Jeg er lille! Nej, stor!

IMG_7656

Emilie sidder ved spisebordet og er færdig med at spise sin mad – sirligt med gaflen, uden hagesmæk og helt uden at spilde. Hun har fortalt om hvad hun har lavet i dagplejen. De har været ude at lege i sneen selvom far* havde glemt vinterstøvlerne (fyfy skøre far, siger hun og vifter med en lille finger). Aiza var der ikke for hun var syg (men ikke så syg at hun skulle kigges på (af en læge, red.)). Enes var med ude at lege, men han og Emilie var så vilde at Anita sagde at de skulle komme ind igen. Milan var for lille til at være med. Til frokost fik de banan og rugbrød. Emilie gjorde i hvert fald. Hun kan ikke huske hvad de andre fik. Vi snakker også lidt om lillebror. Emilie mener at han er så lille-bitte at han ikke kan se noget. Og det er jo på sin vis rigtigt nok så længe han er inde i maven. Hun mener også at han er så lille-bitte at man skal holde ham i armene – ligesom dukken. Man skal være forsigtig. Siger hun. Hvis han siger WAAA skal man give ham sut i. Siger Emilie. Hun mener ikke at han vil have frugtgrød til at starte med. Så spytter han det bare ud. Til sidst snakker vi om at hun snart skal starte i børnehave. Hun siger at hun er en stor pige og store piger kan da ikke gå i dagpleje. Hun ser meget alvorlig ud som om det at store piger går i dagpleje er lige så underligt som at månen er lavet af grøn ost. Hun glæder sig til at lege med de andre børn. Siger hun.  ‘Nu har vi snakket mor. Må jeg så godt se giraffen og kaninen (på ipad’en, red.)?’ spørger Emilie og ser igen meget alvorligt på mig. Hun får lov at spille lidt og derefter er det tid til et aftenbad. Hun tager selv tøjet af og hjælper med at fylde badet op. Hun undrer sig over at boblerne forsvinder når man har siddet lidt i vandet. Hun pjatter og leger og hygger. Pilskadde-elefanten bliver suget ned i en malstrøm, men dens bedste ven, kaninen Vips, kommer og redder den. Hun er så stor, selv-kørende og selv-tænkende og hendes fantasti er i en så rivende udvikling at man skal tænke hurtigt for at følge med (jeg er først efterfølgende kommet i tanke om at vi i går så et afsnit af Spruttenauterne hvor en kanin skulle redde sin bedste ven, en skildpadde fra en malstrøm).

Men hun har en personlighedsspaltning!

Ved siden af den store og dygtige pige som hun gerne vil være, og som hun er, vil hun også gerne holde fast i at være en baby. Hun vil gerne have den nærhed som babyer får – som hun observerer hos den lille Milan i dagplejen. Hun vil gerne pakkes tæt ind i håndklædet efter badet og bæres ned ad trappen. Hun vil gerne have en sut og en bamse. På trods af at hun aldrig har brugt sut og aldrig har haft en bamse som hun har været særligt knyttet til. Men Milan bruger sut. Og Milan har en bamse. Og Milan bliver taget op og nusset og madet og hygget om.

Og det er skam også hyggeligt. Den del med at hygge og pakke ind og sidde sammen i sofaen er hyggelig. Den del hvor hun fuldstændig mister evnen til at sige andet end WAAA, ind til hun får en sut – den er altså ikke så hyggelig. Især fordi vi ikke har nogle sutter. Det gav nogle ret lange WAAA-seancer i begyndelsen – nu accepterer baby-Emilie heldigvis enhver form for erstatning for en rigtig sut – bare hun får noget hun kan lade som om hun tager i munden. I dag fik hun en grøn træklods med hul i midten. Det var ok.

Pludselig snakker hun næsten uforståeligt babysprog og udtaler ord, som hun sagtens kan udtale fuldstændig korrekt, på samme måde som de mindre børn i dagplejen. Hele rytmen i hendes sprog ændrer sig fra at være flydende til at være hakkende og syngende på en måde som slet ikke er hendes egen – og hun nægter at skifte tilbage til store-Emilie før hun får det som baby-Emilie har besluttet sig for gerne at ville have. Og det er så her problematikken opstår! Baby-Emilie er nemlig overhovedet ikke nem at forstå og hun er ikke særligt tålmodig.

Jeg har svært ved at gennemskue om denne to-deling af hendes behov og udtryksform primært skyldes at hun imiterer de mindre børn som hun er sammen med til hverdag eller om det er et reelt udtryk for ikke at ville give slip på den tryghed, som hun forbinder med det at være baby. Jeg hælder mest til det første og glæder mig ret meget til den teori kan efterprøves efter børnehavestart (om kun tre uger!). Er det stadig baby-Emilie, der kommer med hjem når hun ikke længere er omgivet af sutter, sutteflasker og rigtige babyer på samme måde som i dagplejen? Eller bliver behovet for at være lille endnu større herhjemme når hun er nødt til at være stor hele dagen?

Og hvad sker der når lillebror ankommer…?

*Det skal lige siges at det er lige så meget mit ansvar at huske at få alting med ud ad døren – men E har besluttet at støvlerne er fars ansvar. Helt i orden med mig :-p

2 Comments on Jeg er lille! Nej, stor!

  1. Konen
    januar 8, 2016 at 12:14 pm (3 år ago)

    Herhjemme henter vi ofte en meget lille pige, som har været meget stor hele dagen i børnehaven.

    Jeg tror det bare er en udvikling de skal igennem – det må være skræmmende at skulle give slip på mor og far og være selvstændig.

    Svar
    • hhmmmcd
      januar 9, 2016 at 9:04 am (3 år ago)

      Det har du nok ret i – og ja, det må være helt vildt at verden pludselig bliver udvidet på den måde. Måske meget godt at man ikke rigtig kan huske den fase fra da man selv var i den :-)
      Håber at Gryntegrisen trives i børnehaven – jeg er ret spændt på hvordan det skal gå med indkørslen, men virkelig lykkelig over at vi endelig har fået en plads :-)

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *