februar 2016 archive

Min første bedste ven

Mor: Hvad har du lavet i børnehaven i dag?
E: Jeg har leget.
Mor: Hvem har du leget med?
E: Ida. Hun er min bedste ven. Vi var prinsesser. Med blå kjoler på.

Årh. Nu er der allerede ved at komme mange flere ord på Emilies hverdag – hun er ved at have styr på de andre børns navne og så følger historierne også med herhjemme. SKØNT!

On my bucket-list: Stjernehimmel

Stars2
Næste projekt på min bucket-list er stjernehimmelen – og her må jeg jo nok indrømme at det ikke kun er det kreative, der halter, men også det tekniske. For hvordan tager man overhovedet et billede af en mørk himmel? Jeg eksperimenterede lidt i Norge, men kunne ikke få stjernerne ordentligt skarpe – hvilket skyldet forskellige ting:

  1. Mangel på en trefod
  2. Mangel på en fjernbetjening (alene det at trykke p åudløser knappen rystede kameraet for meget)
  3. For lang lukkertid – holder man blænden åben for længe vil man kunne se stjernenes bevægelse over himmelen og de vil fremstå som streger fremfor prikker (jeg har læst mig til at ca. 30 sekunder er max, men har ikke afprøvet det endnu
 

Heldigvis har jeg både trefod og fjernbetjening (de var bare ikke med på ferie) – så næste gang chancen byder sig må jeg prøve igen – hvis det lykkes at tage et godt stjernebillede skal jeg nok prøve at dele det tekniske.

Inspirationsbilledet er fundet på pinterest.

Pusleplads på vej

IMG_8600

Emilie: ‘Jeg kan altså ikke forstå hvorfor ørerne er hvide? Jeg havde tænkt at de skulle være grønne…’

Men altså. Jeg havde tænkt at de skulle være hvide – og at resten af puslepladsen skulle være sådan lidt støvet blå/grå-agtig. Grønne ører var ikke lige en del af planen…men det er da værd at overveje lige at tage husets yngste med på råd næste gang jeg planlægger projekter 😀

Det skrider godt frem på badeværelset – de fleste vægge er blevet malet, der er kommet pusleskab, knager og billeder op. Der mangler stadig selve puslepladsen, men vi har i dag været ude at købe en plade, der skal monteres over vaskemaskinen. Emilie synes at det er en mægtig hygge-krog (på trods af manglen på grøn), men nuij, hun er saftsuseme godt nok stor når hun lægger sig ned på puslepuden (som lige nu ligger løst oven på vaskemaskinen) – vi må håbe at lillebror er lige så hurtig til at smide bleen som E var for ellers vokser han vist ud af sin pusleplads :´-D

Der er stadig lidt male-arbejde tilbage, men derefter er det mest indretning – jubii:

IMG_8627

Jeg elsker den måde hvide vægge bliver endnu mere hvide når de får et frisk lag maling!

Status på børnehaven: 2 uger er (næsten) gået

IMG_8484

Faktisk er der gået 3 uger – men den ene blev tilbragt i Norge så den tæller ikke rigtig. Det skal ikke være nogen hemmelighed at skiftet til børnehaven har fyldt enormt meget hos os alle sammen den sidste måneds tid (eller mere). I første omgang var det noget vi så frem til med stigende desperation fordi det betød at vi ikke længere skulle til Taastrup hver morgen for at aflevere i dagplejen. Dernæst med en smule bekymring over alt det nye og med en stor portion vemodighed over at sige farvel til vores fantastiske dagpleje. Og i de sidste par uger har det fyldt i vores hoveder at få indkørslen til at glide og samtidig få en hverdag med to fuldtidsjobs til at hænge sammen.

Jeg glædede mig til at Emilie skulle i børnehave! Hun har længe været mærkbart ældre end de andre i dagplejen. Hendes sprog og hendes mentale udvikling har været mere end klar til nye udfordringer og også det motoriske er efterhånden rigtig godt med. Jeg havde en følelse af at hun næsten blev holdt lidt tilbage ved ikke at være sammen med nogle alderssvarende børn.

Men jeg bliver altså nødt til at sige det: Jeg savner dagplejen! Jeg savner visheden omkring at Emilie har en god dag, at hun hygger sig, at hun udvikler sig, at hun får den rette stimulering fra de voksne omkring hende. Jeg savner at vide at hun er mere end bare ‘et barn, der skal passes’. Og ikke mindst – jeg savner at få en lang beretning om hendes dag når jeg henter hende. Fortalt af en engageret og kærlig dagplejer og suppleret af Emilie selv. Emilie havde altid en masse at fortælle om hvad hun selv havde lavet i løbet af dagen. Når de havde været på tur eller på legeplads. Eller leget med puslespil. Hvad de andre lavede. Hvad de spiste og hvad de sagde. Især hvis de gjorde noget fjollet. Men også hvis de gjorde noget de ikke måtte. Hvis Enes bed eller Aiza slog. Eller hvis Emilie ikke ville sove eller tage sko på – småting fra en hverdag som jeg ikke er en del af.

Nu er der radio-silence.

Det er ikke ond vilje, det er jeg sikker på. Pædagogerne er søde, men de har travlt, der er mange børn at tage sig af og Emilie leger for sig selv en stor del af dagen og kræver ikke voksenkontakt. Hun har ikke helt styr på hvad de andre børn hedder endnu og de har endnu ikke været på tur. Det betyder at hun ikke selv har ret meget at fortælle. Og også at pædagogerne ikke har ret meget at fortælle. De siger at det går godt. Hun er ked af det om morgenen når Jesper går, men det går over.

Men hende, der kommer hjem. Hun er sur. Hun er træt. Men hun har ikke ro i hovedet til at sove om natten. Dermed er hun endnu mere træt den næste dag – og nu er det fredag og ressourcerne er ved at være brugt op. Den første weekend gav det feber og opkast hele weekenden. Jeg tror at det bliver bedre i denne weekend. Men jeg tror at der et et stykke vej til jeg kan sige at jeg er 100% glad for det med at gå i børnehave. Også selv om Emilie har været sindssygt sej og klaret sig rigtig godt derhenne. Og også selv om det er Jesper og ikke mig, der har trukket det tunge læs i forhold til indkørsel.

Men det skal nok komme. Det e  der ingen tvivl om :)

Mor-kiks

2 dage. Så længe gik der før jeg snuppede en anden piges hue med hjem fra børnehaven. Argh. Den lå lige der ved Emilies plads, var helt magen til Emilies – og tilhørte Maya. Og jeg tænkte da naturligvis ikke på lige at tjekke om Emilies hue var i hendes taske hvor jeg selv lagde den tirsdag morgen, jeg snuppede bare Mayas hue ned ved siden af støvlerne og madkassen og så susede vi hjem. Med to huer.

Undskyld Maya. Jeg håber at du også har en ekstra hue liggende så du ikke frøs ørerne på vej hjem. Du skal nok få din hue tilbage i dag. Og jeg skal nok huske at tjekke navn i de ting, jeg tager med hjem fremover…

On my bucket-list: Eye-lashes

Capture 
Jeg har på det seneste været gået lidt i stå i forhold til fotografering. Efter mit tekniske kursus sidste år (diverse guides ligger under fanen ‘tips til fotografering’) har jeg egentlig haft styr nok på indstillingerne til i høj grad at opnå det udtryk jeg gerne ville – eller i hvert fald et udtryk, der afspjler virkeligheden. Men jeg vil gerne lidt mere end det – jeg vil gerne tage billeder som jeg selv synes er både smukke og som fortæller en historie. Som minimum en af delene. Nogle gange lykkes det og jeg har en hel række billeder fra sidste år som jeg knus-elsker, men her i vinterperioden har jeg ikke følt mig særligt inspireret og der er blevet langt imellem de gode billeder.
 
Det er for mørkt, for kedeligt og vi har haft for travlt med alt muligt andet.

Dybest set har jeg manglet inspiration og derfor har jeg besluttet at oprette en bucket-list over motiver som jeg vildt gerne vil prøve at fotografere. Nogle af dem bliver måske med det samme, nogle om måneder eller år, nogle måske aldrig – men jeg håber i hvertfald at det at dele inspirerende billeder kan få mig lidt i gang med den mindre tekniske og mere kunsteriske side af fotografering igen.

Det første motiv er noget så enkelt som ‘øjenvipper’. Jeg har tit siddet med en sovende Emilie på skødet og der er bare noget i den der vinkel, sådan lidt skråt oppefra hvor man kan se de lange baby-vipper, der lægger sig blødt ned over en buttet kind – det ‘noget’ er på min bucket-list.

Inspirations-billedet her er taget af @dky.youdon.

Paint it…green!

IMG_8576

At lade en 2-årig slå sig løs med akrylfarverne kan der godt komme en hel del oprydning og afvaskning ud af – men også en hel del store grin! Vi er ved at male på badeværelset og Emilie vil meget gerne hjælpe til – men jeg er ikke helt klar ti lat slippe hende fri med vægmaling og rulle. Heller ikke selv om hun har garanteret at hun godt ved hvordan man ruller :-p

I stedet fandt vi noget gammel maling frem fra dengang jeg syntes at det var sjovt at male – en del var tørret helt ind, men noget kunne heldigvis stadig bruges. Til at starte med malede Emilie rigtig fint på papiret, men der gik ikke længe før hun opdagede glæden ved at male på hænderne i stedet (smiley-der-græder-af-grin).

IMG_8572 IMG_8591IMG_8573

På ski med en næsten-tre-årig

IMG_8453

For længe, længe siden, da vi bookede årets skiferie aftalte vi at dette år skulle være året hvor Emilie havde ski på for første gang – men samtidig at hun ikke skulle presses ud i utrygge situationer. Det skulle foregå i hendes tempo. Og det skulle være sjovt og hyggeligt. Vi synes jo naturligvis at hun er jordens sejeste barn, men jeg indrømmer også gerne at hun ikke er typen, der kaster sig hovedkulds ud i enhver fysisk udfordring. Tvært imod er hun til den forsigtige side og hvis hun først har besluttet sig for at der er noget hun ikke vil så kan ikke 10 vilde heste få hende til at skifte mening. Faktisk ville 10 vilde heste nok få hende til at stritte endnu mere i mod. Derfor var det rigtig vigtigt for os at det med at stå på ski var noget hun selv gerne ville og ikke bare noget vi gerne ville for hende – men hvordan opnår man så det?

Jeg tror at man først og fremmest beslutter sig for at ‘ofre’ en stor del af sit eget skiløb. Med en 2-årig på ski er der simpelthen ikke plads til at mor og far kan stå på ski fra lifterne åbner til de lukker ligesom de gjorde dengang de ikke havde børn – heller ikke selv om super-farmor er med og gerne hygge-hytter i nogle timer. For mit vedkommende var det ikke en svær ofring da den der mave alligevel er en smule i vejen – og for Jesper var det mere en beslutning om at tage på familie-tur fremfor crazy-meget-skiløbs-tur end en decideret ofring.

Herunder har jeg samlet et par andre ting, der er værd at tænke over sammen:

Vejret

Dernæst bliver vi nødt til at sende en stor tak til vejr-guderne. Hvis jeg skal anbefale andre noget i forhold til skiferie med helt små børn så er det nok at tage afsted lidt senere på året hvor kulde-graderne ikke er helt så voldsomme. Vi har ofte haft det koldere end -20 i uge 5 og 6 i Norge og det er simpelthen for koldt uanset hvor godt man pakker de små ind. Men i år havde vi mellem 0 og -2 og det kunne faktisk ikke være mere perfekt. Sneen var ‘tør’, men luften føltes mild. I forhold til det praktiske var vi så heldige at vores hytte lå ganske få meter fra en transportløjpe og vi derfor virkelig kunne gå ud af vores dør, tage ski på og suse afsted – jeg vil til enhver tid gøre meget for at undgå at skulle ud at køre (eller med en bus) for at komme på ski – særligt med en 2-årig som ikke nødvendigvis kan se charmen i at gå langt i skistøvler.

Udstyret

Til gengæld var hun heldigvis vild med sine fine, blå støvler – hun følte tilsyneladende at hun havde fået nye, flotte støvler og åbenbart syntes hun ikke at de var udnerligt stive og svære at få på (det kunne vi andre ellers godt synes en gang i mellem). Hun var også meget begejstret for sine bittesmå ski så det gav slet ingen problemer at få hende med ud i første omgang. Så udfordringen var jo sådan set bare at gøre det til en god oplevelese – det forsøgte vi at gøre ved til at starte med at køre med hende imellem benene, på den måde kunne vi snakke sammen undervejs og hun kunne få en fornemmelse af at holde balancen på vej ned til børnebakken. Ulempen var at hun vitterligt slet ikke holdt balancen selv på den første tur så Jesper lår var ved at brænde sammen (godt at han er i god telemark-form, ellers var det vist ikke gået…). Hun var i ført varme sokker, uld-undertøj, mellem-lag, fleecetrøje, flyverdragt, elefanthue, handsker og hjelm – og med kun lige omkring frysepunktet var det passende. Man skal nok huske på at barnet faktisk ikke bevæger sig særligt meget så længe det står imellem benene på forældrene

Vi havde forestillet os at køre lidt op og ned af børnebakken med hende, men jeg må nok indrømme at der var lidt mere kaos end forventet med ski-skoler overalt, forældre og alle mulige andre mennesker, der bare gik rundt i toppen af bakken. Samtidig var hældningen faktisk så lille at det var svært at køre med Emilie – bakken er helt klart beregnet til at børnene kører selv, men der var vi bare ikke helt endnu.

