april 2016 archive

Off my bucket-list: Newborn på arm

IMG_0461b

Oliver, 15 dage gammel.

At tage billeder af nyfødte er slet ikke så nemt som man måske lige skulle tro! Jeg har læst flere steder at denne type billeder helst skal tages inden for de første 14 dage for der sover babyerne gerne så tungt at man kan manøvrere rundt med dem og få dem til at ligge super-nuttet. Nåhmen. Ikke mine børn. De vågner bare jeg så meget som tænker på at flytte lidt på dem – og intet billede er værd et surt barn fordi det er blevet vækket.

Men så tænkte jeg: Så nupper vi da bare et billede hvor han er vågen. Det gider han da helt sikkert godt. Jeg mener, hvem vil ikke gerne have tøjet af i en halv-kølig stue og møffes rundt på sin fars arm indtil mor er tilfreds?

Ej, retfærdigvis tog jeg billedet virkelig hurtigt og vores stue er ret varm så hverken far eller barn led overlast – efterfølgende lagde Oliver sig til at sove i sit Mary-tæppe til lyden af klassisk musik så jeg tænker at han er meget godt tilfreds med sin indsats. Jeg synes i hvert fald atd et blev ret fint – jeg skal bare lige beslutte om jeg bedst kan lide det i sort-hvid eller farve…?

IMG_0461

Oliver, postbudet og hundelufterne

IMG_0440

Vi er en ganske lille sluttet skare som man kan være næsten sikker på at møde hvis man begiver sig ud i villa-kvarteret lidt før 8 på en hverdag. Vejen ser ved første øjekast ganske øde ud, med undtagelse af en enkelt bil, der sandsynligvis er på vej på arbejde…men ved nærmere eftersyn kan man være heldig at få øje på morgenfriske hundeluftere, morgenfriske postbude og morgenfriske mødre med barnevogne. Og de er flinke, de mennesker, der begiver sig ud på dette tidspunkt – de hilser på hinanden og ønsker en god dag – hundelufterne og postbudene med smil og entusiasme i stemmerene, mødrene med en høj hvisken så barnet, der endelig ser ud til at sove, ikke vågner.

Ok, det gælder måske ikke alle mødre. De fleste mødre jeg møder ude i verden hilser bestemt også med smil og oprigtig glæde – men, denne her mor, hun har endnu en gang produceret et ikke-sovende barn så når først han sover, så gælder det om at være stille!

Og han sover nu! Tror jeg. Selv om barnevognen står stille, hvilket er højst usædvanligt i disse dage – så lige så snart jeg har trykket ‘udgiv’ skal jeg i bad, skifte sengetøj, rydde en milliard legesager væk, der er kommet frem i løbet af den forlængede weekend, spise morgenmad, redigere billeder, fylde op ved puslepladserne, støvsuge i gangen (der er ved at udvikle sig til en sandkasse), samle den vugge vi købte for flere dage siden og…og…og…

Og så skal jeg også lige nå at sidde lidt med min bog og slappe af. Ved nærmere eftertanke må jeg hellere starte med det…tænk nu hvis jeg ikke nåede det :-p

Hav en dejlig dag derude i det underlige jeg-ved-ikke-om-det-er-vinter-eller-sommer-vejr… :-)

IMG_0437

En fødselsberetning: Fra hjemmefødsel til blå blink

IMG_0360

Af mange forskellige årsager havde vi denne gang besluttet at jeg gerne ville føde herhjemme. Igennem de sidste par måneder har vi derfor forberedt os så godt vi kunne både mentalt og praktisk. Praktisk havde vi funder en stak gamle lagner og håndklæder, der efterfølgende kunne gå dirkete i skraldespanden, lagt et par affaldssække op i soveværelset til samme formål og fundet en voksdug til at lægge imellem to lagner i sengen – på den måde kunne det hele bare rulles sammen i voksdugen og gå i en affaldssæk og så var sengen klar til at slappe af med det lille nye familiemedlem. Derudover havde jeg bagt boller til fejring og lagt små flag frem – samt indkøbt saftevand (i flere omgange, da det hele tiden blev drukket imens vi ventede på Oliver :-p ), fundet en spilleliste med afslappende musik og sørget for dæmpet belysning i soveværelset. Og ikke mindst; vi havde allieret os med Emilies fantastiske bedsteforældre – til den hjemmefødselscafe jeg var til i marts blev det nævnt at man godt kan have større børn med til en hjemmefødsel, men jeg mener ikke at Emilie er ’større’ – og selv hvis hun var tror jeg at jeg ville have fravalgt at hun skulle være i huset når det hele gik løs. På den praktiske side var vi helt klar!

På den mentale side gik det op for mig ca. 14 dage før termin at jeg egentlig gerne ville have forebredet mig lidt bedre! På det tidspunkt var det lidt sent atmelde sig til et fødselsforberedelses-kursus, men pludselig gik det op for mig at hvis jeg ville ændre min indstilling til fødslen i forhold til første gang var jeg nok nødt til at tænke lidt mere over hvordan jeg forestillede mig at komme igennem. I min første fødsel følte jeg ikke at jeg havde nogle pauser imellem veerne – nogle gange var smerten mere intens, og nogle gange mindre, men der var aldrig tid til at slappe af og det var i høj grad veerne, der arbejdede med mig og ikke mig, der arbejdede med veerne. Så! Med 2 uger til termin gik jeg i gang med at læse! Jeg læste næsten hele Anja Bays ‘Smertefri Fødsel’ og det ene indlæg efter det andet hos Meyermor. Jeg læste en masse fødselsberetninger fra alle mulige forskellige kvinder.

Og jeg fandt mit værktøj:

  1. Eyes on the prize!
  2. Fuld afslapning i udvalgte fokuspunkter igennem veerne.

Mentalt var jeg også klar! Jeg var helt sikker på at jeg nok skulle klare den fødsel!

Så nu var der kun ét problem. Oliver mente egentlig ikke at der var nogen grund til at komme ud. Tilsyneladende havde han det mægtig fint og med undtagelse af en hulens masse plukkeveer hver aften var der ikke rigtig noget, der tydede på at han havde til hensigt at ændre på tingenes tilstand. Emilie er født 38+6 så igennem hele graviditeten har jeg haft en lidt uklar forestilling om at jeg nok ville føde før termin igen. Men terminen kom og gik. 41+0 kom og gik. 41+2 kom og gik og jeg aftalte med en jordemoder at komme ind mandag (41+5) og få tjekket om alt stadg var i orden og for at snakke om eventuel igangsættelse. Igangsættelse ville betyde farvel til håbet om hjemmefødsel så hele weekenden gik vi allesammen og prøvede at lokke Oliver ud med gåture, stærk mad, masser af vand og masser af kærlige tanker. Emilie lagde simpelthen begge hænder på maven og råbte ‘KOM SÅ UD LILLEBROR’. Men ingenting hjapl og mandag oprandt så vi kørte afsted mod Hvidovre hvor jeg blev undersøgt. Jeg havde i løbet af søndagen taget en, for mig, vigtig beslutning om at en fødsel ved igangsættelse også kan blive en god fødsel så det var med godt humør at jeg lagde for at blive undersøgt.

Først blev der kørt en strimmel og alt så aldeles fint ud. Derefter blev det konstateret at livmoderhalsen var forkortet og at jeg var 1-2 cm åben – så noget var i gærde! For at hjælpe sagerne lidt på vej lavede den meget søde jordemoder en hindeløsning – ikke nogen voldsomt rar oplevelse! Jeg blev mødt med fuld forståelse for mit ønske om at føde hjemme, hvilket var virkelig dejligt! Vi aftalte dog alligevel at jeg skulle komme ind dagen efter og hvis der ikke var yderligere udvikling i sagerne ville de anbefale at prikke hul på fostervandet. For at give mig og Oliver mest muligt tid til at selv at komme videre i forløbet fik jeg en tid sent på dagen om tirsdagen. Og så tog vi hjem og ventede. Det var forrygende dejligt vejr den mandag så vi sad ude i haven hele dagen og følte os lidt i limbo. Jeg havde endnu flere plukkeveer end de foregående dage og jeg bildte mig ind at de gjorde en smule mere ondt. Jeg håbede og krydsede fingre og vi besluttede at lade Emilie tage hjem til farmor og farfar for at overnatte – for hvis nu!

Ved 20-tiden blev jeg overrumplet af en helt ekstrem træthed og da jeg sådan set ikke havde noget jeg skulle nå besluttede jeg at gå tidligt i seng. God ide! Klokken 01.00 vågnede jeg og tænkte ‘det var da vist mere end en plukkeve!’. Jeg vækkede Jesper og gik nedenunder for lige at mærke efter hvad det var jeg havde mærket – og den var god nok. Der var afgjort gang i noget, der ikke havde tænkt sig at holde op igen. JUBII! Jeg ringede ind til afdelingsjordemoderen for at lade dem vide at nu var det nu og aftalte at ringe igen når jeg veerne var taget så meget til at jeg gerne ville have at edr kom en jordemoder ud til mig. Det ville jeg gerne 20 minutter efter – da først det gik i gang, så gik det stærkt!

Vi fortrak op til ‘hulen’ i soveværelset, tændte lys, satte musik på og ventede på jordemoderen. Hun kom efter godt en halv time og konstaterede at jeg nu var 5 cm åben. Allerede halvvejs tænkte jeg og følte mig helt høj – indtilnu var det ikke noget, jeg ikke kunne klare! Men herefter skal jeg love fr at veerne tog til i styrke – og de kom tæt! Jeg koncentrerede mig alt hvad jeg kunne om at slappe af i mine fokus-punkter; skuldre, kæbe og håndled. Jeg synes selv at jeg kom vildt godt igennem de næste 15-20 veer og når det en gang imellem blev for svært at huske at slappe af visualiserede jeg hvordan det hele ville ende med  en lille baby i mine arme og så gik det alligevel. Det bedste var at det lykkedes at slappe helt af imellem veerne! Jeg kunne godt mærke hvorfor det havde været svært for mig første gang for smerten slap aldrig helt og det krævede koncentration og ro at finde balancen imellem veerne – men det lykkedes! Et par gange var jeg endda ved at falde i søvn, selvom der kun var få minutters pause – det betød vildt meget for arbejdet med hver ve at jeg var i stand til at slappe af efterfølgende – og her hjalp det virkelig med vores egen, bløde seng fremfor en hospitals-briks.

Klokken ca. halv fem ændrede veerne sig fra åbnings-veer til presse-veer. Igen tænkte jeg JUBII for jeg huskede ikke pressefasen som lige så belastende som udvidelsesfasen i min første fødsel – og samtidig vidste jeg at nu nærmede det sig sin afslutning. Desværre var jeg endnu kun 8 cm åben og han stod lidt højt så oresse-veerne havde ikke helt den effekt de skulle have – jordemoderen bad mig om at prøve at modstå trangen til at presse, men det var svært! Efter en times tid prikkede hun hul på fosterhinden, men der skete fortsat ikke fremskridt og hun blev derfor bekymret for at Oliver måske stod lidt skævt i bækkenet og derfor ikke bevægede sig i den rigtige retning. På den baggrund besluttede hun at overflytte mig til Hvidovre, hvilket på dette tidspunkt i fødslen foregik med ambulance.

I den tidligste morgenstund iklædte jeg mig derfor badekåbe og ballerinaer og bevægede mig ned ad trappen og ud i en ambulance som kørte afsted med udrykning og blink – og det lyder måske dramatisk, men det var det overhovedet ikke. Jordemoderen var afslappet, Jesper var aflsappet og jeg synes egentlig også at jeg selv var ret aflsappet omkring situationen – for selvfølgelig skal en fødsel ikke foregå hjemme hvis der er den mindste komplikation. Vores jordemoder anbefalede at få lagt en epidural-blokade for at tage pressetrangen ind til både jeg og Oliver var klar til selve fødslen. Selv om jeg aldrig har ønsket medicinsk smertelindring så syntes jeg nu at den blokade lød som en ret god ide da jeg lå i ambulancen og kæmpede af alle kræfter for ikke at presse! På vej i ambulancen følte jeg for første gang at jeg mistede kontrollen over processen fordi jeg ikke længere fulgte min krops signaler, men tvært imod prøvede at gøre det stik modsatte Det var hårdt! Dog vidste jeg at der er godt 20 minutter til Hvidovre hvilket ikke kunne blive ti lmere end 5-6 veer så jeg talte ned og tænkte: ‘Eyes on the prize. EYES ON THE PRIZE!’. Da jeg mærkede at ambulancen svingede væk fra motorvejen mærkede jeg også noget andet – nemlig at Oliver nu havde bevæget sig helt ned! Jeg var sikker på det! Jeg bad jordemoderen om at tjekke og det gjorde hun selvfølgelig hvorefter hun helt roligt sagde ‘Vi er der om 2 minutter. Lad os lige se om vi ikke kan nå ind på en fødestue’…

Vi nåede det. Lige. 2 veer mere og så var han der. Klokken 06.17 3560 g. 53 cm. Og godt gal i skralden over ikke at kunne finde noget mad. Men han fandt brystet og roen sænkede sig. I sidste ende var det fuldstændig ligegyldigt hvor i verden vi var for øjeblikket var fuldstændig perfekt. Han var så fin og varm og der er vist ikke en mere fantastisk følelse end at få sit lille barn op på maven og kigge op på den stolte far, der bare smiler.

Nu er han allerede 6 dage gammel. Han spiser, prutter, tisser, gylper og sover en 2-3 timer ad gangen. Han kigger koncentreret på os med store, mørke øjne  Han griber fat i vores fingre og finder sig ret tålmodigt i at storesøster slt ikke kan holde fingrene fra ham. Alt i alt føles det som om han hele tiden har været her – vi er bare lidt mere trætte end vi var før han kom :-p

Du kan læse mere om mine tanker om at føde hjemme her.

Oliver has landed!

IMG_0316

Jamen goddag! Minsanten om ikke Oliver alligevel kom til verden til sidst – og endda på ganske naturlig vis og efter kun 5 timers veer. 3560 g og 53 cm. Det hele gik helt perfekt, selv om det ikke gik helt efter planen – og nu, på 2. dagen, har vi det alle sammen super godt. Emilie er så stolt og kærlig – og vi andre er vist også både stolte og kærlige – og så bruger vi bare al tiden på at nyde den der helt særlige ro, der følger med sådan et lille nyt menneske :-)

Der er masser af (længere) blog-indlæg på vej, men lige nu, lige nu er jeg optaget af små hænder, der skal holdes i, små tæer, der skal nulres, en lille pande, der skal kysses – og en storesøster, der også kræver sin del af opmærksomheden :-)

IMG_0333

To sætte i gang or nor to sætte i gang

IMG_0133

Nåmen. 41+5. Det havde jeg alligevel ikke set komme.

Emilie har jo faktisk i de sidste tre uger sagt ‘lillebror kommer på mandag’, men jeg troede egentlig at hendes profetiske evner mente mandag i sidste uge :-p
Hvem ved, måske mente hun i dag.

I hvert fald er dagen i dag, dagen hvor jeg skal til check på Hvidovre. Jeg er sådan set ikke det mindste i tvivl om at lillebror har det godt derinde (han vælter rundt i døgndrift!) og på den baggrund er jeg tilbøjelig til at takke nej til tilbuddet om igangsættelse. Drømmen om hjemmefødsel forsvinder nemlig ud i det blå så snart det hele ikke foregår ganske naturligt…

Omvendt er jeg ved at nå min egen grænse for hvornår det ikke længere er sjovt at være gravid! Og på den baggrund er jeg tilbøjelig til at takke ja til i hvert fald en del af tilbuddet.

Jeg har i nogle dage haft virkelig svært ved at acceptere at det denne gang tilsyneladende ikke vil gå sin naturlige gang – og jeg håber, håber virkelig stadig at kunne undgå en medicinsk igangsættelse, men jeg tog to beslutninger i går:

  1. Lillebror tager ikke skade af at få lidt hjælp til at komme til verden
  2. Medicin og hospitaler skal ikke forhindre mig at få en god fødsel

Og med de to tanker i hovedet er vi klar til at møde ind på Hvidovre i dag og høre deres vurdering af sagerne – og så er vi i øvrigt mere end klar til at møde Lillebror :-)

Nye farver på børneværelset

IMG_9995

Niks! Stadig ingen lillebror! Han lader godt nok vente på sig…men intet er så skidt at det ikke er godt for noget og i ventetiden har jeg gjort børneværelset i stand. Det trængte i høj grad til en omgang maling og lidt farver så jeg besluttede at lave en ‘bjerg-væg’. Uden at rådføre mig med Emilie valgte jeg en is-blå som jeg selv synes er noget så fin – og heldigvis synes Emilie at det ligner et Elsa-slot så hun er også rigtig godt tilfreds :-p

Resten af væggene er bare hvide, men den blå fra væggen er også brugt på den ene skuffe i den lille kommode fra IKEA, der nu indeholder Emilies tøj. Jeg håber at det på den måde bliver nemmere for hende selv at vælge hvad hun vil have på frem for da hun havde det hele i det store skab. De andre skuffer er to nuancer mørkere respektivt og begge malet med farve-prøver – jeg er blevet helt fan af farveprøver for man får faktisk relativt meget maing til ret små penge. Greb, bamsekasse og de 6-kantede hylder fra Tiger er ligeledes blevet opdaterede med farveprøver og tilføjer lige lidt piget til det ellers ret blå værelse.

Jeg har stadig en del maling tilbage så måske vil jeg også male det lille bord – det er godt slidt så en gang maling vil helt sikkert pynte…spørgsmålet er bare om det skal være hvidt, blåt, gult eller koral?

IMG_0035 IMG_0037 IMG_9990 IMG_9992 IMG_9999IMG_0007 IMG_0043

Status på marts: De bedste billeder

IMG_9371

Jeg er faktisk slet ikke færdig med at sortere og redigere billeder fra marts – man skulle ellers tro at jeg kunne finde tid til det når jeg sådan går hjemme, men det at lyset er vendt tilbage har gjort at jeg har taget virkelig mange billeder! Det er simpelhen så dejligt både at det bliver lysere, men også at det bliver varmere. Vi har endelig virkelig kunnet nyde at vi er flyttet til et sted med en lile have – og med det nybyggede legehus og ny-indkøbte havemøbler er antallet af timer vi har tilbragt derude steget markant.

IMG_9939

Marts har for mit vedkommende været en dejlig, stille måned – en måned hvor jeg hele tiden har været lidt på stand-by i forhold til at lillebror pludselig kunne finde på at melde sin ankomst, men også en måned hvor jeg har haft tid til at få lavet nogle af de ting i huset som vi usdkød, da vi flyttede ind. Samtidig har jeg virkelig nydt at kunne give Emilie lidt ekstra her inden hun skal til at være storesøster. Marts var også måneden hvor Emilie fik sin første fætter og jeg fik lov at lege newborn-fotograf da han var kun 5 dage gammel – åh, en lille charmetrold!

IMG_9111

Et par timer i selskab med sådan en lille gut og jeg var klar til at køre direkte på fødegangen – men vores egen lille gut lader vente lidt på sig og det er skam også helt  i orden. I hele marts måned har det været en kæmpe fornøjelse at se Emilie sammen med andre babyer. Hun er virkelig interesseret i dem, aer, snakker og hvisker at de er dejlige. Der er i den grad én, der glæder sig til at blive storesøster! Spørgsmålet er om hun lige skal nå, helt officielt, at fylde 3 år først (på torsdag). Vi fejrede hende i påsken med den dejligste fødselsdagsdag, flag, kager, balloner, sang og besøg af hele familien (inkl. lille ny fætter og alle-tideres yndlings-kusine). Jeg tror faktisk at det er en af de bedste dage hun nogensinde har haft – jeg kan i hvert fald ikke huske en anden dag hvor hun på den måde har været glad og haft strålende øjne fra morgen til aften.

For mig er 3-års fødselsdagen ret skelsættende. Ikke kun fordi vi i de tre har år har været bare os tre og nu skal vi til at være fire og Emilies fødselsdag derfor tilfældigt virkelig markerer et stort skifte i vores hverdag – mere fordi Emilies udvikling i løbet af det sidste år har været så stor. Vi har sagt farvel til ble, middagslur og babysprog og har nu virkelig en ’stor’ pige med meninger om det meste og en vilje af stål – og med en kreativitet i forhold til leg, der udvikler sig dag for dag. I går byggede hun et tog af stole og balance-bane-dele og kørte alle sine bamser på arbejde, hvorefter hun omhyggeligt hentede hver af dem igen ved hver deres station. Det er fantastisk at man kan være en flue på væggen i sit eget hjem og observere hvordan hendes fantasti udvikler sig – og samtidig hvor omhyggelig hun er med at få sat hver bamse af på den rigtige ’station’. Lille omsorgsfulde menneske. Lille, skøre, sjove, fjollede, menneske, der altid er i bevægelse. Tak for en dejlig marts – og ja, du er helt væk på billedet herunder. Det var faktisk heldigt at du selv kom frem til sidst, ellers havde vi nok aldrig fundet dig :-p

IMG_9058

Sensitive Ekko: Nu som (næsten) 3-årig

IMG_9937

Emilies sensitivitet har ikke fyldt så meget på bloggen det sidste stykke tid som den gjorde engang – og det er heldigvis, og naturligvis, fordi det ikke er noget, der har så stort impact på vores hverdag nu, som det havde engang. Det skyldes dog ikke at Emilie har ændret personlighed, men at hendes omgivelser har lært at læse hende og forstå hende – og at hun selv har lært at tackle mange af de udfordringer hun møder i sin hverdag. Ikke mindst kan hun ofte meget klart give udtryk for når hendes grænser overskrides, inden de overskrides og dermed kan mange konflikter undgåes.

Listen, der ligger i min top-bar, over nogle af de udfordringer, vi oplevede da Emilie var spæd er ikke længere helt aktuel. Det er helt anerledes at have et sensitivt spædbarn i forhold til at have en sensitiv tumling, der på en helt anden måde er i stand til at give udtryk for sin frustration – og som også i meget højere grad er i stand til at bruge alle de positive egenskaber, der følger med et sensitivt sind.

Men nogle gange er det stadig svært. Især når hun er træt. Det er svært at rumme store følelser i sådan et lille næsten-3-årigt hovede og det kan resultere i en helt overvældende frustration når noget går hende i mod eller aftaler ikke holdes. I går bad Emilie fx om at få en specifik natkjole på – den var til vask, men hun har en nat-bluse i nøjagtig samme mønster så den gav jeg hende på. Vild krise! Det var jo ikke det hun bad om – og i øvrigt snød jeg hende for jeg lod som om det var kjolen jeg gav hende på. Det er en rigtig dårlig ide at snyde på den måde! Og det ved jeg faktisk godt – jeg troede bare, i min naivitet, at det gik, denne gang…det gjorde det ikke! Hun oplever det på en eller anden måde virkelig som et svigt og raseri-anfaldet, der følger handler ikke kun om at ville have sin vilje – der er et stort element af reel frustration over at jeg sagde én ting og gjorde noget andet.

I det hele taget har Emilie et stort behov for forudsigelighed. Grænsende til at være ritualistisk i nogle situationer.Ting skal siges på den rigtige måde, fx hendes morgen-ritual som jeg har skrevet om her. Hvis vi gør det forkert beder hun os om at gentage hele dialogen ind til det er helt rigtigt. I går sov hun længe (helt ind til 6.22, crazy!) så Jesper var stået op for lige at gå på badeværelset i ro og mag imens vi piger lå og vågnede langsomt – men der gik kun et split-sekund fra Emilie vågnede til hun satte sig op med et ryk og udbrød ‘ Hvor er min far henne? Min far er ikke død! Der er lang tid til min far dør!’. Heldigvis kom Jesper ind til os så morgenen kunne udspille sig rigtigt – men jeg kan alligevel ikke lade være med at synes at det er en smule bekymrende at en 2-årigs første tanke er om død når en af os mangler i en situation hvor vi plejer at være der…

Søvn er også stadig en stor udfordring. Vi har fundet en løsning, der fungerer for os hvor Emilie bliver puttet i sin egen seng, men i løbet natten kommer hun ind til os. Hun er på en normal nat kun rigtigt vågen en 2-4 gange, men fra ved 2-3 tiden er hun typisk meget urolig, drømmer, kaster sig rundt, snakker og græder i søvne og har brug for at vi trøster hende for ikke at vågne. Det giver i sagens natur aldrig en god nattesøvn til forældrene, men vi er dog kommet langt i forhold til hvor vi var for bare et halvt år siden.

