Weekend

IMG_2396

Når det hyggeligste i verden er at være sammen alle fire. Men man alligevel længes en lille smule efter de stille, almindelige hverdage hvor vi kun er to. Fordi. Det er hårdt at følge med i en 3-årigs tempo :-p

Phew. Når man er vant til bare at være to stille mennekser herhjemme, 1 stor og 1 lille, så kan det faktisk godt være en lille smule overvældende med sådan en hel dag hvor vi er her alle fire. Emilie er i gang i hvert eneste sekund af dagen – hun farer rundt og munden står ikke stille et øjeblik. Jeg er da helt ør i hovedet efter 12 timer i hendes selskab! På den gode måde – for hun er jo fantastisk at være sammen med. Hendes humør er smittende og i løbet af sådan en dag kommer der bare så mange guldkorn fra hende at jeg får lyst til at anskaffe mig en diktafon så jeg lige kan høre det hele igennem igen og få skrevet de sjoveste ting ned. For nu, hvor hun er puttet, Jesper er ude med barnevognen og jeg har slået mig ned i sofaen – kan jeg slet ikke huske alle de ting vi har grinet af i løbet af dagen 😮

Vi startede dagen med en cykeltur i regnen (læs: Jesper og Emilie cyklede i regnen, Oliver og jeg gik tur med barnevognen i regnen) – Emilie virker til at være tæt på at knække cykel-koden. Hun kan faktisk godt holde balancen når hun kører, men det er som om at hun ikke helt ved at hun faktisk cykler selv for pludselig holder hun bare op – og så er det godt at Jesper har monteret en stang bag på så hun ikke vælter :-p

Derefter tog vi en tur på biblioteket – det var super hyggeligt og Emilie trissede rundt og legede med alle tingene helt selv. Når vi er herhjemme forlanger hun vores opmærksohed heeele tiden, men dernede kunne hun godt tulre rundt og finde på en leg helt selv. Det gav en lille pause til de trætte forældre – som dog alligevel syntes at en kop kaffe på den nærliggende café var ret fristende. Kaffen blev suppleret med en Kaj-kage, en hindbærsnitte og en flødebolle hvorefter turen gik hjem til frokost. Ikke overraskende var der ikke voldsomt meget salg i rugbrøddet i dag…

Eftermiddagen er blevet brugt på ikke-så-meget. Oliver trængte til en lang lur efter den udflugt, men han var ikke helt enig i hvor længe, en lang lur varer. Så da farmor og farfar kiggede forbi ville han også op at være med. Nu tager han sin aftenlur i barnevognen og så håber vi på at han putter sig fint når det bliver rigtigt aften-aften. I går sov han først rigtigt kort før midnat og det syntes moderen godt nok gav en lidt kort nat…

Med krydsede fingre og ønsket om en dejlig aften til alle derude vil jeg nu lukke computeren, smække fødderne op og slappe af i hovedet – og se frem til en helt, lang, dejlig dag i morgen sammen med min lillebror og hans kæreste, der vender hjem fra Grønland :-)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *