. To børn, der skal have tøj på. To børn, der skal alt muligt.

Jeg fornemmer at det kun bliver værre i takt med at det bliver mørkere. Trætheden er sværere at ryste af når det er mørkt end når det, i det mindste, er fantastisk smukt udenfor i solopgangen. Så jeg er nødt til at finde en løsning på min morgentræthed. En gang imellem er der nemlig en morgen hvor jeg føler mig udhvilet og helt klar til dagen allerede inden jeg rigtigt vågner – og på de morgener er børnene nærmest altid glade. Der er ingen diskussioner om påklædning, kun minimal diskussion om tandbørsten, morgenmaden glider ned, overtøjet kommer på i god ro og orden – og dagen har bare fået en meget bedre start end på de fleste andre dage. Der er nok en sammenhæng – glade forældre giver glade børn. Overskud skaber overskud.

Underskuds-problemet ligger stort set udelukkende hos mig. Jesper er mega overskudsagtig om morgenen. Emilie sover 9 ud af 10 dage rigtig godt og er udhvilet og klar til dagen når hun vågner. Oliver kan godt finde på at vågne tidligere end han egentlig er klar til og dermed være lidt morgen-pylret. Men ham tager Jesper typisk så det er ikke en undskyldning for mig.

Så. Hvad skal der mon til? Jeg ved det nok ikke helt – men en mere streng rutine er måske vejen frem (altså for mig, ikke for resten af familien). At stå op senest 6.15 hver dag – og ikke lige nyde det de dage hvor Emilie sover længere. Små bitte faste morgenritualer. Trække gardinet op. Lufte ud. Rede seng. Helt banale ting som de fleste mennesker sikkert gør uden at tænke over dem. Men som jeg ikke gør fordi jeg i stedet vælger at ligge 5 minutter mere under dynen.

Som med alle dårlige vaner der skal ændres til bedre er der ingen grund til at vente på d. 1. Eller på at det bliver mandag. Så fra i morgen vil jeg begynde at arbejde på at blive en bedre morgen-version af mig selv. Fingers crossed for at projektet starter ud med en nat hvor alle sover godt…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *