december 2015 archive

Room tour: Gangen

IMG_7627b

Glædelig nytårs-aftens-dag!

Vi har brugt dagen hjemme på at hygge, lege og ordne – i dag var det gangen, der stod for skud. Den er ikke voldsomt stor, men vi har voldsomt mange ting, der gerne skal være derude. Vinterjakker, vinterstøvler, pæne sko, arbejdstasker, dagpleje-pose, flyverdragter og alt muligt andet. Derudover er vi lidt slemme til at sætte storskrald foran døren for at huske at få det med ud – men det er dårligt sted at sætte det for det roder, og rod avler rod. Derfor er vores gang faktisk meget sjældent sådan rigtig indbydende på trods af at det i sagens natur er det første gæster møder når de kommer ind. Det skyldes ikke kun ond vilje eller dovenskab – det skyldes først fremmest en mangel på steder at gøre af ting.

Herunder et par før-billeder. Emilie synes vist at gangen er fin nok, men jeg synes godt nok at den mest af alt bare var fuld af ting 😮

Gang 0

Løsningen var i første omgang meget let at gå til – et par Knägglig kasser fra Ikea, 4 huller i væggen samt en omrokering i skabet (som er til højre, men ikke ses på billederne) således at der blev plads til en ekstra hylde – og ikke mindst en lidt kritisk oprydning i jakker og sko så gangen ikke behøver at rumme mere end vi rent faktisk bruger – og vupti, så ser der faktisk ganske pænt ud derude :-)

Gang 1 IMG_7630IMG_7634

Og dermed er vi klar til at holde nytårsaften :-)

Vi ses til næste år!

Den lille pige og havet

IMG_7591

Vi er næppe de eneste, der har opdaget at det har regnet temmelig meget. Helt crazy meget faktisk. Og derfor er vi næppe heller de eneste, der ikke har været ret meget ude i løbet af juleferien. Faktisk tror jeg slet ikke rigtig vi har opdaget hvor meget vi ikke har været ude – før vi gik ud. Og vel at mærke ikke bare ud på en våd legeplads, men ud på en (næsten) vindstille strand hvor en lille, lilla nisse lyste op og morede sig over at se de voksne smide sten i vandet.

Emilie hyggede sig med at finde sten og pinde – hun udnævnte Farmors pind til at være særligt flot, men var nu også meget godt tilfreds med sin egen – og med at undersøge en strandet båd. Den var fuld af vand så hun mente ikke at den var god at sejle i, til gengæld udgjorde hun og den et ret romantisk motiv. Efterfølgende kørte vi tilbage til sommerhuset hvor yndlings-kusine nummer 1 netop var vågnet fra lur og helt klar til at hjælpe Emilie med at sætte huset på den anden ende. Det lykkedes ret godt for dem vil jeg sige.

Al den friske luft og kusine-hygge gør små nisser trætte så Emilie faldt i søvn i bilen på vej hjem – selvom klokken kun var 18.45 😮

Det lykkedes at bære hende ind og befrie hende for sko, jakke og cowboy-bukser og nu sover hun sødt i sin blåbærkjole imens jeg nyder en usædvanligt stille aften. Jeg er spændt på om hun vågner midt i nat og mener at det er dag eller om hun rent faktisk kan sove natten igennem når hun er faldet så tidligt i søvn…i så fald fristes vi nok til at tage i sommerhus hver eneste dag. Og vi tager yndlings-Aya med bare for at være sikre på totalt udkørthed 😀

IMG_7578IMG_7565IMG_7573IMG_7549IMG_7553

Bryllup: A + M

IMG_6542

Midt i december fik jeg lov at tage billeder til et bryllup. Det er noget jeg har haft lyst til at prøve lige siden jeg selv blev gift, men der har aldrig rigtig budt sig en chance – eller også har jeg ikke turdet at tage den. Bruden var en venindes veninde og hun turde godt binde an med en amatør-fotograf til trods for at jeg hverken har professionelt udstyr eller er en haj til foto-redigering. Til gengæld kunne jeg tilbyde virkelig mange billeder fra deres dag med fokus på detaljerne, ganske uden beregning – og det syntes brudeparret heldigvis lød rigtig godt!

Jeg må indrømme at jeg var lidt nervøs forud for dagen – ikke mindst fordi et december bryllup stiller ekstra høje krav til fotografen i og med at lys er lidt en mangelvare. Heldigvis var selve vielsen dog midt på dagen, som gryede med blå himmel og det smukkeste sol-lys. Jeg var lige ved at hoppe af glæde – især i netop denne vinter hvor jeg virkelig synes at solskins-timerne har været svære at få øje på.

Jeg havde besluttet at møde op ved kirken en times tid i forvejen da parret ønskede at få taget deres portrætter i nærheden – og jeg ville gerne finde et godt sted. I takt med at gæsterne begyndte at ankomme fik jeg igen lidt præstations angst, men da gommen var på plads og jeg stod ude foran for at tage i mod bruden (altså, ikke som sådan for at tage i mod hende, men for at dokumentere hendes ankomst til kirken) syntes jeg mest af alt bare at det var rigtig sjovt.

IMG_6130

Under selve vielsen synes jeg faktisk at jeg fik taget nogle ret gode billeder – uden at gøre for meget opmærksom på mig selv. Præsten havde i forvejen bedt om at jeg gik så lidt rundt som muligt, men jeg synes slet ikke at fotografer skal rende rundt under vielser så jeg sørgede for at få den plads jeg syntes var bedst og så tog jeg alle billederne der fra – det fungerede faktisk ganske udmærket da jeg kunne fange bruden på vej ind, gæsterne undervejs, selve vielsen (lidt på afstand) og parret på vej ud. Og så fik jeg åbenbart lidt stress. Jeg fik nemlig ikke ændret kameraets indstillinger da jeg ilede ud for at fange ris-kastningen – og da der i sagens natur var noget mørkere i den lille kirke end udenfor i sollyset blev ris-kastnings billederne aldeles overbelyste. Pokkers.

Heldigvis var det næste på programmet portrætterne og der havde jeg bedre tid til at sikre at der var styr på lyset – og tilfældigvis var solen på vej ned og badede brudeparret i det allersmukkeste gyldne lys, man på nogen måde kunne have ønsket sig. Jeg er sikker på at de frøs og frøs, men de så så smukke og glade ud at man slet ikke tænker over at det er midt om vinteren når man ser billederne :-)

IMG_6465 IMG_6490 IMG_6493 IMG_6509 IMG_6514

Sidste punkt på mit program var receptionen – eller rettere, at finde vej til receptionen! Det var lige i nærheden, men jeg havde sat min lid til bilens gps og derfor ikke slået vejen op i forvejen. Gps’en belsuttede naturligvis ikke at ville tænde! Heller ikke selv om den blev genstartet adskillige gange. Den ville ikke vise vej. men pyt – jeg har jo heldigvis også en iphone, men havde jeg nu husket at lade den op, tænkte jeg? Ja, det kunne lige gå, den havde 27% tilbage…så jeg trykkede på ‘maps’…og så gik den ud! Argh! Skod-fon. Til sidst kom der heldigvis liv i gps’en og jeg fandt vej til receptionen – hvor både brudepar og gæster var totalt klar til at skære kage for og faktisk bare ventede på mig…ups…det var godt nok lidt en svipser, men det gik da heldigvis alligevel og kagen var nok den vildeste bryllupskage jeg endnu har set – og så smagte den endda himmelsk :-)

IMG_6552 IMG_6683

Efter receptionen takkede jeg af og overlod parret til en forhåbentlig forrygende aften med alle deres gæster – og så skyndte jeg mig hjem for at komme i gang med redigeringen. Nu er billederne afleveret og så er der faktisk kun tilbage at håe på at de bliver glade for dem. Det var i hvert fald fantastisk sjovt at være på deres dag – selvom jeg godt nok blev udfordret på det tekniske plan. Men det var jo faktisk også netop en del af pointen og jeg krydser fingre for at en lignende chance byder sig igen en anden gang :-)

På den anden side

IMG_7018

Så er der ikke meget jul tilbage for i år. I hvert fald ikke andet end minder om nogle dejlige dage og en masse billeder, der venter på redigering. Jeg glæder mig til at få tid til at kigge dem alle sammen igennem, udvælge de bedste og gemme dem sammen med resten af 2015.

Vi kom hjem fra juleferie i går – til en opvask og legetøj spredt ud i hele stuen. Jeg blev nemlig pludselig mega noia over at få indbrud i julen imens vi var væk (det er jo trods alt første gang vi bor i sådan et hus) og jeg havde lige et par dage forinden læst at opvask og rod får tyvene til at tænke at der nok kommer nogen hjem lige om lidt. Om det var opvasken, der virkede, eller om tyvene bare ikke kom her forbi skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed, men sikkert er det at her ikke var mere rod end vi selv havde efterladt og der manglede ikke noget som vi ikke selv havde smidt væk :-)

I dag er derfor gået med at få skik på huset, pakke julegaver og juletasker ud, rydde op i Emilies tøj og legetøj (der var pludselig store stakke med for korte ben og legetøj, der må vente på Lillebror for at blive leget med igen) – og så har vi endelig fået hængt lamper op i både køkken og kontor og det er bare SÅ lækkert! Derudover har vi (=jeg) flyttet lidt rundt, sat et par kasser op på væggen til vores bøger, og sådan i det hele taget ikke rigtig lavet noget, men alligevel været i gang hele tiden…ooog det kan faktisk godt mærkes i den der iskias nerve, der har besluttet sig for at gøre mig opmærksom på at jeg faktisk er på vej ind i 3. trimester og derfor ikke kan eller bør svinge en boremaskine helt så længe som jeg synes det er nødvendigt. Nuvel, det er taget til efterretning og resten af kasserne må vente til i morgen og den stak af skjorter som jeg ellers havde gjort klar til at stryge må vente på at Jesper er færdig med at putte en lille krudtugle.

Dagen før dagen før dagen

IMG_7037

Uh, jeg prøver virkelig at holde sådan lidt lav profil og undgå at skrue Emilies foventninger alt for meget op til juleaften. Det er i forvejen en ret atypisk måned hvor hun både har haft chokolade-julekalender og fået adventsgaver og selv om vi har smagt på det konfekt og kager vi har lavet i løbet af måneden har hun også hørt 100 gange at ‘det skal gemmes til jul’. Jul er jo et ganske abstrakt begreb når man er to år gammel – hun har ingen ide om hvornår det er jul, eller hvad det egentlig indebærer. Men hun kan godt mærke at det er noget man glæder sig til. Gaverne har stået og pyntet hele måneden og hun har været knald-dygtig til ikke at pille ved dem, men de frister og hun siger en gang i mellem ’skal vi hen til Bess og Bedstefar NU?’ (underforstået; gaverne skal med derover). Vi har hygget med at pynte juletræ (der kommer mere og mere pynt på), vi har haft besøg af drillenissen og har skullet huske at give ham risengrød så han ikke blev alt for fræk – så det er på alle måder en måned, der bare er fuld af forventning.

Men det største problem er nok at jeg glæder mig helt vildt! Jeg elsker jul. Jeg elsker at være sammen med familien et par dage, jeg elsker at hygge ekstra om maden, jeg elsker juletræet, nisserne – og jeg elsker at give og få gaver. Og jeg kan næsten ikke vente! Det smitter af på 2-årige med den slags forventninger hos de voksne.

Men nu behøver jeg heldigvis snart ikke at vente mere – Jesper har sidste arbejdsdag i dag, Emilie og jeg skal finde de sidste to julegaver, det sidste hold fyldte chokolader skal have bund på, juletøjet skal vaskes og pakkes – og så skal vi på legeplads. Fordi det ser ud til at blive solskin og jeg skal huske at gøre plads til noget, der ikke er julet.

Såsom at hoppe i sengen. Der er heldigvis altid plads til at hoppe i sengen.

IMG_7057IMG_7039

Havenissen holder juleferie

IMG_7082

Årh, hvor har det været skønt at være hjemme i dag imens, der var lys! Selv om det ikke har været super fantastisk vejr her i Farum har sky-dækket været væsentligt tyndere end ellers og vi har rent faktisk set noget, der mindede om rigtigt dagslys. Og så endda på årets mørkeste dag! Dermed var der kun én vej frem – på med støvlerne, nissehuerne og kameraet over skulderen. Vi kom aldrig ret meget længere end haven da fortovet sprang op og overfaldt Emilie da vi bevægede os ud igennem hækken. Men haven passede mig faktisk også ganske glimrende :-p

IMG_7103

Faktisk har vi haft en helt forrygende ferie-dag – fuldstændig uden 2-årige trods-anfald eller andre problemer. Crazy nok startede dagen først for alvor klokken 7.59 – der var det allerede lyst! Barnet-som-ikke-sover, sov ind til det blev lyst! Igen: På årets mørkeste dag! Det var jo altså en ret god start og de fire gange vi var inde ved hende i nat var fuldstændig tilgivet. Resten af dagen er gået med (næsten) at færdiggøre årets chokolader, bage kransekage sommerfugle, malee, lege med lego og synge en masse sange. ‘Bah-bah black sheep’ og ‘Twinkle twinkle, little star’ er stor-favoritterne for tiden, men der sniger sig også en lille julesang ind engang imellem.

Joh. Og så var det også dagen hvor Emilie gav mig et meget fornemt indianer-navn (kijaner-navn, på Emiliesk): ‘Store-vildkat-som-er-væltet’. Det er jeg ret stolt af. Især sidste del af nanet har tendens til at være temmelig rammende…

Alt i alt må vi konkludere at juleferie er ret ok. Det snupper vi lige lidt mere af :-)

IMG_7089

Pleje fra urtekram

Sponsoreret indlæg

IMG_6992

Jeg har for noget tid sinden modtaget en pakke med lækre produkter fra Urtekram. Produkterne blev leveret i en lækker lyserød kasse så allerede der bliver man jo glad – og da jeg fik pakket op ventede en række fine beholdere i kraftige farver. I like. På billedet er mine favoritter – en velduftende shampoo, en body lotion, der ikke fedter og ikke mindst – en spray-balsam! Sådan en har jeg aldrig haft før, men med den høstak jeg er den lykkelige indehaver af er det intet mindre end en genial opfindelse. Jeg bruger aldrig almindelig balsam, både fordi jeg ikke rigtig har tid til det, men også fordi jeg synes at mit hår bliver træls og fe-agtigt når det bliver alt for blødt. Omvendt er min hårbørste virkelig udfordret af mine tørre vinterlokker og det er faktisk lidt af en opgave at få redt alle krøllerne i gennem – enter spray-balsam! Jeg sprayer lidt i efter at have været i bad og så opdager jeg (hver gang) at der står på bøtten at man skal ryste den før brug – og så kommer jeg til at tænke at den nok slet ikke virker når den ikke er rystet, så jeg ryster og sprayer lidt mere i. Bare for at være sikker. Det er utroligt at det scenario kan gentage sig næsten dagligt.

Det er ikke sådan at mit hår bliver fuldstændig silkeblødt og reklame-agtigt, men det er egentlig heller ikke formålet. Det bliver mærkbart letter at redde igennem – jeg vil tro at jeg spare i omegnen af 4½ minut hver morgen. Det lyder måske ikke af meget, men det er rent faktisk 4½ minut hvor jeg kan ligge og slumre og det er priceless.

0293

Ps: Fik jeg nævnt at Urtekrams produkter er uden parabener og silikone? Og at de ikke er testet på dyr? Det giver et ekstra plus.

 

Logik for børn og burhøns

IMG_5626b

På vej hjem i bilen her til aften:

Klokken er halv otte, Emilie har kun sovet til middag i ca. 7 minutter og hun har haft en lang og aktiv eftermiddag hos farmor og farfar. Så hun er træt. Og forældrenes plan er at hun falder i søvn i bilen og bare lige kan bæres op i seng hvor hun sover trygt og godt hele natten (det er godt nok aldrig lykkedes før, men én gang skal jo være den første). Det blev dog ikke i dag. Emilie er nemlig i et vældigt humør hele vejen hjem og skiftevis synger og kommenterer på de andre billisters evne til at færdes i trafikken (‘Prøv at se den der bil, mor, den kører alt for stærkt. Det må den altså ikke!’)

Da vi er næsten hjemme:

E: ‘NU er vi på motorvejen!’
Mor: ‘Nej, vi er færdige med motorvejen nu. Dette her hedder en landevej’
E: ‘…en landevej? Det kan jeg ikke huske hvad er…?’
Mor: ‘Det er sådan en vej som denne her’
E: ‘…kan den lande?’
Mor: ‘Hmm. Det må den jo kunne siden den hedder sådan’

Emilie tænker lidt og konkluderer så:

E: ‘Arh. Jeg tror altså ikke at den kan flyve op og lande’

Og det har hun jo nok ret i. Så vi vil gerne foreslå et nyt navn til landets landeveje. Hun købte nemlig ikke at forklaringen er at landeveje ligger på landet…når vi nu tydeligvis bor i en by…

Juletræ og juleknas

IMG_5949

Der er to her i huset, der har juleferie! Og jeg er den ene af dem 😀

Den anden har været i gang med at sprede julestemning ved at pynte juletræ og hjælpe med de fyldte chokolader – hun har primært sørget for grundig kvalitetskontrol af alle ingredienser så vi kan stå inde for et velsmagende resultat. I går aftes satte vi grød frem til nissen – han har rigtig drillet hele ugen og gemt diverse legetøj væk og han var sågar taget med hele vejen på præ-juleferie hos Bess og Bedstefar i Odense (eller måske har han en kollega derovre) for at farve morgenmælken blå. Det syntes Emilie godt nok var frækt af ham! Men hun spruttede af grin da hun fortalte om det så han er vist tilgivet :-p

