Vandhunde

img_2092_bw

Vi har to styks vandhunde herhjemme – tre styks faktisk, hvis man tæller undertegnede med. Emilie kunne snildt bade hver dag – og også gerne flere gange om dagen og Oliver slægter hende på. Faktisk har vi været nødt til at købe et nyt badekar fordi det gamle var slidt op.

Hvordan slider man et badekar op, tænker du? Godt spørgsmål! Proppen var gået i stykker, hanken var gået i stykker og så var det nærmest som om selve badekarret havde fået en permanent belægning af noget lidt fedtet efter trillionvis af aftørringer. Lad os ikke dvæle mere ved hvor det kom fra – faktum er at vi nu har et nyt, fint og lidt større badekar som to styks vandglade unger snildt kan sidde i sammen. Men selv om fællesbad er noget nær det hyggeligste alle vi tre vandhunde ved – så er der nu heller ikke noget, der slår et bad i håndvasken. Jeg elsker at se Oli sidde der i lyset fra de store køkkenvinduer og plaske løs – faktisk er det nok en af de ting jeg kommer til at savne mest når nu vi lige pludselig ikke har en baby mere. Hvor længe mon man kan blive ved med at bade i håndvasken? Emilie er da ikke for stor, er hun? (Jo, hun er…).

Vandhund nummer 1 og 2 (E og jeg) havde aftalt at tage i svømmehallen i dag – og Emilie jublede simpelthen hele vejen i bilen (på trods af overvældende træthed som følge af at være stået op klokken 4) – så stor var skuffelsen da svømmehallen viste sig fortsat at holde juleferie! Øv, altså! Vi må afsted i næste uge i stedet….det er faktsik alt for længe siden vi har været i svømmehallen sidst. Heldigvis begynder Oli og jeg til babysvømning igen på mandag så jeg i det mindste kan få mit vand-fix – og Emilie har netop afsluttet at langt og højlydt bad så skuffelsen er vist glemt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *