juli 2017 archive

15½ måned og lidt om sprog

IMG_3201

Oliver har, egentlig ganske ubemærket, rundet de 15 måneder i løbet af ferien – og tillykke til ham med det! OG, tillykke til forældrene – vi kom igennem de første 15 måneder og udfra vores betragtelige erfaring, der jo beløber sig til 1 veludviklet barn, ved vi at det fra nu af for alvor bliver sjovere og sjovere. Oliver er motorisk virkelig langt og fuldt ud i stand til at komme hvor som helst hen – inkl. op på køkkenbordet (det kræver bare at han henter en skammel først), ud af haven (selvom vi har bygget en havelåge for at holde ham inde), ud til den store vej (selvom hullet i hækken er mikroskopisk og tilgroet af brændenælder). Kort sagt – han kommer hen hvor han vil, fuldstændig frygtløst og ganske uden at se sig tilbage. Om han virkelig anser sig selv for usårlig eller om han har en komplet indbygget tro på at vi er der og redder ham ud af farlige situationer – det ved jeg ikke. Faktum er at øjne i nakken er i høj kurs.

Sprogligt begynder der også at ske lidt. For nøjagtig 3 år siden skrev jeg dette indlæg om Emilies sprog – og lillebror må nok indse at han ikke helt kan følge med. Ikke desto mindre har han også et lille og meget nyttigt ordforråd:

Tra-tor: Traktor. Fællesbetegnelse for alle store køretøjer.

Bi-il: Bil. Fællesbetegnelse for alle små køretøjer. Inkl. cykler.

Brrm-brrmm: Alle køretøjer hvor der er en smule tvivl om hvorvidt det er en tra-tor eller en bi-il.

Mi-mi: Emilie (ååårh, moderen smelter når han peger, griner og siger søsters navn. Også selv om det kun er sket to gange ind til videre…)

Da: Far. Tror jeg nok. Det er lidt inkonsistent.

MAM: Mad

Mam-mam-mam: Sut

Vn: Vand/mælk

Ah-DET: Hvad er det?

I løbet af ferien er han virkelig begyndt at eksperimentere med lyde og han kan sidde længe med Duplo klodserne og snakke for sig selv – så måske bliver det snart til flere ‘rigtige’ ord 😀

Sommer med S og familie med F

Resized-IMG_3229

Åh, men er den danske sommer da ikke herlig? For snart 7 år siden, om vinteren, sagde jeg til Jesper: ‘Vores bryllup skal være i juli – for så er vi sikre på at det er varmt, selv hvis solen ikke skinner, så er det varmt, så vi kan være ude’.

Den dag vi blev gift, i juli, blev hele landet ramt af skybrud. Vores gæster krøb sammen under varmelamperne, med tæpper om skuldrene. Men ude, det var vi. Og fantastisk, det var det!

Det er det samme med denne her sommerferie. Det ER juli! Men varmt…det er det ikke rigtig. Solskin? Ikke her.

Men Sommer. Jo. Ferie. Jo. Dejligt. Det kunne ikke være meget bedre. Dagen har budt på både leg i haven (alle, inkl. farmor og farfar), strand (kun de små vikinger var i vandet), mere leg i haven (alle), båltænding (moderen og mellem-vikingen), snobrød (alle, pånær den mindste) (den mindste hjalp dog med at spise) og så meget hygge og sommer-idyl at vi slet ikke har opdaget at solen ikke skinnede fra en skyfri himmel. Vi har 5 ferie-dage tilbage. Og vi gør dælme hvad vi kan for at udnytte dem bedst muligt.

Her er lidt stemningsbilleder. I morgen gør vi det hele igen. Bare endnu bedre.

Resized-IMG_3156 Resized-IMG_3215 Resized-IMG_3244 Resized-IMG_3250 Resized-IMG_3259

Ps. Yes. Oliver er fan af snobrød. Og endnu større fan af ketchup… :-p

Anmeldelse: Den Fynske Landsby

Resized-IMG_2033

Indrømmet, jeg er en lille smule biased da min mor arbejder som frivillig i Landsbyen og der er bare noget helt utroligt hyggeligt ved at besøge hende i køkkenet hvor hun fremtryller alt muligt spændende på ganske gammeldags manér. Vi har ofte været inde at besøge hende med Emilie og gået lidt rundt i landsbyen – og det er altid simpelthen bare hyggeligt at gå rundt imellem de gamle bygninger og alle de smukke træer og blomster. Vi har dog aldrig rigtig sådan ladet os ‘rive med’ af historien, der fortælles i hele landsbyen – Emilie har været mest interesseret i de forskellige dyr og overhovedet ikke interesseret i at vente på at vi andre læste alle de spændende skilte eller snakkede med de frivillige, der gør musset levende og deler ud af deres viden om datiden.

Men jeg skal da lige love for at der for et par uger siden kom helt andre boller på suppen! Vi startede som altid med et besøg i køkkenet hvor kokkepigerne var i gang med at sylte (og det er altså også hyggeligt at besøge dem selv om man ikke er så heldig at være i familie med en af dem :-p ). Derefter gik vi hen i mod skolestuen hvor der er blevet opstillet en hel række udskårne dyr – i naturtro størrelse. Jeg lyver ikke når jeg siger at de er helt på højde med enhver legeplads – i hvert fald for to størrelser på 1 og 4.

Resized-IMG_1983 Resized-IMG_1986

Derefter bevægede vi os ind i skolestuen – og her var der et lille stykke af historien, der blev helt virkelig for Emilie. Hun kender jo naturligvis ikke rigtig til hvordan skoler ser ud nu til dags og blev derfor nok ikke så overrasket over at se de fine gamle skolebænke, de små tavler ved hver plads eller det massive kateter hvor den strenge lærer har siddet og holdt øje med eleverne. Men hun elskede det – og hun kunne slet ikke få nok af at ‘lege skole’. Selvom hun nu godt nok bad om at få en sød lærer i stedet for den strenge…

Oliver var imens ganske fantastisk underholdt i lokalet ved siden af hvor der er fyldt op med legesager – både nutidige og datidige.

Det blev da faktisk en hel kamp at få de to med ud derfra igen…stor succes!

Derfor; min varmeste anbefaling til Den Fynske Landsby. Der er basis for en hyggelig dag for både store og små.

Ps: Der er gratis trækvogne til låns – hvilket faktisk er næsten på højde med en tur i den rigtige hestevogn, der også kører rundt i hele Landsbyen :-p

Resized-IMG_2017 Resized-IMG_2026

Oliver i sort og hvid

Resized-IMG_1770

Olivers humør er ikke helt på toppen for tiden. Muligvis ikke så underligt når man tænker på at den lille mand har haft mellemørebetændelse stort set non-stop i halvanden måned. Muligvis tilsat et par frembrydende tænder og et tigerspring, der siger spar to. Han er netop startet sin fjerde penicillin-kur og faktisk må man give ham – han tager det pænt. Men den søde, sprudlende, glade Oliver som vi kender er erstattet af en lidt mere pylret udgave. Sådan en, der hænger lidt på armen. Som smider lidt med tingene. Som bare ikke rigtig gider noget. Heldigvis ikke hele tiden. Men en væsentligt større del af tiden end normalt. Billedet herover rammer egentlig meget godt den lidt mutte guts sindsstmening for tiden…

Herunder er han på besøg hos sin oldemor og oldefar og der var bare noget med farverne i det billede, der kaldte på en sort-hvid redigering – det giver noget lidt tidløst til billedet af en lille fyr, der sidder og tegner lige netop der hvor både hans mor og hans mormor også engang legede på gulvet.

Nederst er han på vej ind i skoven i den Fynske Landsby – og skoven er naturligvis ikke helt så mørk som det ud på billedet, men der er bare noget mega Oliver’sk over det billede. Bag ham er ikke kun hans mor og resten af hans familie, der er også solskin og landsby-idyl – masser af tryghed. Men Oliver, han går ikke den sikre vej. Han går ind i skoven – selvom den er mørk. Selvom der er en stejl skrænt, selvom stien stopper efter ganske få meter. Han går ind i det ukendte ganske uden at se sig tilbage – det er jo der eventyret venter.

Resized-IMG_1929 Resized-IMG_1994