Den længe ventede DIY:Bryllupskage-stativ

Jeg er blevet spurgt flere gange hvordan vores fine bryllupskage-stativ er lavet. Jeg har ikke en nøjagtig DIY, men jeg vil meget gerne vise stativet i detaljer og dele de tanker vi havde omkring det i håb om at kunne inspirere andre kage-bagere og stativ-byggere. Det er min morfar, der har bygget stativet efter lige netop de mål som lige netop vores bryllupskage havde og derfor vil jeg gerne starte med et par at tage at par forholdsregler:

1) Min morfar er tømrer. Han har bygget fine, detaljerede møbler i mange år. Ikke nok med det, min morfar er også pensionist og skal derfor ikke passe bryllups-kage-stativ-design ind i en travl hverdag med småbørn og faste arbejdstider. Med det vil jeg gerne sige; det er ikke særlig nemt at bygge sådan et stativ og jeg vil mene at det kræver en vis snilde udi træarbejde hvis man vil give sig i kast med det.

2) Bryllupskager er tunge! Tungere end vi lige havde regnet med og da der kom 10 kg bryllupskage op på niveau 1 og 2 blev vi faktisk bekymrede for om stativet kunne klare vægten. For at være sikre på at undgå sammen-klappet kage-stativ og smadret bryllupskage klippede vi to strikkepinde til som blev sat i det nederste lag. De kan lige anes på billedet herover. Personligt syntes jeg ikke at det gjorde det fjerneste – jeg elskede både kage og stativ og syntes at det var helt ok at vi var nødt til at indgå et par kompromiser for at kunne lave det hele selv. Jeg vil dog anbefale at man lige overvejer om man er villig til at finde på denne slags nødløsninger hvis der opstår problemer – ikke nødvendigvis dette specifikke problem eller denne specifikke løsning – men bryllupskager er et stort projekt og det er svært at undgå at være nødt til at gå lidt på kompromis med de oprindelige ideer :-)

Inden jeg kommer til de meget store fordele, der er ved netop dette kagestativ lavede jeg dog lige en test:

Sådan. 12 kg kettlebell på øverste lag – uden problemer. Der var ingen grund til at tage chancer på bryllupsdagen så strikkepindene var en virkelig god løsning – men jeg ville bare lige vise at selve designet i dette stativ er helt i orden :-)

Og så, fordelene:

1) Den største fordel ved et hjemmebygget kage-stativ synes jeg ligger i charmen. Jeg synes det er super fedt at tænke på at min morfar brugte tiden på det og hver gang vi bruger stativet får han lige en kærlig tanke med på vejen (og ja, vi bruger det faktisk jævnligt, omend ikke til bryllupskager :-)

2) Det fungerede rigtig godt at hvert lag af kagen kunne tages ud for sig og skæres imens resten stod og så pænt ud. Derudover har vi flere glutenallergikere i familien så det øverste lag var uden gluten.

3) Min mor og jeg turde ikke kaste os ud i en lagkage i tre lag hvor lagene står direkte oven på hinanden (igen, på grund af vægten af kagerne var vi bange for at det hele bare ville splatte sammen) og derfor var det perfekt at kunne lave hvert lag for sig – det lettede også transporten af kagen en hel del at den først blev samlet på stedet :-p

Nogle tanker, der er værd at gøre sig når man designer både er kage og stativ er:

1) Hvor store er kagerne? Kagernes størrelse må nødvendigvis definere stativets størrelse. Vores plader (som er spånplader) er henholdsvis 23 cm, 33,5 cm og 37 cm.

2) Hvor højt er hvert lag i kagen? I dette stativ er der 13.5 cm i frihøjde i mellem hvert lag. Det er ikke meget! Med tre lag i hver kage og pynt var vi faktisk lige ved at komme i problemer – løsningen blev at skære lagkagebundene så tynde som muligt og kun lægge ca. ½ cm hindbærskum i mellem hvert lag. Det var bestemt ikke en dårlig løsning – balancen imellem den tunge chokolade kage og den friske skum blev helt perfekt.

3) Lav en skitse før du går i gang med at bygge. Herunder er nogle mål på dette stativ – husk at tilpasse til netop din kage.

4) Sørg for at hvert lag ikke skrider – her er der sat små ‘dutter’ under pladerne, der netop passer i rammen. Udover at holde pladerne på plads sikrer de at pladen ligger i midten. På de store plader er der yderligere sat små ‘ben’ i hjørnerne så de ikke tipper når de bliver taget ud af stativet (se billedet herover).

5) Find ud hvordan du vil lave samlingerne. Min morfar er tømrer ‘af den gamle skole’ så han er virkelig dygtig til at lave søm-fri løsninger. Selvfølgelig kan stativet også laves med søm eller lim – bare sørg for at være omhyggelig med både samlinger og efterfølgende maling. Når det er sagt vil jeg også sige at så længe stativet holder er der en ret stor wow-effekt i at have bygget det selv og jeg tvivler på at nogen vil lægge mærke til små søm-huller når musikken spiller og kagen bliver skåret for :-)

Nu kan jeg vist ikke finde på mere – spørg endelig hvis, der er noget jeg har glemt så skal jeg se om jeg kan finde ud af det. Ellers vil jeg bare ønske held og lykke til alle bryllups-kage-bagere og særligt til dem, der oven i købet kaster sig ud at bygge stativ selv – det er sejt :-)

1 Comment on Den længe ventede DIY:Bryllupskage-stativ

  1. Sacha
    marts 22, 2015 at 2:20 pm (3 år ago)

    Det er et stykke flot håndværk din morfar har lavet, det var lige det jeg ville sige.

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *






Comment *