Årets fotobog in the making

img_4105

Det minder lidt om sommer i dag. Ja, altså bortset fra at solen, her midt på dagen, kun lige akkurat titter op over husene. Og bortset fra de brune blade på hækken. Og bortset fra den sprøde lyd af frossent græs, der knækker når jeg går henover græsplænen med barnevognen. Bortset fra alle de ting, så ligner det lidt sommer når jeg kigger ud af vinduet og ser en strålende blå himmel – og hvilken bedre dag at mindes den gang det faktisk var sommer. Jeg har endelig, endelig fået redigeret de sidste billeder fra årets sommerferie – og mappen med billeder fra juli ligger nu klar til at årets fotobog kan laves. Så langt så godt – faktisk troede jeg at jeg næsten var igennem alle efterårets billeder også…men så fandt jeg lige en mappe med det sigende navn ‘tøm kameraet’ – indeholdende 400 uredigerede, usorterede, skønne billeder fra vores efterår. Pyh, man har sørme tid til at tage mange billede, når man sådan er på barsel :-p

En af årtes store opgaver er altid at vælge hvilke billeder, der skal med i årsbogen – for det er bøgerne vi finder frem når vi kommer til at snakke om et eller andet der skete engang. Det er bøgerne Emilie henter når hun liiige skal se hvordan det var at være baby (‘Er det denne her bog, der handler om mig?’ spørger hun om bogen fra 2013…og ja, det må man jo nok sige at det er). Når først året er gået, bloggen er skrevet og diverse fraklip er postet på instagram så er det meget, meget sjældent at jeg kigger mapperne på computeren igennem – og jo ældre mapperne er jo, sjældnere bliver de åbnet.

Derfor er foto-bøgerne vigtige for mig og jeg glæder mig hvert år til at lave dem – og hvert år indser jeg at jeg har taget ALT for mange billeder jeg gerne vil have med. I år nærmer det sig 10.000 – mange er selvfølgelig blevet slettet undervejs fordi de enten ikke var gode eller fordi der var 10 ens…men der er mange tilbage!

Det er mit ønske med bøgerne at de skal fortælle en historie uden ord. En gang imellem skriver jeg en smule tekst, men i det store og hele lader jeg billederne tale for sig selv. Derfor er disse billeder selvskrevne til at komme med i år:

img_2437 img_2667 img_2716 img_2768 img_3142 img_3246 img_4010 img_4099 img_4267

Kan i også se det? Temaet i juli måned var leg :-)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *