maj 2016 archive

Lange lyse aftener

IMG_1069

Ok, SÅ lange er de heller ikke når man er 3 år gammel og skal i seng kl. 18.30 – ikke desto mindre er der noget særligt over sådan en sommer-aften hvor luften er mild og lun og haven dufter af nyslået græs og bøgehæk. I dag hvor det er gråt og lidt mere trist er det skønt at kunne redigere billeder fra i går aftes hvor vi ‘byggede telt’ (=rullede Emilie ind i et tæppe, red.) og åbnede restaurant (=lavede mad i legehuset, red.) – jeg elsker at følge med i Emilies leg når hun fx nøjsomt finder alle mad-varerne frem i legehuset, kigger lidt på dem og konstaterer:

‘Vi mangler kartoffel-mel. Det må jeg lige ud at købe’.

Uden yderligere kommentarer er der bare lidt flere billeder fra en dejlig eftermiddag/aften i vores skønne, lille have :-)

IMG_1021 IMG_1056 IMG_1064 IMG_1075

 

Sandkasse-leg

IMG_0907

Mor: ‘Hvad har du lavet i børnehaven i dag, Emilie?’

Emilie: ‘Kastet sand HØJT op i luften!’.

Nårh ja. Det kunne jeg måske godt have gættet, nu du siger det…

😀

Science-leg

IMG_0532

Uf, jeg er da godt nok den, der håber at Oliver vil sove i dag uden at jeg går tur med ham – sikke et vejr! Heldigvis har der faktisk ikke været ret mange af den slags dage på det sidste – og tørvejr kalder på udeleg. Jeg er altid på udkig efter legetøj, der kan bruges i haven – og som rent faktisk bliver brugt og som kan underholde en 3-årig i mere end 1 minut.

For nylig faldt jeg over begrebet STEM læringslegetøj – og når man, som Emilie og Oliver, vokser op med to naturvidenskabelige phd’er som forældre, så må man leve med risikoen for at ens legetøj har et vist element af nørderi i sig :-p

STEM legetøj er forholdsvis nørdet. Det står for Science, Technology, Engineering og Math og ideen bag er at gøre disse fag-områder tilgængelige og sjove for børn. På bonus-siden er det også virkelig sjovt for forældrene at der kommer et element af ‘undersøgelse’ og ‘eksperiment’ ind i legen og dette her sæt har vi allerede brugt lang tid med. Det består af to små kolber, en sæbe-bobl-puster, en magnet og et par briller med farvede glas (rød, gul og blå). I brillerne kan man sætte to glas foran hinanden så man kan lege med hvad der sker når man blander primærfarverne og med magneten kan man (i sagens natur) undersøge begrebet ‘magnetisme’. Emilie farer rundt med magneten og tester alverdens ting og når hun finder et sted hvor den kan sidde fast jubler hun og råber ‘den VAR magnetisk!’. Det er næsten som en helt lille skattejagt.

Magnet

Men det sjoveste er nu engang sæbeboblerne og de små reagensglas. Sæbebobler går man aldrig galt i byen med. Med til sættet hører også 10 kort med forslag til eksperimenterende leg og blandt andet foreslås det at farve vandet i kolberne med frugtfarve, at fryse en sæbe-bobl i fryseren, at ekspermintere med magneten igennem vand osv. osv. Alle disse ting har vi slet ikke nået at prøve endnu, da der var mange timers leg alene i det vi selv kunne finde på.

IMG_0526

Sættet er købt her: Eksperiment sæt.

Indlægget er ikke sponsoreret (skørt, men jeg synes at jeg er nødt til at skrive det…).

Off my bucket-list: Eyelashes

IMG_0862

Emilie sad for en gangs skyld stille i går eftermiddags (paralyseret af Backyardigans) så jeg sneg mig til et nærportræt af hendes smukke øjenvipper (ej, hvad laver du Mor??) – hvordan er de dog blevet så lange og mørke når hun i øvrigt er så lys?

Billedet er minimalt redigeret – der er blot tilføjet lidt skarphed og så er det konverteret til sort-hvid med en sort gradient fra venstre side. Jeg havde egentlig lyst til at redigere billedet mere, men så syntes jeg alligevel ikke helt at det kunne bære det. Nogle billeder skal bare have lov at fremstå i al deres enkelhed :-)

Billedet er taget med mit 35 mm objektiv (f/2) med følgende indstillinger: ISO 320, f/2.2, 1/125.

En helt ny væg

IMG_0715

Jeg har længe gået og tænkt på at den ene væg i stuen godt måtte have en anden farve end hvid. Tro i mod mig selv har jeg mest været ude i at overveje forskellige blå nuancer, men jeg kunne ikke finde lige den rigtige. Samtidig har jeg længe gået og overvejet at kaste mig ud at lave en KABE-væg oppe i soveværelset. Pludselig en dag kombinerede de to tanker sig og jeg besluttede at bestille KABE til væggen i stuen – i farven Concrete, frem for blå. KABE er indfarvet spartel masse så det kræver lidt mere at gå i gang med end almindelig maling – til gengæld bliver resultatet meget mere levende og selv om jeg må sande at mine evner udi spartling lader noget tilbage at ønske er jeg vildt godt tilfreds med resultatet.

IMG_0717

Udgangspunktet var denne væg, med den meget markante sorte firkant så første trin (efter grundig vask af væggen) var at male firkanten hvid for at sikre at man ikke ville kunne se det sorte felt igennem KABE-malingen. Selv om jeg havde købt ‘ekstra-ultra-super-dækkende’ (og super-dyr) maling krævede det 4 lag for firkanten var væk :-0

IMG_0565

Næste trin var at påføre det første lag KABE – Oliver og jeg var en tur i SILVAN efter diverse spartler og i sidste ende kom jeg frem til at en stor spartel (ca. 30 cm) og en ske til at tage spartelmassen op af spanden var alt hvad jeg havde brug for – men jeg må sige at jeg påførte hele første lag før jeg sådan egentlig følte at jeg var ved at have nogenlunde styr på teknikken. Resultatet blev derfor heller ikke voldsomt jævnt og jeg er ret sikker på at jeg kom til at lave første lag for tykt. Jeg brugte i hvert fald 3/4 af den spartelmasse jeg havde indkøbt så jeg var noget bekymret for om jeg havde nok til anden omgang. Massen farves ved bestilling så nuance forskelle vil fremkomme hvis man bestiller igen og det er derfor virkelig en god i de at være sikker på at købe nok i første omgang…

IMG_0682 IMG_0689

Første lag skulle tørre i 16 timer før andet lag påførtes – og en note til mig selv er at huske at slibe ujævnhederne i første lag væk inden andet lag påføres! Det står faktisk også i vejledningen, men det havde jeg overset og jeg var så ivrig efter at se resultatet at jeg bare straks kastede mig ud i andet lag. Der gjorde naturligvis at ujævnhederne fra første omgang blev endnu mere udtalte. På den anden side var mine spartel-evner steget markant så det meste af væggen så virkelig godt ud da jeg var færdig – og en vis mængde ujævnheder er jo heldigvis en del af charmen ved denne type væg.

Arbejdet blev kyndigt superviseret af Oliver:

IMG_0688

Efter at andet lag var tørret var det tid til at slibe. Her anbefales det at dække alle øvrige møbler i rummet af – og hvis der er spædbørn på adressen må denne del af arbejdet udføres imens de sover (helst udenfor). Det støver nemlig. Rigtig meget.

IMG_0693

Det sidste, der er at gøre er at spraye hele væggen 2 gange med en speciel top coat. Her er det en god ide at dække af med plastik fremfor pap for at undgå at der kommer noget på gulvet.Og voila – så er væggen færdig. I alt brugte jeg 4 dage på den – det kan godt gøres lidt hurtigere, men jeg skulle passe arbejdet ind i Olivers lure.

Jeg er rigtig glad for det endelige resultat – på trods af skønhedsfejl. Jeg synes at det industrielle look passer super godt ind i vores indretning – så nu er næste trin ‘bare’ at få malet resten af stuen hvid og at finde på lidt bedre opbevaringsløsninger så der ikke hele tiden ender med at ligge alt muligt skrammel på alle vandrette flader :-)

IMG_0725

Den største gave til den ene – er den anden

IMG_0511

Det er Emilies arm, der beskyttende holder om Oliver. Kysset på panden. Det er sutten, som Emilie altid sørger for at have i nærheden – hvis han nu bliver ked af det. Det er det hengivne blik. Det er Olivers smil når Emilie kommer hjem fra børnehave og lægger begge sine hænder på hans kinder. Det er Emilie, der som det første hver dag udbryder ‘HVOR ER OLIVEEER?’.

Det er søskende.

(Og de er slet ikke gamle nok til at skændes endnu).

IMG_0482

Lidt om frygt og lidt om at slappe af

IMG_0701

I går var der gået lige nøjagtig 1 måned siden denne lille glade camper kom til verden. Tiden flyver på en virkelig langsom måde…på den ene side føles det som om jeg lige har blinket og nu er han allerede en måned, men på den anden side føles det som om der er gået flere år. Oliver trives, vokser, spiser, sover og prutter – alt sammen lige efter bogen. Faktisk er han en decideret nem baby – men det tog mig det meste af den første måned at indse. Hans storesøster var nemlig ikke en nem baby – da hun var tre uger gammel satte kolikken ind og så gik der 6 måneder hvor hvert eneste sekund af min tilværelse handlede om at få hende til at holde op med at skrige. Det lykkedes sjældent. Det var hjerteskærende og uden sammenligning den hårdeste tid i mit liv – og frygten for at skulle igennem sådan en periode igen var lige ved at overrumple mig de første par uger. Uafhængigt af det barn vi faktisk har fået denne gang, kunne jeg mærke panikken brede sig og jeg mærkede de første tegn på en tilbagevendende fødselsdepression. Jeg havde en helt irrationel frygt for ikke at kunne tage mig godt nok af Oliver og en endnu større frygt for ikke at kunne tage mig af Emilie overhovedet – for jeg er ikke det mindste i tvivl om at hvis vi havde haft et barn i forvejen da vi fik Emilie, så ville det barn også have lidt under situationen. Og det var ikke til at holde ud at føle at jeg måtte lade Emilie i stikken, efter den kæmpe udvikling hun har været igennem. Nu hvor hun endelig er en strålende, lille pige, der næsten altid er glad.

Men nu er Oliver 1 måned gammel. Og han har ikke kolik. Han græder faktisk meget lidt. Han smiler og pludrer. Hans storesøster forguder ham – og den der knugende fornemmelse jeg har haft i maven i alt for lang tid er ved at løsne sig. Jeg begynder at tro på det. Jeg begynder at nyde at være på barsel. Hands down, at være en familie på fire er ganske enkelt ikke så tosset.

Og ok, dette her vejr hjælper da unægteligt også på humøret :-)

IMG_0695 IMG_0702 IMG_0703 IMG_0707 IMG_0710

Den lille og den store

E+O

Hvor skørt er det lige at tre uger gamle Oliver passer det samme tøj som 3 måneder gamle Emilie?

Jeg ville egentlig have skrevet mere…men der er én, der er sulten og det er ganske uopsætteligt. Hvis man vil holde vokseværket ved lige må der jo naturligvis brændstof til :-p

IMG_0568 IMG_0569 IMG_0570