Hverdag igen – nu med gode intentioner

Resized-IMG_1878

Vi kommer ikke uden om det – ferien er slut. Den har været både virkelig lang og virkelig kort på samme tid. Vi har lagt en masse gode planer for hvordan vores hverdag kan blive endnu bedre end den var i forvejen. Ord som ‘træning’, ’sundhed’ og ‘madplaner’ er blevet slynget rundt – og det er de med god grund for det er 3 ord, der tidligere betød enormt meget i vores hverdag. Og vi savner dem. Ikke kun ordene, men alt det der følger med at prioritere sin egen sundhed – øget velvære, bedre søvn, mere glæde. Faktum er at der ikke har været plads. Der har ikke været plads til at gøre noget så egoistisk som at tage en time ud af familie-livet for at træne – men fremover skal der være plads. For både vores egen og familiens skyld.

Joh. Vi har lagt gode planer i ferien. Planer for at få plads til træningstøj et sted hvor vi rent faktisk kan komme til det. Planer for hvordan og hvorledes. Madplaner, ikke mindst.

Og hvad sker der så?

Jamen så bliver vi ramt af halsbetændelse. I-GEN! Igen-igen! Og ikke bare sådan lidt-ondt-i-halsen-agtigt. Næh, sådan feber-krampe-har-ikke-spist-i-tre-dage-agtigt. Ligge-under-to-dyner-og-ryste-af-feber-kulde-agtigt. Afløst af feber-hedeslag-agtigt. Når ikke engang koldskål kan passere igennem halsen, så ved man at den er hævet.

Så. Træning? Ikke her de første dage efter ferien. På den anden side har vi bestemt heller ikke indtaget flere kalorier end allerhøjest nødvendigt. Men sådan rigtig sundt, det kan man vist ikke sige at det har været…

Heldigvis forsvinder planerne jo ikke bare fordi de bliver udsat lidt – og i morgen er der endnu en dag. Hvor alle (alle) forventes at være feber-fri. Og så skal hverdagen få! Kom an, hverdag. Vi glæder os til at gøre dig til noget, der er lige så rart som ferie.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *