En fødselsberetning: Fra hjemmefødsel til blå blink

IMG_0360

Af mange forskellige årsager havde vi denne gang besluttet at jeg gerne ville føde herhjemme. Igennem de sidste par måneder har vi derfor forberedt os så godt vi kunne både mentalt og praktisk. Praktisk havde vi funder en stak gamle lagner og håndklæder, der efterfølgende kunne gå dirkete i skraldespanden, lagt et par affaldssække op i soveværelset til samme formål og fundet en voksdug til at lægge imellem to lagner i sengen – på den måde kunne det hele bare rulles sammen i voksdugen og gå i en affaldssæk og så var sengen klar til at slappe af med det lille nye familiemedlem. Derudover havde jeg bagt boller til fejring og lagt små flag frem – samt indkøbt saftevand (i flere omgange, da det hele tiden blev drukket imens vi ventede på Oliver :-p ), fundet en spilleliste med afslappende musik og sørget for dæmpet belysning i soveværelset. Og ikke mindst; vi havde allieret os med Emilies fantastiske bedsteforældre – til den hjemmefødselscafe jeg var til i marts blev det nævnt at man godt kan have større børn med til en hjemmefødsel, men jeg mener ikke at Emilie er ’større’ – og selv hvis hun var tror jeg at jeg ville have fravalgt at hun skulle være i huset når det hele gik løs. På den praktiske side var vi helt klar!

På den mentale side gik det op for mig ca. 14 dage før termin at jeg egentlig gerne ville have forebredet mig lidt bedre! På det tidspunkt var det lidt sent atmelde sig til et fødselsforberedelses-kursus, men pludselig gik det op for mig at hvis jeg ville ændre min indstilling til fødslen i forhold til første gang var jeg nok nødt til at tænke lidt mere over hvordan jeg forestillede mig at komme igennem. I min første fødsel følte jeg ikke at jeg havde nogle pauser imellem veerne – nogle gange var smerten mere intens, og nogle gange mindre, men der var aldrig tid til at slappe af og det var i høj grad veerne, der arbejdede med mig og ikke mig, der arbejdede med veerne. Så! Med 2 uger til termin gik jeg i gang med at læse! Jeg læste næsten hele Anja Bays ‘Smertefri Fødsel’ og det ene indlæg efter det andet hos Meyermor. Jeg læste en masse fødselsberetninger fra alle mulige forskellige kvinder.

Og jeg fandt mit værktøj:

  1. Eyes on the prize!
  2. Fuld afslapning i udvalgte fokuspunkter igennem veerne.

Mentalt var jeg også klar! Jeg var helt sikker på at jeg nok skulle klare den fødsel!

Så nu var der kun ét problem. Oliver mente egentlig ikke at der var nogen grund til at komme ud. Tilsyneladende havde han det mægtig fint og med undtagelse af en hulens masse plukkeveer hver aften var der ikke rigtig noget, der tydede på at han havde til hensigt at ændre på tingenes tilstand. Emilie er født 38+6 så igennem hele graviditeten har jeg haft en lidt uklar forestilling om at jeg nok ville føde før termin igen. Men terminen kom og gik. 41+0 kom og gik. 41+2 kom og gik og jeg aftalte med en jordemoder at komme ind mandag (41+5) og få tjekket om alt stadg var i orden og for at snakke om eventuel igangsættelse. Igangsættelse ville betyde farvel til håbet om hjemmefødsel så hele weekenden gik vi allesammen og prøvede at lokke Oliver ud med gåture, stærk mad, masser af vand og masser af kærlige tanker. Emilie lagde simpelthen begge hænder på maven og råbte ‘KOM SÅ UD LILLEBROR’. Men ingenting hjapl og mandag oprandt så vi kørte afsted mod Hvidovre hvor jeg blev undersøgt. Jeg havde i løbet af søndagen taget en, for mig, vigtig beslutning om at en fødsel ved igangsættelse også kan blive en god fødsel så det var med godt humør at jeg lagde for at blive undersøgt.

Først blev der kørt en strimmel og alt så aldeles fint ud. Derefter blev det konstateret at livmoderhalsen var forkortet og at jeg var 1-2 cm åben – så noget var i gærde! For at hjælpe sagerne lidt på vej lavede den meget søde jordemoder en hindeløsning – ikke nogen voldsomt rar oplevelse! Jeg blev mødt med fuld forståelse for mit ønske om at føde hjemme, hvilket var virkelig dejligt! Vi aftalte dog alligevel at jeg skulle komme ind dagen efter og hvis der ikke var yderligere udvikling i sagerne ville de anbefale at prikke hul på fostervandet. For at give mig og Oliver mest muligt tid til at selv at komme videre i forløbet fik jeg en tid sent på dagen om tirsdagen. Og så tog vi hjem og ventede. Det var forrygende dejligt vejr den mandag så vi sad ude i haven hele dagen og følte os lidt i limbo. Jeg havde endnu flere plukkeveer end de foregående dage og jeg bildte mig ind at de gjorde en smule mere ondt. Jeg håbede og krydsede fingre og vi besluttede at lade Emilie tage hjem til farmor og farfar for at overnatte – for hvis nu!

Ved 20-tiden blev jeg overrumplet af en helt ekstrem træthed og da jeg sådan set ikke havde noget jeg skulle nå besluttede jeg at gå tidligt i seng. God ide! Klokken 01.00 vågnede jeg og tænkte ‘det var da vist mere end en plukkeve!’. Jeg vækkede Jesper og gik nedenunder for lige at mærke efter hvad det var jeg havde mærket – og den var god nok. Der var afgjort gang i noget, der ikke havde tænkt sig at holde op igen. JUBII! Jeg ringede ind til afdelingsjordemoderen for at lade dem vide at nu var det nu og aftalte at ringe igen når jeg veerne var taget så meget til at jeg gerne ville have at edr kom en jordemoder ud til mig. Det ville jeg gerne 20 minutter efter – da først det gik i gang, så gik det stærkt!

Vi fortrak op til ‘hulen’ i soveværelset, tændte lys, satte musik på og ventede på jordemoderen. Hun kom efter godt en halv time og konstaterede at jeg nu var 5 cm åben. Allerede halvvejs tænkte jeg og følte mig helt høj – indtilnu var det ikke noget, jeg ikke kunne klare! Men herefter skal jeg love fr at veerne tog til i styrke – og de kom tæt! Jeg koncentrerede mig alt hvad jeg kunne om at slappe af i mine fokus-punkter; skuldre, kæbe og håndled. Jeg synes selv at jeg kom vildt godt igennem de næste 15-20 veer og når det en gang imellem blev for svært at huske at slappe af visualiserede jeg hvordan det hele ville ende med  en lille baby i mine arme og så gik det alligevel. Det bedste var at det lykkedes at slappe helt af imellem veerne! Jeg kunne godt mærke hvorfor det havde været svært for mig første gang for smerten slap aldrig helt og det krævede koncentration og ro at finde balancen imellem veerne – men det lykkedes! Et par gange var jeg endda ved at falde i søvn, selvom der kun var få minutters pause – det betød vildt meget for arbejdet med hver ve at jeg var i stand til at slappe af efterfølgende – og her hjalp det virkelig med vores egen, bløde seng fremfor en hospitals-briks.

Klokken ca. halv fem ændrede veerne sig fra åbnings-veer til presse-veer. Igen tænkte jeg JUBII for jeg huskede ikke pressefasen som lige så belastende som udvidelsesfasen i min første fødsel – og samtidig vidste jeg at nu nærmede det sig sin afslutning. Desværre var jeg endnu kun 8 cm åben og han stod lidt højt så oresse-veerne havde ikke helt den effekt de skulle have – jordemoderen bad mig om at prøve at modstå trangen til at presse, men det var svært! Efter en times tid prikkede hun hul på fosterhinden, men der skete fortsat ikke fremskridt og hun blev derfor bekymret for at Oliver måske stod lidt skævt i bækkenet og derfor ikke bevægede sig i den rigtige retning. På den baggrund besluttede hun at overflytte mig til Hvidovre, hvilket på dette tidspunkt i fødslen foregik med ambulance.

I den tidligste morgenstund iklædte jeg mig derfor badekåbe og ballerinaer og bevægede mig ned ad trappen og ud i en ambulance som kørte afsted med udrykning og blink – og det lyder måske dramatisk, men det var det overhovedet ikke. Jordemoderen var afslappet, Jesper var aflsappet og jeg synes egentlig også at jeg selv var ret aflsappet omkring situationen – for selvfølgelig skal en fødsel ikke foregå hjemme hvis der er den mindste komplikation. Vores jordemoder anbefalede at få lagt en epidural-blokade for at tage pressetrangen ind til både jeg og Oliver var klar til selve fødslen. Selv om jeg aldrig har ønsket medicinsk smertelindring så syntes jeg nu at den blokade lød som en ret god ide da jeg lå i ambulancen og kæmpede af alle kræfter for ikke at presse! På vej i ambulancen følte jeg for første gang at jeg mistede kontrollen over processen fordi jeg ikke længere fulgte min krops signaler, men tvært imod prøvede at gøre det stik modsatte Det var hårdt! Dog vidste jeg at der er godt 20 minutter til Hvidovre hvilket ikke kunne blive ti lmere end 5-6 veer så jeg talte ned og tænkte: ‘Eyes on the prize. EYES ON THE PRIZE!’. Da jeg mærkede at ambulancen svingede væk fra motorvejen mærkede jeg også noget andet – nemlig at Oliver nu havde bevæget sig helt ned! Jeg var sikker på det! Jeg bad jordemoderen om at tjekke og det gjorde hun selvfølgelig hvorefter hun helt roligt sagde ‘Vi er der om 2 minutter. Lad os lige se om vi ikke kan nå ind på en fødestue’…

Vi nåede det. Lige. 2 veer mere og så var han der. Klokken 06.17 3560 g. 53 cm. Og godt gal i skralden over ikke at kunne finde noget mad. Men han fandt brystet og roen sænkede sig. I sidste ende var det fuldstændig ligegyldigt hvor i verden vi var for øjeblikket var fuldstændig perfekt. Han var så fin og varm og der er vist ikke en mere fantastisk følelse end at få sit lille barn op på maven og kigge op på den stolte far, der bare smiler.

Nu er han allerede 6 dage gammel. Han spiser, prutter, tisser, gylper og sover en 2-3 timer ad gangen. Han kigger koncentreret på os med store, mørke øjne  Han griber fat i vores fingre og finder sig ret tålmodigt i at storesøster slt ikke kan holde fingrene fra ham. Alt i alt føles det som om han hele tiden har været her – vi er bare lidt mere trætte end vi var før han kom :-p

Du kan læse mere om mine tanker om at føde hjemme her.

1 Comment on En fødselsberetning: Fra hjemmefødsel til blå blink

  1. Laura
    april 18, 2016 at 1:34 pm (2 år ago)

    Åh, hvor er det fint skrevet. Jeg sidder og får helt tåre i øjnene. Kæmpe stort tillykke med ham! Det lyder som om det var en god fødsel, trods at den blev lidt anderledes :)

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *