oktober 2014 archive

Mysteriet om en stille morgen

Bøllen har fået den fantastisk fine vane at hun sætter sig op når hun vågner om morgenen og siger ‘FAR’ – og så står hendes far op med hende og moderen kan efter behov sove lidt videre. Det er der ret ofte behov for – og i dag mere end de fleste dage!Det første jeg husker fra i dag (efter klokken 3 hvor jeg overlod baby-vagten til Jesper) er at jeg vågner helt uden små fødder i ansigtet. Der er helt stille (og lyst!) i soveværelset. Faktisk er der i det hele taget underligt stille i lejligheden…der er ingen der griner, ingen der græder, ingen, der spiller musik, ingenting, der falder på gulvet. Stille.

Klokken er 8.30. HALV NI 😮

Jeg er lidt omtåget af al den søvn, men har en liiille smule lyst til at trille om på den anden side og snuppe et par timer mere…

Al den stilhed er nu alligevel lidt forvirrende så jeg står op. Der er ingen bøller i stuen. Ingen i gangen og heller ingen på badeværelset. Jeg er ganske alene hjemme.

Jeg sætter vand over til kaffe. Sætter håret op. Kigger ud af vinduet. Og ser dette:

De fineste to mennesker jeg kender, på vej hjem fra eventyr, en diset oktober morgen. Suk altså, hvor var de bare skønne som de gik der på stien, helt alene.

Vel hjemme igen kunne Ekko berette om den meget ‘dore ginga’ (store gynge, red.) (så stor at armene skulle helt op over hovedet for at illustrerer det) som far havde fundet og om den ‘dore VOV-vov, mand sur’ (sød mand med stor hund, red.) som de havde mødt (alle hunde er ‘dore’ i øjeblikket, da de er større en Lille Hund som er yndlingsbamsen). Adspurgt om de havde haft det sjovt råber Ekko ‘JAHHH’ – og spørger man mor om hun sov godt i morgentimerne må svaret også være et stort og rungende ‘JA’. Og far? Han får en medalje for at gøre begge sine piger så glade :-)

Vestegnens legepladser: Nyvej 61 (Albertslund)

Vi er i gang med at teste Vestegnens legepladser og i weekenden lagde vi ud med en af de største.

Legepladsen ved Nyvej 61 i Albertslund er kæmpe! Sådan sommerlands-agtig stor. Der er et kæmpe legetårn med lange rør-rutchebaner, et andet kæmpe klatretårn, gynge-område med svævebane og hoppe-bane og et stort miniput land med sørøverskib, vippedyr og karruseller. Derudover er der picnicborde og skraldespande – så altså alt i alt, alt hvad man har brug for, for en hyggelig formiddag (eller eftermiddag) på legepladsen. Den er så absolut et besøg værd selvom det er lidt sparsomt med parkering – hvis man kører ind ad Nyvej kan det dog godt lade sig gøre at finde en plads og vær opmærksom på at yderdørene i boligbloggene er ulåste så man kan gå igennem hvis det er nødvendigt (der er nemlig ikke adgang til legepladsen fra alle parkeringspladser).

 

Verden er jo ikke sort og hvid, altså

Det der med at få børn, det er ikke altid nemt. Først er der graviditeten, så fødslen og til sidst skal man tage sig af et helt nyt lille menneske. Man har hele ansvaret for dette lille væsen og det kan være overvældende, fantastisk, hårdt og sjovt på samme tid.
Fase 1; graviditeten
Kategori 1. Der er nogle, der har det nemt. De ser lykkelige ud og de har den der ’glød’ som kun gravide kvinder har. De har tendens til at tænke ’hvad ER det dog folk klager over, det her er jo skønt’. De har ikke de store fysiske gener og graviditeten fremskrider helt efter bogen.
Kategori 2. Der er også nogle, der har det svært. Nogle der døjer med bækkenløsning, sukkersyge, uforklarlige smerter, kvalme, søvnproblemer, vand i kroppen, hedeture, you-name-it. De synes at 9 måneder er rigtig lang tid. De er måske bekymrede, sygemeldte eller på nippet til at bare at give op. De er kede af at de ikke kan nyde det på samme måde som dem i kategori 1.
I fase 1 var jeg i høj grad heldig. Jeg tilhørte kategori 1. Jeg var lidt ekstra træt i første trimester, men kvalme var en by i Rusland. Jeg havde ikke ondt, maven var ikke i vejen, jeg kunne bokse-træne frem til uge 38, var på skiferie (helt uden problemer) i uge 31 og havde det i det hele taget fysisk helt fantastisk.
Fase 2; fødslen
 
Kategori 1. Nogle føder rigtig hurtigt. Jeg tvivler på at nogle føder uden smerter, men nogle føder uden komplikationer på et par timer og kan rejse sig direkte op fra sengen og bære deres barn op på barselsgangen (nogen får dog ikke lov til det for det er åbenbart meningen at man skal køre i sin seng for ikke at overbelaste sig). Nogle har ingen væmmelige efterveer, nogles bækken er nærmest på plads med det samme efter at fødslen er overstået og nogle tænker ’easy-peasy-det-kan-jeg-da-sagtens-gøre-igen’.
Kategori 2. Men der er også nogle andre. Nogle, der har veer i dagevis. Nogle hvor der opstår komplikationer. Nogle, der sprækker, nogle der ender med akut kejsersnit, nogle, der er bange og nogle der er lang tid om at komme sig oven på fødslen. Nogle af dem tænker ’det-kan-jeg-virkelig-aldrig-gennemgå-igen’.
Igen var jeg heldig og tilhørte kategori 1.
Fase 3; den første tid med et lille nyt menneske
 
Kategori 1. Der er nogle, der rammes af den dybeste kærlighed med det samme. Der er nogle, der oplever at være i en lykkelig barselsboble hvor tid og sted er ubetydelig, hvor det kun er det lille nye menneske, der betyder noget. Der er nogle, der elsker at være på barsel – de trives med deres lille barn og kærligheden vokser dag for dag selv om de troede at den var på sit højeste allerede fra starten af. De mødes med deres mødregrupper og veninder og sludrer og beundrer det lille mirakel. De går til stimulastik, babysvømning, rytmik eller salmesang og de formår at fylde deres hverdag op med små positive aktiviteter. De er glade. Måske sover de ikke så meget i starten, men det gør ikke noget for de er gladeog det bliver hurtigt bedre.
Kategori 2. Og så er der nogle, der bliver forældre til børn, der ikke har det godt. Børn, der skriger, hele tiden. Børn, der ikke vil spise. Børn, der ikke vil holdes. Børn, der ikke sover. Børn, der ikke kan trøstes. Kolik bliver der sagt. Låst i nakken, bliver der sagt. Ondt i maven, bliver der sagt. Der går over med tiden, bliver der sagt. Men det føles som om det ikke går over. Det føles som om hvert eneste sekund af hvert eneste døgn handler om enten at trøste eller at udskyde den næste skrigetur. De forældre ved at deres barn har brug for noget, som de ikke kan give. De kan give trøst, mad, omsorg – men de kan ikke få smerten til at gå væk og de fortvivler. De forældre ser tilbage på deres barsel som et mareridt, men de bliver samtidig kede af at høre hvad de er gået glip af. De ville gerne have oplevet at deres barn vågnede pludrende og glad i liften ved siden af sengen. De ville gerne have hygget sig i en lille boble af amning, lure, gåture og leg. Men det har de ikke oplevet. De har kun oplevet at overleve.  Måske føler de endda at de kun har overlevet med nød og næppe og de er bange for om barnet har taget skade af at have grædt så meget – på trods af at der altid var et par trøstende arme i nærheden.
Her hører jeg til i kategori 2.
Jeg har skrevet det her indlæg som en refleksion over nutidensmor’s indlæg hvor hun nævner den omdiskuterede ’godnat og sov godt metode’ og for at huske mig selv på at der altid er to sider af en sag. Bare fordi jeg havde en nem graviditet og en nem fødsel betyder det ikke at andre ville have det på samme måde hvis bare de levede ligesom mig. Men jeg bliver virkelig ked af det når kommentar efter kommentar (på instagram) beskriver hvordan man er den ondeste af onde mødre (sat lidt på spidsen) hvis man lader sit barn græde sig selv i søvn. Vores barn har ikke grædt sig selv i søvn fordi vi syntes at hun skulle. Hun har grædt sig selv i søvn fordi vi ikke havde andre muligheder. Jeg har gået med hende i time efter time hver eneste dag uden at det havde nogen effekt. Jeg har gået med hende ind til min skulder vingede og derefter gik jeg videre med hende fordi det gjorde mere ondt i hjertet at hun græd end i skulderen som var slidt ned.
Men hun sov ikke og hun holdt ikke op med at skrige. Derfor prøvede vi til sidst den udskældte metode. Jeg vil ikke kaldes en dårlig mor fordi jeg prøvede det. Jeg tænkte ikke ’nu kan du fandeme ligge der og skrige ind til du sover’. Jeg tænkte ’du reagerer ikke på mine kærtegn, måske vil det være bedre for dig, bedre for os alle, hvis du kan ligge i din egen seng og falde i søvn’.
Konklusionen blev at metoden ikke virkede. Faktisk var det helt forfærdeligt at lade hende ligge og ikke en eneste gang (vi forsøgte tre gange) faldt hun i søvn. Så vi droppede naturligvis metoden og fortsatte med at vugge hende på armen – selv om hun også skreg når hun var der, føltes det bedre.
Og konklusionen på dette her indlæg må være at det ville være rart hvis vi kunne lade være med at dømme hinanden så hårdt når vi ikke kender til begrundelsen bag beslutninger, der måske virker underlige for os.
Oooog, her er der altså lige et billede af den lille Ekko, der (bortset fra når hun bliver angrebet af tigre om natten, jf tidligere indlæg), stort set ikke skriger mere. Ekko, som jeg altså virkelig elsker over alt på jorden, på trods af meget tvivl og frustration i hendes første leveår:

Om de meget farlige tigre

Det er en slet bevaret hemmelighed at vi ikke sover ret godt herhjemme. Ekko har simpelthen aldrig rigtig indset hvor rart det er at sove i mange timer ad gangen og derfor vågner hun mange gange i løbet af natten og er ked af det. Som regel ligger hun i sin egen seng ind til ca. midnat og så kommer hun over til os – det bliver hun sådan set ikke mere rolig af, men vi slipper for at rejse os op for at trøste hende… :-p

Nårh ja – det er da også ualmindeligt hyggeligt når hun lægger sin lille varme arm rundt om min hals. Lidt mindre hyggeligt er det når hun stikker hele klør fem (hårdt!) ind i mit øje. Men det lever vi med og for det meste går det ok (det er ok at gå rundt i en konstant zombie tåge, ik?).

Men i nat gik det bare slet ikke. Hun var urolig og rigtig ked af det allerede ved 22 tiden så hun kom over til mig i den store seng. Men det hjalp ikke. Hun kastede sig rundt, græd i søvne og kunne slet ikke falde til ro. Omkring midnat eskalerede det helt med en god gammeldags skrigetur – stakkels Ekko var helt uden for menneskelig kontakt og hun reagerede ikke på hverken at blive taget op, at blive sunget for, at fjernsynet blev tændt (alle tricks gælder!) eller at Dukke kom op i sengen til hende. Hun var bare helt ulykkelig.

Men – der var alligevel noget, der var anerledes end da hun skreg af smerte (ca. de første 6 måneder af hendes liv, red.). Gråden var lidt anerledes. Den var højere fordi hun er større, men ikke skinger på den måde som kolik-forældre kender alt for godt.

Et eller andet fik Jesper til at spørge hende om det var fordi hun havde drømt noget. Det reagerede hun faktisk en lille smule på. Hun holdt ikke op med at skrige, men hun kiggede på ham.

Noget andet fik mig til at spørge om hun havde drømt om en stor elefant? Ret tåbeligt spørgsmål faktisk for hun elsker elefanter så de ville næppe afføde denne reaktion. Det havde hun heller ikke.

Nå, men var det så en farlig tiger?

JA!

BUM! På et splitsekund holdt hun op med at græde og da Jesper garanterede at han havde skræmt tigeren væk, rullede hun om på siden og puttede sig.

WTF? Vi var helt opløste af grin for det virkede altså bare så komisk…fra den der håbløse desperation som ustoppeligt skrigeri afføder til ‘tigeren er væk nu så læg dig bare til at sove’.

Man skulle nok have været der, men altså, hold nu op, jeg vidste ikke at mareridt kunne være SÅ voldsomme 😮

En times tid efter blev hun ked af det igen:

Ekko græder.

Mor: Er det den tiger igen?

Ekko: Ja!

Far: Nu skal jeg jage den væk. Sådan. Nu kan den ikke gøre os mere.

Ekko sover.

Pindsvin, der lyser i mørket

Se nu lige hvad Ekko har lavet i dagplejen. Den allerførste ting hun har haft med hjem til os – og det var altså virkelig, virkelig ikke svært at slå hænderne sammen og sige ‘IIIIHHHH, hvor er den fin!’.

For den ER virkelig fin. Og da, der oven i købet fulgte billeder med hvor hun sidder og koncentrerer sig dybt sammen med de store piger var der da ikke et øje tørt – det er simpelthen så hyggeligt at de tager sig tid til at lave den slags. Først brugte de et par dage på at samle bog og på en regnvejrsdag blev de små pindsvin så til.

Nu står den herhjemme og lyser på de allerede mørke aftener.

Det giver vist næsten sig selv hvordan de er lavet – der skal ikke bruges andet end ler, bog, fyrfadslys og øjne – det eneste jeg ville ønske var at jeg selv havde fundet på at lave dem! Men mon ikke Ekko er ligeglad med om hun skal lave det samme igen så jeg også kan få en chance 😀

 

Crazy mange billeder af et par støvler (og nogle æbler)

Test af Tex støvler fra Bilka

Ok, den anden dag skulle jeg lige tage et par billeder af Ekkos nye vinterstøvler. Det var viiirkelig længe siden jeg havde haft tid til at tage billeder af hende, sådan rigtigt…så…det blev til ret mange!

Vi hyggede os i farmors have og smagte på mange af æblerne fra sommerhuset (man kan jo aldrig vide med sikkerhed om det ene æble smager bedre end det andet, med mindre man smager på dem alle…).

Ekko har taget sine vinterstøvler i brug på trods af at vejret faktisk stadig er ret mildt – hun synes at de er mægtigt fine! Hun henter dem tit ude i gangen og forlanger at få dem på (hvorefter hun tydeligvis forventer at det er tid at gå ud at hoppe i vandpytter (eller gynge) uanset om klokken er 5.45 søndag morgen eller 19.25 mandag aften… :-p ).

Vi har fået tilsendt støvlerne fra Bilka til test – den egentlige test jo naturligvis er hvordan støvlerne klarer vinteren, men alligevel kan jeg godt komme med en umiddelbar vurdering.

Udseende
Støvlerne har sådan et lidt sporty look så hvis man er til en mere romantisk stil (som de fleste bloggere ser ud til at være…) er de nok ikke lige sagen. Her i huset kan vi godt lide dem – de er cool.

Pasform
Ekko har fået støvlerne i 22 (hvilket er den mindste størrelse) – den passer hendes slanke fod fint, ikke mindst p.g.a. det meget tykke for, der slutter tæt om foden. Støvlerne er ikke super nemme at få på (til ret stor frustration for den unge dame, der ikke kan selv), men til gengæld falder de ikke af når først de er på.

Holdbarhed
Det ved jeg sådan set ikke endnu, men umiddelbart virker støvlen ret robust. Der er brugt en kraftig velcro og sålerne virker rigtig gode.

Lidt facts
Tex støvlen er åndbar og vandafvisende (icetex membran) med et varmt plysfor af polyester. Der er aftagelig indersål og 3M reflekser.

Overordnet vurdering
Jeg er glad for støvlen og regner bestemt med at Ekko kan bruge den hele vinteren. For et barn på 1½, der ikke er den allesikreste på benene er det en lidt klodset støvle, der bestemt kræver mere af hende end sommerens sandaler (og bare tæer). Det er nu ikke fordi det ser ud til hverken at bremse eller genere hende – det er bare moderen, der synes at de ser lidt voldsomme ud.

Og nu er der ikke flere ord, hverken om støvler, børn eller æbler – kun en masse billeder :-)

 

1 2