Tidligere har hun haft en næsten fobisk angst for insekter – især dem med vinger, men heldigvis er der også sket meget på dette område. Hun går ikke længere fuldstændig i panik hvis hun ser en flue – men hun vil dog heller ikke acceptere at den er der og hun insisterer kraftigt på at få den fjernet inden anden leg kan genoptages.

Andre steder hvor vi også stadig mærker Emilies sensitivitet er i forhold til høje lyde, snavs på fingrene og tøj, der generer, særligt strømper. Siden hun, på Oslo-båden, i starten af februar blev forskrækket over den høje lyd når man trak ud i toilettet har hun nægtet at bruge toiletter, hun ikke kender. Hun insisterer på at ‘de larmer for meget’ og er flere gange blevet virkelig hysterisk og ked af det hvis jeg alligevel har følt at hun var nødt til at komme med ud at tisse – så holder hun sig hellere til vi er vel hjemme igen. Hvis hun får en krumme på fingrene kan hun umuligt spise mere før den er væk (og hun bliver pludselig helt ude af stand til selv at fjerne den!). Det samme hvis hun får mad på kinden. Hun kan også blive helt desperat hvis næsen løber. Åh, og så er hun en ‘picky eater’. Helt crazy picky. Ikke decideret kræsen for hun spiser egentlig mange forskellige ting, fx når vi laver mad – men når først maden står på bordet spiser hun pasta, ris, brød og til nøds kartofler. Ikke andet. Hvis ingen af delene er tilgængelige spiser hun ingenting. Hun kan tilsyneladende sagtens leve med at spise ingenting, men hvis vi forsøger at få hende til at spise noget som hun ikke selv har besluttet er i orden – så bryder helvede løs. Hun kan stadig forsvinde helt i sit eget skrigeri så vi slet ikke kan nå hende, men bare må vente på at det går over – derefter kan vi dog nu, heldigvis, snakke med hende om hvad det var, der var så frustrerende for hende og konflikterne ved bordet kan undgåes ved altid at servere en af de ting hun gerne vil have. Det er ikke i sig selv et problem da ris, pasta eller kartofler næsten altid indgår i menuen.

Hendes nyeste traume er våde kinder – altså, når hun har grædt, er kommet over det, og så mærker at hendes kinder er våde – så kan vi næsten starte forfra. Især om natten. Det gælder om at være virkelig hurtig til at tørre tårene væk – og det er ikke nok lige at tørre med hånden, der skal papir til og hvis det ikke er godt nok siger hun grådkvalt ‘du skal tørre grundigt, mor!’. Først når kinderne er helt tørre falder hun til ro igen.

Måske er alle disse ting helt normale. Måske har alle 3-årige det på nøjagtig samme måde. Som skrevet i starten er det ikke noget, der egentlig påvirker vores hverdag i høj grad – for vi ved det jo. Vi ved at vi skal skynde os at tørre fingrene, vi ved at strømper ikke må have løse snore, vi ved at vi skal kommunikere tydeligt hvad dagen byder på og ikke ændre rutiner, vi kan mærke når frustrationen kommer snigende og kan som regel aflede opmærksomheden og dermed undgå raseri-anfaldene. Men nogle gange er vi allesammen trætte. Nogle gange ser vi ikke faresignalerne og nogle gange kan vi bare ikke finde energien til at tage konflikterne i opløbet. Nogle dage er problemet noget vi ikke har oplevet før – som fx da vi den anden dag havde brug for at tage en havestol ind i stuen for at have stole nok. Det kunne Emilie i første omgang slet ikke rumme. Havestole hører til i haven. Ikke i stuen.

På de dage kan vi godt mærke hvorfor vores sundhedsplejerske i sin tid kaldte Emilie ’signal-stærk’. For nøj, hun kan godt nok skrige højt. Og længe.