januar 2015 archive

Fotokursus, lektion 7: Det der F-stop (og lidt om døde planter)

Jeg har en rigtig god veninde der har den fineste lille altan (hun har endda en blog om den). Hun har virkelig ikke meget plads at gøre med, men hun har formået at få plads til både blomster, bær, grøntsager og en hygge krog til de lune sommeraftener – hun hjalp mig i sommers med at købe blomster til vores altan og jeg endte med nogle vildt flotte lavendler.

Jeg tror ikke at hun ville være imponeret hvis hun så dem nu… (jeg skriver ‘nu’, men i virkeligheden har de været døde siden en gang i august…(unfair hold med århundredets tørreste sommer…). Jeg lægger ikke skjul på at planter, der bor her hos os skal kunne klare sig selv. Det er ikke fordi jeg ikke vil passe dem…men det ender bare altid med at jeg ikke gør det og så dør de og så får jeg frygtelig ondt af dem og beslutter mig for aldrig at købe planter igen så de ikke skal lide den skæbne…men der er bare det at jeg elsker blomster og jeg bliver virkelig glad hver gang der er nye og fine planter på altanen…

Aaanyways…grunden til denne lange indledning er at jeg skulle bruge et motiv til at eksperimentere med den næste del af mit fotokursus og så besluttede jeg at gå ud på altanen…og så kom jeg i tanke om at jeg måske skulle tage at få smidt de døde planter ud…heldigvis formår ikke engang jeg dog at slå lyng ihjel – så without further ado kommer her en introduktion til F-stop, med lyng og døde lavendler :-p

Jeg har kaldt indlægget ‘det der’ F-stop fordi jeg for ganske få dage siden ikke anede hvad et F-stop var eller hvad jeg skulle bruge det til…

Det er det tal i midten for oven – her sat til F2.2. Tallet dækker over hvor stor en del af billedet, der er i fokus – altså, hvis man forestiller sig at et billede er en firkant, der består af en hel masse lag så styrer F-stoppet hvor mange af lagene, der er i fokus. Des lavere tallet er, des færre lag er i fokus – dvs. at des lavere tallet er jo mere sløret bliver bliver baggrunden (eller forgrunden) i billedet.

Samtidig lukkes mere lys ind når tallet er lavt – med den viste indstilling er ISO’en meget lav (=skarpe billeder) og lukkertiden høj (=bevægelse fryses, super når der tages billeder af små hurtige børn, ikke så vigtigt når motivet er en plante…) fordi F-stoppet er meget lavt. Hvis F-stoppet sættes op kommer en større del af billedet i fokus, men samtidig mistes lysindtag og ISO/lukkertid må justeres i stedet.

Giver det mening? Lad mig se om jeg kan illustrerer det…

Til venstre herovre er F = 5.6. Det er faktisk ikke voldsomt højt – i virkeligheden er det det laveste min almindelige linse kan gå ned til (standard Canon 18-55mm). Planten er i fokus, kassen er lidt sløret, baggrunden er næsten hvid – alt i alt slet ikke så dumt og normalt et resultat jeg ville være tilfreds med. På billedet til højre har jeg brugt en 35mm linse som jeg har haft liggende i skuffen…jeg har ærlig talt ikke vidst hvad jeg skulle bruge den til da jeg normalt bruger zoom funktionen rigtig meget så jeg følte mig handicappet uden…

I dag har jeg opdaget at forskellen er netop dette F-stop – 35 mm linsen kan gå ned til F = 2 (her har jeg brugt F = 2.2 og selvom forskellen på disse billeder ikke er gigantisk, så er den der…pottens blå farve er lidt klarere, kassen er lidt mere sløret, baggrunden  er lidt mere hvid.

Når man går tættere på motivet bliver forskellen mere markant. Igen er billedet til venstre taget med F = 5.6 og billedet til højre med F = 2.2. Som jeg prøvede at beskrive er mængden af lag eller planer i billedet, der er i fokus til højre meget færre end til venstre.

Det er ikke altid bedst bare at gå efter det laveste F-stop – hvis motivet fx er mennesker kan det være nødvendigt at gå lidt op for ikke at ende med et billede hvor kun næsen er i fokus…som altid afhænger det af motivet hvilket indstilling, der er bedst 🙂

Og til sidst…de døde lavendler…når nu de har fået så meget taletid skal de da også have et billede…

Og nu er de smidt ud. RIP.

Lad der ikke mangle musik

Samtale her til morgen:

E: Høre musik! (Ordren akkompagneres af en lille bitte dans på stedet).
Far: Ja, lige et øjeblik…

Far var tilfældigvis lige ved at høre et nummer med sig selv (=dødsmetal) så han skruer op for at tilfredstsille barnet…

E: Nej far! Ikke musik!

Haha! You took the words right out of my mouth… :-p

Nå, men, uanset vores lidt forskellige musiksmag er vi enige om at musik er godt og derfor har vi endelig fået den lille guitar fra Vilac hjem (nogle husker måske at vi gav en tilsvarende guitar i julegave, men at jeg var så vild med den at også Emilie måtte have en…ahem…) – jeg synes at den er ret fantastisk! Den kan faktisk stemmes så den lyder rigtig fint, men strengene er så bløde at Emilie ret hurtigt kan få den spillet ud af tuning…det gør nu ikke noget – lyden fra den er så afdæmpet at hverken forældre eller naboer generes.

Det meste af tiden hænger den på væggen og pynter i ‘Emilies værelse’, men hun kan selv kravle op og snuppe den ned når trangen til at spille kommer over hende 🙂

 

Bolder!

Vi kan godt lige holde til denne her lørdag… 🙂

‘Bolder’ vakte stor lykke – de blev kastet med, bygget i tårne (ja, det kan man…!), ordnet i farver, sparket til og jongleret med (sidstnævnte mestrede Emilie dog ikke…men hun var svært imponeret over sin far :-p )

 

Fotokursus, lektion 6: Morgenlys

TAK til de venlige vejrguder for at sende sådan en klar, stille morgen lige netop i dag! Lyset i morgentimerne er så fint og blødt så jeg skyndte mig at pakke hele familien sammen lige efter morgenmaden og lokkede dem med ned på stranden.

Jeg indrømmer, det var koldt! Men det var smukt og Emilie syntes at det ‘store vand’ var sjovt – hun mente egentlig godt at vi kunne tage en svømmetur…men vi nøjedes med at tage lidt billeder og så skyndte vi os tilbage i haven hvor der er læ og dermed noget lunere.

Nu er vi inde ved brændeovnen, der er boller i ovnen og hygge på planen for hele eftermiddagen. Sommerhus rocks.

Dagens foto-lektie er at eksperimentere med ISO’en og få den til at fungere sammen med det fine morgenlys – det kræver godt nok øvelse! I dag endte jeg med en hel billedserie af totalt hvide billeder fordi jeg glemte at tjekke at lysbalancen var nogenlunde i orden…oh well…øvelse gør (måske) mester… :-p

 

Lidt sommerhus og lidt gode tilbud

I går besluttede vi spontant at tage i sommerhus i weekenden…det er ikke så tit vi tager os sammen til at køre herop og det er dumt! For lige så snart vi drejer om hjørnet nede ved marken bliver jeg ramt af en ro og en afslappethed som er lige nøjagtig det jeg har brug for i weekenden. Vi ankom klokken 16 og har tumlet, leget, sunget og danset lige siden (og lavet mad, vasket tøj, pakket ud og ryddet væk…men det gik nærmest af sig selv) – nu læses der godnathistorie og puttes i den ene ende af huset og i den anden er fødderne smækket op på bordet (sidstnævnte er den ende jeg befinder mig i :-p )

Jesper og Emilie hentede mig på arbejdet (da min arbejdsplads ligger halvvejs mod sommerhuset) og det i sig selv var super hyggeligt! Familie og arbejdsplads er til hverdag så adskilt at der er noget særligt over at møde mand og barn ude midt i DONG. Jesper havde pakket bilen med alt hvad vi kan drømme om at få brug for i løbet af de næste par dage…ikke mindst en pakke med nye ting til Emilie fra all time favorit børneshop, miniogmokka.dk.

Desværre lukker den fysiske butik – det er SÅ ærgerligt! MEN, det betyder at der lige nu er fantastisk gode tilbud (også på web-shoppen) da der er et lager, der skal tømmes. Emilie har fået de fineste sølv sutsko fra Melton – de er bløde og varme og helt perfekte her i sommerhuset hvor der godt kan være lidt fodkoldt selvom der er gang i pejsen.

Nu er putningen slut i den anden ende af huset så jeg vil hoppe af nettet igen og koncentrere mig om at hygge og nyde at det er weekend 🙂

 

Benene er i hvert fald blevet længere…

…og håret er blevet mere krøllet!

Billedet herover er fra april 2014 – køkkenet er netop samlet og der bliver vasket op (bogstaveligt talt, vasken bliver taget op) for allerførste gang. Siden da er der blevet spejlet uendeligt mange æg, maden er blevet saltet og smagt til, der er blevet bagt kager og pizzaer og alverdens små skatte er blevet gemt i skabet (inklusive Emilie selv, der lige kan komme ned igennem vasken).

Billeder herunder er fra weekenden – køkkenet står næsten som nyt, benene er blevet længere, legen mere kompliceret, men ellers er alt skam ved det gamle 🙂

 

Potte-træning (af Koala John) og putning

Emilie er mægtig optaget af sin potte for tiden – og selv om hun ikke bruger den selv (i hvert fald kun med bukser på) sørger hun for at ‘alle vennerne’ bliver behørigt trænede udi at-gå-på-potte.
‘Prutte, prutte, fææærdig’ siger hun til Koala John. Derefter er det dukkes tur og så Lily bamsens. De øver sig. Siger Emilie.
Da alle var færdige bad jeg Emilie om at finde en godnatlæsnings bog. Hertil erklærede hun ‘Nej. Far ud at basse. Kommer hjem igen’.
Det har hun sådan set ret i. Far er ude at spille bas. Han kommer hjem igen når vi sover. Men det faktum at ‘at basse’ er en ret sød måde at udtrykke at far er ude at spille dødsmetal ændrede sådan set ikke på at det var sengetid og vi skulle bruge en bog at læse…
Efter lidt diskussion (læs: flitsbue-barn) blev vi enige om Barbapapa og Muldvarpen – og efter halvanden times putning (hvorfor tager det så lang tid i øjeblikket?) vil jeg nu sætte mig med en bog og en kop te og vente på at ham faren er færdig med at basse 🙂

Hul i hovedet

Jeg har bemærket en forandring herinde på e-rocks. Jeg føler at tonen er blevet lidt gladere, lidt mere lyserød. Der er blevet længere imellem de frustrerede indlæg. Længere imellem de indlæg, der gjorde ondt at skrive.

Det er der en grund til. Jeg har det nemlig bedre. Måske ligefrem godt. I hvert fald det meste af tiden. Emilie har det fantastisk (og lur mig om ikke de to ting er direkte korrelerede).

Men i dag har vi været hos børnelægen og det var ikke nogen god oplevelse.

Grunden til at vi var der er at Emilie har et hul i hovedet – altså, hun har et hul i kraniet, ca. på størrelse med en 1-krone, foran i panden. Det er ikke en del af fontanellen, men et separat hul. Hun har haft det siden hun blev født og vores egen læge har holdt øje med det, med en forventning om at det ville lukke sig af sig selv.

Det har ikke lukket sig endnu, så for lige at få en anden fag-persons vurdering af det, henviste hun os til en børnelæge. Vi valgte at tage med begge to fordi vi ved at Emilie bliver bange når vi kommer ind ved en læge og så er det rart at der er én til at trøste og én til at snakke med lægen.

Desværre var netop denne læge fuldstændig ude af stand til at læse Emilies signaler – og han havde tilsyneladende intet til overs for vores vurdering af situationen. Fx besluttede han at undersøge både ører, hals og vejrtrækning selvom det slet ikke var formålet i dag (for at vænne hende til det). Det blev hun helt panisk over. Hun har altid reageret panisk når læger kigger hende i ørerne. Da undersøgelsen var færdig og jeg stod med Emilie på armen (der puttede sit lille tårevædede ansigt ind i min hals) bad han mig om at sætte mig ned på stolen så vi lige kunne snakke færdig for ‘ellers lærer hun jo aldrig at der ikke sker noget farligt ved lægen’ som han sagde.

Jeg ved godt at det lyder som en meget lille ting, men det føles ikke som en lille ting, når man står med en bange 1-årig på armen. Jeg vidste at hun ville begynde at skrige igen både hvis jeg gik nærmere lægen (hvilket jeg var nødt til for at komme hen til stolen) og hvis jeg satte mig ned (for det er af en eller anden grund tryggest at stå op). Jeg vidste også at hun var ved at falde til ro, helt af sig selv, og at ganske få minutter ville være alt, der skulle til før hun igen ville være så rolig at vi kunne sætte os ned. Ikke mindst, vidste jeg at Emilie opfattede den undersøgelse hun lige havde være igennem som farlig. Det kan godt være at der ikke som sådan var noget, der gjorde ondt, men hendes grænse blev overskredet så jeg blev lidt gal i skralden over kommentaren ‘ellers lærer hun det jo aldrig’.

Det er nok rigtigt kære læge. Hun lærer det nok ikke lige foreløbig. I hvert fald ikke hvis vi ikke tager det i hendes tempo.

I øvrigt vidste han intet om det med hullet i hovedet. Så nu er vi sendt videre i systemet.

Fotokursus, lektion 5: Naturlige linjer

Nøj, der er meget fotokursus på bloggen lige nu! Jeg er helt vildt med det – og så har jeg jo samtidig haft ferie så jeg har haft dejlig meget tid til at tage billeder 😀

I min lektion om komposition er der maaange lektier! Ind til videre har jeg prøvet at bruge det gyldne snit og anerledes vinkler – i dette her billede har jeg ikke brugt nogle af delene :-p

Til gengæld har jeg prøvet at bruge de linjer som var i det lille legehus, som Emilie syntes at det var hyggeligt at sidde i, til at skabe en naturlig ramme. Lektien hedder ‘naturlige linjer’ og det er jo i sagens natur ikke et begreb, der kan bruges i ethvert billede, men når situationen er til det er det en god ide at tænke over om de linjer, der er i et billede rent faktisk er henholdsvis lodrette og vandrette – jeg bruger fokuspunkt-gitteret som kan ses når man kigger igennem linsen, til at tjekke hvorvidt horionten fx er vandret eller, som i dette tilfælde, at de lodrette linjer i legehuset er parallelle med billedets kanter 🙂

Når en peberkage bager, bager peberkage…

…pizzaer! Så er der mel på gulvet og dej på tøjet – men det er hyggeligt! Jeg synes at det er aldeles fantastisk at lave mad sammen med Emilie…det tager muligvis lang tid, men hun er så stolt over at være med og det er fedt.

At hun så pludselig er blevet verdens mest kræsne barn, der nægter at smage på noget som helst er en helt anden historie…vi satser på at det er en fase…

I går spiste hun tre små stykker chorizo (og undgik, kartoffelmosen, de hakkede rodfrugter, æblerne og laksen) og så sagde hun ‘tak for mad, HURRA’…jeg må indrømme at jeg frygtede lidt for natten hvis hun nu alligevel var vildt sulten…men natten var hverken værre eller bedre end enhver anden nat.

Vi har været ret løse i vores mad-politik da Emilie altid har været til den lille side og vores læge konsekvent ser ud som hun er ved at flade ned af stolen når E stadig vejer under 10 kg. Men efterhånden har vi som forældre indset at E har lige den størrelse hun skal have og hvis hun rent faktisk er sulten skal hun også nok spise det hun får tilbudt – så nu er der blevet strammet lidt op og hun får ikke tilbudt andet mad end det vi allesammen får. Der er altid noget på bordet som hun med sikkerhed kan spise (fx plejer rodfrugter i små stykker at være et hit) og så må hun sådan set vælge hvad hun gerne vil have. I går var det så chorizo. Absolut ikke rodfrugter. Fair nok 🙂

1 2 3