Han syntes godt om grøden så her til morgen var der ryddet op i legetøjet og en lille gave samt en nissehue ventede i vindueskarmen. I dag gemte gaven på en mint-farvet mundharmonika som Emilie har besluttet at kalde en ‘nøgle-bønne’…den passer fint i lommen og det er tilsyneladende derfor den er en nøgle, men hvorfor hun mener at det er en bønne, det står hen i det uvisse…

Det er første gang vi har vores eget juletræ og selv om Emilie godt nok mener at det er lille-bitte så synes jeg altså at det er ret hyggeligt. Det var egentlig min plan at det skulle have haft en pæn krukke at stå i, men nu er det bare endt i en sort plastic spand – men pyt med det for det er så fint og grønt og fuld af smukke kugler som Emilie sirligt har hængt på.

IMG_6972 IMG_6976IMG_5934 IMG_5944

Make-over drømme: Børneværelset

Bjergvæg

Bjerglandskab på væggen

Jeg er så småt ved at tænke over en mere endelig indretning på børneværelset. Emilie er rigtig glad for at lege på sit værelse og meget stolt over at have ’sit eget’ – hun viser det glad frem når vi har gæster, især hvis det er andre børn. Derfor er det også vigtigt at hun synes at der er hyggeligt derinde og samtidig at hun selv kan komme til sit legetøj. Det er vigtigt for mig at væreslet er nemt at rydde op på og endelig skal der også være plads til lillebror.

Emilie har allerede at par billedhylder til bøger over sin seng og jeg er blevet ret vild med ideen om at male et bjerglandskab på den væg, nogenlunde som på billedet herover. Jeg ville nok vælge en anden farve for ikke at gøre værelset alt for piget – omend Emilie nok ville synes at lyserød er lige i øjet. Faktisk tror jeg også godt at værelset ville kunne bære det da det i øvrigt er indrettet med primært blåt. Jeg synes også at de farverige puder er skønne, men Emilie er bestemt ikke typen, der vil have noget som helst liggende i sengen (ikke bamser og i særdeleshed ikke puder…dynen er heldig når den får lov at være der) så det ville ikke være en god i de på netop hendes værelse.

Lige nu har hun to helt plain hylder fra IKEA, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at skifte dem ud med disse kaniner fra thatsmine.dk:

kanin-boghylde_2

Kaninhylde

Reol

Farverig reol

Den opdaterede reol fra IKEA er så, så fin! Igen ville jeg nok holde mig til blå/mint-agtige farver – men jeg synes at de forskellige greb er ret skønne. Jeg tænker at kommoden ville være rigtig god enten til legetøj eller til Emilies tøj så hun selv kan vælge hvad hun vil have på – hun har virkelig en periode hvor hun mener at tøj er noget fanden har skabt og det er da helt sikkert at det jeg vælger at hun skal have på er det heeeelt forkerte! Så for husfredens skyld tror jeg at det kunne være mægtig fint at få hendes tøj over i nogle skuffer som hun selv kan åbne – og hvor det er relativt nemt at holde kjoler, bluser og bukser adskilt. Så kan lillebror overtage de hylder Emilie har i det store skab lige nu – jeg har en foventning om at han, i hvert fald til at starte med, er mere tilfreds med sin mprs valg af outfits.

2

Giraf og væghængt skrivebord

Mere i msåtingsafdelingen synes jeg at denne væg-giraf er noget så skøn – især sammen med de fine balloner og den søde, skæve og meget gule stol. Jeg synes også at det lille skrivebord, der hænger på væggen er ret så fint, men det er lige før at jeg bedre kunne forestille mig at have noget i den stil i stuen så vi også kan sidde godt hernde når der skal tegnes eller leges med perler.

Indendørs legehus

Indendørs legehus

Den sidste ting jeg er faldet over er et indendørs legehus! Igen tænker jeg måske mere til stuen end til børneværelset – jeg synes at det kunne være skønt at skabe et sted i stuen hvor vi kan hygge med at læse bøger – og samtidig et sted hvor man lige kan lukke resten af verden ude og glemme diverse pligter imens man bare hygger. Jeg kunne godt tænke mig at prøve at kaste mig ud i både at bygge selve huset og at få syet puder og hvad der ellers skal til…problemet ligger selvfølgelig i hvor jeg skulle finde tiden til det… :-p

1 2