Lifterne

Da vi skulle op med den lille tallerkenlift på børnebakken tog jeg skiene af for at gå sammen med Emilie og støtte hende – jeg mener stadig at det var en rigtig god måde at gøre det på, for hun stod faktisk rigtig fint og holdt fast i tallerkenen, men liftpasseren havde desværre gjort det til sin mission i livet at børnene skulle lære at køre selv så han tog fat i Emilie og skubbede Jesper og jeg væk og så forklarede han hende at hun skulle stå, ikke sidde. Og så blev hun bange. Og ville af. Og ville overhovedet ikke i nærheden af den lift igen. Heller ikke dagen efter, eller dagen efter. Heldigvis var drt også et rullende fortov så vi kunne komme på ad børnebakken uden tallerkenliften. Stole-liften var hun noget mere begejstret for – en flyvende sofa ser man jo heller ikke hver dag. Mit hjerte sad godt nok helt oppe i halsen for hun er så lille at hun nemt kan smutte ud under bøjlen – og Jesper sagde at det var lige så hårdt som at køre ned fordi han holdt så godt fast i hende…men hun sad pænt hele vejen og grinede faktisk højt på det meste af turen. Dog blev det væmmeligt koldt i toppen hvor det blæste og sneede. Et par gode tips kan være at sørge for at barnet har brillerne nede og elefanthuen trukket godt op om hagen i stolen så det føles mindre koldt – og at lade barnet sidde i mellem to sæder så bøjlen lukker ned i mellem benene – det mindsker bekymringen for at barnet rutcher ud en smule.

Argh, min computer flipper helt ud så jeg vil afslutte indlægget her med et par ski-billeder af en lille bølle som alligevel var både sej og modig – og som endte med at kunne køre med kun en ski-stav i hånden :-)

IMG_8376 IMG_8399 IMG_8405 IMG_8409 IMG_8445 IMG_8456

Fastelavn

IMG_8250

Wåbs! Vi var lige dem, der havde overset fastelavn i år. Eftrsom vi er på ferie i hele næste uge havde jeg tænkt at vi ikke kom til at være med til fastelavn i år – men da E startede i børnehaven gik det op for mig at fastelavn skulle holdes i dag 😮

Jeg var ikke lige kreativ nok til at ‘runse’ et kostume sammen i løbet af ugen så i stedet måtte jeg panik-indkøbe det sidste det bedste, der var tilbage i den rigtige størrelse – en sommerfugle-fe. Needless to say – Emilie var helt ok med valget af kostume :-p

IMG_8246

Både vinger og tryllestav er forsvundet i løbet af dagen – men pyt, det lader til at E har haft en rigtig fin dag – omend hun lige er drattet om kuld. På den der måde som børn kan, hvor absolut intet i verden kan forhindre det…og hvor forældrene bliver lidt bekymrede over resten af aftenens forløb for hvis vi vækker hende bliver hun sur og utilfreds i timevis – og hvis vi ikke vækker hende bliver det alt for sent i aften før hun sover igen. Børnehavebørn-forældres evige dilemma :-p

Når prinsesser starter i børnehave

IMG_8233

Én var faktisk ret nem at få ud ad døren i morges. Én havde nemlig fået ny cykelhjelm. Og den er mere end almindeligt flot :-p

Jeg har ikke været hjemme de andre morgener når Jesper og Emilie er taget afsted mod børnehaven, men i dag har jeg hjemmearbejdsdag og derfor fik jeg et lille indblik i den børnehave-rutine, der allerede, på dag 3, har indfundet sig. Traditionelt har det været en kamp at få Emilie til selv at tage tøj på da hun er tusind gange mere motiveret for at blive hjemme end for at slås med sit tøj. Klokken 8.30 i dag:

E: Skal vi ik´i børnehave i dag?
J: Jo, vi skal afsted om et kvarter.
E: Jeg vil IK ha flyverdragt på!
J: Så kan vi jo ikke cykle. Så kan du ikke have din fine hjelm på.

Emilie piler ud i gangen og tager cykelhjelm på.

Jesper sætter sig ned for at hjælpe med flyverdragten, men E snupper den ud ad hænderne på ham og trækker den selv på benene. Derefter rejser hun sig op og strækker hænderne ud til siden imens hun råber:

E: HANDSKER PÅÅÅÅ!

Emilie hader handsker. Hun vil aldrig have handsker på. Men vi plejer også altid først at tage dem på efter flyerdragten. Det er helt tydeligt at hun lige nu kopierer en tage-tøj-på-rutine som hun har observeret i børnehaven – og når den slags sker er det bare om at følge med strømmen. Der kommer handsker på, flyverdragten bliver lynet, hjelmen lukket.

E: Så. Nu mangler vi bare lige støvlerne.

Og så var de klar. Prinsessen og hendes far på den blå cykel. Afsted mod sommerfugle-stuen.

IMG_8237