Flytning #1

IMG_3303

Emilie er flyttet ind i prinsesseslottet. Hun har indrettet sig med havestole, en lyserød til Emilie og en grøn til Far, og motorcyklen er parkeret uden for døren. Hun er svært tilfreds med at der er myggenet for vinduerne så sum-bierne ikke kan komme ind, men hun er lidt utilfreds med at der ikke kan bestilles udbringning af små pakker med rosiner.

Vi andre tog en lidt spontan beslutning søndag morgen efter en dræbende varm nat i lejligheden. Vi flyttede. Det var egentlig planen at vente til i næste weekend, men med ugens fantastiske udsigt til sol og varme ændrede vi planen og flyttede med det samme. Varmen har nemlig alle dage været et af de største problemer i lejligheden – med store vinduer mod vest og ingen reel mulighed for at lufte ud har det været lidt som at bo i et drivhus – komplet med høj fugtighed og deraf følgende relativt dårligt indeklima. Og søvnløse nætter for hele familien. Søndag morgen kørte Emilie og jeg afsted for at mødes med mødregruppen og imens flyttede Jesper og Farmor Emilies seng, vores kommoder med tøj og et par andre fornødenheder. Og så enkelt var det faktisk. Så var vi flyttet. Og helt uden at vi vidste det blev lørdag aften derfor vores sidste aften på altanen. Den var smuk, kølig, klar – indbegrebet af det dejlige ved at bo lige netop i Gadevang. Vi snakkede om at vi ikke vil komme til at savne togene der skramler forbi næsten hele tiden. Eller lyden af naboens altan-dør, der åbner med bulder og brag og gang på gang vækker Emilie. Knallerterne, der afprøver deres topfart lige nede på stien eller den bilalarm, der kan høres henne fra parkeringspladsen hver dag.

Faktisk er der ikke ret meget vi decideret kom til at savne. Vi er mere end klar til at flytte. Også selvom flytningen i første omgang er midlertidig. Vi satte os i farmors have i går, spiste en is og fortalte Emilie at nu skal vi bo her.

‘Ja’, sagde hun.

Og så fortalte hun at hun havde kørt på traktor ude ved Nor. Det gjorde tilsyneladende ikke det store indtryk på hende, det der med ikke at skulle bo i lejligheden mere. På den måde er hun mere sej end mig for jeg synes faktisk at det er lidt vemodigt. Også selv om jeg glæder mig til at komme videre og selv om jeg er mere end taknemmelig over at vi kan bo her hos Farmor ind til vi overtager vores helt eget hus.

De næste par weekender kommer til at gå med at tømme lejligehden helt (og ikke mindst kælderen!), gøre rent og gøre helt klar til at overdrage nøglerne til den nye ejer. Forhåbentlig får vi sat et godt punktum for vores tid i Taastrup.

E ser i hvert fald ud til at være helt klar på at hjælpe med rengøringen:

IMG_2942

2 Comments on Flytning #1

  1. Sacha
    august 10, 2015 at 10:39 am (3 år ago)

    Det er altid vemodigt at flytte synes jeg, men jeg kan forestille mig at det er en tand mere vemodigt når det er en bolig, hvor voksenlivet for alvor er udfoldet sig med en udvidelse af familien fra to til tre.

    Gætter på at de næste måneder kun kan gå for langsomt, inden alle egendelene igen samles 😉

    Svar
    • hhmmmcd
      august 11, 2015 at 8:17 am (3 år ago)

      Hihi, ja, det tror jeg er et rigtig godt gæt :-p
      Og ja – der er virkelig sket meget, med mig og med os, i den tid vi har boet i lejligheden – og der har heldigvis virkelig været mange gode dage selv om der også har været nogle som har været rigtig hårde. Men nu er det kapitel slut og det er på en mæreklig måde både vemodigt og fantastisk :-)

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *