En weekend uden barn

Fra lørdag til søndag blev Ekko passet af sin Bess og Bedstefar (=Bissefar på Ekkosk) for første gang (altså, det var ikke første gang hun blev passet, men første gang med overnatning). Jeg må indrømme at jeg havde glædet mig meget, men alligevel var der da en smule nervøsitet i blodet over hvordan det nu skulle gå at være uden mor og far en hel nat.

Da vi gik fra lejligheden var det med et lille ‘hej-heeej’ og vinken fra Ekko, der var travlt optaget af at kigge i den nye bog Bedstefar havde haft med. Win!

Der var sådan set ingen anledning til pasningen andet end at Bess og Bedstefar virkelig gerne ville prøve at have Ekko på enehånd i lidt længere tid end normalt – derfor kørte Jesper og jeg i sommerhus for at slappe mest muligt af.

Vi hyggede,  spillede yatzy (jeg vandt), bezzerwizzer (Jesper vandt), tændte op i pejsen , bagte boller, gik tur ved stranden, drak lyserøde bobler – og så sov vi! Hele natten! Det var vidunderligt dejligt – men hele lørdag dag, aften og nat hørte vi ikke et pip fra bedsteforældrene i Høje Taastrup. Vi skrev forsigtigt et par gange om det gik godt, men aftalen var at de nok skulle kontakte os hvis der var noget de havde brug for…så vi vidste egentlig ikke rigtig hvad vi skulle forvente da vi kom hjem igen i morges…havde de mon fået lukket et øje? Havde Ekko skreget natten væk? Havde de hygget så meget at telefonerne bare var blevet glemt?

Næh, såmænd var de glade sms’er om hvor dejligt de havde det (der var vist 5 i alt) bare gået tabt ude i cyberspace (eller hvor sms’er nu forsvinder hen). Men de havde haft det skønt! Bortset fra lidt ulykkelighed over at mangle mor og far midt i nat havde det bare været ren hygge – og det var tydeligt at mærke at de alle tre havde nydt at være sammen.

 

1 Comment on En weekend uden barn

  1. Ann
    oktober 26, 2014 at 10:22 pm (4 år ago)

    Det er SÅ dejligt med alenetid. Og man behøver jo ikke altid en anledning. Dejligt at det gik så godt.

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *






This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.